Read all about it | One Direction

En helt ny mulighed åbner sig op for vores alle sammens krølhårede gut, Harry Styles, der udgør 1/5 af One Direction, da han møder Madeleine Jones.
Hun vælger nemlig ikke at falde ind hans flirtende spind, og lige præcis det, har han aldrig oplevet før.
Men vil Harrys hektiske liv, og alle rygterne, ødelægge det de har?
Er det rigtigt, at kærlighed er stærk nok til at overvinde alt?


43Likes
45Kommentarer
2639Visninger
AA

9. Kapitel 7.

                                                                                           Madeleines synsvinkel
"Jeg er her på grund af dig, Madeleine."

Grøn. Det eneste jeg kunne se var grøn. Harrys grønne øjne. 
Han holdt stædigt fast på mit hoved, der lå mellem hans store hænder, og mit blik var låst fast til hans.
Selv hvis han havde givet slip på mit hoved, havde jeg stadig ikke flyttet mig. Hans øjne holdt mine til fange, nægtede at give slip på dem.

Hans ord, var langsomt begyndt at give mening. Stille sivede de ind, og pludselig gik det op for mig præcis hvad han havde sagt. Ufrivilligt faldt alt indeni i mig til ro, og mine skuldre faldt langsomt på plads igen.
Harrys hænder gav slip på mit ansigt, og han lod sine arme falde ned til siden, for i stedet at gribe blidt fat i min hånd.

"Er du her af egen fri vilje?" spurgte jeg skeptisk, og hævede et øjenbryn.
"Af egen fri vilje" forsikrede han mig, gav min hånd et venligt tryk, og forsatte så; "der er intet åndsvagt management, der har fået mig til det her." En lav klukken forlod mine læber, og for at skjule, rettede jeg mit blik mod gulvet. 
"Hey, var det et grin jeg hørte?" Harrys stemme lød drillende og en smule håbefuld. Selvom jeg ikke var meget for at indrømme det, så havde Harry formået at løftet stemningen, i løbet af få sekunder. 

Jeg svarede ham ikke, men rettede bare mit hoved op igen, og lod Harrys øjne indfange mine, på ny. Det føltes som jeg druknede i de skinnende, grønne øjne. Jeg havde altid haft noget med denne øjenfarve, så derfor var det en stor svaghed for mig, at lige præcis Harrys øjne var grønne - og endda den pæneste grønne farve, jeg længe havde set. Typisk.


Jeg ved ikke hvordan det var sket, men i et kort øjeblik, havde Harry formået at få mig til at glemme alle de negative tanker jeg havde om ham. Sorgen, svagheden, vreden. Alt det, var også væk. Han havde fået fjernet det hele, med én enkelt sætning.
"Du kan snakke med mig, Maddie" sagde han indtrængende, med en stemme der var tyk af omsorg. Hans øjne lyste op, og hans smil var overraskende venligt. 

Omsorg, venlighed... For at være ærlig, var det noget jeg havde allermest brug for lige nu. Jeg har altid været vandt til at snakke med folk, om mine problemer. Lige siden jeg var lille, har min mor opdraget mig med, at jeg altid skulle komme og fortælle hende, hvis der var noget galt. Hun havde lært mig, at det ikke nyttede noget, at holde alle sine følelser og tanker, for sig selv.
I sidste ende, ville man drukne i sine egne problemer, og bare gøre de problemer, man bærer rundt på, værre. 
Det han sagde, den form for omsorg han viste, fik mig til at tro på ham. Enten er det ham der taler sandt, ellers er det mig der der er super naiv. De fleste mennesker ville nok hælde til den sidste, men der var bare noget indeni, der havde lyst til at tro på ham.
Der var noget indeni mig, der ikke ville glemme hvordan jeg reagerede på ham, første gang jeg så ham.
Der var et eller andet over ham, og det et eller andet, ville ikke stoppe med at forfølge mig.

Min mor og Lexie, var dem jeg altid snakkede om mine problemer med, men siden ingen af dem var ved min side, lige i dette øjeblik, var der kun én mulighed tilbage. Harry. Så jeg valgte at tro på ham.


"Jeg ved ikke hvorfor jeg er så svag.. " startede jeg mine forklaring. 
Jeg tog en dyb indånding, mine fingre dansede med hinanden i legende bevægelser, mens jeg snakkede.
"Det plejer aldrig at på mig på, hvis folk har noget imod mig, men det her.." Min stemme knækkede, og med det samme var Harry der, og foldede igen, sin hånd om min. Jeg lod mit blik falde ned på vores hænder. Hans tommeltot tegnede cirkler på min håndflade. 
"Der er så mange... og de hader mig" min stemme var svag, og mine øjne truede med at sende tårer ned af mine kinder, men jeg kneb dem hårdt sammen, koncentrerede mig kun om Harrys anden hånd, der strøg over min skulder, i beroligende bevægelser. 
Den ro han udstrålede hjalp mig. Han sagde ikke noget, han var der bare.

"Hvordan klarer du det, Harry?" Mit spørgende blik mødte igen hans grønne øjne, og selvom de rummede varme, var der nu en ny form for tristhed over dem. 
"Man bliver vel vandt til det" forklarede han, med en skulderøsten. "Men det gør det stadig ikke let. Det er bagsiden af at så mange folk kender til dig. Alle vil have en mening om dig, og det er ikke ligefrem alle meninger, der er lige positive."
"Det kan jeg hvertfald give dig enig i" lo jeg ironisk, og uden nogen form for glæde. Harry lukkede et lydløst suk ud, og gav min hånd et hjælpende klem, men pludselig kom det drillende skær tilbage i hans øjne. "Give mig enig i?" Hans stemme var legende, og hans smil var skævt.

Jeg rettede mig hurtigt op og prøvede at se chokeret ud. "Sig mig, sidder du der og gør grin med mig, Harry?" 
Harry lod et hæst grin slippe ud fra hans læber, og jeg hævede advarende en finger. Stemningen var legende, og fuld af morskab. Jeg havde brug for noget morskab, her i livet.

Han prøvede at holde hans grin inde, ved at lukke sine læber hårdt sammen, men da det ikke gik så godt, som planlagt, lod jeg min pegefinger prikke ham drillende i siden. 
Og jeg må sige, der er intet som et godt, velkoordineret, tilrettelagt - det kører med de ord ligenu - prik, for at understrege alvoren i det man siger. I det mindste advarede jeg da drengen.



Harry:
Jeg havde taget chancen, og var taget over til Madeleine og Lexies hus, da der var så mange ting, jeg havde brug for at sige til hende. 
Efter min samtale med Lexie, som ikke var gået som jeg havde planlagt overhovedet, var hun stormet tilbage på arbejde, uden jeg fik mulighed for at snakke med hende, om det jeg egentligt havde planlagt at snakke med hende om. 
Så derfor var jeg i stedet bare taget hen til Madeleine, håbet på at Lexie ikke pludselig vil komme brasende ind gennem døren, og udsætte mig for alt hendes had og selv ynk. Jeg mener helt ærligt, hun er ikke den første pige der har faldet for min charme, forventer hun at jeg skal huske alle dem jeg fjoller lidt rundt med? 

Lige nu var den eneste person jeg bekymrede mig for, Maddie. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ved ikke hvordan det er sket, men et ønske om at passe på hende, var pludselig blevet dannet. Sidste gang jeg følte et så stort trang til at passe på et andet menneske, har været med min søster, da hun fik sig en kæreste der ikke behandlede hende godt. 

Maddie sad overfor mig, med en alvorlig tone, der syede af ironi. Fordi jeg aldrig selv, havde haft nemt ved, at skjule mine grin, slap et lille fnis ud over mine læber, og det fik Maddie til at føre en finger i siden af mig. Jeg hoppede let op, og hun flækkede af grin, og hævdede at jeg lige havde lavet det sjoveste ansigt i verden. "Hey, hey, jeg advarede dig da" sagde hun, da hun havde grinet færdig, og slog let ud med armene.
"Åh, så det er sådan du vil lege, hva?" sagde jeg, det var nu min tur til at være den alvorlige, men alligevel lod jeg mine mundviger glide op i et skævt smil, inden jeg kastede mig over hende, væltede hende ned på gulvet. og begyndte på en lille kildeleg. 

"Hæven er sød, Jones."
Hun skreg, og fægtede med armene, mens hun lo på den sødeste måde. Bare det at høre hendes grin, fik det største og dummeste smil, frem på mine læber. Og hvorfor, vidste jeg ikke.
"Harry, Harry, STOOOP" Råbte hun, højt, men hendes latter fik det ikke til at virke særlig overbevisende. Jeg lo hæst, stoppede så mit kilderi, men holdt stadig hendes arme nede. Ærligt for Maddie, at jeg var så meget stærkere end hende. Hun lo stadig lavt, men da hun vendte sit blik op mod mig, var  det som om noget pludseligt, blev forandret. Hele stemningen ændrede sig, og hendes øjne skinnede som de aldrig havde gjort før.
Mine grønne øjne, smeltede sammen med hendes varme, brune. 

"Du er anderledes, end jeg troede, Styles" hviskede hun, og ligesom vores hoveder næsten ikke kunne komme tættere på hinanden, uden at vores læber ville mødes og forenes, var det som om, at der var noget der gik op for mig.
Noget jeg aldrig havde tænkt på før.

Min mor havde altid opdraget mig ordenligt, lært mig at piger var nogle man skulle behandle med respekt. Hun havde opdraget mig godt, givet min søster og jeg, alverdens kærlighed, og jeg elskede hende. 
Men alt det jeg havde gang i var forkert. Og hun ville ikke være stolt.
Drengene havde ret. Selvom jeg ikke var meget for at indrømme det, og især ikke overfor for nogle, så havde Simon også ret. 
Jeg havde forandret mig.

For at være ærlig, kunne jeg slet ikke kende mig selv mere. 
Det havde alt sammen steget mig til hovedet. Opmærksomheden, pengene, alle de mange piger, rygterne. Det havde alt sammen blandet sig, var blevet kogt ned i én gryde og langsomt, dag for dag, havde det forandret mig.
Det værste af det hele var, at jeg ikke ville indrømme det. Jeg ville ikke se i øjnene, at det jeg elskede allermest, var ved at ødelægge den person jeg var.
Det var først nu, på grund af den her brunhårede skønhed, at jeg kunne se det. Forandringen i mig.
Madeleine gav mig en lyst til at fikse det hele. Hun gav mig en lyst til at forsætte.

Ligesom vores læber skulle til at smelte sammen, blev døren flået op, og ind af den kom Lexie. Hun så træt og ked af det ud, men da hendes øjne fandt vej til Madeleine og jeg, ændrede he
ndes ansigtsudtryk sig, og blev erstattet af forvirring, vrede og skuffelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...