Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1412Visninger
AA

15. Kapitel 14

Videre ned af gangen. Hen mod en tilfældig dør. Stue 17. Uden at tøve gik jeg direkte ind. Der var tre senge. Og jeg valgte at gå målrettet igennem dem.

I den første lå en pige. Udsultet. Tydeligvis offer for en spiseforstyrrelse, ligesom jeg. Hun så grå ud. Alt ved hende var papirstyndt og gråt, selv hendes hår. Hun sov, men ved hendes side lå et billede. Et kyssebillede. Sådan et man normalt ville poste på facebook. Ved siden af lå et brev.

 

Kære Aurora.

 

Jeg kan ikke forstå dit valg, selvom jeg har prøvet, siden du valgte den vej, men ligemeget hvad vil jeg håbe du snart kommer op at stå igen og indser din fejl. At vælge sin karriere frem for kærligheden, ville jeg kunne forstå, men da du derefter droppede den, kun for at nå dit mål, selvom det var umenneskeligt.

 

Husker du de dage, hvor vi sad på engen, du så godt kunne lide, mens du flettede blomsterkranse til mig? Det var første gang du fortalte om mit mål, og første gang jeg burde havde set at der skulle meget til før kampen var vundet. Den kamp du nu har tabt.

Jeg ved at lægerne siger du bliver frisk igen, men jeg tror det ikke, for jeg kender dig, Aurora, du vil altid nå dit mål, om det så bliver det sidste du når. Og det her vil blive det sidste. Du kan aldrig nogensinde blive tyndere end din skygge. Selvom du fravalgte det vi havde sammen, dit elskede modeljob, din familie og alt der betød noget for dig, kun for dette ene mål, vil du aldrig nå det.

 

Måske når du engang sidder i himmelen vil du fortryde, hvad du har gjort, men jeg tror aldrig du vil indrømme over for dig selv at du fejlede, men ved du hvad? Det er okay at fejle. Hvis du nogensinde vil tilbage, vil alle tilgive dig. Vi vil aldrig få, hvad vi havde før, men jeg vil ikke bebrejde dig. Jeg skal videre med mit liv, for selvom du var min sjæleven, min eneste ene, vil jeg ikke græde flere tårer over dig, og jeg håber du forstår.

 

Det vedlagte billede er fra da vi mødtes. Taget til festen, hvor du, som altid, drak dig fuld, og jeg endelig kunne vise dig, at jeg havde et godt øje for dig. Det øjeblik som billedet illustrere, var det øjeblik, det gik op for mig, at vi var mere end bare kæreste og venner. Det skulle være os forevigt, indtil en af os døde. Og du er død nu Aurora, selvom jeg håber du engang vil genopstå.

 

Ha' et godt liv.

Theodor

 

Ha' et godt liv. Hvad mente han med det? Burde jeg sige det til min familie. Alle de få der holdt af mig. Farvel og ha' et godt liv, jeg skrider nu, for jeg kan sgu ikke lige overskue det. Ja, det var så hvad jeg kunne sige til min takketale. "Tak for alt, men jeg skrider altså nu, fordi jeg ikke passede godt nok på mig, og fordi jeg er anderledes, en taber, en neantertaler, der burde være udøde for langt tid siden. Ha' et godt liv!" Hun var klart en taber som mig, men ikke en jeg gad være sammen med. På den anden side, var jeg nok også ligeså slidt og ligeså frastødende som hende. Og desuden var hun en pige. I mit hoved skulle det være en han, en jeg kunne dø sammen med. Eller en jeg kunne hjælpe.

 

Næste seng; normal dreng. Normal størrelse. Pæn, faktisk ligefrem smuk, uden en skramme og totalt malplaceret. Ikke en taber som mig, selvom jeg gerne ville dø med ham, fortjente han ikke mig. Han burde ikke være indlagt, for han var jo perfekt. En Mary Sue. Han lignede Megarra. En der burde mobbe mig. Han kunne snildt være sneget sig ind i kredsen af perfekte der hånede mig, uden at blive opdaget. Han skilte sig ikke ud. Han havde ikke en seddel i panden, hvor der stod: jeg er ikke god nok, gør hvad i vil med mig. Han var ikke som mig, selvom jeg gerne ville være som ham.

 

September 10. årgang

De stirrer alle sammen på mig. Stirrer og stirrer. Alle sammen Mary Sues. Perfekte mennesker, der ikke har en pind at blive rettet på. Mennesker Gud har skabt til at være perfekte. Og de perfekte stirrer på den udstødte. Hende med bygningsfejl. Hende med det forkerte DNA. Den forkerte bygningsmanual. Det er ubehageligt at de stirrer, men jeg ved at smerte først kommer med ordene. Det er mig et under, at hun formår at sammensætte nye sætninger hver dag, om hvor grim og dum og beskidt jeg er, men hun gør det og med stil.

"Hey hey hey, hør lige her." Megarra har hele flokken med. "Jeg har engang hørt et digt om denne Miranda Collins."

"Vi vil hører, vi vil hører!" starter Amy ud og Gemma stemmer I.

"Shh, det kommer nu." Hun griner. "Måske skulle jeg endda synge det som en lille sang?" Flere stemmer i, og Megarra sender et hurtigt tegn til Gemma, der finder sin telefon frem og leder efter en sang.

Hvorfor er der ingen udveje i en lukket kreds? Kun en. En udvej der altid vil være der.

Sangen starter. Mirakelpladsen. Klokkeren fra Notre Dame. Claras yndlingsfilm.

"Har i mon hørt om en skrækkelig pig'," begynder Megarra at improvisere. Hun kludre lidt rundt i det og det meste af teksten passer ikke til rytmen, men sangen beholder sin ondskabsfuldhed. Det grusomme. Sin pointe. "Der kun burde gå bort og ved en fejl lever endnu." synger hun mens hun får opmuntrende kommentarer fra folk omkring. Hvorfor er jeg ikke en Mary Sue?

 

Videre til næste seng, inden tankerne løb for lømbsk. Jeg beder til at det er, hvad jeg søger. En taber som mig, en jeg kunne hjælpe. En der kunne få mig til at føle, at jeg i hvert fald har skulle leve for en ting. En jeg kunne hjælpe, så jeg samtidig hjalp Melody, til ikke at tabe kampen mod mobning. For noget skulle gøres.

Dreng. Ikke overdreven pæn. Ikke sovende. Lignede en der havde desperation. Gode tegn. Han lå og stirrede op i loftet. På hans bord lå intet. Ikke det mindste tegn om hans historie. Og hans liv kunne jeg ikke genopleve med flashbacks. Desperat ledte jeg rundt. Der måtte være noget. Jeg kunne ikke hjælpe en, hvis historie jeg ikke kendte.

Men måske var det også ligegyldig alt sammen? Måske kunne jeg ikke hjælpe? Neandertalere var ikke til for at hverken leve eller hjælpe. Måske skulle jeg bare smide det hele væk og gå videre, så jeg snart kunne gå videre? Jeg var jo alligevel uduelig. Jeg skulle dø før muren braste sammen. Allerede nu begyndte sten for sten, langsomt at dale ned. Jeg løb mod Aurora igen. Skrev nederst på brevet. Sluk alt lys. Bliv i et med mørket. Og du er tyndere end din egen skygge.

Det måtte være nok. Jeg havde andet at fortage mig, end at hjælpe andre. Ud mod bilen. Ind. Af sted igen. Som en fej uduelig tøs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...