Read all about it | One Direction

En helt ny mulighed åbner sig op for vores alle sammens krølhårede gut, Harry Styles, der udgør 1/5 af One Direction, da han møder Madeleine Jones.
Hun vælger nemlig ikke at falde ind hans flirtende spind, og lige præcis det, har han aldrig oplevet før.
Men vil Harrys hektiske liv, og alle rygterne, ødelægge det de har?
Er det rigtigt, at kærlighed er stærk nok til at overvinde alt?


43Likes
45Kommentarer
2640Visninger
AA

6. Kapitel 4.

                                                                                             Harrys synsvinkel
Med det samme interviewet var sluttet, og drengene og jeg, havde sagt farvel til Holly og Phillip, begav vi os hjem af.

Jeg havde næsten ikke ænset de mange piger, der havde stillet sig op ude foran Studio 8, og stod og skreg vores navne, skubbede og maste til hinanden, for at få et glimt af os. Det eneste jeg kunne tænke på var det hende pigen havde sagt.
"Du skal bare vide Harry, at det ikke er alle directioners, der kunne finde på at reagere, som de piger der overfaldte Madeleine gjorde..." 

"Hey mand, er du okay?" Louis stemme, skar igennem mine forvirrede tanker, gennem de mange pigers skrig, og en betryggende hånd, blev lagt på min skulder. Jeg nikkede svagt, og sendte ham et prøvende smil. Han så ikke overbevist ud, og hans øjne fortalte, at han ville snakke om det her, når vi kom hjem. 

Bilturen hjem var ikke vigtig at fortælle om. Faktisk kan jeg ikke huske meget fra den, da jeg sad begravet i mine egne tanker. Jeg føler nærmest, at det her med at sidde i min egen lille verden, og ikke deltage i drengenes samtale, er begyndt at blive en vane for mig. Ellers sker der bare hele tiden noget i mit liv, der gør, at jeg ikke kan koncentrere mig om fjollede ting mere, så som hvorfor solen gør vores hår lysere, men huden brunere. 
"Okay, det er helt klart fordi at solen er lys, og huden er lys, og så når to lyse ting, bliver forbundet bliver det mørkt. I ved, ligesom når plus bliver til minus." Nialls stemme trængte ind til mig, og fik mig et kort øjeblik til at hæve et øjenbryn.
Jeg rystede på hovedet, og lukkede endnu engang drengene ude, der nu var gået igang med at drille Niall, og kalde ham blondine.
Det virker som om, at for hver gang Niall putter lys farve i sit hår, jo blondere hans hår bliver, des mere blondinedum bliver han også. Det er som om at noget af det lyse farve påvirker hans hjerne.
Men alligevel elsker vi ham alle, lige meget hvor mange dumme kommentarer, han kommer med. Han er jo Niall, hvordan kan man ikke holde af ham den underlige irer?


                                                                                                  ❤❤ 


Jeg havde ingen ord. Jeg følte mig underlig tom indeni. Ubehagelig til mode. Målløs.
På min venstre side sad Zayn, på min højre Louis. Niall sad foran sofabordet, foran computeren, nede på gulvet, mens Liam stod bag sofaen, og lænede sin ind foran os.
Ingen havde sagt et ord, siden videoen var gået igang. Ingen sagde et ord efter den var færdig.
Hvad skulle man sige? Hvad var der at sige?
Hvad kan man gøre, efter man lige havde set en pige blevet kaldte forfærdelige ting, af 3 af vores såkaldte fans, og endda skubbet til, så hårdt at hun tydeligvis havde problemer med at holde sig til virkeligheden, og ikke besvime.

Det blik der var i Madeleines venindes øjne, da hun desperat råbte efter hjælp, var hjerteknusende. Og folk hjalp ikke engang. Nej, de havde mere travlt med at filme, end at hjælpe. Der var mange forskellige udgaver af den her video, forskellige vinkler, forskellige kvaliteter. Hvorfor havde folk ikke hjulpet hende?

"Det var.." Zayn var den første til at afbryde tavsheden, hans øjne var vidt åbne, og de forlod ikke skærmen et øjeblik. Han rystede kort på hovedet, rykkede så på sig, som om at han følte ubehag.
"Jeg anede ikke vores fans, kunne være sådan der. Jeg vidste godt, at de kunne være hårde i deres ord, men det der er sygt." Liams stemme var skuffet, og jeg kunne høre hans skridt, da han flyttede sig, og nu stod foran os.
Niall sammentykkede med et nik, og rullede lidt ned af siden. Zayn, Liam og Louis, begyndte at snakke om det de lige havde set. Om det hele. Jeg var selv helt stille, vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller gøre af mig selv. Det her var min skyld, ikke hendes.
"Guys, prøv lige at se her." Niall afbrød deres snak, og alles øjne røg nu hen på den lille skærm.
Niall havde fundet hendes twitter, og det var ikke et kønt syn der mødte os. 

'@1DFOLLOWMEPLEASE: @ohsnapitsmaddie you're such a bitch. you deserve all that you get.'
 
'@LisaStyles_94: am i the only one who just couldn't stop laughing, while watching that Maddie chick get pushed? Now  @ohsnapitsmaddie learn to NEVER ever mess with our boys again, our we'll mess you up. in tha face'

'@future_mrs_onedirection: @ohsnapitsmaddie, you're not  evenpretty or sweet, why the hell did Hazza find u interesting? u're disgusting as shit, and freaking lucky that he ever looked at u. poor Hazza, wasting his time on whores like you :('


Hvordan kunne folk få sig selv til at skrive sådan noget? Hvad fanden er der galt med verden? En ukendt trang til at beskytte Maddie, mod de sindsyge 'fans' overvælede mig, et kort øjeblik, men blev hurtigt erstattet med vrede.
Følelserne boblede inden i mig, og jeg rejste mig op med et sæt. Jeg kunne ikke klare et være herinde et sekund længere, jeg måtte ud, jeg måtte væk.

Drengene råbte efter mig, da jeg åbnede døren og farede ud af den, men ingenting kunne stoppe mig, jeg ænsede dem næsten ikke. 
Ikke engang alle blitzerne der blev udløst, med det samme jeg åbnede døren til omverden, og trådte ud i den friske luft, ragede mig. Jeg ignorede alle spørgsmålene, især dem om Madeleine og alle videoerne, og rygterne på twitter.
Folk råbte mit navn, journalister og piger, unge som gamle, men jeg var ligeglad. Jeg havde ét mål, og det var at finde Madeleine. Finde hende og undskylde.

 
                                                                                                        ❤❤ 

Med det samme jeg drejede ned af North Audley Street, fik jeg øje på det grønne Starbucks skilt.
Jeg parkede min bil lidt derfra, glad for at klokken var begyndt at blive lidt sent, og at folk så småt var begyndt at stilne af - selvom London var en by, der aldrig sov.
Med min hættetrøje på, begav jeg mig væk fra min sorte bil, over til caféen, og ind gennem døren.

Lyden af dørklokken, bragte mig minder fra da jeg sidst var der. Da stod der en smuk brunette bag disken. Dengang vidste jeg ikke hvor mange problemer jeg ville sætte hende i, og hvis jeg vidste det, var jeg nok bare forladt stedet igen. Eller var jeg?

Med det samme jeg lagde mine øjne på pigen, vidste jeg at vi begge kunne genkende hinanden. 
Hun var pigen fra videoen, Madeleines veninde, og jeg var den dreng, der havde bragt hendes veninde i fare, Harry Styles.
Først stod hendes mund vidtåben i ren overraskelse, men pludselig kunne jeg se hvordan hun samlede sig selv, og hendes blik var nu hårdt og koldt. Dømmende.

Jeg tog de sidste par skridt over til disken, med hendes blik der blev mere fjendtligt, for hvert øjeblik det skulle være.
Pigen, som jeg kunne se på hendes navneskilt, hed Lexie, åbnede munden, for at sige noget - sikkert skælde mig ud, og bitche løs - men jeg afbrød hende hurtigt, ved at hæve en hånd, foran hendes ansigt.
"Okay, jeg ved at jeg sikkert er den person, du allermindst har lyst til at se lige nu, men jeg har virkelig brug for din hjælp."

Da jeg snakkede, ændrede hendes ansigt sig, det blev skeptisk og forbavset, men fjendtligheden forlod aldrig hendes øjne. 
"Skal du?" Hun pegede på mig, med store øjne, og fortsatte så, "Have hjælp af mig?" Denne gang røg hendes finger pegende hen på hende selv, og mit øjenbryn røg op i panden på mig. 
"Mener du helt seriøst, at selveste Harry Styles har brug for hjælp, af lille bitte mig?" Hendes mund røg op i et stort bejegstret smil, og afslørede en række perlehvide tænder. Hun slog hænderne sammen, på en overdrevet måde.
"Okay superstjerne, hvad skal du så have hjælp med?" Hendes hoved røg til den ene side, i et spørgende udtryk. 

"Er der et sted vi måske kan snakke privat, jeg ville ikke tiltrække opmærksomhed" min stemme var dæmpet, og mit blik røg over til nogle personer der sad, og sendte os nysgerrige blikke. Det er ikke nemt at være kendt i hele England, og så bo i London, hvor alle ved hvem man er. 
"Under normale omstændigheder ville jeg takke blankt nej, men nu, når man tænker på al det min bedsteveninde er blevet udsat for, lige præcis på grund af dig, superstjerne, bliver jeg nød til at sige ja." Hendes tonefald var hårdt, al form for ironi var væk. "Du er så heldig, at jeg har en pause nu" tilføjede hun, og forsvandt om bag i baglokalet, for derefter at dukke op igen, med en jakke på. 
Ærlig talt mindede hun som en der kunne være med i Mean Girls - jeg har en søster, selvfølgelig har jeg set den film, don't judge me. Men kunne man forvente andet, når en hun elsker er blevet såret, på den måde?



Maddie:
Jeg vidste det var dumt af mig, det gjorde jeg virkelig, men jeg kunne ikke lade vær. Jeg kunne simpelthen ikke lade vær.

Derfor sad jeg nu med computeren på mit skød, og havde logget mig ind på twitter. Jeg var blevet fuldstændig målløs, over alle de notifikationer, retweets, beskeder og followers jeg havde fået. Mine øjne gik igang med at kigge på alle de tweets, folk havde skrevet til mig, og tagget mig i.
Jeg læste alt hvad der stod, det hele, og det var ikke pænt.


Nogle var overraskende positive, fortalte folk at det de havde gang i var sygt, at det er normalt at afvise andre folk, at de skulle tage sig sammen, og koncentrere sig om deres eget liv, i stedet for at hate på mig. Jo, de mennesker fandtes også, og dem var jeg taknemmelig for.

Desværre, var der også folk der var helt modsat. Og det var de beskeder de folk skrev, der ramte mig hårdest. 
På mindre end en time, var mit selvværd nede på 0, og min selvtillid var i underskud. Alle de folk der kaldte mig alle de forfærdelige ting. 
Især en tweet ramte mig hårdt: 

'mylifeas_a_directioner123: jezz, why do you people feel sorry for her? she fucking deserves it, that bitch. if i were one of the girls in the video, i wouldn't have stopped smacking her in her ugly face. why the hell that harry waste time on her. ugly. piece. of. shit"

Jeg følte jeg fortjente det. Det var jo det de sagde. Det væltede hele tiden ind med beskeder, der fortalte mig, at det der var blevet gjort mod mig, var okay. Og endda at jeg fortjente værre.. Så jeg troede på dem. Jeg troede på alt det de sagde.
Jeg overgav mig. De hadede mig, så nu hadede jeg også mig selv.

Men så gik det op for mig, hvad det var jeg sad og tænkte. Hvordan kunne jeg lade én enkelt popdreng, og hans fans, gå mig så meget på. Jeg lød som en kliché fra en teenage film, og det var det sidste jeg ville være.
Nej, jeg skulle være stærk. Min mor havde ikke opdraget en svag pige, en der bare lod andre trampe på hende, nej hun havde opdraget en der stod op for sig selv, op for andre.

Alligevel selvom jeg prøvede at være stærk, var det som om at, jo flere hadefulde tweets der blev sendt til mig, jo mindre blev der af det mod, jeg kæmpede for at bygge op. Jeg var vel bare ikke en stærk person.. Jeg havde aldrig oplevet så meget had.
Mine forældre havde opdraget mig godt, lærte mig hvordan man skulle opføre sig, og det gjorde, at jeg altid var venlig over for folk. Så derfor, havde folk nærmest altid kunnet lide mig. Et sådant stort had, var noget jeg aldrig havde oplevet før.

 En enkelt tåre slap fri fra min øjenkrog, trillede ned af min kind, og landede på computeren. Jeg tørrede arrigt, den våde sti den havde lavet ned af min kind væk, men det forgæves. Ligegyldigt. Flere tårer hobede sig op, og til sidst, lod jeg dem bare falde.
Og der lå jeg så. Indhyldet i alle de forfærdelige ord, i al haden. Lå bare og lod tårerne få frit løb. 
Som et vandfald, lod jeg dem trille ned af kinderne, uden overhovedet at prøve på at stoppe dem.
Jeg havde vel fortjent det alligevel, havde jeg ikke?                                                                                                     


                                                                            ❤
❤ 

En banken på døren, vækkede mig fra min søvn. Med et sæt satte jeg mig op, og kiggede rundt.  Puden jeg havde lagt på var stadig våd, og jeg kunne føle hvordan mine øjne var røde og hævede. Hvem var det? Lexie plejer altid at have sin nøgle med, og desuden er der lang tid til at hun har fri fra arbejde.
Årh, Lex. Hun var det eneste jeg havde brug for, lige nu
Jeg lagde tæppet fra mig, vendte mig om og svingede benene ud over kanten af sofaen. Gulvet var koldt og mine bare fødder, slog lydløse mod træet, da jeg bevægede mig over mod døren.
I min egen nysgerrighed, tog jeg fat i dørhåndtaget og fik det åbnet, lige inden det næste bank skulle til at lyde.
Udenfor stod Harry Styles. Den person i verden, jeg mindst havde lyst til at snakke med lige nu.





Nå, nå, nå, hvad synes i så hva? Jeg krydser virkelig alt hvad jeg har - fingrer, tæer, hår, øjenvipper, arme, andres fingrer og hår - for at den her historie bliver til noget. Jeg har den der tildens med at, hvis ingen læser det jeg skriver, går jeg i divamode, og bliver sådan helt 'Nå. Hvis det er sådan i vil have det, så lader jeg da også bare vær med at skrive noget. Hm. Så kan i lære det, hva'
It's a bad habbit of mine. Men jeg har tænkt mig at skrive, og jeg har tænkt mig at blive ved med det!

Og woooow,  this hate stuff has really been taken to a whole another lever, huh? Men ja, noget jeg vil vise med den her novelle, er hvor sygt publicity og hate faktisk er - som jeg vidst har skrevet før. 
Det kommer til at være hele essensen, i den her fanfic.
Hvordan paparazzien kan ødelægge noget så smukt, som ægte kærlighed, og gøre det grimt og fordrejet, bare så de kan sælge blade, og derved tjene penge. It's a sick world..
Men hvad tror i der vil ske nu? Leave a comment belooow - føler jeg er youtuber nu, haha. Det siger de altid.

Hugs. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...