Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1457Visninger
AA

21. Kapitel 20

Jeg ville forsøge at komme mig over alt det med Megarra, så i stedet tog jeg fat i den lille lyserøde glimmerbog Amy skrev i og lavede mig "slå op på en tilfældig side" trylletrick.

 

Januar 10. årgang

Kære dagbog

Det er bevist nu. Hun ER psykopat. Megarra lånte mit hus til pyjamasparty. Vil ikke forklare, men klippet kan man altid se, hvis man nogensinde bliver i tvivl.

Amy

 

Januar 10. årgang

"Skab plads til en scene!" Megarras stemme skære gennem luften og alle får skubbet madresserne ud til siden, så der, foran Amys seng, danner sig en scene, som Megarra hurtigt får placeret sig i midten af. Alle pigerne sætter sig spændt rundt omkring i værelset, jeg selv holder mig bagerst.

"Velkommen til min sleepover, det bliver den hygliste aften ever!" præstentere Megarra, "Eftersom vi har ombygning derhjemme måtte jeg bøje mig til at holde det her, så jeg håber i har plads nok, selvom her ikke er ligeså fedt som hjemme hos mig, men tak til Amy for at smide sine forældre ud og lægge hus til." Hun får skabt en klapsalve, selvom vi kun er en ti stykker der kigger på hende. Alle pigerne i klassen fik streng order på at komme. Der lyder et pling fra en telefon der filmer.

"Nu hvor vi har spist vil jeg gerne stå for lidt underholdning af den gode slags, så jeg vil gerne byde velkommen til aftens første gæst..." Hun får skabt en trommehvivel og laver en lille dans i en kort pink glimmerkjole hun tideligere på aften havde fundet i Amys skab og et par tilhørerende stilletter, så ingen er tvivl om hvem der er aftens midtpunkt. "Miranda, Gemma og Thea!" Et sus går gennem mig, da resten af pigerne begynder at stirre. Jeg ved det går galt. Jeg skulle aldrig havde taget med. Det var bare sådan en stor drøm endelig at komme til et pyjamasparty. Skælvende rejser jeg mig op iført pyjamas.

"Kom her op min pige." råber Megarra entusiastisk og jeg beslutter mig for bare at få det bedste ud af det. Da jeg når op på scenen finder Megarra tre pink soveposer frem.

"Du skal lige have denne her over hoved." smiler hun og giver Gemma, Thea og jeg en sovepose. Jeg putter min over mig, så kun mine bare fødder stikker ud.
"Okay, nu skal vi lege en lille leg, så alle skal tie stille. I må kun grine." Jeg kan høre at hun laver en lille stepdans før hun begynder at forklare. Mit hjerte banker for vildt. "Forstil jer at I er ude på en ørkenvandring og det er rigtig varmt." begynder hun, og allerede der begynder jeg at svede. Jeg kan høre puslen i de andre soveposer, men ellers er der stille. "Derfor skal i nu starte med at tage et stykke tøj af." Nervøst begynder jeg at få bukserne af, beroliget af at de jo ikke kan se mig og Gemma og Thea også skal det.

"Okay," vurderer Megarra, "Der bliver givet et par bukser fra Miranda og..." Hun tager imod mine bukser og når aldrig til, hvad de andre har taget af før hun fortæller videre. Jeg kan høre latter fra publikummet. Der er mørkt i soveposen, men den er heldigvis stor nok til at jeg ikke har åndedragsproblemer.

"Nu går i endnu mere og det er snart midt på dagen, så i skal tage endnu et stykke tøj af." Jeg bryder mig ikke om legen, men jeg kan ikke melde mig ud, før jeg har mine bukser på igen, især ikke når de filmer. Uden særlig meget at vælge mellem, får jeg med besvær knappet min pyjamasskjorte op og smidder den nede ved mine fødder. Et kort sekund kan jeg se Megarras glimmernegle gribe fat om den og tage den.

"Bluserne bliver smidt i denne runde!" griner hun. Jeg beder til at legen snart er færdig, da det næste at tage af ville være bhen, og den er jeg endnu mindre tryg ved.

"Det bliver varmere og varmere og i skal smide endnu et stykke tøj!" Mit hjerte banker, da jeg lukker min bh op og lader den falde til jorden.

"Er vi snart færdig?" spørger jeg forsigtigt.

"Ja, vi er færdige nu, men hvis jeg var dig og var ude på en ørkenvandring ville jeg tage soveposen af først." Og derefter er Megarra død af grin. Og Gemma og Thea. Pludselig går det op for mig at de slap og jeg er blevet ydmyget helt ene og alene.
"Giv mig mit tøj!" skriger jeg.

"Det kan du selv hente." Megarra trækker soveposen af mig, så jeg står topløs foran de grinende piger. I den anden ende af lokalet står Gemma på en stol og har lagt mit tøj op på en høj reol. Hurtigt sætter hun sig på stolen. Jeg kan se fire-fem smartphones, der filmer. MIt hoved er glødende rødt.

"Bitch!" råber jeg efter Megarra og giver hende en lussing, så hendes kind bliver ligeså røde som mine. Hurtigt søger hun trøst os Amy og en blondine, og jeg står der uden hjælp fra nogen sider. "Jeg hader jer fucking alle sammen!" skriger jeg med tårer løbende ned af mine kinder. Jeg griber en sovepose, til at dække for mine bryster og løber gennem publikum ned til reolen med mit tøj. "GIV MIG MIT TØJ!" Jeg truer Gemma med min næve og selv inden hun har svaret giver jeg hende en på siden, der får hende til at springe op og kaste mig tøj ned til mig.

"HUN ER PYSKOPAT!" skriger hun skrækslagen. Hastigt får jeg mit tøj med og er ligeglad med, hvad jeg ellers skal have med. Jeg vil bare ud.

 

Klippet kom på facebook bagefter. Godt nok havde udlæggeren været så bange for mig, at hun havde gjort mine bryster slørrede og kun lagt det ud i gruppen for 10. og 11. årgang. Men vreden lå stadig under min hud.

 

Februar 10. årgang

Og kællingen fik sin straf.

Efterladt i en skov.

 

Det var tydeligt, hun ikke brød sig om, at nævne det, og derfor skrev hun heller ikke mere, men de få ord var nok til at få minderne til at blusse op i mig.

"Kælling!" hvæsede jeg af bogen og rev siden ud. Men at ordnes blev krøllet sammen og forsøgt at blive desutreredt, ændrede ikke fortiden.

 

Februar 9. årgang

Jeg svinger min taske om på ryggen og går ud fra skolegården. Foran på vejen holder Megarras kærestes sorte bil indeholdende ham, Megarra og Gemma. Jeg går den modsatte vej.
"Hop ind!" Jeg vender mig om mod Megarra, som hænger ud af vinduer og råber efter mig. Jeg ser uforstående på hende og begynder derefter at småløbe den modsatte vej. Jeg kan høre bildøres blive smækket og tunge trin bag mig, hvilket får mig til at løbe endnu hurtigere. Liv eller død. En hånd tager om min skulder og drejer mig rundt. Megarras attenårige kæreste med tatoveringer over begge arme og en smøg i mundvigen. Jeg kan ikke andet end følge med, da han trækker mig over til bilen og smider mig ind på bagsædet. Tårerne presser sig på, da han smækker døren i, og Gemma, der også sidder på bagsædet, spænder mig fast, og Megarras kæreste træder speederen i bund, mens han kysser hende. Jeg tror jeg skal dø. Han kører sindsygt, og jeg ved de vil noget med mig.
"Undskyld." mimer Gemma, da hun tager et rødt tørklæde frem og binder det om mine øjne.
"Tag hendes mobil. Hun må ikke komme tilbage." Kan jeg hører Megarra kommandere.
"Okay," Gemma lyder som en, der er lige ved at græde, og mit tørklæde er allerede vådt. Hun læner sig ind over mig og skal lige til at tage min mobil, da hun i stedet hvisker helt tæt ind til mit øre.
"Jeg tager den ikke." Mit hjerte banker for fuld drøn. De vil dræbe mig. Myrde mig, så de er fri for at mobbe mig. Jeg kan lugte at Megarra også har tændt en smøg.

Jeg aner ikke, hvor langt tid vi har kørt, da bilen standser. Gemma klikker mig op, og hurtigt er jeg i Megarras kæresters lidt for stærke arme igen.
"Smid hende på jorden." Jeg kan høre Megarra smide sin smøg og træde på den, da der kommer en gnisten fra et par blade. Jeg bliver lagt på jorden. "Ses aldrig, Bitch." hvisler Megarra, som det sidste inden jeg høre bilen køre igen. Der er koldt og ejg kan mærke sneen trække ind gennem mine bukser. Mine tænder klapre. Besværet får jeg båndet af mine øjne og ser mig omkring. Overalt omkring mig er der træer, og det er svært at se, hvordan Megarra skulle havde kunne køre herud. Tårende vil ingen ende tag, for jeg aner ikke, om jeg nogensinde vil se min familie igen. Skælvende rejser jeg mig op igen og børster sne af min lange jakke. I lommen mærker jeg min mobil, som jeg straks tager frem med mine iskolde fingre. Der er mørkt, for de er vinter og klokken er fem. Med tænderne hiver jeg min ene vante af og taster mors nummer. Der er hvide prikker for mine øjne af kulde og mine fødder er følelsesløse. Tårer slører skærmen. Jeg har ikke spist hele dagen og der skærer i min krop af sult. Afkræftet må jeg sætte mig på jorden, mens bippende lyder. Et, to tre.
"Hej det er Clara på Josephines telefon." lyder min søster stemme.
"Det er mig." hvisker jeg, og må lægge mig ned. Mit blik er helt sløret.
"Miranda?! Hvor er du?" spørger hun bekymret.
"I en skov. Jeg aner det ikke. Hent mig." Min stemme ryster så det er næsten uforståeligt og jeg lukker mine øjne i.
"Hvor? Hvilken skov?" skriger Clara desperat, men jeg kan knapt kun høre det. Min hoved begraves i sneen.
"Jeg ved det ikke."
"Ring til alarmcentralen, Miranda, med din app. De kan se, hvor du er!" Jeg kan høre hun græder. Med mine sidste kræfter kæmper jeg mine øjne op og trykker på alarmcentralens app.
"Du har ringet til alarmcentralen." lyder en kvindestemme.
"Jeg besvimer snart. Hent mig." Er det sidste jeg får fremstammet før alt går i sort.

En måned på hospitalet med forfrysninger og opfedning, fordi de mente jeg var for tynd.
Og dette punkt ledte også hen til næste på listen.
Clara.
Et af mine svage punkter, min amnesia ramte søster. Derhenimod satte jeg min kurs, for jo længere jeg kom, jo mere savnede jeg enden.

 

 

----

Der kommer kapitel fredag aften :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...