Read all about it | One Direction

En helt ny mulighed åbner sig op for vores alle sammens krølhårede gut, Harry Styles, der udgør 1/5 af One Direction, da han møder Madeleine Jones.
Hun vælger nemlig ikke at falde ind hans flirtende spind, og lige præcis det, har han aldrig oplevet før.
Men vil Harrys hektiske liv, og alle rygterne, ødelægge det de har?
Er det rigtigt, at kærlighed er stærk nok til at overvinde alt?


43Likes
45Kommentarer
2644Visninger
AA

3. Kapitel 1.

                                                                                                  Madeleines synsvinkel
Jeg har altid elsket kaffe. Duften af friskbrygget kaffe.
Denne familiære duft, bringer mig gang på gang, en byge af minder. Hyggelige minder. Øjeblikke med ro og fred, kærlighed og omsorg. Øjeblikke hvor jeg kan hvile i mig selv, omringet af folk der elsker mig, og som jeg elsker tilbage. 

Det var nok den største grund til at jeg valgte at søge arbejde på Starbucks. Den konstante duft der altid er inde i caféen, gør mig glad. Den gør det store hul af savn, lidt mindre.
Det er ikke nemt, at være mors pige og højtæret familiemedlem, og så befinde sig langt væk fra sin omsorgskilde, som jeg gør.
I øjeblikke som denne, er det nemt at tænke; "Hvorfor tager du bare ikke hjem, bare lige i noget tid," men det er i min erfaring ikke altid lige så nemt. Når man endelig har forladt reden og bygget et helt nyt liv op, med et arbejde der skal passes, nye venner og lejlighed, og det så alt sammen foregår i Londons hektiske gader, 3 timer væk hjemmefra, er det at skulle forlade det hele, nemmere sagt en gjort. Det ville heller ikke være fair over for mine forældre, at skulle kræve at de skulle flytte hele deres hverdag, til London, bare fordi deres datter er den her eventyrlystne tosse.

Et højt bank, efterfulgt af flere små, der tilsammen dannede en lille melodi, fik mig til at glemme mine jeg-savner-min-mutti tanker, og i stedet for rette opmærksomheden, mod den ikke specielt rytmiske rytme lyd, der kom fra min dør.

På mindre end et par sekunder, var døren blevet revet op, og en jeg var blevet overfaldet af en skikkelse af blonde krøller, som udgjorde hende jeg kunne kalde min bedsteveninde – og i mellemtiden i hendes forsøg på at vække mig, ved at kaste sig selv oven på mig, havde hun formået at vælte mig ned fra min komfortable seng, så jeg nu i stedet lå på gulvet.
”Altid dejligt at blive vækket af dig, Lexie.” Selvom jeg mest af alt bare havde lyst til at grine ustyrligt, fik jeg nok samling på mig selv, til at gøre min stemme ironisk og fomel.
”Skulle det være en anden gang, smukke” lød det oppe fra sengen af, og hvis hun ikke lå ned havde hun sikkert bukkket for mig, som var hun en person i et skuespil. Typical Lex.
Og så var der noget der slog mig. Sengen. Min seng. Min dejlige, varme, bløde seng, som nu var blevet indtaget af en obnoxious blondine.
Det der med at være flatmates med den mest forstyrrende person på hele planeten, er ikke en ide, som jeg normalt ville anbefale. Lexie var Guds gave til menneskeheden - hvis altså Gud havde en humor, eller bare var i humør til at straffe os.

”Hvad ligger du dernede og roder rundt for, pigebarn?” Lexie havde møvret sig ud til kanten af sengen, og lå nu og kiggede ned på mig, med hage hvilende på hendes albuer og hendes krystalblå øjne  rettet mod mig – der for resten lige nu, havde et strejf af legesyg, ondskab gemt i sig.
”Tja, ser du” Jeg satte mig op, og lod mit brune hår, falde ned over min skulder.
”Det er en meget spændende, meget underlig situation faktisk. Sagen er, at der kom den her sindsyge trold farende ind på mit værelse ud af det blå, og besluttede sig for at jeg ikke måtte sove mere. Det sædvangelige du ved.” De drillende toner var som sædvangelig, altid tydelige at spore i mine ord. Sådan var det altid med os to. Ligemeget hvor surt livet var, formåede vi altid at gøre alting godt. Fordi vi havde hinanden. 
”Du har nu altid været den sjove af os to.” Hun havde sat sig på kanten af sengen, og gik i gang med at hive mig op fra gulvet - uden nogen som helst hjælp fra min side, selvfølgelig.
Hun lod sine arme falde opgivende ned af siden igen, og lod et dybt suk slippe ud mellem sine læber. ”Du fik mig herned, du samler mig op igen", sagde jeg og holdte armende anklagende ud foran mig,"Sådan er reglerne. Jeg troede du havde læst det i din bedsteveninde-håndbog?” Jeg lod mine læber glide op i et grin, mens jeg snakkede.
”Åh det er jeg søreme ked af, den må være blevet væk i posten” Hun smilte igen, og afslørede hendes fuldstændig perfekte sæt af perlehvide tænder. Slet ingen jalousi fra min side af, nej nej. Så sad vi der i lidt tid og bare smilte til hinanden. Smilte som to forelskede idioter. Men vi var selvfølgelig ikke forelskede. Eller idioter. Kun Lexie, når hun var irriterende – og det var hun omtrent 364 dage om året.

Pludselig virkede det som om at det gik op for Lexie, at der var en grund til at hun vækkede mig, og hun farede op med et sæt. ”For syv søtten da! Madeleine Jones kan du få din røv op med det samme, vi skal på arbejde!!”
Med det samme hun nævnte ordet arbejde, blev jeg overrumplet af en lykkefølelse. Arbejde. Starbucks.
My life is amazebeans – get it? Beans?Bønner? Kaffebønner? Oh yeah, Madeleine Jones, er i sit es idag.


                                                                                                  ❤❤  
 

Resten af dagen gik med at betjene kunder, smile, lave kaffe, smile og smide kaffebønner og hvad end jeg nu kan finde, efter Lexie – don’t judge me, hun fortjener det engang imellem – og ellers smile lidt mere. Smile, smile, smile.
Jeg har altid elsket at smile. Der er intet der kan redde min dag, som når et fremmed menneske sender mig et smil med på vejen. I den travle verden, vi kalder vores hverdag, med internet, arbejde, stress, er det ikke tit man finder mennesker med overskud. Med smag for livets herligheder. Og er du gal, hvor lyder jeg som en kopi af min mor, eller bare som en ældre person der er træt af nutidens teknologi; "Da jeg var barn.."

Jeg havde lige sagt farvel til Lexie, der med som den engel hun var, havde lovet at tage et smut forbi et supermarked og købe ind, fordi vi stort set var løbet tørt for alt, da dørklokken fangede min opmærksomhed. Klokken var ved at nærme sig de 5, og folk var efterhånden ved at stilne af.
Det sædvangelige smil pryde mine læber, da jeg bevægede mig fra baglokalet og om til disken. De folk der stadig var her, havde sat sig udenfor og det usædvangelige gode vejr der lige nu herskede over London, så herinde var der kun et par få kunder.
Det var en dreng, der var trådt ind på caféen. Hans brune, krøllede hår stak ud under hætten, og de mørke solbriller skjulte hans øjne.
”Hvad kan jeg tilbyde dig?” Ordene var normale, det var dem jeg altid sagde, men ingenting ved denne situation virkede normalt.
Drengen havde fjernet hans hættetrøje og solbriller, og afslørede nu et par intense grønne øjne. Med det samme han tog sine solbriller af, og afslørede hans ansigts i fuldhed, kunne jeg genkende ham.
Det var Harry Styles. 1/5 af one direction - og hvis man spurgte Lexie og jeg gik han under navnet 'Harry manwhore Styles.'

”Hvad kan du tilbyde mig..” Hans stemme var hæs, og han prøvede ikke engang at skjule hvordan hans øjne grådigt gled ned over min krop, centimeter for centimeter, som om han vurderede mig, for til sidst at ende ved mit ansigt igen.
"Der er et problem. Det eneste jeg kunne tænke mig, står desværre ikke på menukortet" tilføjede han, og lod hendes ene øjne mødes i et hurtigt blink.

Hans ord efterlod kuldegysninger på mine arme. Fik hårene til at rejse sig. Det skæve smil der prydede hans fyldige læber, blev om nogen bredere, da han opdagede hvordan jeg reagerede på hans, diskrete (læs: alt for direkte) flirten. Forbandede Starbucks, og deres forbandede arm-afslørende T-shirts.
Okay. Jorden kalder Maddie. Tag en dyb indånding. Det er det her du har trænet til, det her er grunden til, at du har set alle de åndsvage, hjernedøde teenage lovestories. Du ved hvordan han er med piger, så tag dig sammen. Og for pokker, det er jo bare en dreng, ligesom alle andre drenge. You can do this, girl, i believe in you

Jeg lo lavt og rystede på hovedet, kunne ud af øjenkrogen skimte et forvirret blik der var ved at danne sig i hans øjne, og lagde en  arm i siden.
”Okay hør her," Jeg hævede min stemme lidt, og høstede et par nysgerrige blikke, fra nogle piger der sad ovre i et hjørnet med iphones klistret fast til deres hænder. Det gik vidst først op for dem nu, hvem der stod foran mig og synkront blev deres munde form som et o og de kiggede rundt på hinanden, og så derfor tilbage på os.
"Nok får jeg penge for at stå her hele dagen, og smile som var jeg en af Stepford wives, eller medvirkende i en tandpasta reklame, men det her” Jeg lod min arm svinge pegende ud på ham, mens jeg fortsatte, ”Ellers tak, du. Starbucks skal hæve min løn, hvis jeg også skal stå og være offer for en popstjernes hjernedøde flirten. Hvem tror du overhovedet, at du er?
Ja, du er kendt, men det giver dig ikke en en eller anden personlig ret til at behandle piger, som var vi alle lavet til at underholde dig.
 Så jeg gentager, hvad kan jeg tilbyde dig, som rent faktisk står skrevet på menuen.” Inde i mit hoved forestillede jeg mig Lex stå og ryste hånden, mens hun udtalte hendes velkendte ord; "Buuuurn." Hun ville være stolt af mig. Det var tråds alt hende jeg gjorde det for.

Harrys selvsikre smil smuldrede mere og mere, for hvert ord jeg lukkede ud. 
Uheldigvis var det først, da jeg havde sluttet min talestrøm, som for hvert stavelse steg i volume, at jeg opdagede at de piger der før sad i hjørnet og kiggede på os, nu havde rettet deres mobiler mod os. Harry fulgte mit blik over til pigerne, der stod med ivrige, triumpfe smil placeret på deres læber. De tastede løs på de små rektanglede tingester, og skjulte ikke at de lige havde fået hvert eneste ord af vores samtale med.

"Eh.." var det eneste jeg kunne sige i det øjeblik. Harrys blik mødte mit, og han virkede ikke specielt glad.
Man kan vist konstatere at selvelste Mr. Harry Styles ikke kunne håndtere det, at blive afvist, særlig godt. Pludselig begyndte en melodi at spille, og Harry fandt lynhurtigt sin mobil frem fra sin lomme, og tjekkede den.
Han lod sit blik lande på mig igen. Det virkede som om at han havde lyst til at sige noget, men i stedet rystede han bare opgivende på hovedet, og forlod caféen, med en sur mine. Arrogant, much?

Pigerne stod og lo højt, og jeg kunne høre min stemme spille ovre fra deres mobiler af. "Det her skal så meget på twitter, youtube, tumblr, facebook, ALT!" Igen lo de og det fik mig til at klaske en hånd opgivende for panden.
Maddie for dælen. Dig og din åndsvage, ustyrlige, kæmpe, gigantiske mund. Hvad har du dog rodet dig selv ud i?  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...