Et sekund for dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Da Miranda flyttede fra New York til England, begyndte alt at gå ned af bakke. Megarra, sørgede for at ingen kunne lide hende mere, og til sidst hadede hun også sig selv. Tre år efter beslutter hun at stoppe det hele, med kun et ønske i graven, at hele verden gav et sekund til hende, hvor hun kunne få rundt mellem sin fortid. Men at opleve sit liv igen, er ikke så nemt som man tro? Og når valget er taget, kan man så godt vælge om? ((I de første kapitler er flashbacksne i datid og i de senere i nutid. Jeg vil rette det igennem´ ved gennemretning.))

23Likes
29Kommentarer
1442Visninger
AA

2. Kapitel 1

Jeg lukkede øjnene og lod mit sidste ønske glide ud i rummet. At tiden stod stille. At jeg kunne gå rundt mellem folk, bare en sidste gang inden jeg forsvandt fra jordens overflade. Inden tid og sted ikke længere var noget begreb for mig. Inden min sjæl blev sluppet fri. Det var et sekund for dem, men en stor drøm for mig. Jeg lod mine øjne åbne igen og så op mod uret. Jeg skulle vide hvornår jeg tog afsked. 16:23:57 viste vores digitale ur på væggen. Jeg talte alle brevene. Der var fem i alt. Et til mor og far, et til Klara, et til Megara, et til Mathilda og et til Adam . Jeg lagde dem på det blanke badeværelsetsgulv og tog pilleglasset op. 17 piller. Der skulle ikke være nogen risiko for at jeg overlevede. Jeg tjekkede at døren var låst og hældte så pillerne op i min hånd. De skulle sluges, en af gangen, og langsomt ødelægge mig indefra. Hver især godt skyllet ned med en slurk af den sprut jeg havde købt i kiosken under mors navn. Jeg så mod uret igen. 16:23:57. Hvordan i himlens navn kunne den stadig være 16:23:57? Uret var sikkert gået i stykker så jeg tog min oldsag af en mobil op af lommen for at tjekke. Den var stadig 16:23:57. Det slog hurtigt klik for mig hvad der var sket. Endelig havde nogen hørt min bøn. Lad mig takke Gud af hele mit hjerte. Jeg vidste lige hvad jeg skulle gøre, og jeg skulle lige til at låse låsen op, da en seddel sat fast i nøglehullet. Deres tid starter, når din tid slutter, stod der med smukke sirlige guldbogstaver. Jeg foldede seddelen sammen og lagde den ned i min lomme. Jeg tog selvmordsbrevene og gik ud af badeværelset. Døren til Klaras værelse stod åben, men jeg besluttede at tage det mest smertefulde til sidst.  Jeg gik ned i køkknet og tog mors bilnøgler, der lå i det hemmelige rum inde bag køkkenskuffen. Bare for et tjekke igen så jeg på køkkenuret der også viste tregtyve minutter og syvoghalvtres sekunder over fire. Jeg sendte uret et udfordrene smil. Det var første gang i flere måneder jeg smilede, jeg ved ikke engang hvorfor jeg smilede. Jeg skulle ud og genopleve mit liv, og det var ikke ligefrem et nemt liv jeg havde levet.

Jeg steg ind i den røde BMW. Nøglerne passede i låsen. Jeg havde aldrig kørt bil før, og det var hellere ikke fordi jeg havde et kørekort. Men for fanfanden, hele verden stod stille, og jeg ville aligevel ikke være i live når de vågnede op igen. Jeg trak i bakgearet og bakkede ud af garagen. Den første jeg ville besøge var Melody, eller Lucky som jeg plejede at kalde hende. Bare navnet gjorde en grøn af misundelse. Miranda, det lød som en eller anden sydhavsfrugt. Melody derimod lød godt i ørene, ironisk nok som en sød melodi. Derfor fortrak jeg at kalde hende Lucky eller Lykke-Pigen. Fandens til lykke den pige havde i sit liv. Bare det var hendes skyld jeg gjorde selvmord, bare hun ikke var så fucking perfekt. Hun havde altid redet mig fra Megara og hendes slæng. Hun havde sprugt mig om vi skulle være sammen efter skole. Men jeg kunne ikke lide hende. Jeg takkede nej, jeg kunne ikke lade mig selv skyde min smerte ud over hendes lykke.

Lucky boede ikke mere end et par gader væk, og jeg stødte ikke på nogen biler. Det var jo gået op for mig at hvis der var kø f. eks. ville den stå stille indtil tiden gik igang igen. Jeg skulle huske at køre uden om steder hvor der kunne være kø. Hun boede i en stor hvid villa med en lyseblå veranda og stor have. Jeg gik nervøst ind af blomsterbuen der åbnede op til en stor blomsterhave og en lang havegang op til verandaen. Jeg følte mig malplaceret i den store have fuld af skønhed. Døren var ikke låst, og der hang tre tynde sommerjakker i entreen. Huset matchede til haven. Der var blomster over alt og en sommerlig stemning, lidt ligesom et sommerhus. Jeg følte mig ret meget som en forbryder da jeg listede mig ud i køkknet. Luckys mor stod helt forstenet. Hun smilede og havde mel på fingrene efter de boller hun var igang med at lave. Det var det første menneske jeg så på min vej. Et koldt gys løb ned langs min rygrad når jeg så på hendes helt stille stående krop. Jeg trak vejret dybt og gik op af den hvide trætrappe der førte op til førstesalen. Der var fem døre i en stor luftig gang. Jeg tog forsørgende i et af de runde håndtag. Døren gik ligeså stille op og et badeværelse kom til syne. Det var et stort badekar og et toilet med en håndvask. Over det hele var der små lilla ting, som lavendler i vindueskarmen, lilla sæbe og lilla håndklæder. Jeg lod døren stå åben og forsøgte en af de andre døre. Jeg fik et chok da jeg så Lucky sidde i sin vindueskarm. Hendes mund var åben og det så ud som om hun sang. Jeg ventede er øjeblik på at hun skulle vende sig rundt og afsløre mig i mit lille indbrud, men hun rykkede sig ikke det mindste. Vinduet stod åbent og et blidt vindstød havde i netop dette sekund løftet hendes gyldne hår. Det så ret mærkligt ud at hendes hår bare hang i luften. Jeg kunne ikke dy mig for at gå hen og forsøge at lægge hendes hår ned. Det gjorde underligt nok som jeg sagde, selvom det ikke ligefrem så godt ud nu hvor halvdelen af håret fløj og halvdelen af håret hang ned langs hendes ryg. Først da jeg vendte mig om gik det op for mig hvor stort værelset egenligt var. I den ene side stod en stor hvid seng med lysegult betræk. Op af den stod et stort skrivebord med to store skuffer. På skrivebordet stod der en holder til blyanter og kuglepenne, men ellers var der tomt. Ved siden af skrivebordet stod en stor reol fuld af bøger. I den anden ene af værelset stod en komode med et spejl og et smykketræ på toppen, og nok det mest iøjenfaldende i rummet. Et stort blankt klaver. Klappen var slået op så man kunne se de små hammere slå på strengene. Jeg gik intresseret hen og tog noderne der var sat på nodeholderen. Siden jeg var helt lille havde jeg spillet klaver, men da jeg begyndte i skolen og gik alle imod mig. Jeg kan huske hvordan de alle svinede mit klaver med. Det var som om det mistede sin magi. Jeg ville gøre alt for at komme med i flokken, og selv om det havde kostet en million ville jeg ikke spille mere, og overlod det til Klara. Noderne var håndskrevne. Jeg kunne ikke lade være med at sætte mig på klaver bænken og lade mine fingre glide over de glatte tangenter. Uden at få lov begyndte fingrene at spille. Det var en smuk melodi.
"Grim, beskidt
Tyk, falidt
Bitch, kælling
Respektløse ord
Skaber usikkerhedens bord.." Jeg havde aldrig troet Lucky ville skrive sådan. Det var meget... Modent. "Men hun er
Hun er
Hun er meget mere end det
Hun er smuk
Hun er så smuk..." En tåre ramte de blanke tangenter. Film kørte for mit indre hoved. Minder. Mareridt.

 

September 9. årgang

"Bitch!" Ordenen kom som spyd. Tårene løb som vandfald. Tusmørket dækkede det meste af skolegården.
"Se hvordan dellerne hænger ud over hendes bukser!" Megarra slog en høj skinger latter op. Tyk? Jeg var da ikke tyk? Eller måske havde de ret. Måske var jeg tyk.
"Det er synd for hendes mor. Hvis jeg var hende ville jeg bortatoptere hende." Jeg så Rebekkas skygge i mørket. Jeg gispede. En skrap lyd. En skinnende genstand lyste et kort sekund op i hoved. En kold hånd på min skulder. Jeg skreg og sådan forskrækket tilbage. Et klip var nok. Mit før lange sorte hår lå spredt på jorden.
"Nu er hun også hårløs!" Madeleine smed saksen på jorden så det gav et smæld.
"Vi må hellere lade vandskabningen samle sit hår op" Megarra nærmede mig som en slang. Hendes kridhvide hånd gled over min skulder.
"Men husk Miranda. Du gør det kun svære for dig selv hvis du sladre" Hun trak ud på s'et og vente om. Et sekund og de var væk. Håbløs. Jeg var håbløs. Jeg mærkede op på mit skævt klippede hår. Det var min skyld. Det var mig der var forkert. De var bare uheldige at hænge på mig. Det var helt fair! Jeg samlede saksen op og lod dens skarpe blad glide hen over mit håndled. En lang tynd stribe af blod piblede stille ud. Jeg lavede hurtigt en stribe mere. Smerten gjorde det lettere. Blodet gjorde det lettere. Sorte pletter begyndte langsomt at fylde mit blik. Det her var godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...