Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1405Visninger
AA

11. Kapitel 10

Låsen til Jonas lejlighed skulle lirkes lidt op, før jeg kunne komme ind. Det føltes stakler agtigt at gå igennem hans lejlighed. I entréen var der hvide vægge og pæne sorte og trefarvede møbler. Over kommoden hang et billede af Jonas sammen med en pige, tydeligvis hans kæreste, i Egypten. Hans sortbrune krøller hang sødt om hans hoved. Han havde altid været min yndlings spejderleder.
Videre ind i stuen så der også nydeligt ud. I den mørkeblå sofa sad kæresten, som så rimelig højgravid ud, og læste. Fra stuen var der to døre, en til køkkenet og en til soveværelset. I stedet gik jeg ud i entreen igen og gik derfra ind i rummet, som viste sig at være det, jeg ledte efter. Der var tydeligt Jonas rum. Der var et skrivebord, hvor han sad og en reol. Overalt var der rodet med papier. Over stolen hang hans uniform. På væggene hang der billeder fra alle de spejderture han havde været på; hurtigt fandt jeg mig selv på to af dem. Det ene stod jeg ved bålet med Adam og Mathilda. Det var omtrent et år gammelt, fra en tur jeg huskede godt, måske endda alt for godt.

 

Marts 9. årgang

Der er mørkt uden for, men alligevel skinner månen ind gennem vinduet uden gardiner, og skaber en lidt uhyggelig stemning. Adam tager lommelygten og lyser under sit hoved. Han ligger i den nederste køje.

"Os skræmmer du ikke." Mathilda griner og spiser en af de påbrændte skumfiduser, vi forsøgte at riste over bålet for blot et par timer siden.

"Uhhh." hvisker Adam, med en stemme der skræmmer mig, men overhoved ikke ser ud til at røre Mathilda.

"Kan vi ikke bare fucking sove," May, som ligger ved siden af Mathilda i den øverste køje, gaber, "Vi skal gå fucking 30 kilometer i morgen."

"Sov du bare, May, vi sover ikke, før du har sværget aldrig at sige fucking mere. Og det sker aldrig." Adam ler, så han taber lommelygten ned fra køjen, så den lander ved siden af min madras på gulvet. Hans hånd roder efter den i mørket. Jeg kan mærke mit hjerte banke hurtigere, jo tættere han kommer på. Hvad nu hvis jeg gør noget dumt? Hans fingrespidser glider få centimeter fra mit hoved. Jeg ønsker, han ville tage om min hånd og kysse mig. Der er alt for mange fantasier om mig og Adam i mit hoved, især taget i betragtning af, at monster og prins ikke passer sammen.

Mine øjenlåg presses i så han tror, jeg sover. Hurtigt får han fat i lommelygten og magien forsvinder.

"Sover Miranda?" hvisker Mathilda. Jeg kan høre at hun er mere alvorlig end normalt, når hun snakker med Adam.

"Mmm." For mit indre blik kan jeg se, hvordan han nikker.

"Jeg er bekymret for hende." Hun sukker. "Hun fortæller mig noget, og så tager hun det i sig igen. Jeg ved der er noget galt." Tanker går gennem mit hoved. Kender Adam til mit ædeflip? Jeg kan ikke lide, at de snakker om mig, som om jeg er fatsvag.

"Åh, Mathilda. Det skal nok gå. Jeg er sikker på, at hun bliver taget godt af." Adam holder en kort tænkepause. "Alting vil blive fint. Jonas ved det jo, han sørger for hende." Jeg er knust.

 

Hurtigt stopper jeg tankerne, inden de kår til den forfærdelige del af historien, selvom jeg ved den kommer før eller siden, dagen efter. Jeg lukkede døren efter mig igen og sikrede mig, paranoid som jeg nu engang var, om han virkelig var forstenet. Den varme følelse når jeg tænkte på Adsm fyldte mig stadig, men den var nærmere levet såret med årene. Derefter satte jeg mig på kanten af den stol han sad på og flyttede hans hånd fra musen. Jeg havde altid været nysgerrig efter at vide hvordan Jonas boede, og jeg kunne ikke dy mig for st tjekke hans mail, præcis ligesom min mor. Den stod allerede åben på en mail. Hans ansigtet udtryk var anspændt og i hans ene hånd klemte han en lap papir. Mailen måtte svare på, hvad der stod på seddelen.

April 10. årgang
Af Jonas Charlie Tomson
Kære Josephine og Nigel Collins.

Jeg ved De skrev, at jeg skulle blande mig uden om, men nu går det mig til ørene, og hvis i ikke gør noget, så tror jeg ikke vi kan have Miranda gående mere, fordi hun tager for meget af vores opmærksomhed. Efter hvad der skete med Miranda i foråret for omkring et år siden, har vi her hos Spejderkopset holdt øje med Miranda. Der har hændt mærkelige episoder af og til, men hver gang har vi måtte love ikke at sige noget. Jeg tror også selv i ved det, men Miranda mangler mere hjælp.

Jeg har personlig skrevet lidt med et hospital lidt væk, som nu har sat en plads på den pyskiske afdeling klar. I kan få nummeret derud, men jeg vil anbefale det. Damen lød venlig og ville meget gerne snakke med jer om jeres dat

 

Mere havde han ikke nået at skrive, men det var også nok. Det var som et slag i hoved. Var jeg virkelig sådan en det skulle insættes? Slaget gjorde ikke ondt, fro jeg havde hele tiden vist det. I forvejen var jeg så sønder banket, at der ikke var mere bldo tilbage. Min sjæl var død.

Mine tanker forsatte videre fra den forrige tur, der hvor de før havde stoppet, lige før det hele startede. Det var der, hvor Jonas og de andre for alvor vidste, at jeg ikke var normal.

 

Marts 9. årgang

"Fryser du ikke?" Jonas ligger armen om mig. Jeg ryster på hoved. "Miranda." Nu er der lidt mere alvor over hans stemme. "Du kan ikke vandre i marts, hvor der stadig er sne, kun i en tynd jakke og gamacher." Svagt vrister jeg mig ud af hans greb, selvom det varmer så dejligt, har jeg læst, at man forbrændte kalorier ved at fryse, og jeg fryser, så jeg ikke kan mærke mine tæer, i gummiskoene. Alligevel er jeg velmodig ved tanken om, at vi skal gå 30 kilometer. Vi er omkring syv plus lederne, Jonas og Casper. Jeg ignorere hans reaktion og går i stedet over mod Mathilda, der straks tager mig under armen, under den anden har hun May.

"Whats up, frossenpind?" smiler hun og svinger med sit lyse hår. "Det er altså ikke sejt at fryse." indskyder hun, bare for en sikkerheds skyld.

"Det gør jeg heller ikke," svare jeg, men det lyder kluntet og barnligt. Arrigt skære jeg en grimasse til selvbebrejdelserne der fylder mit hoved.  Jeg taber mig jo forpokker noget nu. Kan de ikke bare tie et kort sekund?Weekenden er stramt planlagt fra min side. Bare gå. Ikke spise.

Omkring os er store grantræer, hele vejen skulle vist være gennem skov. Alle de andre har rigtig spejder tøj på og vandrestøvler. Ingen har tænkt som mig, og tænkt på at brænde mest muligt fedt. Mit hoved gør frygtlig ondt, men det gør det jo altid. Jeg drikker noget vand. Det er rart at mærke kalorierne forsvinde med kulden. Hurtigt opdager jeg at mine tænder klapre, hvilket jeg hurtigt stopper.

May og Mathilda er begyndt at tale med Adam, og pludselig bryder de alle ud i sang. Mathidla slap min hånd for sat tage Adams, og det gik op for mig hvor meget jeg rystede. Minusgrader og uden særlig meget tøj. Men pinslen skulle overståes.

 

"Vi er halvvejs," Jonas vender sig mod os. "skal vi ikke sætte os og spise nu?"

"Årh jo, jeg dør snart af sult!" klager Adam og sætter sig ned på jorden, mens han pakker et siddeunderlag ud af sin rygsæk.

"Så lad os sætte os." Jonas sætter sig for at gøre maden klar. Der lyder trætte suk, mens folk sætte sig på jorden.

"Daniel og Regenta, i henter brænde." Casper peger på en rødhåret pige, der står sammen med Daniel.

"Seriøst..." sukker Regenta, men rejser sig så, da hun ved at der ikke var nogen vej uden om. Som den eneste står jeg stadig op. Jeg er så frossen, at jeg kan græde for hvert et skridt jeg tager.

"Sæt dig her, Miri." Mathilda klapper på jorden ved siden af mig. Jeg fryser så meget, at det er en skulrende smerte, der konstant piner mig over alt. Men det er som 

Det er dem pris man må betale for at være så fed som mig.
Jeg lukker øjnene og sætter mig. Alting flyver forbi foran mig. Nogen taler. Lugten af mad. Jeg vil ikke have noget. Aldrig. Sene begynder de at tale til mig, men der er jeg for længst væk. Jeg kan se de andre svagt oppefra. Deres ansigter er paniske, men jeg er rolig.

 

Mine øjne går op, selvom de ikke vil, for de ved hvad der venter dem, og mit liv er ikke noget man friviligt vælger. Jeg kan se mor og far over mig, de begynder at snakke til mig, men jeg kan ikke høre noget. Joans sidder også ved min seng sammen med Mathilda. Alle græder. En sygeplejerske kommer til og forvirringen stiger mig til hoved. Der er al for mange mennesker, og jeg kan ikke skille sæt ungerne de siger fra hinanden.

Langsomt kommer min hørelse tilbage, og sygeplejersken får gennet dem lidt på afstand. Egentligt var det rarere ikke at kunne høre noget, for de eneste der høres er hulk og gråd. Mor græder i fars arme, og Clara, der nu også er komme til, græder også hos far. Mathilda hulker ikke, som de andre, men ligger bare med håbløse blanke øjne mod Jonas bryst. "Så tæt havde jeg aldrig turde være på en leder." Det er en åndssvag tanke, men jeg kan ikke overskue at tænke på andet. I stedet lukker jeg øjnene igen og prøver at falde i søvn. Det er ondt mod dem. Det ved jeg i det mindste.

Jeg kan høre stemmer, og denne gang lytter jeg rent faktisk efter dem. Det er mor og Jonas, de to som blev på hospitalet efter jeg vågnede op anden gang. Mathilda ville også være blevet, men i stedet tog hun tilbage til lejren, også for at bringe de andre klarere besked end over telefon.
"Vi vil gøre vores bedste for at holde øje med hende på ture og lejre, vi har bare aldrig vist det var så vidt." lyder Jonas' stemme.
"Hun har haft nogen udbrud, jeg har bare aldrig ville se det i øjnene, jeg ved bare ikke ,hvad der er galt." hulker mor og snøfter, "Men jeg ved, at det betyder meget for hende at komme med på turene. Det er som om det er hendes åndehul, jeg ved bare ikke hvorfor hun har det så forfærdeligt."
"En gang..." Jonas holder en pause og overvejer, om han kan fortælle det til mor. Jeg ved at ligegyldig, hvad det er, så skal han ikke sige det. "for ikke særlig længe siden, fik hun et..." Han prøver at finde ord. "ædeflip, og bagefter var hun helt ude af den, hun råbte og skreg. Min søster havde en gang anoreksi, og jeg kan huske hun fik det samme, og hun var også ligeså tynd som Miranda. Måske skulle i søge en psykolog?" Mine negle borer sig ind i lagnet på sengen. Hvorfor skulle han også fortælle det til mor? Ingen må vide noget.
"Hun går allerede til psykolog, men det virker ikke. Jeg tror, hun er helt lukket, som om den sorte knap bare er nede. De kan ikke trække noget ud af hende." forklare mor og stopper et øjeblik med at græde. "Jeg ved ikke hvem der har bildt hende det ind." Jeg har lyst til at springe op og stoppe dem, men jeg lader dem forsætte deres samtale, selvom den går alt for langt ud. De deler informationer ingen af dem burde vide. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...