Loreena - Heksejagt

Loreena er heks. Hendes største ønske er at være helt almindelig. Hun flygter fra de andre. Holder sig skjult. Men det er ikke nok. De vil komme efter hende, og hun kan intet gøre ved det.
En stormfuld efterårsaften støder hun på en ung mand i en gyde. Han er hårdt såret. Loreena helbræder ham med sine heksekræfter.
Darick jager hekse. Han slår dem ihjel. Først skræmmer tanken hende, men så ser hun sin eneste mulighed for beskyttelse. Hun må slutte sig til ham for at udrydde sin art før de får taget på hende. Men kan hun leve på en løgn? Kan hun hjælpe Darick med at få krammet på den art hun selv er en del af? Hvad sker der når uventede følelser pludselig træder frem i deres søgen? Hvad sker der når Darick finder ud af, hvad hun virkelig er?

18Likes
26Kommentarer
883Visninger
AA

4. Kapitel 2 - Heksejægeren

 ,,Hv... Hvem er du?” Drengen kiggede på hende med store, opspillede øjne. Frustrationen svævede som en vild bølge hen over den lille, tynde ring omkring han pupiller. Hans iris, som var en enkelt tone lysere end resten af nuancerne i hans øjne. Turkis som det Caribiske Hav, med et lille stænk af noget mat og grumset regnvand. En komplet og helt uforglemmelig blanding, som hun sent ville glemme.

Loreena stirrede tavst på drengen foran sig. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige eller gøre. Derfor kom hun med et lille, usikkert ’øh’, og rømmede sig kort.

,,Mit navn er Loreena,” sagde hun med en visen stemme og lagde hovedet lidt på skrå, for at se om det dybe sår i hans bryst var helet. Og ganske rigtigt som hun havde regnet med, var det væmmelige sår blevet til helt og glat hud. Hun havde før siddet og lænet sig ind over ham, men havde nu trukket sig lidt tilbage, så han ikke følte sig alt for påtrængt.

,,Jeg er Darick.” Han kiggede lidt småforvirret op på Loreena. Hans øjne borede sig ind i hendes, som to bundløse søer, og prøvede at regne hende ud, som hun  sad der og kiggede bekymret på ham.

Darick satte sig op, med en hurtig bevægelse, men krympede sig hurtigt og tog sig til hovedet, med en slank hånd med  nogle lange fingre. På pegefingeren hvilede en stor, sort, lidt klodset sølvring.

,,Urgh!” udbrød han og kneb øjnene sammen. ,,Hvad fanden skete der?”

Loreena kiggede først panisk på ham, for han måtte ikke opdage, at hun havde helet ham. Men så slappede hun mere af og sagde med rolig stemme:

,,Jeg ved ikke, hvad der er sket med dig. Jeg kom tilfældigvis gående forbi og fik øje på dig, der lå på jorden. Jeg tænkte, at du nok var en eller anden fulderik, på vej hjem fra en pup, og at du så besluttede dig for at tage et hvil på vejen. Men det er ikke et sikkert sted på dette tidspunkt, at snuppe sig en powernap, så jeg vækkede dig.”

Hun strøg forsigtigt og fjerlet et par fingre hen over hans pande, og fjernede en kulsort lok hår fra hans ansigt.

,,Det er noget af en ordenligt bule, du har fået dig der. Faldt du bogstaveligt talt i søvn?” Hun klukkede let, da hun så Darick stirre på sig endnu mere forvirret end før.

,,Det er ikke sjovt, og hvorfor i helvede går du så rundt her på dette tidspunkt?” Darick havde nu fået sat sig op, havde lagt armene over kors og sendte hende et skulende, bebrejdende blik.

,,Du burde virkelig prøve, at vende dig af med at bande sådan. Det lyder ikke pænt, at tale sådan. Og da slet ikke at tale sådan til en hjælpsom person, der bare ville hjælpe en anden  i  nød.”

,,Du svarede ikke på mit spørgsmål,” hvæsede han af Loreena, som bare kiggede på ham  med et lille, drilagtigt smil plantet på læben.

,,Jeg går rundt på dette tidspunkt af natten, fordi jeg sipmelthen godt kan klare mig selv på egen hånd. Og hvad med at sige tak, for at jeg muligvis lige har reddet dit liv? Eller i det mindste forhindret dig i at blive røvet for alle dine personlige egendele imens du sov!” Loreena blev en smule irriteret på Daricks muggende tonefald.

,,Og du mener ikke, at jeg er i stand til at passe på mig selv? Jeg er en halv gang større end dig, er hankøn, og jeg faldt altså ikke i søvn. Nogen kom og slog mig i gulvet åbenbart. Jeg kan ikke helt huske det.”

,,Det er lige præcis det jeg mener, Toughguy. En hver anden idiot ville da have kæmpet imod... Og hvorfor sidder jeg her og diskuterer det her med dig? En helt tilfældig fyr, jeg har kendt i sådan cirka syv minutter, og som ikke engang kan finde ud af at sige pænt tak!” Loreenas stemme gik fra irriteret til hysterisk. Hvis denne Darick bare vidste, hvad hun lige havde gået igennem for at redde ham fra at dø, ville han klappe i og være hende taknemmelig i stedet for det selvforsvarende vrøvl han sad og lukkede ud.

Darick holdte hænderne afværgende op foran kroppen og kiggede undskyldende på hende med løftede øjenbryn.

,,Okay, okay, fint nok. Tak skal du have. Jeg har heller ikke lyst til at skændes med en person, jeg lige har mødt.”

Hans blik søgte nedad til hendes hænder, der var foldet sammen i hendes skød, da et lille glimt fangede hans opmærksomhed. Ligesom på Daricks pegefinger, sad der også en sølvring på Loreenas. Det var et heksesymbol. Langt de fleste hekse bar disse ringe, så andre af deres art ville kunne genkende dem. Så de ikke så hinanden som et nyt offer. Loreena bar stadig sin ring, selvom hun havde forladt sit selvskab hos Gothica.

,,Du er en heks!” Udbrød Darick pludselig. Hans øjne var store, og hun kunne se, at han overvejede en flugtplan. Pis også, tænkte Loreena. Hun måtte gøre noget. Ham måtte ikke vide, at hun var en heks. Det måtte han bare ikke. Det ville være farligt for dem begge to. Hvis Gothica fandt hende, ville Darick også komme til at bøde.

Loreena bed sig i læben.

,,Hvad snakker du om?” Spurgte hun dumt.

Darick kiggede olmt på hende og løftede det ene øjenbryn. Den købte han ikke. Øv altså, hvorfor skal alting være så besværligt?

,,Du kan lige så godt lade værre med at prøve at lyve, du er alligevel ikke særlig god til det. Jeg ved, hvad det er for en ring du har på. Du er en heks.” Han var ikke til at hukke eller stikke i.

Loreena sukkede opgivende, men gav alligevel hendes lille løgn et enkelt forsøg mere. Hvis ikke hun kunne få ham på andre tanker, måtte hun blive nødt til at slette hans hukommelse, og det havde hun bestemt ikke lyst til.

,,Jeg er ikke en heks. Men det var min mor. Hvis du ved så meget om hekse, som du selv går og tror, så ved du sikkert også, at det kun er hver anden generation, der arver heksekræfterne. Og siden det er min mor der var heks, så kan jeg jo ikke ret godt være det, vel smarte?” Bed hun af ham. Hendes stemme havde hævet sig et par oktaver, men hun råbte ikke. Hun talte bare højlydt.

Darick kneb øjnene sammen og stirrede et par sekunder længere på hende, men begynde så at tale igen.

,,Nu skal du ikke være så flabet, det klæder dig virkelig ikke. Og jeg ved altså en hel del om hekse. Jeg jager dem.” Et skævt smil, der kun var at se i hans højre mundvig, dukkede pludseligt frem på hans læber. Det afslørede ikke hans tænder.

Loreena tabte underkæben helt ned på sit skød. Nej, det gjorde hun nu ikke, det ville nok have set lidt ubegavet ud, men hun blev meget overasket.

,,Du jager dem? Er du fuldkommen sindsyg? De slår dig ihjel, før du overhovedet når at tænke på, hvordan du skal tackle dem.”

Darick grinede bare.

,,Det er ikke sjovt! Prøver du, at få dig selv dræbt?” Loreena så frustreret på ham. Ingen af dem sagde noget i lang tid, før Darick brød stilheden med sin hæse latter.

,,Stop så med at grine! Der er ikke noget sjovt over det her.”

Darick satte sin latter på mute og begyndte med det samme lille, halve smil, at tale.

,,Tro mig, jeg bliver ikke dræbt. Jeg har slået mange hekse ihjel de sidste to år. Jeg kan sagtens klare dem. De er slet ikke så seje som alle folk går og tror. Det er bare noget værre vrøvl. Eller også er det bare mig, der er lidt sejere end de fleste,” forklarede han med et smørret grin.

Loreena var målløs. Hvis det, han sagde var rigtigt, ville hun ikke være tvunget til at flygte mere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...