Loreena - Heksejagt

Loreena er heks. Hendes største ønske er at være helt almindelig. Hun flygter fra de andre. Holder sig skjult. Men det er ikke nok. De vil komme efter hende, og hun kan intet gøre ved det.
En stormfuld efterårsaften støder hun på en ung mand i en gyde. Han er hårdt såret. Loreena helbræder ham med sine heksekræfter.
Darick jager hekse. Han slår dem ihjel. Først skræmmer tanken hende, men så ser hun sin eneste mulighed for beskyttelse. Hun må slutte sig til ham for at udrydde sin art før de får taget på hende. Men kan hun leve på en løgn? Kan hun hjælpe Darick med at få krammet på den art hun selv er en del af? Hvad sker der når uventede følelser pludselig træder frem i deres søgen? Hvad sker der når Darick finder ud af, hvad hun virkelig er?

18Likes
26Kommentarer
880Visninger
AA

3. Kapitel 1 - En dødelig drøm

Som i en dulmende, dyb og døsig tåge vandrede hun rundt. Hun vidste ikke hvor hun var, eller hvad hun lavede der. På dette sted, havde ingen før sat deres fødder. Det vidste hun bare. Smukke blomster kredsede rundt om hende i et berusende og gyldent slør. Hun lagde sig ned i det grønne græs og så den store farveforskel fra græssets grønne, friske essens, til hendes flødefarvede hud. Hun havde aldrig forestillet sig, at et sted der var så fortryllende, kunne være virkelighed. Hun var omgivet at dets fantastiske skønhed og...

Mere nåede hun ikke at se før det hele smuldrede omkring hende. De smukke, blå og lilla hyacinter visnede og deres livlige og vidunderlige duft forsvandt. Den smukke eng fyldt med valmuer blev til støv og blæste væk lige så hurtigt den var kommet. Himlen fik en gråsort farve og forsvandt før Loreena overhovedet kunne nå at blinke. Hun nåede ikke engang at ærgre sig over, at hendes skønne paradis var væk, før en skinger, frygtindgydende latter brød stilheden.

,,Loreena, Loreena, Loreena,” fnøs en velkendt, hvæsende stemme og klikkede tungen mod tænderne adskillige gange.

Loreena kom på benene så hurtigt, at hun var ved at miste balancen over den hurtige bevægelse. Hun stirrede frem for sig og gispede. Hårene i hendes nakke rejste sig og hendes små hænder begyndte at ryste. Det måtte ikke være sandt. Hun måtte ikke have fundet hende. Ikke allerede. Hun var ikke parat til at dø.

Med hæs og knirkende stemme sagde hun: ,,Nej, Lad værre. Vil du ikke nok? Jeg beder dig.”

Gothica kikkede olmt på hende og braste i latter.

,,Haha! Troede du virkelig, at bare fordi du beder pænt om det, så vil jeg skåne dig?” Hun sendte Loreena et hånende blik. ,,Nej, det tror jeg ikke. Du skal bøde for, hvad du gjorde. Man forlader ikke bare selskabet uden tilladelse. Næh-nej!”

Gothica begyndte at remse en besværgelse op. De uhyggelige ord blev til en hystrerisk, summende rædsel og hendes stemme steg i oktaver jo flere ord der passerede hendes sortmalede, buede læber.

,,Elvatika ekh el saldolitikve namos son on numoros selth sekve nanis farlethik!”

Loreena kunne ikke genkende besværgelsen, men da en ulidelig smerte jagede igennem hendes bryst, glemte hun alt om at gennemskue noget som helst og skreg af sine lungers fulde kræft.

,, Elvatika ekh el saldolitikve namos son on numoros selth sekve nanis farlethik!”

Gothicas sorte hår hvirvlede rundt om hendes hoved og skuldre  som et beskytende skjold, da hun gentog ordende. Hendes stemme hævede sig så meget, at hun råbte. Den skingre undertone i hendes skrigeri tydede på, at hun snart var færdig. Hun gentog ordene én sidste gang, og sank så sammen på jorden, der ikke længere var i live. Død. Destrueret.

Loreena gik i panik. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun kunne ikke flytte sig. Hun var som naglet til jorden. Hendes kæber begyndte at ryste og jamre, og pludselig blev hendes mund flydt med små, hårde kugler. Hun begyndte at spytte dem ud, men stoppede brat op og begyndte at skrige endnu højere end før. Hun kiggede ned på jorden og så på de små deforme kugler, og opdagede at det slet ikke var kugler. Det var hendes egne tænder hun lige havde spyttet ud. Med en hurtig bevægelse med tungen, mærkede hun hurtigt at der kun var få tænder tilbage i hendes mund.

En varm, rusten metalsmag fyldte hendes hals og mund og begyndte at løbe ned at hendes mundvig. Loreena var ved at blive kvalt i sit ejet blod. Hun klynkede og varme, røde tårer fyldte hendes øjne. Væsken i hendes øjne vældede ud over kanten og rendte ned af hendes kinder. Hun kunne snart ikke klare mere.

Hun så Gothicas mælkehvide øjne stirre triumferende på hende, da hun mærkede noget kravle op af sine arme. Hun kiggede rædselsslagent ned på hendes spinkle arme. Tusinde af myrer bevægede sig op af hendes krop og var på vej op til hendes ansigt. Hun skreg så det skar i hendes hals. Men hun skulle aldrig have åbnet munden. Myrerne kriblede hen over hendes kinder, fandt indgangen til hendes mund og pressede sig ind igennem hendes læber, som hun hurtigt havde klappet sammen. Myrerne fyldte hendes mund og hun kunne mærke dem nede i halsen. De kriblede og snart ville hun blive kvalt. Nogle af dem fortsatte op til hendes øjne hvor de gravede sig igennem øjenlågende, som hun kæmpede så vildt for at holde lukkede. Men forgæves.

Hun kunne snart ikke skrige mere, hun kunne ikke gøre noget som helst. Hun løftede sine hænder og tog fat i sit hår, som på få sekunder begyndte at smelte mellem hendes fingre...

 

,,Neeej!”

Loreenas øresønderivende skrig kunne sikkert høres i hele bygningen. Hun satte sig hurtigt op i sengen og smækkede begge sine hænder og for munden, for at stoppe skriget, som allerede havde passeret hendes læber. Hjertet var ved at hoppe ud af brystet på hende og den kolde sved, der gjorde hendes ryg fugtig indeholdte hendes frygt og rædsel.

Loreena gispede efter vejret, og mumlede lige så stille for sig selv.

,,Bare en drøm. Det var kun en drøm. Bare en... drøm.”

Hun rakte ned på gulvet efter den lille flaske med vand, hun havde stillet der om aftenen lige inden hun lagde sig til at sove, og tog tre store slurke. Det lunkne vand løb ned i hendes myre-fri hals og lindrede den brændende fornemmelse hun havde. Det var som om hun stadig kunne mærke skrigene som om de sad fast i halsen på hende.

Loreena tog en dyb indånding og rejste sig fra sengen. Hendes sorte top sad stramt om hendes slanke overkrop og var drejet helt forkert efter at hun havde sovet. De grå bomuldsshorts var kravlet en smule op ad hendes ben, så hun trak lidt i dem for at få dem til at sidde ordenligt. Det lange mørkebrune hår, der omsluttede hendes skuldre, vandrede ned af ryggen og stoppede ved taljen, bandt hun sammen i en let sjusket hestehale for at få det lidt væk fra kroppen, der stadig var fugtig af sved.

Hun hoppede hurtigt i et sæt tøj og skyndte sig ud af døren. Hun måtte simpelhen have noget frisk luft at komme sig på efter det rædsomme mareridt. Hun havde prøvet at gemme sig så godt som muligt for Gothica, men hun vidste, at det kun var et spørgsmål om tid føre hun ville finde hende. Finde hende og gøre det af med hende. Langsomt og smertfuldt. Præcis som i hendes drøm.

Loreena gik med hurtige skridt ind af en dunkel gyde imens hun grublede, men stoppede brat op, da hun hørte en dyb jamren. Hun kiggede længere frem og så en ung mand ligge på asfalten, badet i sit  eget blod. Loreena satte i løb og skyndte sig hen til ham. Hun knælede ved siden af ham og lagde en hånd på hans skulder. Fyren klynkede ved hendes berøring og veg tilbage så meget som ham kunne med sin sårede krop. Loreena betragtede hans ansigt. Under smerten var en lige næse, en fyldig mund, en markant kæbe og et maskulint hageparti. Hendes blik søgte længere op, hendes brune øjne mødte hans blå. Hun kunne se smerten lyse ud af dem. Han prøvede at sige noget, men det lød som en lav, hæs hvisken, og så mistede han bevistheden. Loreena såsig over skulderen. Kiggede om der var nogen i nærheden.

,,Sinko los decivarente loku lumos amo the,” mumlede hun lavt. Hun tog fat i drengens hånd og så flængen i hans pande lukke sig. Blodet der løb fra hans brede, stærke bryst stoppede.

Hun ventede. Han gispede og åbnede øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...