Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1407Visninger
AA

20. Kapitel 19

Megarra.

Megarra.

Megarra.

Det navn sagde mig så meget, at det ikke var til at holde styr på. Navnet var det næste på listen. Jeg skulle snart dø. Ingen vej tilbage. Point of no return - men havde det ikke hele tiden været sådan. Lige siden jeg blev født, havde der ikke været nogen vej tilbage til intetheden, hvor jeg vel kom fra.
Megarras hus var præcis så perfekt som jeg altid havde forstillet mig. Det underede mig dog at jeg kunne finde det, eftersom jeg aldrig havde været der før.

Et kæmpe morderne højhus ud til havnen stod foran mig. Mit blik løb igen ned mod min iPhone, hvor jeg havde slået hendes adresse op. 8 sal, th. Mens jeg krydsede fingre for at man ikke skulle bruge kort, for at tage elevatoren, som i så mange andre lejlighedskomplekser, nærmere jeg mig de store glasdøre der fyldte to etager. I lobbyen var en reception og på anden sal en resturant, for de første 7 brugt som et hotel, som ifølge skiltet havde fire stjerner.

Jeg satte kursen direkte mod de elegante elevatore, og fik fat i en - dog ikke fri, for jeg måtte stå side op med en forstenet dame, hvilket fik mig til at skynde mig, så jeg trykkede hurtigt "8. sal - privat ejendom ned.", men i stedet for at den begyndte at køre, lyste der et skilt med teksten "indsæt kort.". Først skulle jeg til at vende om bare at opgive. Så slap jeg det værste punkt. Men på den anden side, ville jeg ikke dø fejere end jeg allerede var. I stedet trykkede jeg "7. sal - pool, spa og massage." ned mens en plan formede sig i mit hoved. Elevatoren kørte til mit held hurtigt, så jeg slap af med den forstenede dame. Selvom folk omkring mig havde været forstenet i ... et tidsrum jeg ikke kendte, gjorde det mig alligevel meget ubehaglig.

Da jeg steg ud af elevatoren, kiggede jeg straks efter et af de genkendelige grønne skilte med en mand der løber ned af nogen trapper med teksten "nødstilfælde." Hurtigt spottede jeg et over disken, hvor man kunne bestille en tid til massage. Jeg fulgte pilen mod højre. For hvis der var en nødsudgang fra toppen og ned, måtte man jo kunne gå fra 7. til 8. sal fra den.

Efter kort tids søgen fandt jeg nødsudgangen og den første ganske rigtig op til 8. sal, hvor jeg fortog mig et mindre indbrud hos Megarra, eftersom døren var låst. Køkkenalrummet var gigantisk og væggen ud mod havnen bestod kun af et stort vindue. De havde en utrolig udsigt. Møblerne var helt nye og morderne, og der var næsten så hvidt at det skar i øjnene.

Straks styrede jeg ind mod døren jeg gættede var Megarras for at gøre besøget så kort som muligt og bare få det overstået. Få livet overstået. Creepy. Men for en gangs skyld gættede jeg rigtigt.

Megarras værelse var kæmpe stort. I den ene ende med walk-in-closet, i den anden en seng, der var et sofahjørne med tv, et læse hjørne, et syngehjørne - og jeg kunne blive ved. På Megarras dobbeltseng lå hun og Madeleine, mens Amy og Gemma havde spredt deres madresser på gulvet. Pyjamasparty, som en hver anden fredag aften. Jeg følte et stik af jalousi og tænkte tilbage på de gange jeg havde været til Pyjamasparty tilbage i New York.

Megarras dagbog behøvede jeg ikke engang lede længe efter, for hun sad med den i hånden og skjulte, hvad hun skrev - og i et snuptag lå den i min. Jeg slog op på første side.

 

November 10. årgang

Jeg vil fortælle dig om det her udefra. I 3. person. Uden følelser. Jeg kan ikke have flere følelser lige nu.

Megarra ligger 10 hvide piller på bordet, som hun har fundet i et glas med hvide piller. Hun sluger dem en for en. Tygger. Det er et selvmord det her. Tvinger sig selv til at tygge. Da alle pillerne er slugt lægger hun sig i det fyldte badekar og gør sig klar til at dø, da det pludselig går op for hende, hvad hun er i færd med, og hun springer op og griber telefonen. Panisk uden at tænke ringer hun til sin mor og græder, mens hun fortæller, hvad hun har gjort. Moderen beder hende kaste op, mens hun rigner efter en ambulance. Megarra stikker to fingre i munden, men får kun kastet lidt op inden en ambulancechaufør tager hende og ligger hende på en bårre, mens ambulancen med fuld udrykning køre mod hospitalet.

På hospitalet får Megarra en slange i munden til at suge hendes maveindhold op, mens hendes mor og Amy og Gemma kommer. Megarra kommer udskadt fra hospitalet, mens Megarras mor prøver at fortælle Megarra at hun er god nok.

God dag, var?

 

Megarra havde begået selvmord. Min hjerne var ved at springes. Hun var jo perfekt! Hvorfor? Alle ville være ligesom hende. Jeg ville være ligesom hende. Hun havde magten, hvorfor begå selvmord, når man har det som i paradis? Jeg manglede nogen tanker, noget forklaring. Det gav ikke mening. Hastigt læste jeg videre efter de svar jeg søgte.

 

November 10. årgang

Personlige tanker om mobning.

Det er, hvad jeg vil kalde det dagbogs indlæg. For jeg tænker meget nu. Tænker over hvorfor. Hvorfor mit liv er endt sådan? Hvorfor mit liv ikke er perfekt, når nu det er mig der har magten? Hvorfor jeg mobber, og ikke bare stopper op og skaber et miljø, jeg kan lide at være i?

Fordi jeg er bange. Fordi det har taget overhånd. Fordi jeg ikke kan stoppe nu. Det hele er nået for vidt. Alle hader hende. Alle. Jeg har ødelagt hende, og jeg har ødelagt mig selv. Jeg har ikke længere nogen grænse, en alarm der bibber, når jeg er for ond. Jeg har skabt et monster ud af mig selv. Hver gang jeg beslutter for at tone det langsomt ned, sker det aldrig.

Men er det her overhoved mobning? Er mobning ikke langt mildere end det her. Det er et langsomt mord. Og jeg ved det. Jeg er morderen, Miranda er offeret. For hvem ved ikke, at hun ender med selvmord? Jeg er allerede stolt over, at hun har holdt så længe. Jeg vil ikke slå ehnde ihjel, men jeg kan ikke stoppe mig selv. Jeg er afhænging. Afhænging af at nedgøre hende. Så afhænging, at jeg vil gå med hende i graven? Eller så afhænging, at jeg ender som seriemorder?

Det første er helt klart den bamhjertige og mest rigtige del, men mit ego ville ikke kunne det. Jeg ville ende som en seriemorder. Jeg ender som en seriemorder. Mit selvmord var jo bevist  i mentos. Ikke panodiler. Det er indrømmet. Jeg er for egoistisk til, at jeg vil ofre mit liv. Jeg kan ikke begå selvmord, det elsker jeg mig selv for højt til.

Jeg vil bare gerne have, at det går op for folk, at de skal stoppe mig. At ingen har godt af, hvad jeg laver af ulykker og mord. Men det gik ikke op for nogen. I stedet tror de jeg lider af selvhad. Jeg fucking elsker mig selv, men de skal stoppe mig. De skal stoppe mig i at mobbe. For mit liv er et helved. Men jeg kan ikke have det dårligt, når jeg såre Miranda. Jeg kan ikke lade være med at fryde mig over andres smerte og ydmygelse.

Miranda som sådan var der intet galt med. Hun var pæn og klog. Men hun var bare alt for let at såre, så jeg kunne nyde hendes smerte.

Jeg er en psykopat og jeg ved det.

 

Der var noget af Megarra igen. Det gav mening. Men at Megarra tilmed kunne lide mig? Det forstod jeg stadig ikke. Alligevel var der nogen brikker der samlede sig i mit hoved og en del af mit selvhad forsvandt, da det gik op for mig, at det var bare opfundet. At hun ikke mente noget af det.

Det var en mækrelig måde at tænke på. At alt hvad hun havde sagt gennem årene, var for at få mig til at ide, og ikke for at fordi det var rigtigt. Hun var direkte ond.

 

____________________

Jeg er meeeeegt dårlig til at opdatere, det ved jeg, og jeg vil blive bedre. Hen voer sommerfeire har jeg bare været ude at rejse, og så skal jeg lige starte op igen, og min interesse for at skrive på Et sekund for dem er ikke som den har været, og min upcomming julekalender har taget min tid, fordi jeg elsker at skrive på den. - men bare rolig, jeg sætter ikke ESFD på pause eller noget. Det er 6 kapitler endnu og dem skal i nok få! Jeg håber på et om ugen og det er også mit personlige mål, men igen sorry for at være dårlig til at opdatere, det ligner ellers ikke mig.

Følger der stadig nogen med? Giv gerne en lyd fra jer. Bare skriv "lyd" i kommentaren, så jeg ved at i er der :-)

//Sofie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...