Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1453Visninger
AA

14. Kapitel 13

Psykisk klinikken blev endnu en uventet post, med endnu et uventet mål: at finde en som mig. En taber som mig. En neandertaler som mig. Til gengæld var besøget hos Adam, blevet cuttet en del ned, men inden jeg forlod hans hus, tog jeg en blok og en kuglepen i køkkenet for at lave en liste, så jeg kunne få min plan på papir. Hurtigt skrev jeg øverst, med min alt andet end sirlige håndskrift.

 

Besøgsliste for Miranda Collins før hun

 

Allerede der måtte jeg stoppe og tænke mig om. Ordet var svært at få på papir, og jeg endte med at sætte tre prikker i stedet.

 

Melody - tjek 

Thea - tjek

Ginny - tjek

Mor - tjek

Jonas - tjek

Adam - tjek

Klinik(og Dictes kontor) -

Mathilda -

Megarra -

Clara og far -

Hjem - 

SLUT

 

Der slog set mig at jeg var halvvejs. Halvvejs. Allerede halvvejs. Uhyggelig hurtigt halvvejs. Halvvejs som i 50% genneført 50% tilbage. Langsomt gik jeg ned af trappen, bare for at gøre dette halvvejs til et næsten halvvejs eller et 40%. For at trække tiden ud, så frygten kunne nå at slippe sit skarpe tag. For der var ingen vej tilbage. Det var point of no return, tænkte jeg og mærkede seddelen med ordene der lå i min lomme; "Deres tid starter, når din tid slutter". Halvvejs nede af trappen. Helvvejs nede af trappen. Halvvejs i gennem min rejse. Helvvejs igennem min rejse. ... . Alt for bange og alt for alene satte jeg mig ind i bilen. Jeg måtte finde nogen der havde det ligesom mig. For dem måtte der være nogen af. Eller måske ikke.

 

Halvvejs til klinikken.

 

Helvvejs til klinikken. 

 

8. årgang - halvvejs død.

 

9. årgang - helvvejs død.

 

10. årgang - fysisk død.

 

Da jeg nåede klinikken, en grå beton bygning på en rådden græsmark langt væk fra byen, besluttede jeg at tage den lidt mere kedelige del, før jeg fandt min soulmate. Hurtigt fandt jeg mig vej ind, for jeg havde været der mange gange før, ja hele det sidste halvår på 9. årgang.

Dictes kontor havde ikke forandret sig siden sidst, og jeg tror heller ikke hun havde forandret sig meget. Hun sad og læste med sammenknebne øjne på hendes computerskærm. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvorfor jeg forlod stedet. Det var stedet, hvor intet forblev hemmeligt, hvis man ikke var stærk nok. Jeg havde set offer på offer bliver trukket ind i hendes gab, til hver en fælles pyskologtime mor havde trukket mig med til, og hver gang jeg forlod lokalet og lod en ny komme ind. Men det var dem der bad og hjælp. Og måske skulle jeg også havde gjort det.

 

Juni 9. årgang

"Lad os først præsentere hinanden. Vær åbne og fortæl jeres navn og jeres problem." Dicte storsmiler rundt til hele rundskredsen. Ingen direkte smiler, men de fleste har en positiv attitude omkring det, i modsætning til mig. "Dig først, Petra." Dicte peger med en tyk finger mod en rødhåret pige.

"Hej," Hun ser nervøst rundt, "jeg hedder Petra og jeg..." Hun synker en klump. "Jeg overspiser." Det var ikke svært at se. Hun måtte veje mindst 80 kilo, og hun var meget lav.

"Hej Petra." Dicte gjorde tegn til at vi skulle sige det i kor, men kun få hilste med hende. Det mindede ærlig talt om en børnehave. Den næste var mig, og jeg satte mig fra start i forsvarsposition.

"Hej jeg hedder Miranda," sagde jeg ligegyldigt, "og mit problem er, at jeg er blevet sat blandt en folk tosser, der deler deres problemer med alt og alle, i stedet for at skåne dem." Jeg rejste mig op og lod den spydige tone hænge i luften, da jeg skred. Det var meget ikke-mig at skride. Men jeg aner ikke hvem jeg er? Hvad er overhoved mig?

 

Faktisk fortrød jeg nu, at jeg ikke havde hjulpet de andre. At jeg havde skabt så dårlig stemning hver gang. Måske kunne de andre rent faktisk være blevet raske, hvis ikke jeg hver gang skulle skabe nedren stemning, men det var kun for at de ikke skulle prøve at vælte mig mur. Prøve at få mig til at spise og stoppe med at cutte. Men jeg blev aldrig ligesom Megarra. For det var hende der startede og sluttede det hele i sidste ende.

 

September 10. årgang

Så snart vi fik fri, styrer Megarra direkte mod mig. Hun borer hemmeligt neglene ind i mit håndled, og jeg bliver bare stående til hele klassen er tømt.
"Du går til psykolog var?" Hendes stemme er hånelig og hun jager mig Ove ri hjørnet med sit blik. Jeg nikker. Angst. Frygt. Hun minder om en vampyr, der snart vil bide sit bytte.
"Det skal stoppes." Hun siger det stadig lavmælt, så ingen høre hende.
"Ja," gisper jeg.
"Høre du?" Hun er kun få millimeter fra mig. "Høre du?" Han slår mig på kinden og knyttet næve. To gange. Jeg kan ikke andet end gispe efter vejret.
"Ja,"
"Og hvis nogen nogensinde finder ud af, hvad der forgår," Truslen hænger i luften. "er du død, Miranda." Hun sparker mig over skindebennet og løber så ud af lokalet. Jeg ligger mig mod gulvet og skriger af smerten i mit ben, som kun bliver værre af mine skrig. Blodet fra min næse bliver tværet ud, mens jeg vrider mig rundt.
"Ahh!" skriger jeg og ruller om på ryggen. Derefter stopper jeg og høre mit krig give genlyd. Mit åndedrag lyder pludselig højt. Jeg skal ud inden nogen finder mig.
Hurtigt griber jeg min taske og springer hen mod vinduet. Der er et halvtag 1,5 meter nede, og derfra ville jeg kunne springe ned til cykelskuret. Jeg tager en beslutning. Låser børnelåsen op og springer. Jeg glemmer at tage fra med benene og et stød går gennem min krop. Med hastige skridt løber jeg hen over halvtaget og springer ned derfra, denne gang hvor jeg lander ordenligt. Tabere som mig er mærkelige.

 

Det var absurd at jeg gjorde som hun sagde, det vidste jeg godt nu, men alligevel fulgte jeg hende altid og lod hende ødelægge mit liv.

 

September 10. årgang

Jeg smiler allerede, da jeg kommer ind. Jeg har øvet mig på rollen i to dage, og nu skal den sidde i skabet.

"Det er en dejlig dag ikke." Jeg sætte mig på hendes skrivebord. Dicte kigger forundret på mig.

"Du lyder glad, min skat." Hun smiler.

"Ja, alle mine problemer er blevet løst, da jeg fik taget en ordentlig snak med min veninde i dag. Jeg tror endda jeg kan blive udskrevet." Jeg er bange for ejg overspiller, men giver den alligevel gas med entusiasme.

"Det lyder da fantastisk." Jeg ved, at hun ikke tror mig, men på den anden side er jeg så besværlig, at hun ligeså godt kan slippe af med mig.

"Når jeg er udskrevet, tror jeg mit liv bliver mindst ligeså godt som det gamle." Smilet på mine læber gør næsten ondt, så stort er det.

"Så lad os gøre det med et samme." Dicte slår en lille latter op. Dobbelt op skuespil. Dobbelt op med løgne. Hun piller ved sin computer.

"Miranda Collins - udskriv." Printeren går igang og jeg tager imod en masse papirer, jeg ikke aner, hvad jeg skal bruge til.

"Vi ses." Hun rejser sig op og kindkysser mig.

"Vi ses." Aldrig. Jeg havde ikke troet det ville være så let, men det hele er heller ikke over endnu.

 

Og selvfølgelig lyttede jeg til Megarra, for at rede hende. Jeg skulle bare havde sagt det til nogen, så jeg kunne få hende ned med nakken. Slå mig sammen med Melody. I det samme tog jeg listen frem igen for at skrive endnu et punkt på.

 

Stoppe mobning med Melody -

 

Idéen var bare hvordan? I stedet for at overveje det, skød jeg tanken væk til senere, for at finde en taber som mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...