Read all about it | One Direction

En helt ny mulighed åbner sig op for vores alle sammens krølhårede gut, Harry Styles, der udgør 1/5 af One Direction, da han møder Madeleine Jones.
Hun vælger nemlig ikke at falde ind hans flirtende spind, og lige præcis det, har han aldrig oplevet før.
Men vil Harrys hektiske liv, og alle rygterne, ødelægge det de har?
Er det rigtigt, at kærlighed er stærk nok til at overvinde alt?


43Likes
45Kommentarer
2633Visninger
AA

11. Kapitel 9.

                                                                                              Madeleines synsvinkel

Solens lys strømmede ind gennem mit vindue, som altid. Jeg missede med øjnene mod den stærke sol, flyttede på mig, så mit hoved vendte ned mod puden, og trak dynen helt over mig. 
En dunkende hovedpine, havde indtaget min krop, og lydløst lå jeg og ynkede mig selv. 
Hvert øjeblik det skulle være, kunne Maddie sikkert komme brasende ind gennem døren, og hoppe op og ned i min seng, fuldstændig ligeglad med om jeg var vågen, eller jeg.

Mine arme bredte sig ud på den store seng, dynen føltes blød mod mine fingerspidser. Jeg førte mine hænder hen til natbordet ved siden af mig, og gik med hovedet stadig begravet under dynen, på opdagelse efter min mobil. Men underligt nok, fandt jeg den ikke.
Det var det sted, jeg altid plejede at ligge den, og jeg kunne ikke huske at jeg havde efterladt den et eller andet, andet sted.  
Faktisk kunne jeg næsten ikke huske særlig meget fra igår. Det var alt sammen sløret og gråt, som om at noget afholdte mig fra at huske tilbage.
Jeg snusede tungt ind, og med det samme opdagede jeg at duften der vibrerede i mine næsebor, var anderledes. Ikke ukendt, men den var ikke min. Med et ryk, satte jeg mig op, og blev mødt af et fremmed syn.

Det værelse jeg befandt mig på var stort, og rydeligt.
Et vindue så stort, som jeg aldrig havde troet vinduer kunne blive, afslørede den skønneste udsigt, ud til Londons hekstiske byliv. Jeg blinkede engang med øjnene, forvirret over det jeg så, for derefter at lade dem gå på opdagelse rundt i værelset. 
Der hang et par guitarer på væggene, et billede af 2 mørk hårrede kvinder - den ene lignede en datter, den anden en mor, og ellers ikke andet. Det bar præg af, at ikke blive brugt til andet at sove i. 

Med det samme duften havde mødt min bevidsthed, vidste jeg hvems værelse det var, jeg befandt mig i, og det kom alt sammen tilbage igen.
Den store smerte jeg havde følt over, at fremmede mennesker ligefrem kunne hade mig på den måde, Harry der kom for at undskylde, og den heart-to-heart samtale jeg havde haft med ham - den der var lige ved at udvikle sig til et kys - og derefter fandt min hukommelse skænderiet med Lexie frem. Og det fik en tristhed til at overtage min krop.

Vi skændtes aldrig. Aldrig nogensinde. Og hvis vi gjorde, varrede det ikke længe, højest et par timer, og så var vi tilbage til at være cupcake og cookie. Men noget sagde mig, at det den her gang ville blive anderledes...
Mine tanker faldt tilbage på den rigtige grund, til at alt det her hejs var startet. Harry.
Det blik han havde i øjnene, da vores fjoller pludselig var gået over, og blive mere intimt, det blik  hjemsøgte mine tanker. Aldrig havde hans grønne øjne været så dybe. Hvorfor skulle lige netop den dreng, også have så pokkers flotte øjne? Som om at han vidste, min store svaghed for grønne øjne. Det er ikke fair, Harry.

Til allersidst, kom mindet om da jeg var gået en tur, for at lade give Lexie fred, frem.
Jeg var så taknemmelig for at Harry havde reddet mig på den måde. Den måde hans øjne pludselig var forandret, da han opdagede min uheldige situation, og så det blik, ville ikke være noget der foreløblig forlod min bevidsthed. Hans øjne havde været mørke, og fulgt at usagte trusler, men jeg havde alligevel ikke været bange for ham. For jeg vidste, at det var noget han gjorde for at beskytte mig.

For at afholde mine tanker, fra at fuldstændig overtage min krop, og derved forvandle mig til en ubevægelig statue, bestemte jeg mig for at stå op.
Jeg svang lettere uelegant, mine ben henover sengekanten, og lod dem møde det bløde gulvtæppe. Mit blik ransagede værelset, ledende efter mit tøj, da jeg opdagede at jeg havde en fremmed T-Shirt på, i stedet for mine jeans og langærmet trøje.
Da jeg havde opdaget, at mit tøj var blevet skiftet, havde en ubehagelig følelse, ført sig vej gennem min krop. Det var jo Harry Styles vi havde at gøre mig, huskede min hjerne mig på mig,man kunne aldrig vide, hvad den dreng kunne finde på.

Men alligevel sagde noget andet mig, at han var mere end de rygter der gik om ham. Der var mere til ham, end det folk troede om ham. Endda måske om det han fik sig selv, til at fremstå som.
Ubevidst havde jeg sat mig for, at finde frem til den rigtige Harry. Den oprindelige ham. 

                                                                                ❤

Med mit eget tøj på, begav jeg mig ud fra værelset. Jeg anede ikke hvor Harry var, men da duften af bacon og æg mødte min næse, bestemte jeg mig for at følge den.
Et øjeblik følte jeg mig som Dorothy. "Follow the yellow brick road" messede mit hoved, men erstattede ordene med "Follow the smell of bacon" Hvad kan jeg sige? Mine tanker styrrede sig selv.

Jeg fandt frem til køkkenet, og straks røg mine mundviger op i et uforventet smil. 
Harry stod og rodede med en pande, og så dybt koncentreret ud. Hans øjenbryn var samlet, og dannede en lille rynke, og han havde taget hendes underlæber mellem hans tænder.

Jeg lod en let latter glide ud over mine læber, så sjovt var hans ansigtsudtryk, og straks røg hans blik op. Da han så mig, sendte han mig et stort, skævt smil.  
"Er det første gang du laver mad, siden du ser så koncentreret ud?" Mit tonefald var drillende, og mens jeg snakkede gik jeg med lette skridt hen til en af diskene, og satte mig op på den. 
Harry lod sit blik gennembore mig, og jeg kunne se hvordan han kæmpede for at holde masken, og se fornærmet ud.
"Hvis du nogensinde dropper at blive sanger, skal du hvertfald ikke satste på et job, som skuespiller" fastslog jeg, og blinkede drillende med det ene øje. 
"Ow, Maddie, det må jeg sige. Du viser endelig dine true colors, hva?" Han tog sig til hjertet, som om at han havde smerter, men hans læber, der var formet i hans sædvanlige skæve smil, fortalte en helt anden historie.
Med et let spring, var jeg hende ved ham, og daskede let til ham, med et fornærmet smil, inden vi begge endte op i et stort grin.

Resten af morgenen og formiddagen, gik med fjollerier, latter og dårlige jokes. Rettere sagt, Harrys dårlige jokes. 
"Hvorfor har skyen matematik?" Harrys smil var stort, og hans øjne skinnede som tusindvis af julelys. To cute, for words. Jeg trak blot på skulderne, selvom jeg godt havde hørt den før.
"FOR AT LÆRE AT REGNE!" Derefter flækkede han i en stor dyb latter, og han slog sig selv på låret.
Jeg kiggede på ham, som om han var noget underligt fra en anden planet.
"Hvis dine fans bare vidste hvor dårlig din humor er, ville de løbe skrigende væk."
Harry lo bare videre, og rystede let på hovedet af mig.

Indtil videre havde vi ikke kommet ind på Lexie emnet, ingen af os havde nok lyst til at risikere, og ødelægge, den overraskende gode stemning der herskede omkring os, ligenu.
Det var lettere at snakke med Harry, end jeg nogensinde havde drømt om. Det var som om, at jeg havde kendt ham meget længere, end den egentligt korte tid, vi havde kendt til hinanden. 
Men jeg havde en fornemmelse af, at Harry ville lade mig overnatte igen, hvis det var det jeg havde brug for.

Fjernsynet stod tændt, og mine ører opfangede titelmelodien til 'Pretty Little Liars', men ingen af os kiggede på den. Ikke engang jeg, der ellers ignorede alt andet omkring mig, når PLL var på.
Vi var begge opslugte af vores underlige samtaler, om alt og intet, til at bekymre os om det der foregik omkring os.
Der stod forskellige tallerkener og skåle med snacks på bordet, fordi at Harry havde opdaget, hvor meget det egentlig var jeg spiste i løbet af en dag, så han havde nærmest ransaget alt den mad de havde i huset, og hældt det i tusindvis af farverige plasticskåle. Den fjollebolle, da.

"Hey, forresten hvor er eh.." spurgte jeg, da jeg undrede mig over,hvor ham der igår var i lejligheden, var henne. Jeg kiggede kort ned, mens jeg prøvede at huske hvad det nu var, ham med de blå øjne og brune hår hed.
"Ja?" Harry smilede afventende, lagde hovedet let på skrå. Hans øjne lagde sig tæt op af mine.
"Du ved, ham du bor sammen med. Ham den højlydte og sjove" sagde jeg, og lavede forklarende bevægelser med mine arme, mens jeg bad til at han forstod, hvem det var jeg mente. Og heldigvis for mig, gjorde han det, for lidt efter, brød han ud i en dyb latter.
"Åh, du mener Louis. Han er henne ved hans kæreste, Eleanor." Han lo stadig let, og sendte mig et stort og bredt smil.

Der var noget jeg havde tænkt på hele dagen, og nu var der en åbenlys chance, for at gennemføre det.
Jeg lænede mit let frem, lagde hovedet på skrå, og lod mine øjne indfange hans.
"Så det er bare os to, helt alene?" spurgte jeg uskyldigt, mens jeg efterlignede hans ikonisk skæve smil og bed mig let i læben.
Harrys blik fæstnede sig ved mine læber, han synkede engang, forderefter at lade hans dybe græsgrønne øjne, atter møde mine. Han nikkede kort, og hele hans reaktion fik mig til at smile stort og triumferende.
Nu vidste jeg hvertfald, at det ikke kun var ham, der havde en stærk indflydelse på mig.





A little more Maddie/Harry venskab, og lååååfffeee, hæh
Kapitlet er desværre lidt kort, men jeg har travlt. Jeg ville have ønsket det ville blive længere, da jeg ikke har tid til at skrive på movellaen imorgen. Smutter en tur til Tyskerland, med min papa og hygger og shopper. Det er jo fars dag!
Hvis i finder nogle stavefejll, eller noget der ikke giver mening, i enten det her kapitel, eller i nogle af de andre, er i mere end velkomne, til at skrive det i kommentaren, så retter jeg det med det samme.

Ville lige sige til alle jer, der ikke fattede det med hende Dorothy, så er det en linje fra The Wizard of Oz - OG HVIS I IKKE HAR SET DEN FILM, HAR I EDDER RALME BARE AT KOMME IGANG, DET KAN JEG GODT SIGE JER, JA. ellers boycutter jeg jer fra da directioner familyyy. Bortadopterer jeg, smider jer ud, snakker aldrig til jer igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...