Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1429Visninger
AA

18. Kapitel 17

Uden at tænke videre over det, endte jeg på skolen. Næste stop på min liste.

Skolen bestod af to bygninger. En stor rød med 7-9 årgang og en mindre i samme røde murstens farve med 10. og 11. årgang. Jeg valgte at gå direkte på og gik igennem skolegården og over til den mindre bygning. Gennem de store glasdøre og ud på en af gangene. Hver et sted jeg så hen kunne jeg se en scene udspille sig. Intet var uberørt af dårlige minder. Foran skabene kunne jeg se Megarra håne mig. På vej ind til pigetoilettet kunne jeg se mig selv trække den lille kniv forsigtigt op af lommen. Ved vanehanen kunne jeg se mig selv bøje mig hen over for at drikke og åbne og lukke de sædvanelige tre gange, før jeg drak. jeg udpegede et tilfældigt klasselokale for at undersøge det nærmere, selvom jeg intet godt mål havde. Men at dø i selvmellidenhed over sit forfærdelige liv, var bedre end at dø i troen om, at man rent faktisk ikke var noget værd. For det var nok det jeg prøvede på ved at gå rundt og pine mig selv. Prøve at overbevise mig selv om, at det var deres skyld og ikke min. Det var bare langt svære end jeg nogensinde havde forudset.

Klasselokalet jeg endte i var auditoriet, og det var ikke svært at finde minder derfra, men et stod lysende klart for mig. Det var sjovt, hvordan nogen minder bare skinnede langt over de andre. For hvad gjorde, at man huskede ting bedere end andet? Dette minder tror jeg stod klart, fordi det for en gangs skyld var mig det vandt, uden at Megarra ville ave revanche og så fik mig ned igen, så det slet ikke var synligt, at jeg engang havde været vinderen. Men her; her vandt jeg.

 

Oktober 10. årgang

Hele 10. og 11. årgang sidder samlet i auditroriet. Jeg aner ikke, hvorfor prøverne til den årlige musical, ikke bare kan blive optaget efter skoletid, så hele skolen ikke behøver at stå og se Megarra løbe af med hovedrollen. Men så længe jeg kan sidde skjult bagved, er det fint. Jeg ville dø, hvis det var mig der stod oppe foran alle de mennesker. Mit blik gldier rundt på rækken foran mig og fanger Megarra smile til Aby og Gemma. Jeg borer neglene ned i mit venstre ben, for at få tankerne væk fra de ord, som altid kører rundt i mit hoved, selvom jeg nu er fri.

"Grim,"

"Kælling,"

"Bitch."

Tæppet går ned og skolen dramalærer Ms. Joshson frem med en mirkofon i hånden.

"Fed!" Jeg får dræbt det sidste ord og trækker kort neglene op igen, der er fem røde udbulinger, men af erfaring ved jeg, at de går væk inden for en time.

"Klodset," Neglene er på sin selvanelige plads igen. Det hjælper på vreden mod mig selv og dem. Hvert et ord de siger tager et sekund for dem, men hvert et ord jeg høre tager tusind år før jeg er a med dem.

"Velkommen, velkommen alle sammen" hilser Ms. Johnson og smiler stort, "Jeg vil byde jer hjertelig velkommen til prøverne til årets musical Grease." Der bliver klappet halvt rundt omkring, og det er kun Megarra der rigtigt klapper. Jeg trækker mine negle lidt op, for mine tanker plejer at kunne løbe væk i musikken.

"Først tager vi prøverne til Sandy. Vi starter med Megarra Waters." Megarra får hurtigt startet en klapsalve, der er højere end da Joshson bød velkommen. Det er nu heller ikke svært, for selv dem fra årgangen over har hun kontrol over. Der er ikke en af drengene hun ikke har haft mere end venskab med.

På vej mod scenen går hun på sin nemt genkendelige måde, der altid driver mig til vanvid. Hendes røv svinger let frem go tilbage og det samme gør hendes bryster. Hun nyder opmærksomheden, mens hun blinker til alle. Hvis ikke skoleuniformen var obligatorisk ville hun med garanti havde klædt sig meget mere udfordrende.

"Hej hej," siger hun ind i mikrofonen og vinker rundt, "jeg er Megarra Waters - de fleste af jer kender mig nok," Hun sender et stort smil ud til forsamlingen. De sidste bemærkning går mig endnu mere på nerverne, hvem tror hun, hun er? Igen lade jeg mine negle tage fat, inden jeg skriger. Jeg hader hende, for at få mig til at hade mig selv! Intet giver mening længere.

Ms. Johnson giver Megarra et blik til at hun skal komme igang, da hun vildt til at fortælle endnu mere om sig selv. Megarra sender pianisten et tegn og begynder så.

"Guees mine is not the first heart broken," Hun er helt inde i rollen. En perfekt skuespiller - men hvordan kunne hun være andet, når hun i tre år har spillet lille-uskyldige-Megarra over for lærerne? "My eyes are not the first to cry," Alle tonerne rammer perfekt. Megarra er perfekt. Et perfekt monster. Og jeg kan ikke lade være med at indrømme at jeg ville ønske jeg var hende. Alt for at komme væk fra min plads. Så hellere kune bestemme det hele. Mobbe alle. Gøre gengæld. Selvom tonerne kommer fra Megarra slapper jeg alligevel af og mine negle løsnes, mens min forstand glider væk i sangen. Jeg kan den uden ad.

"Hopelessly devoted to you," 

Da Megarra er færdig med sin superoptræden der får hele salen til at rejse sig, tager Ms. Johnson listen frem igen.
"Den næste er," Hun putter papiret helt op til sine briller for at kunne læse navnet. "Nirvana - hov nej, jeg tror der står Miranda," Et øjeblik fryser jeg, for jeg er helt sikker på, at jeg ikke har skrevet mig på, men på den anden side er der kun en anden Miranda, og hun ville ligeså lidt som jeg, skrive sig på. Der går, hvad der føles som år, før Ms. Johnson færdiggøre sætningen. "Collins." Gåsehuden rejser sig på mine arme, og så snart Megarra vender sig om og sender mig et stort grin, ved jeg at det er hende. Ingen ringere.
"Miranda, Miranda!" begynder hun at råbe, mens hun klapper, og får hurtigt skabt et hype rundt i hele salen. "Miranda, Miranda!" Det er ondt ment. Utrolig ondt. Min sidekamarat skubber mig op at stå. Mine kinder blusser op som flammer.
"Men, men jeg har ikke meldt mig!" stammer jeg.
"Dit navn står tydeligt her, så vær venlig at komme op unge dame," vrissede Ms. Johnson, "vi har ikke tid til sådan noget pjat!"
Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, og ender med at vakle ned mod scenen, selvom jeg mest af alt har lyst til at løbe ud af dørene og væk. Ms. Johnson følger mig med et utålmodig blik, men siger ikke noget. Jo nærmere jeg kommer scenen, jo hurtigere banker mit hjerte. Mine negle er presset ind i mine håndflader af vrede, og jeg er sikker på, at mit hoved kan gå i en tomat. Alt for hurtigt når jeg mikrofonen, og pianisten begynder uden signal at slå an. I stedet for at lade Megarra vinde og gøre mig til grin over for alle, beslutter jeg i det mindste at forsøge at vinde, og ikke bare bukke under med det samme. Jeg kaster mig ud i sangen med liv og sjæl og forsøge at tænke på Adam, mens jeg synger den, hvilket får et par tårer frem på min kinder.
"My eyes are not the first to cry," Utroligt nok rammer jeg de fleste toner, og et par stykker begynder at klappe, mens flere og flere klapper med. Det er ufatteligt, denne gang stå vi lige! Folk håner mig ikke.
"Hopelesly devoted to you,"  Jeg nyder det fuldt ud, og da jeg færdiggøre sangen, ville jeg ønske, at jeg kunne blive ved i al evighed. Glæden bobler inden i mig, for første gang i tre år, og selvom jeg ikke får den rolle, har jeg fået et fantastisk øjeblik, selvom jeg ved det ikke vil vare ved. Smilet er ikke til at tøre af mine læber. Lykken varmer, indtil jeg når ned på min plads igen, og Megarra kommer med kommentaren: "Blærerøv, som om du har det mindste smule talent!" Hun slår luften ud af mig som en ballon, men der er stadig et lille håb der er blevet tændt, om at lykke findes - selv for mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...