Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1424Visninger
AA

12. Kapitel 11

Og det var bare starten. Hvis ikke jeg havde været så gennembanket, trådt på så mange gange at der ikke var flere tåre i mig, havde jeg grædt. Men det gjorde jeg ikke. Dette var en følelsesløs rejse gennem et liv der var gennemblødt. Det var næsten et under. En gang trak jeg vejret dybt og ledte så tilbage i mails fra deromkring. Man kunne jo ligeså godt tage sit heleved i kronologisk rækkefølge. Lidt for voldsomt skubbede jeg Jonas længere væk, så jeg kunne styre musen bedre. Han havde en MacBook, så han måtte have et godt arbejde. Der gik det op for mig, at jeg ikke anede havd han arbejdede som, men det rørte mig heller ikke. Af de mails han havde sendt til mor, var der ikke mange, kun den han var i gang med, et par om ture og andre informationer, der også var sendt til alle de andre og så to lige efter hospitalet.

 

April 9. årgang

Af Jonas Charlie Tomson

Kære Josephine Collins

 

Jeg håber I kom godt hjem fra hospitalet, og at Miranda har det bedre nu.

Bagefter talte jeg med min søster, på 20, som havde anoreksi er år fra hun var 15 til hun 18, og hun anbefalede mig en psykolog, Francessa Johnson, som jeg ville anbefale videre til Dem.

Hun er specialiceret i anoreksi, men vil også kunne snakke med hende om cutting. Jeg synes De skal tænke over det, og så kan jeg give dig hendes nummer.

 

Fra nu af vil vi i hvertfald herfra være mere opmærksomme på Miranda.

Jonas Tomson

 

En mail som jeg havde regnet den. Intet overraskende. Bare bekræftelse. Det overraskede mig heller ikke, da et flashback fyldte mit indre blik. Det gjorde de så tit, selvom jeg engang havde spurgt Mathilda, der havde sagt det var unaturligt at huske så godt. Jeg var bare unaturlig.

 

Maj 9. årgang
"Ulve, i skal ned til søen for at finde jeres poster. Ørne," Caspers finger går fra rækken med ulve til rækken med ørne, "i skal hen mod engen og Ræve," Han peger nu mod Mathilda, patruljelederen i min patrulje. "Jeg tager med jer ud i skoven." De to andre patruljer går mod hver deres sted, men Mathilda holder min tilbage.

"Det er altså okay." Hun sender et hemmelighedsfuldt blik til Casper.

"Nej, jeg går bare med jer."

"Det er hele to uger siden." Mathilda hvisker næsten, og det er ikke med vilje at alle høre det. Jeg rødmer sindssygt, for alle ved hvem de taler om; Casper vil med for at passe på mig. Det var pinligt. sådan havde det været lige siden "det" skete. Jeg bider mig i kinden, en dårlig vane jeg har. Nogen gange ville jeg ønske, jeg kunne gøre som Shrek og bare lukke mig inden i min egen sump. Jeg er en trold som ham, så er det jo logisk jeg også lever som ham.

"Okay," Casper ser et kort sekund på mig og lader os så gå. Det er ikke i hans gode samvittighed han lader mig gå. Monsteret Miranda må ikke gå alene. Jeg hader dem alle sammen, fordi de elsker mig. De spilder deres liv. Og alligevel er jeg afhængig af dem, for ikke at svømme i Megarras ord.

 

April 9. årgang

Af Josephine Collins

Hold nu bare kæft. I skal bare balnde jer helt uden om min datter og mit privatliv! I har overskredet alt for mange grænser allerede, og i behøver fandme ikke ødelæge mit liv mere. Min datter skal aldrig mere komme hos jer. Hun kunne være død, og i gjorde intet. Jeg stoler mere på mine sokker end jeg stoler på jer. I er så fucking langt ude.

 

Jeg må indrømme det skræmte mig. Så meget at jeg glemte at trække vejret et sekund. Det var overhoved ikke forudsigeligt. Jeg huskede tydeligt, da mor forbød mig at gå til spejder, men jeg skammede mig nærmest over, at hun havde været så ond mod Joans, der var ville hjælpe. Straks slettede jeg mailen, fordi jeg ikke kunne holde ud at se den ligge der i postkassen. På den anden side forstod jeg godt mor. Jo længere ud jeg kom, jo længere ud kom hun også. Hun havde bare fået et flip. Det skræmte mig bare at vide, hvor langt ude hun egentligt var kommet på grund af mig. Bare fordi jeg bukkede under for Megarras ord og ignorerrede alt hjælp.

 

April 9. årgang

Mor åbner døren forsigtig. Hun er rød i hoved og hendes øjne er blodspængte.

"Miranda." Hendes stemme var overraskende rolig. "Efter ... det har jeg besluttet at du ikke må gå til det mere," Jeg ser på hende. Hun må være vanvittig. Hvis jeg ikke går til spejder mere, for det er det hun mener, mister jeg mit åndehul. Jeg mister Mathilda og Adam, selvom jeg ved at ingen af dem rigtig holder af mig. Tanken om at miste Adam er værst. Hun kan ikke afskærme mig fra den eneste gode følelse i mit liv, når han kigger på mig. Den eneste varme.

"Nej!" skriger jeg og kan allerede mærke, at jeg er på vej til at blive hysterisk. Brat rejser jeg mig op, så matematikbøger ryger ned på gulvet. "Det må du ikke!" Jeg tager fat om hendes håndled.

"Miranda." Hendes gemme er streng. Det er ikke første gang jeg flipper ud.

"Men mor jeg elsker det." Eller jeg elsker ham, gentager jeg i mit hoved. Mit åndedrag er uregelmæssigt. Han er grunden til at jeg stadig kan smile ved synet af hans ansigt. Når jeg tror jeg har en chance, selvom kærligheden er ugengældt. Men hvem havde også regnet med andet.

"Skat," Hun holder om mig, men jeg river mig bare væk og knækker blyanten, jeg har i hånden. "Vi ser på det." Hun lukker døren igen, og straks fortryder jeg mit udbrud. Jeg kan bare ikke styre mig selv. Som et dyr.

 

Man kunne i hverfald sige at 50% af grunden til, at jeg gik til var Adam. De andre 50% var, fordi det var mit eneste hul op, hvor ingen hadede mig. I skolen hadede min årgang mig og allermest Megarra, Amy og Gemma. Derhjemme hadede jeg mig selv. Til sender bildte jeg mig bare ind, at jeg ikke hadede mig selv, selvom jeg i min underbevished gjorde. For en ting jeg havde lært var;  at folk der hader en et sted forfølger en alle steder.

Der var endnu en mail fra mor. Jeg ved ikke, hvad jeg håbede der stod, men bare et eller andet magisk, helst noget der kunne fjerne hele min fortid, og give mig tre lykkelige år ind.

 

April 9. årgang

Af Josephine Collins

Kære Jonas

 

De må undskylde mit udbrud, jeg ville ønske jeg kunne slette det hele. De ved, det hele er bare så uoverskuelig.

Undskyld. Jeg håber De kan tilgive mig.

 

Josephine Collins

 

Jonas havde ikke svaret, vi pludselig blev jeg flov, ved at kigge på ham, da der nok var en grund til det manglende svar. Jeg skyndte mig bare ud af rummet. Det føltes ret akavet og jeg var bange for han pludselig vill vågne op. Det sidste stykke løb jeg ned til bilen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...