Read all about it | One Direction

En helt ny mulighed åbner sig op for vores alle sammens krølhårede gut, Harry Styles, der udgør 1/5 af One Direction, da han møder Madeleine Jones.
Hun vælger nemlig ikke at falde ind hans flirtende spind, og lige præcis det, har han aldrig oplevet før.
Men vil Harrys hektiske liv, og alle rygterne, ødelægge det de har?
Er det rigtigt, at kærlighed er stærk nok til at overvinde alt?


43Likes
45Kommentarer
2670Visninger
AA

10. Kapitel 8.

                                                                                           Madeleines synsvinkel
Stemningen havde forandret sig. Man kunne mærke hvordan det sitrede i luften, af intens spænding, og alting omkring os stod stille.
Der var kun mig og ham, ham og jeg. 
Alt det der stod i de utallige teenage lovestory bøger, jeg havde læst, følte jeg lige nu. Alt det man kunne se på film, var at finde i det her rum. I den her stemning. 

Noget indeni mig skreg, at jeg skulle skubbe ham væk, at jeg skulle undgå det der var lige ved at ske. Han var ikke god for mig, han var ikke god for nogen. Noget indeni mig skreg, at al det han sagde til mig, den omsorg han udviste, var falsk. Han ville ikke andet, end at bevise over for mig, at han kunne få mig til at falde for ham.
Jeg vidste at alle de tanker, kunne ledes tilbage til én enkelt person. Lexie.
Men noget andet, noget der formåede at overvinde den anden stemme, fortalte mig at det var ægte. Han var ægte, og jeg skulle give ham en chance.

Ligesom vores læber var ved at mødes, fik en skikkelse henne ved døren, vores opmærksomhed, og vi rev os fra hinanden. Lexie stod med et chokeret ansigtsutryk, og stirrede på os. Hun stod fastfrossen i dørkarmen, med en halvåben mund og øjne der var fulde, af vantro.
Ingen sagde noget, ingen bevægede sig. Den trykte, akavede stemning var til at tage at føle på, og den voksede sig større og større, for hvert øjeblik der gik. Lexies anklagende blik, brændte sig ind på mig, og jeg kiggede hurtigt ned i gulvet.

Harry var den første til at afbryde stilheden. Han rømmede sig kort, inden han sagde, at han nok hellere må komme afsted.
Jeg nikkede kort, og han sendte mig et sidste undskyldende blik, og et hjælpende smil, inden han hurtigt bevægede sig hen til døren, og ud af vores lejlighed. Efter ham, havde han efterladt et stykke papir med hans nummer på, som jeg holdt sikkert i min knyttede hånd.
Lexie havde fulgt hver eneste centimeter han bevægede sig væk fra stuen, med et dræbende blik, så hun havde ikke set mig stoppe det lille papir, trygt ned i min bukselomme.
Da han var ude af døren, havde hun vendt sig om og med hendes overraskede ansigtsudtryk, lignede hun en, der ikke ville tro på det hun havde set. Hun lignede nærmest en, der havde set et spøgelse.

"Det var Harry" sagde hun toneløst og kort, som om det bare var noget hun slog fast, "i vores lejlighed."
Jeg havde mit blik rettet mod gulvet igen, følte mig pludselig ubehagelig lille og svag - og skyldig. Det eneste hun fik tilbage, var et kort bekræftende nik.

"Hvad render Harry Styles pludseligt rundt i vores lejlighed, efter?" spurgte hun nonchalant, hendes stemme var ikke dømmende eller hårdt, nærmere almindelig. Alt for almindelig. Hun rettede sig halvt op, og gik lidt rundt i stuen, mens hun sendte mig nogle afventende og nysgerrige blikke. Ventede tydeligvis på et svar.
"Han kom for at undskylde" svarede jeg, og lagde armene over kors.  
Hun slog en let, ironisk latter op. "Undskylde? Kender den dreng, overhovedet til ordet 'undskyld'?" Hendes stemme var tyk af irritation, og en falsk latter.  

"Lexie lad nu vær.." bad jeg, og lagde hovedet let på skrå. Det sidste jeg ville, var at vi skulle komme op og skændes, og så endda over et emne som Harry Styles. Selvom jeg elskede hende overalt på jorden, vidste jeg at hun havde det med at overreagere. 
"Lad være? Skal jeg lade vær?" igen var hendes latter falsk, og hun rystede let på hovedet. "Fint. Så lader jeg vær med at prøve at redde dig, fra at begå den største fejltagelse i dit liv."
Jeg slog håbeløst ud med armene, og sukkede opgivende.
"Jeg begår ikke nogen fejl, Lex. Drengen har jo aldrig gjort mig noget, vel?" Mit tonefald var desperat, og jeg trippede let rundt på stedet. Nu var det åbenbart blevet hendes tur til at sukke.

"Han er kun ude på en ting! Det ved du jo!" råbte hun, og kiggede irriteret på mig.
"Han kan have forandret sig? Måske er han ikke sådan mere, måske så.." begyndte jeg desperat, prøvede at finde på en masse undskyldninger for ham.
"Oh my god" afbrød Lexie mig pludselig.
Hendes tonefald fik mig til at flytte mit blik, og lade det lande på hende. Hun kiggede chokeret på mig, med vidt åbne øjne. "Oh my god.." gentog hun, dengang lavere. Hun kneb øjnene sammen, og tog sig til hovedet. 
Hun gjorde mig forvirret, og på samme tid nervøs. Hvad var der galt? 

"Du kan lide ham" fastslog hun kort. Hun rystede let på hovedet, som om hun ikke ville tro, på det hun lige havde sagt, og lod endnu en ironisk latter slippe ud. Jeg åbnede munden, og skulle til at protestere blankt, da hun hævede en finger og kiggede skarpt på mig. "Og du skal slet ikke begynde, at sige at det ikke passer. Jeg så hvordan du kiggede på ham, og jeg kender dig Maddie. Bedre end du kender dig selv."

Jeg satte mig ned på sofaen bag mig, med et opgivende suk, og begravede mit hoved i mine hænder, vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller gøre af mig selv. 
"Ved du hvad?" spurgte hun om, og da jeg ikke svarede hende, fortsatte hun; "Det er ikke første gang, jeg så din lille prince Charming idag. Han kom faktisk for at snakke med mig, da jeg var på arbejde." Som hun sikkert havde forventet, havde hun fået min opmærksomhed, og jeg hævede mit blik, og kiggede på hende.
"Sikkert om dig" fastslog hun, og slap et fnys ud. 

"Han kunne ikke engang kende mig, Maddie. Beviser det ikke hvor lidt hjerte han egentlig har? Hvor lidt han bekymrer sig om andre?" Den måde hun omtalte Harry på, irriterede mig. Ukendte følelser indeni, gav mig en lyst til at sige hende imod, beskytte Harry mod hendes ord. Selvom hun var min bedsteveninde, lød de ting hun sagde om mig, fuldstændig urimeligt i mine ører. 
"Hold nu op, Lexie. Bare fordi han var i seng med dig, og droppede dig, betyder det jo ikke han vil gøre det samme med mig." Uden at tænke nærmere over det, lod jeg mine tanker blive omdannet til ord. En hånd gled chokeret op til min mund, da det gik op for mig, hvad jeg lige havde sagt. 

Lexie stod fastfrossen, og kiggede på mig. Hendes blik var blevet forandret. Før var det skarpt, forvirret og en smule dømmende - nu var der kun sorg, at spore.
"Lexie, det er jeg virkelig ked af, jeg mente det ikke.." Jeg tog et skridt hen imod hende, men hun afbrød min undskyldning med det samme. "Selvfølgelig mente du det. Du er perfekt, Maddie. Det har jeg efterhånden opdaget." Med de ord, forsvandt hun ind på hendes værelse, og smækkede døren hårdt i, efter sig.
Jeg kendte Lexie alt for godt, til at vide, at jeg ikke var den person hun havde brug for lige nu. Hun havde brug for tid alene, til at tænke.
Derfor forsvandt jeg hurtigt ud af døren, efter at have skrevet en lille seddel til hende, om at jeg gik en tur, og lagt den på køkkenbordet.

 Jeg er gået en tur. Ved ikke hvornår jeg kommer tilbage.. Jeg ved du ikke tror på mig, men du skal vide, at jeg rent faktisk ked af det..
- Maddie.
                                                                                         

                                                                                                   ❤
  
"Tag den nu, tag den nu" messede jeg, i en bedende og lav tone. Jeg lod mit blik glide frem og tilbage i mørket. Aldrig havde jeg følt mig mere utryg før.
Som jeg havde skrevet på min seddel, var jeg gået en tur, og efterhånden var det blevet så sent, at det var på tide at gå hjem. Men problemet var, at ingenting i mig, havde lyst til at tage tilbage.. Vi plejede aldrig at skændes, så jeg var slet ikke vandt til noget som dette.
Jeg havde ingen at tage hen til, ligenu.

Selvfølgelig havde Lexie og jeg andre veninder, men det betød at jeg skulle til at sætte dem ind i hele situationen. Også den med Lexie og Harry, og det ville hun nok ikke være så begejstret for, hvis jeg delte.
Og alligevel ville jeg bare, komme til at bruge en halv time, på at de skulle kommer over det chok, at Lexie og jeg, rent faktisk havde skændes. Så sjælendt var det nemlig.
Men så huskede jeg det lille papir, Harry havde givet mig, inden han forlod Lexie og jeg alene, og det var grunden til at jeg nu havde et lille håb, for at slippe væk fra det her mørke.

Jeg lod min frie hånd glide nervøst igennem mit hår, og trippede let med fødderne. Noget jeg altid gjorde nær jeg enten var nervøs, eller spændt. Min anden hånd holdt min mobil, i et fast greb.
Den velkendte dut tone, der altid lød når man foretog et opkald, holdt pludseligt op, og blev erstattet af en stemme.  
"Hey, det er Harry" Hans stemme var hæs og træt. Jeg lod et lydløst, lettet suk slippe ud mellem mine læber, da jeg hørte hans efterhånden velkendte stemme.
"Det er Madeleine.." Hilste jeg, med en svag stemme, der truede med at give efter, fordi det efterhånden var en del tid siden jeg havde snakket. Jeg havde trods alt gået i lang tid.
"Hey, Maddie. Hvad så?" Pludselig lød han ikke træt mere, og det fik et prøvende smil, til at glide over mine læber.
"Kunne du gøre mig en tjeneste?" spurgte jeg, og satte mig ned på den kolde bænk, der stod ved siden af mig.
Overalt omkring mig var der lyde. Lyde af biler, mennesker, vinden der blæste. London sov aldrig. 
Normalt ville det gøre mig tryg, at der altid var larm og liv, men lige nu virkede den tryghed, langt væk.
"Selvfølgelig" lød hans stemme hurtigt, "Hvad er der?" tilføjede han.

"Kunne du komme og hente mig?" Min stemme var lavere end nogensinde før. Det var som om, at al energien var blevet på drænet fra min krop. Alt sammen på en gang.
Noget i baggrunden larmede, og da jeg kunne høre noget der lød som en jakke der blev lynet op, og en dør der smækkede, gled et taknemmeligt smil over mine læber. "Hvor er du henne?" spurgte han, og hans stemme lød bekymret.
Jeg kiggede let rundt, glad for at jeg ikke bare havde gået i vildelse, og så ikke anede hvor jeg var endt henne. Jeg gav ham hurtigt adressen, efterfulgt af et tak. 
"Det er det mindste jeg kan gøre" sagde han med hans hæse stemme, og lyden af en motor der blev startet, lød fra hans mobil af. Inden han sagde farvel, lovede han at han ville være der med det samme, og så var han væk, og jeg var efterladt til mørket.

Jeg bevægede mig ud af den park, jeg havde gået rundt i, og stillede mig der, hvor Harry og jeg havde aftalt at han ville hente mig.
Nogle råb bag mig, fik fanget min opmærksomhed, og jeg vendte mig forskrækket rundt.
En flok drenge kom gående ud fra parken af, og jeg bad lydløst til, at de ikke ville opdage mig. Men siden London havde utallige af alle mulige former for lys tændt, var det ret umuligt at skjule sig selv. 
Jeg vendte mig hurtigt om, for ikke at vise dem min åbenlyse frygt.

Skridtene bag mig kom tættere på, og pludselig omringede en stærk lugt af alkohol mig. De var der. Lige bag mig. Jeg lukkede øjnene tæt sammen.
"Hvem har vi så her.." Lød en dyb stemme, tydeligvis beruset. Da jeg ikke vendte mig om, greb en stærk hånd fat i min arm, og vendte mig rundt. Jeg spærrede øjnene op i skræk, og kiggede nu ind i et par øjne, der var endnu mørkere end natten. 
Resten af hans slæng, lod nogle dumme grin slippe ud mellem deres læber. "Hun er da ret lækker" fastslog en af dem.
"Virkelig lækker" gjorde en anden sig enig. De snakkede om mig, som om jeg slet ikke var der, og det gjorde mig ubehagelig til mode.
"Hvad laver en så køn pige som dig, ude så sent?" spurgte ham der stod foran mig, tydeligvis ham der havde iført sig leder rollen. Han prøvede tydeligvis, at virke charmerende, men det havde kun en kvalmende virkning på mig.
Jeg sank en klump, inden jeg svarede ham, med en rystende stemme.

"Jeg venter på min ven" sagde jeg, med en lav stemme. "Som faktisk kan være her, hvert øjeblik det skulle være" tilføjede jeg, med lidt mere mod end før.
"En ven siger du.." Ham der stod foran mig, vekslede nogle blikke med resten af gruppen. De sendte ham nogle opmuntrende blink, og en af dem lo dybt og hæst, og det fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Jeg kunne mærke hvordan gåsehuden, var ved at indtage mig krop.
Drengen foran mig, havde pludseligt trukket mig nærmere ham, og hans ånde trængte ind gennem mine næseborer. 
"Hvad siger du til at droppe din ven, og komme en tur med os?" Med den måde han sagde det på, lød det mere som en ordre, end som et spørgsmål.

To lyskegler ramte os pludseligt, og jeg hev hurtigt min frie hånd hen foran mit ansigt, for at skærme for det stærke lys.
Da lyset fra bilen var blevet slukket, kunne jeg se en at skikkelse var trådt ud af den dyre, sorte bil, der holdt foran os, og stod og stirrede på os. Hans krøller gav ham væk. Det var Harry.

Drengene stod limet fast til stedet, med vidt åbne øjne. Jeg rev min arm til mig, og trådte et skridt væk. De drenge der stod bag, ham jeg havde udpeget, som lederen, var forsvundet, og ham der havde taget fat i mig, stod Harry nu foran, med et dræbende blik i øjnene.
"Hvis du nogensinde rører hende igen," Harrys stemme var mørk, og dybere end jeg nogensinde havde hørt den før, "Så har du ikke engang lyst til at vide hvad der kommer til at ske." Han lod drengen slippe, og som om at han havde glemt alt om ham, ændrede hans ansigt sig, da han så min tydelig frygt.

Med hurtige skridt var henne ved mig, lod han sine arme glide rundt om mit liv, og trak mig ind til ham i et beskyttende knus.
Jeg lod mig selv indhylde i hans duft, og gjorde ikke mine til at trække mig væk. Lod bare mit hoved hvile ved hans brede skulder.
"Du er jo helt kold" mumlede han, og gjorde om muligt, vores kram endnu tættere. 

Harry havde trukket med sig, hen til bilen, og åbnet døren for mig, og hjulpet mig ind..
Mine rystende fingre lukkede sig  om selen, og startede en kamp, om at få den lukket, men da det gentagende gange ikke havde lykkedes mig, havde Harry blidt skubbet mine fingre væk, og lukket den for mig.

Jeg var helt ligeglad med at den svaghed jeg viste, var stærkere end nogensinde før, for jeg stolede blindt på ham. Og efter hvad der lige var sket, var min tillid til ham blevet fordoblet.
Vi sagde ikke noget under hele køre turen. Der var ikke brug for at sige noget. Den ro han udviste, var for mig nok.
Han spurgte mig ikke engang om jeg ville hjem til mig selv, eller med hjem til ham. Pludselig holdt bilen bare stille, og Harry åbnede døren for mig. 
Han lagde en beskyttende arm, rundt om min talje, prøvede at give mig varme og udvise tryghed.

Det virkede som om, at alt det der skete, ikke var noget der skete for mig, men en anden. Som om at jeg så det hele udefra, og ikke selv oplevede det. Som var det en film.
Udmattelsen havde overmandet mig, og jeg havde ikke engang kræfter til at bemærke hvordan hans lejlighed så ud, eller den anden person, der sad over i sofaen da vi kom ind, med lysebrunt hår og blå øjne. Jeg bemærkede ikke hvordan Harry, hurtigt udvekslede et par forklarende ord med ham, og derefter hjalp mig ind på værelset.
Jeg bemærkede ikke, da han hjalp mig ud af mit tøj, og trak en af hans store T-Shirt, over mit hoved.

Det eneste jeg tydeligt kunne huske, var hvordan Harry lå i hans seng, sammen med mig, og lå og strøg mit blidt over håret.
Det var det sidste jeg kunne huske inden jeg faldt i en urolig søvn. Harry og hans blide strøg, og skinnende grønne øjne..
 






Så nu har vi også set Hazbas, som en redningsmand. Hvor er han da en nusser lille puttinutti, right? Åh, det at skrive den her historie, giver mig så mange Harry feels... It's hard being af Harryguuurl.
Kunne i lide kapitlet? I hope that u doooo. Hvis nogen af jer, har ideér eller kommentarer til forbedring, eller bare noget som helst, overhovedet, så skriv det endelig i kommentarerne. Jeg ville elske at høre, hvad i synes, eller har af spændende ideér.
Kram fra mig til jer, og husk endelig at slappe ekstra meget af idag. Det er jo søndag. XX

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...