Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1420Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg gispede da jeg nåede sidste linje i sangen. Mine kinder var dækket af tåre. Det var slut nu! Det ville ikke ske igen. Ikke flere onde ord. Ikke mere smerte, Jeg rejste mig og så over på den stenede Lucky. Mit blik faldt på skrivebordet. Hun måtte have en dagbog. Et eller andet. Jeg rejste mig og gik over mod skrivebordet. Jeg var ikke god nok. Jeg er ikke god nok. Mine fingre gled ned under alle blokke, blyanter og bøger. Til sidst fandt jeg en stor rød bog. Jeg slog op på en tilfældig side.

 

September 9. årgang

17/9 2012
Kære Magda
Du skulle havde set Miranda i dag. Hendes hår er ikke blevet bedre efter Megarras stont. Det var varmt og hun havde en stram top på. Hun er så tynd at man kan se hendes riben, og ned af hendes skelet arm var der to lange rifter. Sår. Skære mærker. Hun cutter, det er tydeligt. Megarra lagde også mærke til det, du skulle høre hendes stemme pr hun indtager alles frygt og fyrre den mod sit offer. Hun er som en slange, fuld af gift.
"Flygter du fra virkeligheden, tyksak?" Spydet ramte Miranda i resterne af hendes smukke krop. Hendes øjne var blanke. De havde holdt på mange tåre i tidens løb. Jeg kan virklig ikke holde det ud, Magda. De er så onde, så onde, alle sammen! Jeg har sagt fra så mange gange på Mirandas vejne at jeg snart ikke kan gøre mere. Men jeg er sikker på at Megarra hellere ikke har det let. Hun har en sjæl, det ved jeg. Der er ingen i klassen der har det let. Alle er skrækslagene for at Miranda tager sit eget liv og et nyt offer skal findes. Ingen har forstået at der ikke behøver være noget offer. Det var der hellere ikke sidste år, der var Miranda bare ensom. Men det var som om så snart vi kom tilbage fra sommerferie hviskede Megarra alle i ørene om i vi skulle mobbe og pludselig var det bare hverdag. Efter Megarra klippede halvdelen af hendes hår af var der ingen grænser længere. Magda, fortæl mig hvorfor alting så gøres så besværligt? Du skulle se Miranda. Hun har tabt sig gevaldigt hen over sommerferien fordi hun slap for sin ensomhed, og nu hvor de er begyndt igen er hun begyndt at sulte sig! Når, nu kommer mor. Jeg skriver i morgen. Det skal bare gå op for Miranda at hun er smuk!

Din Melody

 

Jeg huskede den dag tydeligt. Det var mine første streger med barberbladet. Senere var min arm helt blodskudt. Jeg blev igen overrasket over Melodys viljestyrke og holdninger. Men tænk at hun synes jeg var smuk. Smuk. Miranda er smuk. Det var en løgn. Jeg var ikke god nok. Jeg er ikke god nok. Bogen landede yndefuldt på gulvet uden at jeg huskede at jeg havde tabt den. Jeg samlede den målløs op og så over mod den stenede Lucky.
"Synes du virkelig jeg er smuk?" Jeg håber inderligt at hun ville vende sig om og bekræfte mig. Fortælle mig at jeg var smuk. Men hun beholdte sin forstenede tilstand.  Jeg mod mit blik glide ned på siderne igen med et lille håb om at hun ville fortælle mig at jeg var smuk.

 

September 9. årgang
27/9 2012.
Kæreste Magda
Du aner ikke hvor meget jeg elsker dig. Min bedste veninde. Du som aldrig sladre, jeg skal fortælle dig en ting: nogen gange føler jeg mig alene blandt alle andre. Malplaceret er ikke det rigtige ord, mere bare den eneste af min slags... Jeg føler ligesom at jeg er den eneste der ikke mobber eller er en del af hirakiet. Alle andre har en plads på skolen, i hirakiet. Men jeg er ligesom ved siden af. Er hverken i bunden, i midten eller øverst. Hvis man tegnede det som en trekant alle de andre var inden i stod jeg ved siden af og kikkede på. Jeg ved ikke om det er mig der er noget galt med eller de andre, men nogengange tror jeg bare jeg er meget klogere end de andre. Som om jeg ejede Gud hjerne. Miranda er skønhed. Megarra er en slange. Jeg er en Gud? Argh! Du forstå sikkert intet, Magda. Men jeg kan bare ikke fost or jeg er den eneste der ikke synes mobning er okay! Tag for eksempel i går da Miranda mistede halvdelen af hendes hår, ingen sagde noget til da hun dagen efter kom i skole med en meget skæv frisure. Ingen lærer. Ingen elever. Ingen forældre. Ingen overhoved. Alle undgik bare hendes blik og hviskede i krogene om hvor mærkeligt det var og hvor grim hun var. De trampede ned af i hirakiet. Jeg er sikker på at ingen har det godt i klassen. Mobbere eller offer. Hvorfor så ikke lave en omvendt klasse hvor alle har det godt? Når jeg bliver færdig med College bliver jeg præsident og afskaffer mobning!

Din oprevede Melody

 

Et kort øjeblik ønskede jeg at jeg kunne leve op og blive veninder og holde sammen med Melody. Men så kom jeg i tanke om at det jo praktisk talt var umuligt, medmindre jeg ville slå mig sammen med en statue. Jeg rejste mig, og lagde dagbogen tilbage. Så lagde jeg en lille seddel i den.
Kæmp videre!
Miranda.

 

Oktober 9. årgang

Lejerbålet slog gnister i den mørke skov. Jonas finger gled roligt hen over guitaren strege og skabte en gad melodi. Min stemme blandede sig med de andre. Den muntre stemning. Det eneste sted nogen holdt af mig. Blandt spejderene. Jeg førte irriteret en lok om bag øret, men den faldt hurtigt ned foran øjnene igen. Min skæve frisure var lige nøjagtigt vokset så meget at håret i højre side ikke kunne nå om bag øret.
"Er i med?
Vi er med før os kun fra sted til sted!
Under tvang?" Mathilda sendte mig er smil og tog min hånd, mens vi muntert sang. Ilden lyste hendes røde hår endnu mere op, og fik hendes briller til at se helt gule ud. Under facaden brændte jeg selv. Ordne brændte mig op indefra. Selv ikke i min himmel kunne jeg lukke dem ude. De ville altid være der til at minde mig om hvem jeg var. Mine øjne blinkede for ikke at falde i.
"Skal vi gå ind i teltet?" hviskede Mathilda, og jeg nikkede til svar. Teltet havde vi heldigvis slået op lige da vi kom. Det var en lun september aften, men jeg beholdte stadig min fliser på for at skjule min røde streger der afslørede hvem jeg i virkeligheden var. Vi lagde os begge til rette i vores soveposer. Jeg lå og ventede på at hun skulle falde i søvn så jeg kunne komme af med dagens afregning. Stemmerne udenfor lagde sig lidt efter lidt og folk faldt til ro. Jeg studerede Mathildas smukke ansigt. Den spidse næse der holdte brillerne de tydelige kindben. Da hendes åndedrag langsomt blev sovende tog jeg min dolk frem fra mit læderbælte. Trak ærmet op og trak en streg. Den tynde blodstribe stoppede jeg med en kleenex. Endnu en til samlingen, så kunne jeg da vise at jeg betalte.
"Miranda!" Jeg vendte mig forskrækket om og så Mathildas forfærdede ansigt. Tårer gled ned fra hendes kinder. Kniven faldt ud af min hånd. Mit bedende blik virkede ikke. Hun åbnede straks teltet og mens jeg sad forstenet kunne jeg høre hende vække en af lederne. Det var først da jeg hørte deres stemmer helt tæt på det gik op for mig hvad de ville gøre. Tage min kniv fra mig! Mit kæreste eje. Jeg fumlede hurtigt med min kniv og skyndte mig ud af teltet. Der var mørke træer over det hele, det eneste jeg kunne se var en lommelygte der blændede mig. Jeg løb så hurtigt jeg kunne ind mellem træerne. Jeg kunne høre nogen skrige mit navn bag mig, og skridt i lige bag mig. Et fast greb om min skulder stoppede mig, og i stedet for at stritte imod lod jeg mig bare falde sammen på jorden.
"Slip mig!" skreg jeg. Jonas holdt et fast greb om mit håndled.
"Miranda, kom med." Hans bekymrede øjne lyste op i mørket. Han tog mig i sine arme og bar mig tilbage til lejren hvor Mathilda og en anden leder. Den anden leder, Kasper, tog en førstehjælpskasse og bandt min arm ind, mens Mathilda lyste med lygten. En masse af stemmer var over mig.

 

Jeg bed mig i læben. Jeg kendte slutningen. De tog min kniv fra mig. Jeg græd og bad dem ikke sig det til mine forældre. Langt tid vuggede de mig bare frem og tilbage og talte som bekymrede forældre over mig. De fik mig til at sværge jeg aldrig ville gøre det igen, og så sagde de intet. Allerede en time efter var løftet brudt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...