Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1422Visninger
AA

17. Kapitel 16

Hurtigt tog jeg en dristig beslutning. De skulle alle se muren falde. De skulle alle se mig åbne sig. De skulle alle kunne ydmyge mig til enden af deres dage. Jeg ville lave en selvmords video. Ligge den ud på facebook som min sidste besked, til dem der ikke fik et brev. Så kunne de græde eller grine til deres dages ende. Fuck dem!

Med tårer løbende ned af kinderne, et åben hjerte og ødelagte mubrokker i hoved, tændede jeg Mathildas computer. En 13,3'' med touchskærm. Selvfølgelig. Forkælede Bitch, tænkte jeg for mig selv, mens jeg hulkede mig halvt ihjel. Efter langt tid fandt jeg webcamet. Overspamet med fjolle billeder af hende og hendes veninder. Selvfølgelig. Uden at forbedrede mig det mindste startede jeg videoen.

 

April 10. årgang

"Hej," starter jeg ud. Totalt random, men bare for at sige noget. Snøfter. "Jeg er..." fortsætter jeg, men trækker på det, da jeg ikke ved, hvordan jeg skal præsentere mig selv. "Miranda Collins. Den pige I har brugt de sidste tre år på at nedgøre og mobbe." Min stemme ryster kraftigt. "Som nu snart forlader denne planet. Fordi..." Jeg begynder at hulke uhindret. "Jeg elsker min familie, men jer: JEG HADER JER!" Det sidste skriger jeg ud. "JEG HADER JER, SÅ JEG VILLE SLÅ JER IHJEL, HVIS JEG KUNNE!" Mit åndedrag er hurtige små træk. "Gid i måtte brænde op i helvede, som jeg vil gøre nu." Noget sidder fast i min hals, så luften aldrig når helt ned. "Min mur er faldet nu. Jeg er ligeglad med alt. I har ødelagt mig og nu vil jeg udslætte mig selv."

I et ryk rejser jeg mig fra stolen, så den vælter bagover. Hurtigt tager jeg fat i en af Mathildas små pynteæsker og river den itu. "Der er intet livsværdi i mig længere. Jeg er nyttesløs. I har trampet alt blodet ud af mig, og nu er der ikke mere tilbage." Jeg bider mig så hårdt i læben at blodet strømmer ud. "Nu kan i ikke slå mig mere for nu vil Miranda Collins ikke være en eksistrende person mere. Tag mine dagbøger under min seng. Se på alt det blod, jeg har ofret for jer. FOR JER!" Tørrer vredt blodet af i håndfladen. "Jeg har så fucking gerne ville havde haft at I skred ud af mit liv, men nu vil jeg skride ud af jeres, fordi I er så fucked up!" Der var en pause. Ingen sagde noget. Jeg satte mig ned på stolen igen, og begyndte at græde og græde igen. For der var ingen til at sige noget. 

"Når det kommer til stykket har jeg aldrig vidst, hvor I hadede mig. Jeg har bare bildt mig ind at jeg forstod det. Gjort alt for at forstå det." Jeg synker, "Men nu hader jeg også mig." Min stemme er spinkel og knækker over i midten af sætningen. Det hele er et mylder af blod, sved og tåre. Som i en film. Men det her er ikke en film. Det er mit liv.

 

Derefter stoppede jeg videoen og åbner facebook uden at tænke for meget. Jeg ville ikke tænke, for mine tanker ville stoppe mig. Men muren var faldet; for evigt. At den var logget ind på Mathildas gav mig lyst til at , selvom hun kun havde gjort mig gode ting, var det alligevel hendes værelse jeg ødelagde og hendes profil jeg misbrugte.

Nervøst åbnede jeg hendes billede bibiolotek, hele tiden med en kiggen over skulderen, som om jeg var bange for, om nogen ville opdage mig. Jeg skule finde det mest ydmygende billede. Først overvejede at tage et fra da hun var lille, men valgte i stedet at kigge på billederne i mappen "tøsehygge" for et eller andet sagde mig, at der var guld at finde der. Og det skulle senere vise sig, at jeg havde ret. Der lå en helt billedeserie med Mathilda og hendes veninde der gik model topløse på værelset. Hurtigt udvalgte jeg det mest pinlige.

Et hvor Mathilda sod og gjorde et kast med håret, mens hun så modelagtig ud og rakte tunge. Hendes bryster var langt pænere med tøj på, for uden hang de alt for meget. Veninden stod bagved og slog sig på brystet som om hun var tarzan, med bh-overdelen i den ene hånd, den var svundet sådan, at det blev tydeligt, hvor mange lag push-up der egentligt var. Mathilda havde et par meget pink g-strege på, der afslørrede hendes perfekte barbering, men sådan var det bestemt ikke hos veninden, der også havde et par skrig grønne og lidt for små trusser på. 

De ville være mindst ligeså døde som mig bagefter. To uskyldige dræbt. Jeg var ligesom Hitler. Ødelagde udskyldiges liv. Et monster var lige hvad jeg følte mig som, da jeg lagde billedet ud med teksten "Se hvad du går glip af, Adam!". Jeg kunne ikke bestemme mig, hvem det var mest synd for Mathilda eller veninden og besluttede mig så i stedet for, at det måtte være mig. For hvis liv var det der var ødelagt nu? Mit. Sekundet efter jeg var død: Mathilda og hendes veninde.

Bare for at putte ekstra entusiasme ind over lavede jeg det til profil billede, før jeg loggede af. Mathilda kunne komme med mig i graven.

 

Vredefyldt med de væreste tanker om mig selv loggede jeg ind på min profil, gik elegant uden om hadebeskederne og hadegruppen, for at uploade mit livs værste og til dels bedste opdatering.

"Muren er faldet" skrev jeg og uploadede videoen. Jeg ville aldrig se deres kommentarer. For til den tid var jeg død. Jeg kunne ikke lide tanken, men det skulle jo komme. Der var ingen vej tilbage. Trappen ned var spærret. Jeg skulle snart sætte af fra vippen. Snart. Alt for snart. 4 punkter endnu. Så var jeg død. Et lig. Bleg som et lig. Så skulle jeg ædes op af orme. For jeg ville begraves, havde jeg hurtigt besluttet. Sådan noget omkring bagefter ville jeg helst undgå at tænke på. For jeg var død bagefter. En engel eller pint i skærsilden. Død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...