Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1420Visninger
AA

19. Kapitel 18

Og jeg fik rollen. Ikke at jeg nåede at spille den, men jeg fik den. Jeg oplevede, hvordan suset af glæden gik gennem mig, da mit blik gled hen over seddelen og så mit navn skrevet under Sandy. Jeg opelevede at føle mig god. Jeg satte mig i en af de røde stole bagerst. Den samme som jeg sad i til audition. Megarra fik rollen som Rizzo. Heller ikke hun nåede at spille sin rolle, før Gemma havde overtaget den.

 

Oktober 10. årgang

Jeg vender mig om med sommerfugle boblende i maven. Rollen er min. Jeg er god nok. Jeg er god til noget. Jeg har lyst til at skrige det højt. Ikke fordi jeg skal spille Sandy, men fordi jeg er bedre end Megarra. Jeg har overgået skolens - og mit hoveds dronningen. At hun står en gang væk og vredt hiver mig ind til siden ved hendes skab.

"Du afslår den rolle og giver den til mig," hvæser hun og holder i min krave så jeg knapt kan holde vejret. Jeg nikker, stadig med et smil på læben. Hendes opførelse har jeg forberedt mig på, for ikke at bliver skuffet eller lade hende ødelægge mit humør.

"Rollen er din," smiler jeg frejdigt. At jeg smiler irritere hende kan jeg se, men min kroner fyldt af en følelse af, at jeg kan klare, som ellers aldrig plejer at være min.

"Glem nu ikke dit handikap, din lille mide." siger hun vredt og slipper sit tag i min krave.

"Nej, men jeg er bedre end dig til at synge." synger jeg. En følelse af tilfredshed fylder mig. Det følelses dejligt at sige hende imod, selvom jeg ved, at det ikke vare længe før, jeg er nede, som jeg plejer igen. Smilende går jeg hen ad gangen mod Ms. Johnsons kontor for at aflyse min rolle og lade Megarra overtage den.

 

Opfyldt af en smule af den samme lykke som i mindet forlod jeg auditoriet og overvejede, hvor jeg nu skulle gå hen. Men i stedet for at lade alle de dårlige minder ødelægge lykkefølelsen. Beslutter jeg at beholde den lidt endnu. Bare på bilturen over til Megarra, hvor den med sikkerhed ikke vil overleve.

 

Dum som jeg er sætter jeg mig op i bilen og drejer straks ud mod motorvejen, hvor der som altid er kø. Forskellen er bare at denne her kø står helt stille og ikke bare stille som den plejer. Jeg sukker og lykken kommer ud med mit besværlige åndedrag. Sådan noget sker også altid for mig. Fanget bag en bil prøver jeg at bakke bagud og op på vejen igen. For det første kan jeg ikke bruge en stoppet motorvej til noget, og for det andet er det sindsygt skræmmende med så mange frosne mennekser på en gang. Som en spøgelsesmotorvej. I min iver for at komme væk, ser jeg mig ikke om og må sukke endnu dybere, da et højt brag lyder og det giver et ryk i selen. Hurtigt løber jeg ud af bilen og må konstantere, at den er kørt ind i et hegn og bagdelen er smadret.

Så jeg beslutter at gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...