Read all about it | One Direction

En helt ny mulighed åbner sig op for vores alle sammens krølhårede gut, Harry Styles, der udgør 1/5 af One Direction, da han møder Madeleine Jones.
Hun vælger nemlig ikke at falde ind hans flirtende spind, og lige præcis det, har han aldrig oplevet før.
Men vil Harrys hektiske liv, og alle rygterne, ødelægge det de har?
Er det rigtigt, at kærlighed er stærk nok til at overvinde alt?


43Likes
45Kommentarer
2642Visninger
AA

5. Kapitel 3.

                                                                                                     Lexies synsvinkel

Jeg stod indenfor og snakkede med Pattie, da nogle råb høje råb udefra, trængte ind gennem den åbne dør, og tiltrak sig vores opmærksomhed. Pattie sukkede dybt, kom med et enkelt, "Jeg skal nok ordne det" og forsvandt med regelmæssige skridt, ud af døren.
Jeg støttede min vægt på den ene af mine hænder, der lå på disken bag mig, og kørte den frie hånd igennem mit blonde, krøllede hår. Jeg lod mine blå øjne skanne hele lokalet igennem, søgende efter min kønne veninde, med det blændende, engleagtige smil. Hvor var min cookie henne?

En skikkelse farrede ind af døren, med et skræmt blik. Pattie. Med det samme hun så mig, ændrede hendes udstråling sig.
"Lexie, du må nok hellere komme." Hun pegede ud af døren, med en rolig stemme, og et blik der var fyldt med alvor. Det var en særlig evne, der var tillagt Pattie. Hun kunne være rolig, selv i de mest sindsyge situationer. Og det var det, der fik mig til at reagere med det samme.
Jeg styrtede ud af døren, ligeglad med om der var kunder der stod og ventede på at bestille. Jeg tænkte ikke klart, frygten var min herre. Det var den, der styrrede min krop. En hel stime af folk, stod samlet i en cirkel. Det var nogle piger, de kiggede på.
4 piger.

Jeg maste mig igennem den tætte befolkning, og var ikke bange for at bruge albuerne. Folk kiggede irriteret på mig, men jeg var ligeglad. Det syn der mødte mig, inde i midten af cirklen, var chokerende. 3 piger med stod samlet om én person. Jeg kunne ikke se hende ordenligt, da de stod tæt op af hende. De blikke de sendte pigen, var fyldt af en had jeg aldrig havde været vidne til før.

Jeg genkendte Maddie, som hende pigen deres hadefulde blikke var rettet mod,  men da var det forsent. I det øjeblik hendes navn forlod mine læber, i et skrig, skubbede pigen foran Maddie hårdt til hende.

Jeg så hvordan min bedsteveninde, faldt ned mod asfalten, med et skrig, og jeg styrtede hen mod hende.
Hendes blik var tåget, det var som om at hun ikke, ordenligt kunne fokusere på mig. Jeg satte mig ned på jorden, med Maddies hoved i mit skød. "Så tilkald dog noget hjælp, !" skreg jeg, min stemme rystede, og jeg lod mit desperate blik, gennembore de mennesker der stod omkring os. Deres blikke var så chokerede som mit, men alligevel tog ingen af dem, initiativ til at hjælpe. 
Pattie, som det dejlige menneske hun var, kom mig til undsætning med en mobil i hånden, og et strengt blik i øjnene.
Hun prøvede at få folk væk, og de adlød hende, men trådte kun nogle skridt væk. Deres blikke iagtog os stadig.

Hvad skete der her? En af de piger som stod tættest på os, havde endda en mobil i hånden. Hun filmede os. Hvis ikke Pattie var kommet mig i forkøbet, og allerede havde gennet hende væk, havde jeg flippet ud på hende. Hvorfor filmede hun os, i stedet for at hjælpe? Mit hoved var fyldt op med tusindvis af spørgsmål, der alle pressede på, og truede med at springe mit hoved.

De piger som havde overfaldt Maddie, var forlængst skredet. Hvad fanden havde Maddie, den sødeste pige man kunne skaffe, pigen der ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd, gjort dem. Mit hoved var fyldt op med tusindvis af spørgsmål, der alle pressede på, truede med at springe mit hoved. Jeg formåede at få en dyb vejrtrækning indenbors, skubbede alle spørgsmålene og tankerne væk, og koncentrerede mig nu kun om min veninde, der endelig var ved at komme til sig selv.


Maddie:
Den første tanke der fløj igennem mit hoved, da jeg vågnede, var noget i retningen af, "Hvem har brugt mit hoved som boksepude?" 
Jeg kneb mine øjne hårdt sammen, kæmpede for at kæmpe både de høje skrattende lyde, og det stærkste lys ude.
Solen havde som sædvangeligt sneget sig ind gennem gardinerne, og lod nu sine stråler glide over mit hoved, ligeglad med at den irriterede mig. Solen formåede altid at finde mig, ligemeget hvor jeg var henne i vores lejlighed.
Normalt plejer ikke have noget imod det, men i denne situation forbanede jeg solen helt hen til Langbortistan. Det skal lige nævnes, at Langbortistan ikke er et land. Det lyder utroligt, men nej, det er det ikke.
Da jeg var lille drømte Lexie og jeg, tit om at vi skulle derhen, når vi blev store, for vi var begge overbeviste om at det var et land. I mine svageste øjeblikke, kan jeg stadig blive i tvivl.

Jo mere jeg vågnede op, desto mere begyndte jeg at kunne skilne mine omgivelser fra hinanden. De høje lyde, kom fra fjernsynet af. Hæle klikkede mod gulvet, og jeg tvang mine øjenvipper fra hinanden.
Jeg kunne høre hvordan døren gik knirkende op, og jeg tvang mine øjenvipper fra hinanden. Lånet op af dørkarmen stod Lexie, med et bekymret smil på læben.
"Hvordan har du det, muller?" Hun gik tværs over gulvet, løftede mine ben op, der lå bredt ud på sofaen, og satte sig ned mine ben over sig. På mange punkter var vi ligesom et kærestepar.
Jeg satte mig halvt op, prøvede at ignorere den dunkende hovedpine, og tvang et trøstende smil frem på læben - der nok nærmere kun kom ud som en grimasse. "Aldrig haft det bedre" jokede jeg, mens jeg stadig kæmpede for at ligge mit ansigt i de rette folder.  Hun lo lavt, men det bekymrede udtryk, forlod ikke hendes øjne, på noget tidspunkt.

"Jeg forstår ikke hvad der skete, Maddie.." sagde hun, og kiggede ned på hendes hænder. Noget hun ubevidst gjorde, når der var noget hun tænkte over, og ikke forstod. Jeg rystede kort på hovedet, selvom det nok var det dumt gøre, taget i betragtning af at mit hoved føles, som havde jeg været på druktur, fem dage i træk. 
"Det forstår jeg heller ikke, men jeg har en ide. Selvom den ide virker absurd og åndssvag, er jeg bange for at det er grunden, til at de piger gjorde som de gjorde." Jeg fangede Lexies blik, der var fulgt med alverdens spørgsmål. 
Nu var det min tur til at rette mit blik mod mine hænder, usikker på hvordan jeg skulle begynde. Jeg kunne mærke hvordan Lexie utålmodigt rokkede sig under mine ben, ventede på svar, og det fik mig til at tage mig sammen, og begynde på min lange forklaring.

"Okay, kan du huske igår, efter du var taget hjem for at købe ind og lave mad?" Hun nikkede, med de blå øjne, der funklede i lyset fra solen. 
"Der kom der en kunde ind på caféen, en ret.. hvad skal man sige, usædvanlige person.."

                                                                                               ❤❤ 

Jeg havde fortalt Lexie det hele.
Alt om hvordan Harry, uden at ligge den mindste skjul på hans flirten, havde været over for mig. Det havde selvfølgelig fået Lexie, til at komme med en kommentar, noget i retning af; "Det er Harry Manwhore Styles, når han er i sit es." Jeg lo højt af det, og glemte et øjeblik mit stakkels hoved, der i det øjeblik føltes som om at det var blevet overtaget, af tusindevis af små nisser, der alle sammen var udstyre med larmende instrumenter.
Lex kunne altid få mig til at grine. Det var et særligt talent hun havde.

Jeg havde fortalt hende alt om hvordan, efter jeg skam løst havde afvist Harry, opdagede pigerne der stod og filmede os.
Jeg havde fortalt alt, hvert eneste lille detalje jeg kunne komme på, helt hen til mit lille møde, med nogle ikke specielt begejstrede directioners, der beskyldte mig for det ene og det andet. 

Vi var igang med at hive min bærbare computeren frem, fordi Lexie havde insisteret på at se Harry blive gjort offentligt til grin, i den video der var blevet lagt på nettet, da fjernsynet, der stadig kørte i baggrunden, fangede vores opmærksomhed.  
"God morgen England!" Holly Willoughby, vært på 'This morning', sad og smilte til os på den anden side af skærmen, sammen med hendes co-host, Phillip Schofield. "Årh, det bliver jeg aldrig træt af at sige" grinte hun med hendes søde latter, og Phillip lo sammen med hende, med hans dybe madestemme. 

Hvis det var under normale omstændigheder havde Lexie og jeg siddet og grinet, fordi dette program og denne vært, Holly, var vores absolut yndlings. Men fordi der ingenting normalt havde været ved denne dag, eller de sidste par dage, sad vi begge og stirrede på den lille, sorte kasse, med vantro øjne. 
For Holly og Phillip var ikke de eneste inde i studiet denne dag.
Det var en af de få gange der var publikum på til det show, normalt plejede det kun at være dem to, og så de mennesker de interviewede.
Men som Phillip sagde, på grund af de helt specielle gæster, de havde fået den 'ære', at få på besøg, ville de også dele denne oplevelse med nogle andre heldige.

Og de specielle gæster, nærmere 5 drenge, sad på en vinrød sofa, overfor værterne, alle med store smil, malet på deres ansigt.. 

Synet af de fem drenge, fik Lex til at udbryde, "Når man snakker om solen", og automatisk mig til at afslutte;
"Så skinner den."



Harry:

Jeg havde stærkt overvejet at blive væk fra interviewet, bare for at irritere Simon.
Men jeg vidste, at det ville ødelægge mere for mig, end det ville hjælpe. Og det ville heller ikke være fair overfor drengene.
Så ligenu, i dette øjeblik, sad jeg klemt inde på en lille sofa, sammen med mine 4 bandmedlemmer, mine 4 brødre, og lyttede til alle de skrigende piger. Deres ansigter var fyldt af spænding, og glæde. Få havde endda tårer i øjnene, og det fik mig til at smile stort. Noget jeg elskede, var mine fans. Ja, i nogle situationer, kunne de være en belastning, men det var deres skyld, at jeg og drengene var, hvor vi var idag. Ingen fans, ingen one direction. Så simpelt er det.

"Wow, det må jeg sige." Holly Willoughby, havde set sig en mulighed for at snakke, da pigerne var begyndt at dæmpe deres råb. "Bliver i aldrig trætte af det?" hun rettede sit blik mod pigerne, og holdt sig for ørerne. Smilet forlod ikke hendes læber, ét øjeblik."
Vi rystede alle straks på hovedet, med store smil på læberne.
"Aldrig" tilkendegav Zayn, og sendte pigerne hans sædvangelige score-smil. "Hvorfor smiler du sådan Zaynieboy, du har da en kæreste" drillede Louis, og skubbede til Zayn. Zayn puffede tilbage, og inden længe havde de startet en mindre albuekamp.

Publikum lo, men nogle så ligefrem yderst utilfredse ud.
Måske havde de glemt Perrie, et øjeblik, og havde allerede inde i deres hoved, planlægt hvordan deres brudekjole skulle se ud, til deres bryllup med Zayn. Hvad ved jeg, piger er aldrig til at gøre sige kloge på - eller det var de faktisk, lige indtil Madeleine kom ind i billedet.

"Nu når du nævner kærester, Louis, hvem af jeg er single, og hvem af jer har kærester. Bare sådan, så pigerne ved hvem de skal satse deres penge på." Phillip sendte os et opmuntrende smil, og vi afslørede alle hvem der var i et forhold, og hvem der ikke var.
"Så det er kun dig Niall, og dig Harry, der ikke har dame på i øjeblikket, spændende, spændende" spandt Holly, og sendte et hemmelighedsfuldt, blink til pigerne i publikummet, der afslørede et kollektivt hvin.
Jeg ignorede Holly, da hun 'diskret' sendte et blink i min retning. Hun var køn ja, men ikke min type. Louis havde tydeligvis opdaget det, for han puffede blidt til mig, hvilket fik mig til at le. 

Interviewet forløb, som alle andre. De stillede os spørgsmål, og vi svarede. Louis var som altid den sjoveste af os, og kom med  løbende kommentarer, og indslag. Niall var kær, Liam var åben og hyggelig og Zayn var i sit normale charmerende jeg. Og som sædvangelig når der var en kvindelig vært til stede, sørgede hun for at flirte ekstra meget med mig - hvilket udgjorde i flere forskellige puf, fra Louis side af, der åbenbart fandt det meget morsomt.
Det var først indtil at de ændrede interviewet, og gav nogle af fansene en mikrofon, og en mulighed for at stille et spørgsmål, at de for alvor fangede min opmærksomhed. 

"Mit spørgsmål er til Harry." Ordene fik mig til at kigge op fra mine hænder, og rette blikket mod en skikkelse, i publikummet. Hun havde et spotlys på sig, så hun var ikke svær at finde. Jeg sendte hende et opmuntrende smil, og hun fortsatte:
"For nylig har der været en video på twitter, af dig, og den her pige, Madeleine.. Jones, tror jeg det var hun hed, ja." Med det samme hun udtalte Madeleines navn, stivnede mit smil.
"Jeg og mange andre directioners har undret os over, om der sker noget mellem jer to."
"Vent, vent, vent. Timeout" Phillips stemme afbrød mig, før jeg overhovedet havde åbnet munden, og hendes hænder formede et timeout tegn. "Hvad for en video, er det helt præcist vi snakker om?" Han kiggede rundt på os, og det samme gjorde jeg. Med det samme jeg så det store selvtilfredse smil, på Louis' læber, vidste jeg, at det her, ikke ville blive godt.

"Den skal jeg nok forklare. Okay, så det der skete, var at Harry, så den her utrolig kønne pige, der arbejder Starbucks, prøver at bruge nogle af hans scoretricks. I ved, ryster lidt med håret, blinker med det ene øje" Han efterlignede mit 'berømte' hairflip, og det fik publikum til at bryde ud i et grin. Louis skal til at forsætte hans ydmydelse, da jeg brød ind.
"Okay, okay. Siden det her var et spørgsmål, til MIG" jeg sendte ham et strengt blik, mens jeg pegede på mig selv, "ikke dig Louis," min finger røg denne gang hen  til Louis, og pegede anklagende på ham.
"Er det vist mig der skal forklare". Jeg rømmede mig kort, og startede så med at snakke igen.

Så det der skete var, at jeg så den her utrolig kønne pige der arbejde i Starbucks, men da jeg prøvede mine scoretricks, virkede de ikke" jeg rystede ærgeligt på hovedet, og publikum lo.
"Sådan går det. når man lærer sine scoretricks af Louis'" sagde Niall ærgeligt, og klappede mig trøstende på skulderen.
"Det er okay, Harry. Vi har alle været der," samtykkede Liam, og sendte mig et medfølende smil. Vi holde masken et øjeblik, for derefter at brude i et grim, efterfulgt at publikum og Holly og Phillip. Louis kiggede anklagende på os, gennemborede os alle sammen med hans dræbende blik, en for en. 

"Men der sker ikke noget imellem os. Jeg har ikke snakket med hende, eller overhovedet set hende siden." Jeg rettede min opmærksomhed til pigen der stillede spørgsmålet og sendte hende et stort smil.
"Du havde endnu et spørgsmål?" lød Hollys stemme, og pigens ansigt blev pludseligt usikkert.
"Ehh, ja.. Egentlig er det ikke et spørgsmål, nærmere noget jeg bare gerne ville sige til drengene." Holly nikkede, gav hende lydløst lov til at fortsætte.
"Du skal bare vide Harry, at det ikke er alle directioners, der kunne finde på at reagere, som de piger der overfaldte Madeleine gjorde. Det kan godt være, de synes, at det de gjorde, var noget de gjorde, fordi de holdt af dig, men hvis du spørger mig var det sygt, og forkert. Jeg håber virkelig Madeleine ser der her, og ved at ikke alle fans, er imod hende."
"Overfald?" Jeg kiggede forvirret på hende, og derefter hen på drengene. Deres blikke var målløse, og lige så forvirrede som mit. Pigen stirrede tilbage, med et blik der var endnu usikre, end det før.
"Ja? Har du ikke set det. Det er overalt på Twitter. Ligesom den anden video.." 
Mens hun snakkede, førte Phillip en hånd op til sit øre, lyttede tydeligvis til noget der blev sagt til ham, via det lille høreapparat, alle værter var udstyret med, og afbrød straks pigen; "Og det var vidst alt for idag. Vi siger tak til One Direction, for at besøge os." 

Folk begyndte at klappe, Holly og Phillip takkede af, og drengene og jeg smilede til publikum. Selvom jeg stod og smilede, kunne jeg ikke glemme pigens ord, og det der lige var sket.
Overfaldt? Hvad snakkede hun om? Mit blik var fyldt med forvirring, da jeg trådte væk fra scenen, og om backstage, stærkt efterfulgt af drengene.






Nånånå, så lille Harry pus anede faktisk intet til hans tossede fans. Gad vide hvad der sker nu? Jeg aner ikke engang selv hvad der skal skee, haha.
Det skal lige siges, at det her kapitel skulle skrives hurtigt, og det bliver rettet imorgen, Tirsdag. Nu vil jeg smutte i seng, og drømme sødt om maaa boooys.
DRØM SØDT SELV, GUYSLINGS! Og håber selvfølgelig i stadig vil følge med. Kram og good vibes, til jer
- og ja, kapitlerne er korte, bær over med mig. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...