Loreena - Heksejagt

Loreena er heks. Hendes største ønske er at være helt almindelig. Hun flygter fra de andre. Holder sig skjult. Men det er ikke nok. De vil komme efter hende, og hun kan intet gøre ved det.
En stormfuld efterårsaften støder hun på en ung mand i en gyde. Han er hårdt såret. Loreena helbræder ham med sine heksekræfter.
Darick jager hekse. Han slår dem ihjel. Først skræmmer tanken hende, men så ser hun sin eneste mulighed for beskyttelse. Hun må slutte sig til ham for at udrydde sin art før de får taget på hende. Men kan hun leve på en løgn? Kan hun hjælpe Darick med at få krammet på den art hun selv er en del af? Hvad sker der når uventede følelser pludselig træder frem i deres søgen? Hvad sker der når Darick finder ud af, hvad hun virkelig er?

18Likes
26Kommentarer
923Visninger
AA

5. Kapitel 3 - Fortidens dystre øjeblikke

,,Rolig nu, Senior Smartenheimer, du er ikke så lidt kæphøj hva’?” vrissede Loreena.

,,Og du er ikke så lidt flabet hva’?” Darick efterlignede hendes tonefald og rullede med øjnene.

,,Ligemeget,” sagde Loreena og skulede til Darick. ,,Jeg har et forslag til dig, Karl Smart. Siden min mor var heks, ved jeg en hel del om de bæster. Og det gør du også, siden du åbenbart har bekæmpet mange af dem. Så måske vi skulle hjælpe hinanden. Du ved, bekæmpe dem sammen.”

Loreena skar ansigt af sin mærkelige, let bizare måde, at sige tingene på. Han ville helt sikkert gennemskue hende.

Darick kiggede skeptisk på hende, med det ene øjenbryn løftet. Sejt, tænkte Loreena. Det havde hun altid ønsket sig at kunne.

,,Har du tænkt dig at blive ved med, at kalde mig de åndssvage navne?”

,,Jeg mener det her seriøst! Må jeg komme med dig eller ej?”

,,Er du altid så sur?” Spurgte Darick drillende. Han holde hænderne op foran hovedet i en skør bevægelse, da han fik et lynende blik, fra Loreena der kunne dræbe, sendt direkte hen imod sig.

,,Slap nu af. Jeg driller bare. Hvorfor er det så vigtigt for dig at myrde hekse, når din mor selv var en?” Han sendte hende et spørgende blik, og alt sjov var forsvundet fra hans ansigt. Han kiggede nu helt oprigtigt nysgerrigt på hende. Som om det virkelig interessede ham. Som om han virkelig gerne ville vide, hvad der plagede hende.

De havde skiftet stilling fra at side overfor hinanden midt i den mørke gyde, til at rykke hen til den nærmeste mur og sidde lænet op ad den. Deres skuldre strejfede let hinanden, men Loreena rykkede sig lidt, så kontakten blev brudt.

Loreena sad og skrabede lidt i jorden med sine fingre, så der kom snavs under hendes negle. Det ville irritere hende senere, men hun var ligeglad.

,,Jeg venter altså på en forklaring her. Eller har du bare tænkt dig, at jeg skal gætte?” Daricks tonefald var mildt og venligt, men på kanten af hans dybe, hæse stemme var der et lille snært af utålmodighed.

Loreena sukkede. Hun var i konflikt med sig selv. Hvis hun fortalte ham sandheden, ville han måske regne ud, at hun også var heks. Hun havde stukket ham en stor, fed løgn. I realiteten var det jo ikke Loreenas mor, der var heks. Det var hendes bedstemor. Ellers ville Loreena jo ikke kunne være en heks selv, det var jo logik. Hun var en heks, og på flugt fra Gothica. Lederen af hendes selvskab, ti andre hekse også var en del af. Ti andre hekse, der nu ledte efter hende for at gøre en ende på                                                              

Problemet var bare, at Loreena ikke var særligt god til at lyve. Faktisk var hun helt utroligt dårlig til det. Det var et mirakel, at Darick ikke havde gennemskuet hende endnu.

Hun sad og legede med en lok af sit mørke hår. En dum vane hun havde når hun blev nervøs eller utilpas.

,,Min mor døde kort efter jeg blev født. Min far dræbte hende. Han mente ikke at hekse hørte til her i blandt os. Det havde han ret i. Han ville beskytte mig mod hende.” Loreena vidste ikke hvor længe hun kunne blive ved. Hun kunne snart ikke finde på mere at sige. Hun kiggede hen på Darick, der opmærksomt sad og lyttede. ,,Jeg tror vel bare, at jeg følger i hans fodspor...”

,,Min søster,” begyndte Darick, ,,er også heks. Hun slog mine forældre ihjel for fire år siden. Jeg var kun lige fyldt femten. Der er fem år i mellem os. Jeg ved ikke hvorfor hun gjorde det. Et par år forinden, havde hun opdaget sine heksekræfter. Min bedstemor lærte hende grundbesværgelserne. Du ved... At slukke et lys ved hjælp af et blink med øjnene, sætte ild til ting, at få det til at regne... Sådan noget. Men efter nogle måneder var det ikke længere nok for min søster. Hun ville prøvede noget større og mere magtfuldt. Hun kom i besiddelse af en bog. En bog om mørk magi. Hun ændrede sig. Hun begyndte, at sidde og mumle mærkelige besværgelser, der fik mus til at vende vrangen ud ad sig selv.” Darick gøs. Hvis ikke hans nakke var drækket af kulsort, skinende hår, ville Loreena sikkert kunne have set de små hår der grodede der, rejse sig.

Darick fortsatte.

,,Hun lo bare af det. Hun syntes, det var sjovt. Stille og roligt blev hun bare mere og mere sindssyg. Jeg tror ikke engang, hun selv opdagede det før det var for sent. Så slog hun vores forældre ihjel. Hun låste dem inde i vores hus, og bandt mig fast til et træ ude i vores have. Jeg kunne ikke rykke mig én enkelt centimeter. Hun lavede et skjold af en slags, der forhindrede mine forældre i at komme ud. Hun ild til huset, og jeg kunne høre dem skrige. De skreg af smerte. Jeg hørte min mor råbe mit navn. Til sidst døde ilden og deres skrig ud.” Han stirrede lige ud i luften, sukkede så og slog blikket ned i jorden igen.

,,Efter det forsvandt hun. Fra den dag af svor jeg, at ville finde hende, og stoppe hendes ondskab. Gøre det af med hende. Dræbe hende.”

Loreena vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun var mundlam. Det måtte have været forfærdeligt. Alligevel kunne hun ikke helt forstå, hvorfor han sad og fortalte hende alt det. De havde kendt hinanden i lidt over en time, det var jo ingenting.

,,Hvorfor fortæller du mig det her?” Spurgte Loreena.

Darick så hen på hende med det lille, skæve smil, der havde vist sig på han ansigt tidligere på natten.

,,Fordi du betroede dig til mig. Hvis vi skal samarbejde, bliver vi nødt til at kende hinandens hemmeligheder. Ellers vil det ikke fungere. Så er du med?”

Darick rejste sig op, og rakte sin hånd frem imod Loreena. Først tøvede hun, men så tog hun den, lod ham trække hende op at stå.

,,Jeg er med.”

 

 

***

 

 

Efter at have hentet Daricks ting, på det lille motel han havde opholdt sig på, havde de sat sig ind i hans truck, og kørt hen til Loreenas lejlighed for at blive natten over.

,,Så det er altså her du opholder dig?” Spurgte Darick da de trådte indenfor, og prøvede at kvæle en latter. Det mislykkedes.  

,,Hvorfor griner du?” Forlangte Loreena at få af vide.

,,Tjoh, ikke for noget... Men her er jo ingenting. Du har en miniseng, et minikøleskab, og et minibade værelse på hvad, tre-fire kvadratmeter?”

Loreena skulede og lagde armene over kors.

,,Burde du ikke være glad for, at jeg overhovedet lod dig blive? Desuden, så er det helt fint for mig, de ting der er her. Jeg har ikke brug for mere, og det er knap så svært at tranportere rundt, når der ikke er så meget. Og lad værre med at tale ned til mig, du har jo ikke engang noget sted at bo!”

Darick smækkede tænderne sammen.

,,Avs, den var jeg vidst selv ude om.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...