Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1411Visninger
AA

13. Kapitel 12

Adam boede kun små 200 meter derfra. Mange gange havde jeg siddet på caféen over for og smugkigget op i hans lejlighed; hans værelse lå ud til vejen. Følelsen, der havde fyldt mig i snart to år, kom igen. Den følelse der holdt mig til spejder og gav mig en lille bitte smule håb.

Byggeriet var samme det samme som Jonas' og det var også kun en vej væk. Entréen var nymalet i en pastelgrøn og døren var hvid med et guld skilt: Mr. og Ms. Burton. Jeg gik op af den også hvide trappe til anden sal og videre op til tredje. Taget skrånede lidt ud mod vejen, men det var jo også en taglejlighed. På guldskiltet her stod der: Ron og Annabelle McKindely, og nedenunder Adam. Navnet Annabelle var streget over med en fed sort tusch, og det var tydeligt at de var skilt.

Mine fingre gled ubeslutsomt hen over håndtaget. Allerede da jeg så hans navn brændte det i mig. Den fantastiske følelse som hen over årene havde skulle bære på så mange ting. Hver en anden pige han var sammen med. Hver en gang han virkede så lige glad. Det var ting der overdøvede lykken i forelskelsen, så jeg tvivlede på om det var klogt at gå derind. Alligevel åbnede jeg døren, som åbenbart ikke var låst. Den gik knirkende op med en lyd der kunne være taget direkte fra en gyser film. Gåsehuden rejste sig på mine arme.

Entréen var rodet, men når der kun boede drenge, var det vel hvad man kunne forvente. Der hang fodboldplakater på væggen og lugtede af dreng. Man gik direkte til stuen, en stor sofa og et tv med en Xbox og en hylde med fifa spil. Der var meget drengerøvs agtig. Fra stuen var der en dør til køkknet. Lille og fyldt med ikke økoting. Hvis jeg skulle være ærlig, havde jeg regnet med at der var lidt flere pastelfarver og mor agtig i Adams hjem.

Adams værelse havde en flot udsigt ned til caféen. Her var der pænt ryddet og kun to plakater på væggen. Det var ikke småt, men heller ikke stort. Jeg ledte efter personlige ting på hans reol. En dagbog eller noget. Et eller andet der kunne blive grunden til jeg kom. For det jeg gjorde var at komme, læse folks private og forbudte ting, ødelægge en ting eller to eller lave en lille forskel for så at skride igen. Der var ingen hjemme, og det undrede mig, at døren så var åben, men det var ikke noget jeg tog mig synderligt af.

Efter lang tids søgen, var det eneste jeg havde fundet et usb-stik med teksten: forbut, gemt langt væk inde bag hans sæt med Harry Potter bøger. Håbefuld og spændt tændte jeg hans computer. Det overraskede mig, at jeg allerede i første forsøg gættede koden, men jeg havde håbefuldt og med et knust hjerte staklet ham dag op og dag ned i 2 år, så selvfølgelig kendte jeg navnet på hans pige lige for tiden.

Baggrunds billede var ham og en lyshåret pige, Melaine, i sneen. Hun var smuk, og mindede mig lidt om Mathilda, men det gjorde alle de piger han i årenes løb havde været sammen med; allesammen omkring de 170, spinkle og lyshårede. Det gav mig et stik at se ham med en anden, for i min verden var det mig hans kyssede, og mig han rørte. Jeg satte lettere modløs USB-stikket i og klikkede ind på mappen. Den var fyldt med video, alle sammen navngivet som en dato. Jeg valgte hurtigt en omtrent midt i.

 

Maj 9. årgang

Adams ansigt fyldte skærmen. Det var mørkt bag ham og man kunne se hans værelse i baggrunden. Han strøg en rød hårlok væk fra ansigtet og retter på skærmen, før han begynder:

"Hej," Han tøvede let. "Far er væk i aften. Til fodboldkamp med nogen af gutterne. Egentligt ville jeg gerne med, hvis ikke jeg skulle lave de her forbandede matematiklektier." Han rømmede sig. Det var tydeligt, at han havde prøvet det før og ikke fandt det mærkligt at sidde og snakke med en computerskærm.

"Men ja..." Han så underlig facadeløs ud, som han sad og fortalte sine dybeste hemmeligheder. Jeg kunne mærke mit hjerte løbe som vilde heste, da jeg så på ham. Og mine tanker drømte om at kysse ham og holde om ham. "I dag til spejder skete der noget. Jeg så på hende, og det var ikke som før hvor hun bare var en af de andre piger." Jeg blev stakåndet, hvad nu hvis han talte om mig? Et eller andet lille gået håb fortalte at det gjorde han.

"Jeg er forelsket." Jeg kunne slet ikke tage det og begyndte at græde uhæmmet som piger, der møder deres store idol. Adam sad ansigstløs og fortalte at han var forelsket i mig. "Pludselig er hun smukkere end alle de andre, og selvom jeg har kendt hende i langt tid, er det pludselig forandret." Tårerne væltede frem. "Jeg siger det igen, som altid: Love is a wonderful feeling."

 

Jeg kunne ikke klare det mere og satte i et tårevæld computeren på pause. Pludselig var det hele bevist. Han havde elsket mig i så langt tid. Snart ville han kysse mig, som jeg havde set ham gøre med alle de andre piger. Han kunne blive mig. Jeg rystede over hele kroppen. Det havde været mit livs ønske, siden det hele startede.

"Tak Gud." mumlede jeg og faldt på knæ. Jeg var hysterisk glad. "Tak Gud!' skreg jeg og blev faktisk lidt forskrækket over mig selv, men Gud havde lige givet mig liv værdien tilbage. Jeg stoppede efter mit råb, for jeg hadede når jeg selv flippede ud, hvilket skete tit, selvom dette var første gang på grund af en god hensigt. Men så gik det op for mig, hvad der stod på seddelen i min lomme: Deres tid starter, når din tid slutter. Det hele blev sort et øjeblik før jeg kom tilbage. Så trykkede jeg på play knappen igen.

 

Maj 9.årgang

"Måske har du allerede gættet det?" Adam rodede med lidt papir. "Jeg har som vanen tro allerede skrevet hendes navn hundrede gange på et papir." Han grinede lidt af sig selv og holdt så et papir op. Mathilda. Hundrede gange Mathilda.

 

Jeg sukkede meget dybt og slog mig selv på panden for derefter at bore mine negle ned i min hud, til der kom store mærker. Jeg kunne jo havde vidst det. Videoen var omkring et år gammel og det var Mathilda og Adams forhold også, altså indtil de slog op fire måneder efter. Jeg rev en bog ud fra reolen og slog mig selv så hårdt jeg kunne over låret, gang på gang. Jeg havde været så uendelig dum. Dum og forfærdelig forelsket. Jeg græd igen, for Adam var den eneste ting jeg stadig kunne græde over. Alle andre dele end Adam delen var blevet trampet på og mast så der ikke var noget tilbage. Men kærlgihed er stærk som man siger, og båndet mellem mig og Adam havde holdt, på trods af hver gang mit hjerte blev knust igen. Og igen. Og igen.

Videon fortsættesw lidt endnu og stoppesw så af sig selv. Jeg gik tilbage i mappen med video, stadig bange for at hoppe på dem igen. I stedet lagde jeg mig i hans seng og indåndede duften af ham, der stadig hang i luften. Sødt. Min ynglings duft. Jeg lukkede øjnene og lod som om han holdt om mig, mens jeg faldt i søvn i hans seng. Måske ville jeg bagefter kunne klare det? Eller måske ikke?

 

Jeg anede ikke, hvor langt tid jeg havde sovet, da jeg vågnede op i Adams seng. Længe lå jeg bare ig indåndede følelsen af ham. Så tæt havde jeg aldrig været på ham før. Men jeg måtte videre. Menneskene skulle snart få deres tid igen. Hurtigt satte jeg mig op og satte en ny video på.

 

Juni 9. årgang

"Spejder igen i dag." Adam smilede let, men sukkede så. "Jeg fatter ikke, hvorfor Mathilda gider hende. Hun er jo en taber. Hun kan ikke reddes, for der er noget galt i hoved på hende."  Jeg vidste med det samme, hvem han talte om, og kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle reagere. Jeg så bare videre. "Hun burde finde en loser som hende selv. Ikke Mathilda. Hun nægter endda at kysse, hvis jeg antyder hun er mærkelig, men Miranda ødelægger det hele. Jeg ville ønske, hun bare forsvandt." Vreden steg op i ham. "Gr..." Han rullede med øjnene, "Men man må jo leve med den slags typer." Derefter blev skærmen sort.

 

Jeg havde det, som om jeg var ved at drukne i en sø. Jeg blev mere og mere kvalt, hver gang jeg åndede efter vejret og endte med at få mere vand ned i lungerne. "Hjæp." tænkte jeg som så mange gange før, men denne gang fortrød jeg, at jeg aldrig havde rakte hånden ud, når uendelige mængder af folk ville hjælpe mig. Dicte, Mathilda, Jonas, mine forældre og ikke mindst Lucky. Alle havde jeg bare vendt ryggen til som i : tal til hånden, lad mig nu bare dø.

Jeg burde bare havde fundet en loser like me. En der var ligeså langt nede, som jeg kunne stikke af sammen med, og hvor vi begge kunne elske hinanden uden at få dårlig samvittighed. Sådan en fandtes bare ikke. Der var ingen som mig. Jeg var unik på den forkerte måde. Et dyr, en neantertaler. Det var den bedste beskrivelse af mig. Og måske var jeg virkelig en neantertaler. Mine lange arme, min gode hukommelse og mine dyre agtige sider kunne alle forklares der i. Det var en positiv måde at se mig på. For nu havde jeg en forklaring på, hvorfor jeg var som jeg var. Nu skulle jeg bare finde en neantertaler som mig, selvom jeg nok var den sidste tilbage af arten, måtte der findes en til. En idé slog ned i mig: klinikken for psykisk svært ramte børn. Der måtte være en neantertaler som mig. Eller i hvert fald en taber som mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...