Read all about it | One Direction

En helt ny mulighed åbner sig op for vores alle sammens krølhårede gut, Harry Styles, der udgør 1/5 af One Direction, da han møder Madeleine Jones.
Hun vælger nemlig ikke at falde ind hans flirtende spind, og lige præcis det, har han aldrig oplevet før.
Men vil Harrys hektiske liv, og alle rygterne, ødelægge det de har?
Er det rigtigt, at kærlighed er stærk nok til at overvinde alt?


43Likes
45Kommentarer
2680Visninger
AA

4. Kapitel 2.

Harry:
Jeg kunne ikke glemme pigen fra kaffebaren. Madeleine. Hun sad fast i mit hoved, som en sygdom, der ikke var en modgift på. 
Der var et eller andet over hende. Den måde hun ikke bed ikke på min charmerende adfærd - noget alle andre piger altid faldt på stribe over og ville stå i kø for at få en smagsprøve af. Nej Madeleine, var anderledes.
Jeg ville ikke sige, at jeg er væk i hende. Ja, hun var smuk. Utrolig smuk, faktisk. Nok en af de aller smukkeste piger jeg nogensinde havde set. Og når man tænker på at nærmest hele vores fanbase udelukkende består af piger, har jeg efterhånden set en masse smukke tøser.


Med det samme hun havde afvist mig, havde en plan dannet sig i mit hoved. Jeg ville få hende til at falde for mig.
Forelske sig i mig. Jeg vil knække hende.
Og egentlig burde det ikke være så svært. Jeg er jo Harry Styles. Ladies man. Aldrig før har jeg oplevet at blive afvist. Det er mit job, min rolle. Det er mig der vælger fra og til, ikke dem, ikke hende. Hun virkede fuldstændig overbevist over at jeg aldrig vil kunne charmere mig ind på hende, og lige det gav mig lysten til at modbevise hende. Det var en konkurrence, og konkurrencer var noget af det jeg var allerbedst til. Jeg taber aldrig.
Jeg skal nok få hende til at ændre sin mening. Som jeg sagde før, jeg er jo tråds alt Harry Styles.

"Jorden kalder Harry." En irriterende lød, trængte sig ind i mine tanker, men jeg fik skubbet dem væk. 
Et eller andet ramte mig på min kind, og det fik mig til at sætte mig op med et sæt. 7 par øjne er rettet mod mig. Nogle dømmende og bebrejdende, andre (læs: Louis') med et strejf af morskab i sig.

Vi var idag blevet tvunget til at tage ind i studiet, til en snak. De sagde det blev kort, men nu havde vi siddet her i næsten 2 ½ time, så min koncentration var forlængst sluppet op. Paul og Simon sad og holdt et langt foredrag, og jeg var åbenbart den eneste der havde droppet, at lade som om at det de sagde, rent faktisk interesserede mig.

"Hvor er dit hoved henne idag, Harry?" skændte Simon, og sukkede dybt. Paul rystede opgivende på hovedet, og Louis sendte mig et drillende smil. Jeg slog en hæs latter op, og det fik om muligt, bare hans smil til at blive endnu bredere.
"Nå, i må nok også hellere komme hjem af drenge. Som jeg har sagt for noget tid siden, i skal jo interviewes imorgen tidlig." Simon sendte os et smil, og rejste sig op. Drengene nikkede anerkenende, det var kun mig der lignede et spørgsmålstegn.
"Interview? Det har du da ikke nævnt noget om?" spurgte jeg, og lagde mit hoved på skrå.
Nu var det Simons tur til at ryste opgivende på hoved, og Pauls tur til at sukke dybt. Igen lo Louis kort.
"Harry det har vi fået fortalt tusinder af gange" sagde Liam, og rystede på hovedet. Hvad sker der for al den sukken og hovedrysten? Forræder, Liam. Jeg er skuffet.
"Hvis nu du brugte din tid på at høre efter i stedet for at.." Nialls stemme tonede ud, og han rystede irritereret med hånden, "..hvad end du nu gør, vil du vide at vi skal til interview, hos 'This Morning.'" Endnu en forræder. Hvor er støtten henne, når man har brug for den? 

Jeg var ved at gå med drengene ud af rummet, da Simon trak mig til side. "Harry, jeg skal lige have en lille snak med dig." Han signalerede med øjnene, at jeg skulle gå hen og sætte mig igen, og med et irriteret suk, bevægede jeg mig væk fra drengene, der stod og kiggede nysgerrigt på mig, og hen til min vante plads. 

Simon gen
nede drengene ud af lokalet, og lukker døren bag sig, inden han vender sig om mod mig.

"Nå, Harry. Hvad er det der sker?" Hans tonefald var normalt, men hans øjne var grænsende, søgende efter svar. "Hvad mener du?" spurgte jeg nonchalant, og satte mig lidt tilbage i sædet.
"Jeg mener det, at du tydeligvis ikke gider høre efter på hvad jeg eller Paul, har at sige. Du virker altid uoplagt.
Du kan sagtens finde på at komme forsent, og når du så endelig dukker op, virker du interesseret, og ligeglad. Er du det, Harry? Er du ligeglad?" Hans ord flød sammen, og det fik mig til at sukke dybt. Jeg følte vi havde den her snak alt for tit.

"Selvfølgelig er jeg ikke ligeglad, Simon" svarede jeg, men uden at vide det, fortalte min attitude en anden historie, da jeg lænede mig længere tilbage i stolen, lagde hænderne bag hovedet, og kiggede op i loftet.
"Er du ikke ligeglad? Virkelig? Hvorfor kigger du så ikke på mig når jeg taler til dig" Han snakkede højt, tydeligvis for at prøve at fange min opmærksomhed. Selvom jeg ikke kiggede på ham, kunne jeg mærke hvor tyngende hans skuffede blik var. 
"Hvorfor lytter du aldrig til os. Hvorfor vælger du at spilde din karriere, dit liv, på at gå i byen og drikke dig stiv." Han rejste sig op, og både det og hans ord, fangede min opmærksomhed. Jeg rejste mig op, med et blik der voksede sig mørkere, og mørkere. Det har var jeg ikke i humør til. 

"Jeg kan ikke kende dig mere Harry. Hvor er ham den ydmyge bager dreng henne, der var glad for alle de muligheder han fik foræret. Ham der satte pris på alle de små ting i livet." Han kiggede granskende på mig, borede mig med sit blik. 
"Jeg har jo forhelved ikke forandret mig" sagde jeg højt og i et koldt tonefold. I ren og skær mistro,  hævede Simon et øjenbryn. "Jeg er bare blevet ældre. Jeg gik fra en dreng til en mand. Hvor er problemet i det, Simon?" spurgte jeg, og kiggede uforstående på ham. Jeg snakkede højt, det var næsten ved at forvandle sig til råben, men jeg var ligeglad. Han gjorde mig sur, når han lukkede sådan noget lort ud.
Man kunne nemt føle, hvordan stemningen blev mere intens, mere spændt, for hvert ord der blev sagt.

"En mand siger du?" Han lagde hovedet på skrå, og pludselig lo han. En hæs, dyg og rungende latter. Han kiggede ned i bordet, og stod og støttede sin vægt på sin ene arm. Mit uforstående blik, blev endnu mere forvirret, og jeg kiggede spørgende på ham.
"Kan du virkelig ikke se det Harry? spurgte han, og da han kiggede op på mig igen, var hans blik forandret. Det var alvorligt. Næsten på grænsen til at blive til en trist og skuffet grimasse. 

Jeg trak ligegyldigt på skuldrene, og hævede mit blik igen, og kiggede op i loftet, for derefter at lade det lande tilbage på ham, afventende.

"En mand behandler ikke kvinder sådan, som du gør. Der er intet mand over det du har gang i. Du er bare en dreng" Han begyndte at le igen, og tog sig til hovedet. Jeg knyttede mine hænder sammen, ignorerede det faktum at mine knoer måtte være helt hvide nu. 
"Ellers andet du ville sige?" spurgte jeg flabet og hævede øjenbrynene på en fjendtlig måde. Simon sukkede igen opgivende, træt, og rystede derefter på hovedet, som et nej, og gav mig lydløst lov til at forlade lokalet. Jeg gik med hurtige skridt hen til døren, rev den op og smækkede den efter mig igen, og lod lyden flænge stilheden i den lange, let belyste gang.

                                                                                      ❤❤ 
 

"Og så afviste hun dig bare?" Jeg nikkede bekræftende, og tog mig til hovedet. Jeg var stadig i chok. Og det var Louis tydeligvis også, for han sad med et mistroisk blik i øjnene, og halv åben mund.

"Du burde overveje at lukke munden, Tommo. Vi har fluer" sagde jeg i et drillende tonefald, og daskede til ham. Han kom til sig selv, og gav mig en albue i siden. Jeg lo, og rettede så mit blik ned mod computeren. 
Med det samme vi var kommet hjem fra studiet, havde Louis overfaldet mig med spørgsmål om hvorfor jeg var så fraværende.
Og fordi han var min bedsteven - og fordi han alligevel selv ville opdage det, pågrund af alle de folk der havde delt det på twitter - havde jeg vidst ham videoen. Men det var ikke med min gode vilje. Louis ivrige og nysgerrige ydre, havde fået mig til at glemme alle de vrede følelser og tanker, Simons ord havde bragt til livs.


"Hvad vil du gøre nu?" spurgte Louis, mens han klappede computeren sammen, og lagde den væk.
"Hvad mener du?" Jeg havde et skævt smil på læberne, da jeg spurgte, for jeg vidste udmærket godt hvad han mente. Louis kendte mig alt for godt. I nogle situationer bedre, end jeg selv gjorde.
"Hvis jeg kender dig ret, og det ved vi begge at jeg gør, så har du altid en plan. For helt ærgeligt, vil selveste Harry Styles, alle pigers drømme fyr, virkelig give op så let?" 

Louis kunne ikke vide mine egentlige hensigter. Han kunne ikke vide, at jeg ikke vil andet med hende, end at knække hende. Vise hende hvem der bestemmer. 
"Hvis jeg skal være ærlig, ikke.." sagde jeg, og kiggede ned i gulvet. Jeg kunne mærke Louis' blik på mig, mærke hvordan det granskede alle mine bevægelser. Da jeg kiggede op igen, havde jeg formået at gøre mit blik trist, og jeg kunne se på den måde Louis øjne gik fra glade til bekymrede, at jeg så troværdig ud. Han nikkede opmuntrende, ville have jeg skulle fortsætte.

"Egentlig var hun lige noget for mig. Hun var min type. Alt ved hende tiltalte mig. Endda det at hun kunne svare igen. 
Men fordi mit ry er så dårligt, gad hun mig ikke. Og det gør mig trist." Louis lagde en trøstende hånd på min skulder, og smilede skævt. Pludselig lyste hans øjne op, på den velkendte måde, de altid gør, når en ide former sig i hans hoved, og han smilede overbærende.

"Hazza, har du overvejet at skifte taktik?" Hans ord gav ingen mening for mig, og det kunne han tydeligvis fornemme, for han uddybede det, med det samme. "Du ved, når du scorer piger, skal bare kigge på den, og så er de helt væk i dig.
Men hende her" Han pegede hen mod computeren, og sendte mig endnu et smil. "Hun er tydeligvis ikke fan. Så hvad med at gå all in?" Jeg nikkede bekræftende. Det lød ikke dårligt. Jeg bevægede mine hænder i en cirkel, for at signalere at han godt måtte uddybe det endnu mere. 

Pludselig blev hans smil mere tøvende. "Du må love mig at lade mig tale ud, inden du siger noget, okay? Godt. Det er bare.. Jeg har snakket en del med drengene. Om dig. Og vi er blevet enige om at du har forrandret dig. Den måde du er med piger på nu, sådan har det ikke altid.. Nej ikke afbrød mig!" Louis holdt en finger foran sit ansigt, lige da jeg skulle til at sige ham imod, og han kiggede på mig med et strengt blik. Jeg sukkede dybt, og lod ham så fortsætte.
"Som jeg sagde; den måde du er med på nu, har forrandret sig. Før ville du gøre alt for at få en pige til at smile. Du gik rent faktisk op i personlighed. Pigerne elskede dig, men de elskede dig for dig. Hvad med at gå tilbage til det?" hans tonefald var tøvende, men hans blik i øjnene var insisterende.

Jeg kiggede et øjeblik ud af vinduet, for at samle mig. Jeg ville ikke blive sur på Louis, det fortjente han ikke. Han havde altid været der for mig, uanset hvad.
Pludselig vidste jeg hvad jeg skulle gøre. Måske skulle jeg forandre noget. Ikke mig, men min taktik. Jeg kunne sikkert få fat på hende, hvis jeg gjorde som Louis sagde. 

Jeg fortalte Louis, at jeg ville gøre som han foreslog, og han smilede stolt, mens han udtalte ordene; "Jeg sagde jo til drengene, at du stadig var derinde et sted." I stedet for at blive sur over det han sagde, lod jeg istedet et smil pryde mine læber.
Hvis bare Louis vidste min egentlige plan. Planen om at ydmyge hende, som hun gjorde med mig. Knække hende. Få hende til at forelske sig i mig, for derefter at droppe hende.
Hun kunne ikke bare komme og tro at hun satte dagsordenen. Her var det mig der bestemte.
Beaware, Madeleine, Harry Styles is comming for you.


 



Maddie:
Igen befandt jeg mig ved et af mine ynglingsteder. Starbucks. 
Den velkendte lyd af dørklokken lød, og den stærke, hjemlige duft af kaffe, kom mig i møde - det samme gjorde en overgearet, dejlig blondine. Det føltes som tusinde af atter tusinder af år siden, vi sidst havde set hinanden - og det var også selvom, at vi boede og lejlighed sammen, og derved brugte hvert eneste minut, klistret op af hinanden. Lexie og jeg havde været veninder siden vi var helt små. Vores mødre havde endda lagt på samme stue, da de var gravide, og deres venskab var lige så stærkt som vores.

Lex og jeg havde lovet hinanden, at vi ville forblive veninder, til evig tid. Fra vugge til grav.
Ingenting skulle komme imellem os.
Vi havde vist det, man kunne kalde en hoemance. I ved, en kvindelig udgave af en bromance. Men hvad kan jeg sige.. Lex var min lille cupcake, min bedre halvdel, min allerbedste veninde, og jeg ville ikke bytte hende for noget som helst i verden. She is the peanut butter to my jelly.

Jeg gik sammen med Lexie hen bag disken, og jeg forsvandt ud i baglokalet. 
Da jeg havde skiftet til min uniform, og igen bevægede mig ud i selve caféen, stod Patricia foran mig, med et kæmpe smil på læben. "PATTIE!" halv råbte jeg, og hun trak mig ind i et kram.
Hun duftede at kaffebønner og lilje, noget hun altid duftede af. Patricia, der også går under navnet Pattie, var vores allesammens kaffemutter. Hun var overhovedet herinde.
Hun var dronningen, og vi var de ydmyge undersåtter, der brugte hele dagen på at tilbede hende, og kysse hendes sko. Selvfølgelig er det bare en joke. Pattie var som en ekstra mor for mig. Når jeg savnede min egen mor allermest, var Pattie der altid for mig. Hun var ikke bare min chef, hun var også en person jeg holdt virkelig meget af.

"Hvordan går det, Maddie?" spurgte hun og trak sig fra mig, mens hun sendte mig et stort, varmt smil. Jeg gik hen til disken, hvor Lexie stod og var ved at betjene en gruppe piger.
"Godt" svarede jeg Pattie, og sendte et stort smil i hendes retning, og hun nikkede smilende, inden hun gik over til nogle kunder der sad tæt på, med deres bestillinger. "Som altid, endnu bedre nu hvor jeg er her" tilføjede jeg, hvilket fik hende til at slå en kort latter op.

Vi gik igang med vores arbejde, der altid var fyldt med masser af latter og smil. Selvfølgelig, tog vi det vi gjorde seriøst, og vi var fremravende med kunderne, som Pattie altid roste os for at være, men der stod ingen steder at det var ulovligt, at få noget sjovt ud af sit arbejde. 
Alligevel var der noget ved hele den her dag, der fik mit til at kigge mig en ekstra gang omkring. Tit havde jeg følt hvordan folks blikke hvilede på mig. Især piger, omkring min alder, og lidt yngre. Jeg følte mig underlig. Udsat. Nøgen. Jeg må indrømme, at jeg gentagende gange havde tjekket om jeg nu havde husket at tage bh på, eller om mit hår sad underligt.
Og jeg havde også spurgt både Lex og Pattie, om jeg så mærkelig ud - hvilket selvfølgelig bare fik Lex, til at nikke alvorligt, mens så derefter tilføje at se mærkelig ud, bare var et af mine talenter, og Pattie til at komme med en sød og moderlig kommentar, om at jeg så, så smuk ud idag, som jeg altid gjorde. Mentalt kram til Patte, og lammer til Lexie.


En person ved siden af mig rømmede sig, og det fik mig til at vågne op fra mine tanker og dagdrømmeri.  
"Maddiemus, jeg skal bruge en cotton candy frappuccino, en green tea frapuccion, og en latte. Alle i almindelig størrelse" beordrede Lexie, og jeg kiggede uinteresseret på hende, og hævede provokerende et øjenbryn. "NU!" tilføjede hun hårdt, hvilket fik Patties latter til at runge, og det fik Lexie til at surmule endnu mere. Jeg siger jer, hvis blikke kunne dræbe, ikke? Av. "Javel frue" lo jeg, og gik i gang med bestillinger, mens Lexie vendte sig om mod den næste kunde, og gik i gang med at betjene ham, som om den scene vi lige havde lavet, ikke var fundet sted.
Den pige og hendes humørsvingninger. Måske er det hendes tid på måneden?

Jeg samlede drikkene på en bakke, og balancerede med den, ned mellem borde ud gennem døren, og helt hen til en flok piger, der sad under en af de store parasoller, vi havde uden for.
Med det samme de opdagede mig, ændrede deres adfærd sig. Den enes øjenbryn røg helt op i vejret, mens den anden sad med halv åben mund, og den tredje var den eneste der ikke reagerede, hun sad bare og kiggede ned i sin mobil. De to pigers blikke på mig forvirrede mig?
Af ren refleks røg den ene af mine hænder, den som ikke holdt bakken, op til mit hår, og jeg førte den gennem det, bare for at være sikker på at Lex ikke havde puttet et eller andet underligt i det. Man kan aldrig vide med hende. Jeg valgte at ignorere deres blikke, og satte bakken fra mig foran dem, og fremtvang et smil, og udtalte det sædvangelige "værsgo" 
Med det samme, jeg gjorde mine til at gå væk fra dem, åbnede den ene af dem munden. 

"Er du ikke hende pigen der afviste Harry Styles?" Hendes ord gav genlyd i mit hoved, og min hjerne registrerede ikke fjendtligheden i hendes stemme, kun navnet. Pludselig gav alt mening. J Jeg havde fuldstændig fortrængt episoden fra igår med Harry, men nu huskede jeg det hele. Hvordan han havde været over for mig, troet at han kunne lede mig ind i hans spil, med et blink og et charmerende smil, men nej. Jeg slog hans flirten til jorden, og selvfølgelig var der nogle der havde filmet det. After all, the boy is quite famous. 

Siden jeg og Lex tilfældigvis valgte at holde en film aften igår, betød det at ingen af os havde været på Twitter eller Facebook, så da jeg kom hjem og hun havde lejet film, og købt pizza og is, havde jeg glemt alt om Harry. Ikke engang min bedsteveninde vidste noget om det - men det gjorde resten af verden tydeligvis. Godt gået, brainy. Lad os bare sige, at jeg ikke går rundt med den allerbedste hukommelse.  
"OMG! Jo du er! Råbte den anden begejstret, men ikke på den sædvangelig begejstrede måde, der altid førte glæde med sig. Nærmere den omvendte begejstrede måde, hvis det overhovedet fandtes. Dette fik mig til at træde et nervøst skridt tilbage.
Det var først nu jeg opdagede de forskellige One Directions covers, de alle havde udstyret deres iphones med.
Hende den trejde, hende der var den eneste der ikke reagerede på min entre, havde endda dedikreret sin bagside til Harry, med hendes sigende billed af hende og ham sammen. Hende der står og ligner en der har fået af vide at hendes mor er død af kræft, med det forvrængte ansigtsudtryk og tårer ned af kinderne, og ham der står og smiler.

"Hvad fanden bilder du dig ind at gøre vores" sagde en af pigerne, og lagde et ekstra tryk på vores, pop rundt på hende og veninderne, "Harry Styles, så meget til grin. Hvor er du klam." Hendes ord var hårde og dømmende, hvilket fik mig til at låse mine hænder beskyttende omkring hinanden. Noget jeg altid gjorde, når jeg fandt situationer ubehagelige. 
"Virkelig klam" gjorde den anden veninde sig enig, mens hun nikkede, og sendte mig et hånligt smil.  

"Okay, ved i hvad? Jeg tror bare jeg går.." Jeg rystede opgivende på hovedet, og vendte mig om for at gå væk, da en smerte pludselig borede sig op gennem mit håndled. Den tredje pige, hende Harry coveret, stod nu foran mig. Hun var høj. Meget højere end mig, og hendes blik var fyldt med så meget had, at jeg et øjeblik kunne mærke, al ilten forlade mine lunger. Jeg følte mig lille og svag.
 "Du går ingen steder. Du er hende luderen der har fået Harry til at fremstå, som en hjerteløs player" hvislede hun ud, mellem hendes sammenbidte tænder. "Ved du hvad vi gør ved ludere?" spurgte hun, og lagde hovedet spørgene på skrå.
Jeg svarede ikke, stod bare fastfrosset til stedet, ude af stand til at bevæge mig. Få folk havde optaget det scenarie der skete for øjnene af dem. De sendte flygtige blikke over mod os, men ingen gjorde mine til at træde ind og stoppe det.

Pigen foran mig sendte mig et hånligt blik. Det næste hun gjorde, føltes som om nogen havde trykket på en slowmotion knap. Hun førte sine hænder lidt tilbage, og skubbede så alt hun kunne til mig. Det føltes som om at jeg ikke oplevede det, men kun så det udefra. Alt gik i slowmotion. Jeg synes jeg kunne ane Lexies' stemme råbe mit navn, men jeg havde ikke tid til at koncentrere mig om det, for få sekunder senere farrede min krop ned mod asfalten, med en voldsom kraft. 
"Hvad fanden har i gang i!" En lys stemme råbte højt og skingert, og jeg kæmpede for at finde den, forgæves. Denne stemme var det sidste jeg opfangede, inden mit hoved ramte asfalten, og hele verden forsvandt omkring mig.
 





Harry, Harry, Harry... Din dumme, asdfghjklæ. Hvis du sårer hende, omskriver jeg historien sådan, at dragen fra Shrek og hende den uhyggelige brønd-pige fra 'The Ring' kommer efter dig, og myrder det.  
Igen, i må virkelig ikke tro, at jeg bare er en eller anden jaloux, pessimistisk, nedern, hater der bare sidder og tror at Hazbaz er sådan her i virkeligheden. 'Cause i don't. Not even close.
Faktisk er det lidt sjovt, at sidde og skrive Harrys synsvinkel, fordi han er den her selvoptagede og arrogante mig-mig-mig person. 
Men ja, nu er Harrys 'forvandling' igang. Eller hvertfald, den måde han opfører sig på, når der er andre mennesker. Han er en lille ond en ja.
Og wow, hvad skete der lige for de fans der. Wooow. Jeg håber ikke den slags mennesker, findes i virkeligheden, for det var da godt nok lidt vildt, hva. Ej, nu bliver jeg faktisk lidt bange for, at der er nogen der kommer efter mig, fordi jeg sidder og lyver om hvordan Haz er. Heldigvis er det fiction, så jeg må gøre alt jeg har lyst til. Fiktion er lige med fantasiiii. Tror jeg, regner jeg med.. håber jeg stærkt på.
Faktisk må jeg gå så vidt, at tilføje en ekstra brystvorte, til Harrys brystvorte samling, hvis det er det, jeg lige brænder for. Årh, hvad skal jeg dog gøre med alt den magt jeg har..
Håber i kan lide historien, og det vil betyde virkelig meget hvis i kommenterede, smed et like eller noget, så jeg ved, at der rent faktisk er nogen der læser med, og ikke synes det er noget pladder, det jeg lukker ud. 
Stay well, stay happy, stay strong. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...