Read all about it | One Direction

En helt ny mulighed åbner sig op for vores alle sammens krølhårede gut, Harry Styles, der udgør 1/5 af One Direction, da han møder Madeleine Jones.
Hun vælger nemlig ikke at falde ind hans flirtende spind, og lige præcis det, har han aldrig oplevet før.
Men vil Harrys hektiske liv, og alle rygterne, ødelægge det de har?
Er det rigtigt, at kærlighed er stærk nok til at overvinde alt?


43Likes
45Kommentarer
2643Visninger
AA

12. Kapitel 10.

                                                                                            Madeleines synsvinkel

Hvorfor var det, at der aldrig var noget i fjernsynet, når man rent faktisk havde brug for en dosis dårlig humor, i form af et komedie-show, eller måske endda en omgang drama, eller romantik, for den sags skyld. Det var så typisk.
Altid med det samme man lavede planer, væltede det ned med gode film og serier, men når man intet havde at lavet, var der kun genudseendelser, og andre kedelige ting. Livet er uretfærdigt.

Jeg lod mine fingrer  slå på de små knapper, zappede utålmodigt rundt, fra kanal til kanal.
Indimellem kom jeg med små udbryd, som; ”Nej”, ”Helt sikkert ikke”, ”Har set”, ”Lyder kedeligt”, ”Aldrig i livet”; indtil jeg lukkede et sidste opgivende suk ud, og uden at tænke over det, smed fjernbetjeningen fra mig. Heldigvis er jeg så god en kaster, at den landede lige oven på en pude, og derfor ikke gik i stykker.
Men any how, når man er så kendt som Harry er, burde man vel have råd til at købe en ny fjernbetjening. Okay, what am i saying, den dreng kunne have et lager af fjernbetjeninger, hvis han ville.
Han havde endda råd til at købe et splinternyt hus, og bare fylde det op med fjernbetjeninger. Så kunne han blive fjernbetjenings-kongen. Alle bedes bukke jer i støvet, for kong Harry. Eller skulle jeg sige Harold. Det lød mere kongeligt.

Harry havde overbevist mig om, at jeg ikke trængte mig på, ved at blive et par dage, så det var det jeg havde gjort. Og når man tog i betragtning, at Lexie og mit ellers så stærke venskab, kun var gået ned af bakke, virkede Harrys tilbud om at blive, yderst tiltrækkende.
Hver gang jeg prøvede, at ringe til Lexie, tog hun den ikke. Hun plejede altid at svare sin mobil, især når det var mig der ringede, men det gjorde hun ikke nu. Jeg forstod ikke hvordan vores venskab, pludselig kunne være så ødelagt. Men det var det. Og det lod ikke til, at Lexie var interesseret i, at snakke om det.
Grunden til at jeg nu lå på sofaen, helt udmattet og bare zappede løs var, at jeg i dag så Lexie.
Jeg havde været på arbejde i dag, og hun var der selvfølgelig også.
Vi havde snakket sammen, men det var kort, og trist.

Jeg fortalte hende, at jeg var ked af alt det der var sket, men hun ignorerede det. Det var kun da jeg fortalte, at jeg overnattede hos en ven, i noget tid, at hun gav mig sin opmærksomhed. Jeg kan stadig huske hendes blik, der ikke viste nogen følelser, og hendes tonefald der var koldt; ”Er det Harry, der er din lille ven?” havde hun sagt.
Da jeg ikke svarede, tog hun min tavshed, som et ja. Men hvad skulle jeg have sagt? Ligemeget hvad jeg sagde, ville det ikke gøre det nemmere.
Så svarede hun, at hun ikke ville være hjemme her i dag, og hvis jeg manglede noget tøj, kunne jeg tage forbi og hente det, siden jeg åbenbart ikke ville bo sammen med hende mere. Og derefter vendte hun om på hælen, og gik hen for, at betjene nogle kunder.
Der gik det op for mig, at alle de fornemmelser jeg havde, om at det her ville blive svært at løse, var sandhed. Så nu havde jeg fået alt mit tøj tilbage, men noget andet var blevet taget fra mig. Håbet om at Lexie i den nærmeste fremtid, ville tilgive mig.
 
Pludselig gik det op for mig, hvor træt jeg egentlig var.
Harry og jeg var blevet op hele natten, og havde set tonsvis af film – og også selvom han skulle op næste morgen, for at lave noget arbejde-stuff, i studiet, inden de bagefter om aftenen skulle optræde.
Men han havde forsikret mig om, at han godt ville kunne klare det, når koncerten kun foregik her i London. Og fordi jeg elskede at bruge min tid sammen med Harry, havde jeg gået med til det.
Faktisk skulle de snart starte på en ny Tour rundt omkring i Storbritannien, inden de bagefter skulle rundt i resten af Europa. Da Harry havde annonceret det, havde en stor, tyngende sten, formet sig i min mave. Jeg havde ikke lyst til, at skulle være væk fra ham, når vores venskab lige var begyndt at vokse.
Selvom vi nærmest lige havde mødt hinanden, betød han allerede meget for mig.  Og det var det der gjorde, at alt det med Lexie, blev så meget sværere. Hvis jeg ikke følte, at det venskab Harry og jeg havde, var specielt, var der intet problem. Så sad jeg sikkert hjemme sammen med Lexie ligenu, og fjollede, som vi altid gjorde. Men så let var det ikke.
 
Der var bare noget specielt over Harry. Han var overraskende rolig, og nede på jorden, og det overraskede mig. Den måde han opførte sig på overfor mig nu, var helt anderledes, end den måde han havde været på, da jeg første gang mødte ham.
Jeg ved ikke om det var alle de fordomme, jeg dengang havde om ham, der havde gjort at jeg ikke kunne se hans sande personlighed, eller om han rent faktisk bare havde forandret sig. Men uanset hvad, var han en person, jeg nu kunne kalde min ven, og det gjorde mig glad.
Udmattelsen var langsomt ved at overtage min krop, og med et smil på læben, faldt jeg ned i drømmenes, farverige verden.
              

                                                                         ❤



Et eller andet kilede min kind. Jeg var ikke sikker på hvad det var, men pludselig, da jeg sad overfor Johnny Depp, og han var i gang med at fortælle mig, hvad forskellen på en lampe og en tærte var, var der dukket en underlig kildende fornemmelse op på min kind. Samt et grin, som helt klart ikke hørte til på den her restaurant, der desuden var lavet af vingummibamser.

Der var det igen. Den samme fjerlette, kildende følelse, som om der var noget der drillende, gled over min kind. Jeg gav et irriteret grynt fra mig, og vendte mig om på siden.  Prøvede at ignorere hvad end det var, der forstyrrede min drøm, og kæmpede for at vende tilbage til Johnny og vingummi-restauranten.
En dyb, klukkende latter, fik mig til at droppe mine tanker om at komme til at sove, og langsomt skilte jeg mine øjne ad.

Foran mig sad Harry, med det største smil på læben og øjne der funklede, som sædvanglig.
I hans hånd, holdt han en af mine lange, totter af mørkebrunt hår, og han førte den drillende hen over mit ansigt. Årh, så det var dét, der fik mig til at vågne.
”Godmorning, sunshine” hilste Harry, og rejste sig fra sin plads ved siden af mig, og med lange skridt, bevægede han sig ud i køkkenet.

Jeg strakte mig let, og vendte mig så rundt, inden jeg lod mine bare fødder genvinde jordforbindelsen. Jeg fulgte efter ham ud i køkkenet, og satte mig hurtigt op på min efterhånden sædvangelige plads, på køkkendisken.
”Er du sulten?” lød Harrys stemme ovre fra køleskabet af, og han drejede sit hoved rundt, og sendte mig et spørgende blik.
”Harry, bare fordi jeg praktisk talt har boet i din lejlighed i nogle dage nu, betyder det altså ikke, at jeg ikke kan sørge for min egen mad” slog jeg kort fast, og lagde vægten på mine hænder, der var placeret bag mig.
”Og desuden kan du ikke finde ud af at lave mad” tilføjede jeg drillende, og sendte ham et skævt smil.

Harrys læber skilte sig ad, i vantro, og han kiggede forbløffet på mig. ”Du er ond, når du har sovet” svarede han, og smækkede fornærmet køleskabslågen i. Et grin undslap mine læber, og jeg trak kort på skuldrende.
”Hvornår er det egentlig, du skal af sted igen?” spurgte jeg, og hentydede til koncerten. Harry fandt hurtigt sin mobil frem fra baglommen, og lod sine øjne scanne den kort. ”Nu” svarede han, og da han så mit ærlige blik skyndte han sig hurtigt at tilføje ”Faktisk kom jeg hjem fordi jeg ville spørge dig om noget. Jeg vil gerne have dig med til koncerten.”

Et stort smil, var placeret på hans læber, mens han øjne forsigtigt betragtede mit ydre, for at se hvordan jeg reagerede. Jeg kiggede forbavset på ham, og et kort øjeblik måtte han have troet, at jeg havde tænkt mig at afslå hans tilbud, men pludselig gled mine læber op i et glad smil.
”Er du seriøs? Selvfølgelig vil jeg da det, Harry.”
Jeg havde aldrig troet, at Harrys øjne kunne skinne mere end de til hverdag gjorde, men der tog jeg fejl.

”Vil du virkelig have mig med?” forsatte jeg usikkert, og pillede let ved mine negle. Jeg hoppede lettere uelegant ned fra køkkenbordet, og i et øjeblik var jeg overbevist om, at jeg havde kollideret med gulvet, hvis Harry ikke havde reageret så hurtigt, som han gjorde. Jeg lo kort, da han gav slip på min arm. Det var typisk mig, at være tæt på at falde.
”Selvfølgelig vil jeg det, Maddie.” Hans stemme lød indtrængende, og overbevisende. Jeg kiggede op på ham, hans øjne var blide og varme. Fordi han var så meget højere end mig, næsten et halvt hoved, gjorde han mig altid tryg. Selvom jeg altid skulle kigge op, når jeg snakke med ham, gjorde det intet.
Der var noget, ved den måde han behandlede mig på, der aldrig kunne stoppe et smil fra at poppe frem på mine læber, når jeg var i hans nærvær. 

”Desuden vil du sikkert komme til skade, eller brænde min lejlighed ned, hvis jeg lod dig være alene” jokede han, og det fik mig til at daske drillende til ham. Hans dybe grin rungede i mine ører, og jeg lo med. Vores latter harmonerede, min let og lys, hans hæs og dyb. På nogle punkter var vi, som en brat modsætning af hinanden, og på nogle andre punkter var vi fuldstændig ens.
”Så du gør det egentlig kun fordi, at du er bange for at jeg ødelægger noget?” spurgte jeg, og lagde hovedet let på skrå, og armene over kors. Fornærmet attitude, så det gør noget. You go girl.
”Tja, det er vel en af grundende” erkendte han, og nikkede bekræftende for sig selv. Endnu engang lod jeg min hånd slå hans skulder, og han ømmede sig, denne gang.
”Ow, har nogen nogensinde fortalt dig, at du faktisk slår ret hårdt, af en pige at være?” Hans hånd rørte der, hvor jeg få sekunder inden, havde dasket drillende til ham.
”Du skal være glad for at jeg er i et godt humør lige nu, Styles, for ellers ville jeg slet ikke være i stand til, at ignorere det der, ’af en pige at være’” Jeg kiggede dømmende på ham, og rystede skuffet på hovedet.
Han lod endnu engang sit grin, pryde hele rummet, men blev så seriøs igen. Eller så seriøs, som man kan blive, når ens navn er Harry Styles, og man er født dum og træls.

”Jeg vil gerne vise dig det hele. Stemningen, fansne, glæden. Det er virkelig fedt, og jeg vil gerne have, at du skal være en del af det.” Hans stemme var ærlig, og hans blik en smule genert, og sødt. Jeg smilede stort tilbage. ”Plus så er drengene også ret nysgerrige efter, at møde den person, som har taget alt min tid” tilføjede han med et smil. Ham og alle hans smil. Stop it, Harry, det er alt for smigrende.
Jeg nikkede anerkendende, og lod endnu et smil pryde mine læber, men indeni var mine tanker desperate, og tumlede rundt oven på hinanden.

Hvad nu hvis de hader mig? Hvad nu hvis de synes jeg er forfærdelig? Hvad nu hvis jeg kommer til at dumme mig, og gøre et eller andet super pinligt. Alle ordene ramlede sammen, og blev højere og højere, og det glade blik jeg normalt bar rundt på, ændrede sig. Det blev usikkert.
Harry kendte mig åbenbart, så godt efterhånden, at han kunne begynde at gennemskue mine udtryk og smil, for lidt efter, greb hans ene hånd blidt fast om min.

”Bare rolig, de kommer til at elske dig. Det skal nok gå.” Hans tonefald var tryg, og kærlig. Jeg havde mit blik fastlås på vores hænder. Hans tommeltot kørte i beroligende cirkler over min håndryg, og det fik alle mine tanker til langsomt, at falde til ro.
Da jeg hævede mit blik, var hans ansigt lige over mit. Stemningen i rummet ændrede sig brat, ligesom den gjorde, dengang Harry havde besøgt mig, for at fortælle hvor ked af det han var, over det hele.
Det eneste der kunne høres, var vores tunge, regelmæssige vejrtrækning.  

Mine tanker var forvirrede. Jeg havde lyst til at læne mig frem, og bryde den afstand, der var imellem os, men alligevel, var der en usikker følelse, der gnavede løs inden i mig. Den fortalte mig, at det var forkert. At jeg skulle tvivle på ham.Af en eller anden grund, lyttede jeg til den sidste fornemmelse. Jeg afviste ham.
”Harry jeg tror ikke..” Min stemme tonede ud, da han hurtigt trak sig fra mig. Hans blik var blevet ændret. Før var det fyldt med glæde, nu var hans øjne domineret af skuffelse. Han så såret ud.
En høj ringetone lød skar pludselig igennem stilheden, og Harry greb hurtigt hans mobil, som han havde lagt på køkkenbordet, og tog den op til øret. Han vendte sig med siden til mig, og kiggede ikke længere i min retning.
”Hey, Niall, hvad så? Ja, jeg kører nu. Mmh, Maddie kommer med.” Ved de sidste ord, landede hans blik igen på mig. Jeg sendte ham et prøvende smil, men det fik ham til at fjerne hans blik igen. Det sårede udtryk, der var i hans øjne, forlod dem aldrig helt.

Han forsatte sin samtale med Niall, og jeg besluttede mig derfor, for at skifte tøj. Med et lydløst suk, gik jeg ind på det gæsteværelse, Harry havde tildelt mig, og fandt noget af mit tøj frem. Inde på badeværelset, som mit nye værelse også rummede, skiftede jeg fra afslapningstøjet, jeg var hoppet i, med det samme jeg kom hjem, og tog et par enkelte shorts på, samt en let, flagrende top, i masser af farver.
Efter jeg kort havde frisket min makeup lidt op, og havde kørt hårbørsten et par gange igennem mit lange, brune hår, gik jeg igen ud af værelset.
Harry stod lænet op af væggen i gangen, da jeg kom ud, og jeg sendte ham et endnu et prøvende smil, som han bare ignorerede. Åh gud. Hvorfor skal alle folk blive ved med, at overreagere over alting.
Vi fulgtes ud af døren, men stemningen var ikke glad og drillende, som den normalt var.

                                                                         ❤

Køreturen ud til The O2 Arena, som var stedet de skulle spille, foregik i tavshed.
Billedet af hans ansigt, da jeg trak væk fra ham, det sårede blik der dominerede hans øjne, afholdte mig fra, at snakke til ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. 
Mit blik var fastlåst på de udviskede silouetter, og de stærke lys, der udgjorde omverden. Som altid blev jeg fortabt, i mine egne tanker og før jeg vidste af det, havde Harry stoppet bilen, og var på vej ud af den. "Skal du med?" Hans blik var spørgende, men alligevel på en måde uinteresseret. Og det sårede mig.
Jeg nikkede kort, og lod mine hænder gribe fat om sikkerhedsselen, mens jeg grublede over, hvorfor han egentlig var blevet så såret, over hvad der tidligere var sket. For såret måtte han da være blevet, for det her var ikke en normal Harry-opførelse.

Luften uden for var varm, og jeg trak vejret dybt ind. Med det samme Harry havde nærmet sig det lille afspærrede område, vi nu befandt os i, havde en masse høje lyde, prøvet at trænge ind gennem bilens facade. Og nu hvor jeg stod ude i det fri, gik lyden direkte ind i mit øre. Pigeskrig.
Linet op henne ved et hegn, stod der en masse unge mennesker, og betragtede os. Tog billeder, skreg på Harry, opførte sig tosset.
Harry lod et smil pryde sine læber, da han så dem, og tilføjede et vink, men jeg kunne nemt se, at hans glade attitude, ikke var ægte. Smilet nåede ikke hans øjne.
Deres skrig tog til i kraft, da Harry lod sin store hånd, lukke om mit håndled, og trak af med mig. Han slap mig ikke før vi var indenfor. Vi bevægede os ned af en lang gang, og stemningen var stadig lige så trykt, som den havde været i bilen. Men jeg havde fået nok.

Jeg stoppede brat op, og det fik Harry til at kigge forbavset på mig. Hans ene øjenbryn, hævede sig, og han kiggede undrende på mig. Egentlig så han lidt irriteret ud.
"Vil du fortælle mig hvorfor du opfører dig sådan der?" Mit tonefald lød mere selvsikkert og stærkere, end mit indre egentlig var. Inderst inde var jeg bange for det svar han ville give mig. Jeg vidste allerede sandheden, bag hans reaktion.
Harry rystede opgivende på hovedet, og skulle til at fortsætte, da jeg greb fat i hans arm. Selvom han nemt kunne have rystet mig af sig, lod han sig alligevel vende om, så vi stod front mod front. 
"Du vil ikke vide det.." Han rystede opgivende på hovedet, og lod et suk glide ud gennem hans sammenklemte læber. 
"Lad nu vær, Harry. Kom nu bare med det, okay? Så galt kan det vel ikke være" sagde jeg, og prøvede at lyde opmuntrende. Men lydløst bad jeg til, at han bare vil holde fast i, at der ikke er noget, og så vi bare kunne lade det ligge. Du tænker dig heller aldrig om, pigebarn.

"Okay fint" sagde han opgivende, men ændrede så pludselig attitude. Han blev mere forsigt, usikker på hvad han skulle sige. Han havde sit blik fæsnet mod gulvet, og da han igen kiggede på mig, var hans blik fyldt med en masse følelser.
"Jeg kan virkelig godt lide dig, Madeleine." Hans stemme var lav, men præcist højt nok til, at jeg hørte hvert ord. Selvom det han sagde, ikke burde overraske mig, fordi det egentlig var det jeg havde på fornemmelsen, slog det alligevel benene væk under mig. Det var noget andet, når jeg hørte ham sige det. Så blev det til virkelighed. 

Jeg lod mit blik falde ned til jorden. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre, eller hvor jeg skulle kigge hen. "Sig noget." Hans tonefald var bedende, og da jeg hævede mit blik, blev det med det samme indfanget af hans desperate, men smukke, grønne øjne. Jeg fortrød, at jeg overhovedet havde bragt det på bane.
"Jeg kan ikke, Harry.." Min stemme var svag, og jeg tog mig til hovedet. Gjorde al jeg kunne for ikke, at kigge ham i øjnene. Hvis jeg først gjorde det, gik det for alvor galt. Så havde jeg tabt.
To fingre lagde sig under min hage, tvang mig til at kigge på ham. Han kiggede undersøgende på mig, hans blik spurgte lydløst, hvad jeg mente.
"Jeg er bange, Harry" hviskede jeg, og noget i hans øjne ændrede sig. Han blev bekymret, og lagde sit hoved let på skrå. Scannede mig med sit blik.
"Bange for hvad?" "Kærlighed."
Hans hænd gled over min kind, i en kærtegnende bevægelse. "Det behøver du ikke være" forsikrede han mig om. Der var noget i den måde han sagde det på, der fik mig til at tro på ham. 
Jeg ville gerne tro på ham. 


Hans hånd flettede sig ind i min, og skabte en kildrende fornemmelse i min mave. Vi forsatte vores gang, denne gang med et stort smil på læben. Harry skubbede mig blidt foran ham, ind i et stort rum.
Herinde rendte der mennesker rundt omkring hinanden, i ét stort mylder. Folk med headseets, lydudstyr, instrumenter og mikrofoner, vaklede frem og tilbage, med stressede blikke malet i ansigtet.  
Jeg havde kun været herinde i et par sekunder, og var allerede fuldstændig forvirret.
Men med det samme Harry gav min hånd et blidt klem, var det som at alle menneskerne ikke længere betød noget. Han var her.

"Harry!" Jeg vendte mig om på hælen, og kiggede på en flok drenge, der kom gående hen imod os. De havde alle store smil placeret på læben, og med det samme deres blikke, synkront landede på mig, overtog men usikkerhed mig. Alle de tanker og bekymringer jeg før havde gjort mig, om hvad de mon ville synes om mig, trådte igen frem.
Da de stod foran os, gav de alle Harry et let kram, før deres blikke igen landede på mig. Bagefter ned på vores sammenflettede hænder. Og så tilbage på mig.
"Nå, så det er så pigen der har afvist vores lille Hazza." En dreng med pjusket brunt hår, og blå øjne snakkede, og han lod hans hånd glide drillende igennem Harrys hår.
Jeg lo kort, usikker på hvad jeg skulle sige.

"Men det holdt vist alligevel ikke så længe" Bød en anden dreng ind, og latter lød omkring os.
Drengen der havde snakket, havde hemmelighedsfulde, brune øjne og sort hår, men så alligevel venlig ud. Det gjorde de alle faktisk. Imødekommende, og venlige.
"Well, du kender jo Harry, han er bare sådan en lille charmetrold. Hvordan kan man stå for det?" forsvarede jeg mig selv, og nev én af Harrys kinder, i en drillende bevægelse.
Til min lettelse, lo de alle, og det fik mig til at le med. Vi stod og snakkede lidt frem og tilbage, og det gik op for mig, hvor dejlige hans venner egentlig var. De var nemme, at snakke med, præcist ligesom Harry. 

Harrys hånd slap først min, da en stresset kvinde begyndte at skynde på dem. Han strøg mig kort over kinden, inden han gav mig videre til en han kaldte Lou.
"Så du er Madeleine" Lou sendte mig et stort smil, og lagde hovedet let på skrå. Hendes lyse hår, stod ud til alle sider, og hende sorte tøj, sad stramt til hendes krop. Hun var en af de personer, jeg altid beundrede for, at virke så fyldt med selvtillid. 
"Det vil jeg da mene jeg er, ja" nikkede jeg bekræftende, og det fik den lyshårede kvinde, til at smile stort.

Lou tog sig af mig, som Harry sagde hun ville, og hele vejen ned til min plads, snakkede vi sammen. Det overraskede mig, hvor nem hun egentlig var at snakke med.
Jeg fandt ud af at hun var deres stylist, og at hun også havde en lille baby, ved navn Lux. Da hun nævnte babyen, fik jeg hende til at love mig, at jeg en dag måtte møde hende. Hvad kan jeg sige, alle folk elsker babyer, især når man hedder Madeleine Jones.

"Der er noget jeg simpelthen er nød til at fortælle dig, Madeleine" Hendes stemme var forandret, men jeg kunne ikke sætte min finger på, hvad det præcist var for et tonefald, den nu bar præg af. 
"Bare kald mig Maddie" tilføjede jeg hurtigt, med et opmuntrende smil. Hun nikkede let, og smilte kort, inden hun fortsatte.
"Inden Harry kendte dig, var han anderledes. Han havde forandret sig. Simon tror det er berømmelsen der havde steget ham til hovedet, for han var ikke den samme, som han var før.
Jeg kunne ikke kende ham mere, det kunne ingen. Men så mødte han dig.
Jeg ved ikke hvordan det er sket, men på kort tid er han blevet fuldstændig anderledes. Han er blevet sig selv." Den måde hun snakkede om ham på, fik mig til at smile. Hun lød som en bekymret storesøster, eller en kærlig mor. En blanding af begge nok. Hun holdt af ham.
"Du betyder virkelig noget for ham, Maddie. Jeg kan se det på ham." Denne sætning, fik mig til at kigge genert ned.
Mens hun havde snakket, havde jeg ikke sagt et ord, bare lyttet opmærksomt. Et stort smil prydede mine læber, og Lou gengældte det. 
"Han betyder også noget for mig" forsikrede jeg hende om. Og det passede. Han betød noget for mig, måske alt for meget.

Vi stod foran en sort dør, og allerede nu vidste jeg, hvad der ventede på den anden side.
Jeg kunne høre det på alle de dæmpede skrig.
Lou førte mig ud gennem døren og en stemning, jeg aldrig havde oplevet før, gik mig i møde.
Alle de unge mennesker herinde, var spændte. De var glade. Fra den tribune jeg befandt mig på, kunne jeg let se det hele. 
Stadionet var kæmpe stort, og mine øjne kørte rundt, for at få det hele med. Overalt var der lysglimt og mennesker. Det var helt utroligt, og overvældende.
Jeg måtte have set helt underlig ud, med min halvt åbne mund, og øjne på hvidt gab, som jeg bare stod og prøvede at opfatte det hele. 
Lou gav mig et sidste kram, inden hun igen forsvandt, i den retning vi kom fra.

Stemningen herinde var noget jeg aldrig havde oplevet før. Luften var tyk af ivrig snak, og enkelte skrig hist og pist. 
Det var først da lyset blev dæmpet, at skrigene for alvor slog til, og truede med at springe min øregang. Jeg kunne ikke stoppe det store smil fra at poppe op på mine læber, da fem drenge trådte frem på den store scene. Én var især meget genkendelig.

Koncerten var kommet godt igang, og jeg måtte indrømme, at det var virkelig fedt. De drenge var ikke dårlige. Noget jeg elskede var den måde, de fjollede rundt på. Grinte, sagde underlige ting til hinanden, bare var fuldstændig sig selv. 
De havde sunget mange af deres sange, svaret på twitterspørgsmål, og da jeg kiggede på uret, kunne jeg regne ud, at der kun måtte være et par sange tilbage, før koncerten var slut.
Især én sang, havde gjort indtryk på mig, under koncerten. Én bestemt linje.

"But she's so afraid of falling in love.."

Hele vejen igennem den sang, havde Harry kastet blikke op mod hvor jeg sad. Og fordi jeg vidste han, at han vidste at jeg sad her, så kunne det ikke være tilfældigt. Intet var tilfældigt, når det var Harry vi snakkede om. 
Selvom sangen var up-beat og glad, og Harry også fjollede rundt på scenen, sammen med de andre drenge, var det blik han havde i hans øjne anderledes. Det viste, at der lå mere bag den sætning, end hvad man lige skulle tro. Det var også utroligt, så godt den passede til hvad jeg lige havde fortalt ham. 
Jeg vidste at vi på en eller anden måde var tvunget til at snakke når vi kom hjem. Snakke om os. Og det fik en nervøsitet til, at blomstre frem i min mave, og brede sig til hele min krop. Men det var ikke en bekymret nervøsitet, som når man skal til eksamen, nærmere en spændt nervøsitet. En nervøsitet fyldt med glæde.
Drengene takkede af på scenen, lidt efter forsvandt de, og lyset i salen tændtes igen. 
Jeg kunne ikke vendte med, at se Harry igen. Der var noget jeg ville fortælle ham, noget han skulle vide.

                                                                                ❤

Hele vejen hjem var Harry høj på glæde, og han snakkede non stop, som et vandfald. 
Jeg gjorde ikke andet end bare, at sidde og betragte ham, med det største smil placeret på mine læber. Han var så kær.
"Der er faktisk noget jeg vil vise dig" fortalte han, da han trak op på parkeringspladsen. Jeg betragtede ham, da hans øjne hurtigt scannede pladsen, efter nysgerrige paparazzier. Noget jeg efterhånden kunne se, var blevet en hverdags ting for ham, at gøre.
Jeg kiggede afventende på ham, en smule utålmodigt, og det fik Harry til at le hans velkendte, dybe latter.




Vinden lagde sig tæt om min krop, og en let brise legede med mit lange hår. Den dansede med de lange lokker, hvirvlede dem op i luften, for derefter, at give slip på dem, og lade dem falde
Selvom det blæste op på taget, af den bygning Harry boede i, var det alligevel ikke koldt.
Den glæde jeg bar rundt på indeni, varmede mig.
Der var så smuk herop på taget. Overalt var der lys kæder, og bænke placeret rundt omkring, samt massevis af planter. Det var som en helt anden verden. En eventyrlig verden, fyldt med skønhed.
Et stort smil prydede mine læber, og jeg lukkede mine øjne let i.

Lyden af Harrys fodtrin nærmede sig, og pludselig kunne jeg fornemme en varm kildende ånde, lige ude for mit ansigt. Da jeg atter slog mine øjne op igen, var det eneste jeg kunne se, Harrys grønne øjne. De funklede, som aldrig før, genskæret af de mange lyskæder, fik dem til at virke endnu dybere, end normalt.
”Du er så smuk..” Hans stemme hviskede lavt, men jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvad han sagde. Hans ord gav genlød i mit hoved, som et ekko, blev det ved med at tage form, blev ved med at runge.
En varm hånd gled op til min kind, og jeg lod mine øjenlåg glide i igen, under hans blide berøring.

Lyden af noget musik, fra en af de mange spillesteder der lå rundt omkring i London, var sluppet ud i byens natteliv, og gav hele stemningen en snært af noget eventyrligt. De bløde toner fra et jazz orkester var ikke til at tage fejl af, og det fik smilet på mine læber til, at blive større. Jeg havde altid fundet den slags musik tryllebundende, og magisk.
Pludselig lukkede Harrys frie hånd, sig om min ene hofte. Hans kontakt med min hud, fik et elektrisk stød til, at summe i hele min krop. En let, hæs latter, undslap hans læber, da han så min reaktion, på hans berøring. Men han kunne ikke skjule det faktum, at han også kunne mærke det.
Det utrolige bånd, der var imellem os. 
Vores kroppe svajede let, i takt til den rolige musik, og jeg follede begge mine hænder, bag hans nakke.
Jeg vidste hvad der ville ske nu. Jeg kunne mærke det i stemningen, jeg kunne se det i hans grønne, funklende øjne.
Da hans læber endelige kolliderede med mine, gik et stød igennem min krop. Sommerfuglene i min mave, baskede ivrigt med deres små vinger, nægtede at falde til ro.
Jeg kunne mærke hvordan han smilte i kysset. Da vi trak os fra hinanden, lagde han sin pande trygt op af min.
Hans øjne afspejlede alle de følelser, jeg selv kunne mærke. Men stærkest var der en følelse, der dominerede hans græsgrønne øjne. Glæde.
"Jeg er ikke bange mere" hviskede jeg. Den funklende lykke i hans øjne, voksede og hans mundviger gled op, og formede et stort smil.
Efter det, blev der ikke delt flere ord imellem os.
Sætninger var blevet til smil, snak var blevet til kærlige berøringer, ord var blevet til lette kys.
    



Hey, honeybunnies! Klokken er nu 02:05 og først nu, er jeg blevet færdig med det her kapitel, haha. Smart one.
Det er ikke rettet fuldstændig igennem, men det gør jeg imorgen. Jeg har bare så dårligt samvittighed med, at jeg ikke har fået skrevet på den her historie, så jeg ville bare gerne have sendt det her kapitel ud i verden, så jeg får det bedre, med mig selv, and stuff. Hahah.
Men sagen er, at jeg bare havde mistet min inspiration fuldstændig, men nu er den så tilbage, og jeg håber at den bliver der.
Hvad synes i om kapitlet? Har ikke rigtig andet at skrive, er isjegjwejggwe træt. Godnat. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...