Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1410Visninger
AA

16. Kapitel 15

I stedet for et tjek fik jeg en udstregning på min liste. Jeg var træt. Så uendelig træt. Hvorfor kunne jorden ikke bare for en gangs skyld være på min side, når jeg nu hele mit liv havde været på dens? Næste punkt var Mathilda, og på vej derhen spurgte jeg mig selv mange gange, hvorfor jeg pinede mig selv til døde, i stedet for bare at dø med det samme. Jeg overvejede, om jeg også skulle strege det sidste punkt ud.

 

Stoppe mobning med Melody -

 

Hvorfor skulle jeg hjælpe den verden, der aldrig havde hjulpet mig? Hvorfor skulle jeg besøge den lille lyshårede pestilens, der havde forsøgt at hjælpe mig, men hun bare havde gjort det værre ved at tage knuse mit håb for kærlighed og opmuntre mig til at leve videre? Alligevel tog jeg mig selv i at gå ind af hendes hoveddør. Ringe på. Uden noget svar. Gå ind af døren i en regn af selvbebrejdelser over min dumhed, hun var jo stenet for fanden. Og gå op på pestilensens værelse. Eller prinsessens værelse. Jeg var vred på hende. Rasende, selvom hun havde gjort så meget for mig, ænsede jeg det ikke den mindste smule, da jeg slog døren op til hendes værelse.

Hvad var det egentligt jeg skulle? Rydde igennem for dagbøger og så videre. Det var jo egentligt det jeg gjorde. Så måtte jeg hellere begynde mig rutine igen.

Se sig omkring - finde noget - læse det - blive såret - få flashback - blive endnu mere såret - forlade huset koldhjertet.

Min hjerne var begyndt at blive et hav af lister, for at holde muren oppe. Intet skulle komme uventet. Så ville den falde.

Se sig omkring: Blåt, smukt, pænt, ordenligt, teenage agtigt, billeder, en hus til en populær pop prinsesse. Intet der rørte mig synderligt. Jeg havde set værelset to gange før, hvor hun havde fået mig med hjem. Jeg var hård. Muren stod fast.

Finde noget: Jeg gik hen mod skrivebordet. Ledte alle skufferne igennem. Overalt lå tingene helt perfekt. Der var billeder af hende og et hav af forskellige veninder alle mulige steder. Hun var det min mor ville kalde en social sangfugl. En, der tænkte på alt og alle og var venner med alle, som ingen hadede. Så snart hun forlod spejder, havde hun sikkert så mange veninder at tænke på, at hun aldrig så meget som skænkede mig en tanke, hvilket var forskellen på hende og Melody. Hun var sød nu og her i dette sekund og var sammen med dem hun nu var sammen med, hvis vedkomne havde et problem hjalp hun gerne, men hun var altid sammen med alle. Melody var bekymret hele tiden og koncentrerede sig kun om dem der havde det svært og ofrede sig for dem. Jeg vidste ikke engang, hvem jeg bedst kunne lide af dem. Af de to som havde taget sig af mig, eller prøvet på. I det sekund var jeg bare glødende rasende på Mathilda, selvom jeg ikke vidste hvorfor, og det var grunden til at jeg rev alle hendes billeder over. Hver og et til mine knoer blev røde som blod.

Pludselig stødte jeg på noget, som ikke var et billede eller små ligegyldige noter eller beskeder på lyserødt papir, men noget der omhandlede mig. En æske med mit navn på. Ved siden af stod der flere æsker med navne på. Jeg spottede hurtigt også et med Adams navn. Det var en ny del af skuffen. En hemmelig del, gemt neden under alle sedlerne, der nu ikke længere lå i orden, men spredt rundt på værelset, hvor jeg nu havde kylet dem hen. Langsomt lirkede jeg æsken op, den var, imodsætning til de andre, af træ. Inden i lå der papirer og faktisk også en lille serviet med blod, som jeg var ret sikker på var mit. Der skabtes en mere alvorlige stemme end den før best-friends-forever der havde været før. Jeg tog et støvet stykke papir op.

Læse det:

September 10. årgang

Papiret var tomt. Det eneste der stod på var en dato og en meget hård streg der gik nedad.

Blive såret: Jeg havde aldrig troet at en tegning ville kunne såre mig mere end ord, men denne tegning rørte mig så meget, at jeg stivnende. Det var den perfekte illustration af mit liv. På den ene side var det så smukt og på den anden side så dræbende. Mit liv var intet værd. Der eneste der var, var et tydeligt ar, der kun gik længere og længere ned mod dybet. Og jeg vidste, hvor hun havde fået inspirationen fra. Et øjeblik uden mur.

Få flashback:

September 10. årgang

"Det her er så mit værelse." Mathilda holder om min hånd, for hun ved at det gør mig skrøbelig, og når jeg er skrøbelig, kan man få alt for meget ud af mig. Hun svinger med sit lyse hår, sætter sig på sengen og trækker mig ned ved siden af. "Du er ked af det?" Hun ser på mig. Med sin magiske sans for at gøre mig skrøbelig, har hun allerede fået muren nedlagt og vandet strømmer ud. Forsigtigt ligger hun mit hoved mod hendes skulder som et sidste skub til vandfaldet.

"Mmm..." mumler jeg sammenkvalt. Jeg er dum, så ufattelig dum.

"Fortæl mig om der, Miri," Hun stryger mig let over håret. Jeg kan lide hende, selvom hun er sammen med Adam og selvom det gør så ufattelig ondt hver gang jeg ser på hende, fordi jeg mindes dem sammen.
"Mit liv er som en blank flade med ord der rammer konstant," græder jeg ind mod hendes skulder. Muren er nede. Kampen er tabt. "Hun slog mig," Flere mærkelige sætninger, men hun forstår dem. Alle jeg nogensinde har fortalt om mit liv, har hørt det i mærkelige og ufærdige sætninger. "Mit liv er en sort og hård streg. Alle andres verden er hvid." Jeg græder voldsommere og ryster, for jeg har ret.

 

Her brød jeg min liste. Muren begyndte at skælve og true med at falde ned over mig, som den havde gjort i øjeblikket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...