Every rose has its thorn -- 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 12 jul. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om Allison, Lydia og Allisons familie.
Allison og Lydia er bedste veninder de har kendt hindanden siden grundskolen.
Allisons far går meget op i sit arbejde og snakker meget i telefon!
Lydia bliver en del af familie efter moren dør, Allisons mor og Lydia havde et tæt bånd, som hun ikke havde med sin egen mor. da moren dør ligger der en stor sorg over familien, og ender med at flytte til England.
Man bearbejder sorg på forskellige måder?
vil Allison og Lydia komme over det? og hvem hjælper?

1Likes
1Kommentarer
542Visninger
AA

9. Melodies

Allison synsvinkel.

 

Jeg endelig kommet hjem, og glæde ved at jeg skal lig i min egen seng er så stor!
Drengene har haft meget at se til, det gør mig ikke noget. de er jo kendte, og når man er kendt følger der et ansvar,
ja så har vi Lydia hun behandler mig som om at jeg er et barn, men jeg ved godt at hun kun mener det godt?

Jeg har ringet til min far op til flere gange med uden held, ved snart ikke hvad jeg skal gøre!
jeg holder af ham, men jeg er kun god nok når der er galler eller mindre fester, for så er han meget stolt over at vise
sin datter frem for verden..
det er hans måde at sige at han elsker mig!.

 

"Alli hvordan har du det" sætningen fik revet mig ud af min egen verden, Lydias lyse stemme med et lille håb i det,
"fint, har lidt ondt i kroppen, lægerne siger at det er normalt, og de vil tage sin tid " savrede jeg tomt.
kunne skimme Lydias smil blive mindre og mindre. hun er ked af det!
"Hey jeg går ingen steder, og hvis jeg gør så vil jeg være den person som jeg en gang var. Jeg vil også nyde livet,
og se dig blive gift og få børn Lydia" smilte jeg.

jeg viste at hun havde brug for at hører det, som om at jeg har løst til at dø, fanme nej.
der er ting jeg vil se, steder jeg vil hen. men det har jeg sagt til hende før, men denne her gang da jeg sagde det,
slappede hun mere af!
jeg ved godt at hun er bange for at miste mig, men jeg vil kæmpe til det sidste.

 

- drengene har været søde, nogle kom med blomster andre kom med chokolade. det var nu meget sødt af dem.
efter hvad jeg har fået af vide af Liam og Zayn, så forholdet mellem Lydia og Harry blevet meget seriøst, men de holdet
det tæt på skinnet, der er nogle få som ved det. noget med at de var blevet enig om at de ville venter med at fortælle
det til verden!
det var nok også en god idé, men hvad ved jeg.
"Nåh ja, vi får gæster kl 6." sagde Lydia ud det blå, nikkede en enkelt gang, og kiggede på uret som hang i køkkenet, den
er 5, jeg vil endelig gerne i bad.

"Lydia, kan du ikke støtte mig op og ned af trapperne" sendte hende et svagt smil.
"selvfølgelig" svarede hun, men små skridt fandt vi vejen til trappen, tog en dyb indåndingen, havde som om at jeg skulle
dø.

 

5, 4, 3, 2, 1, oppe! kunne mærke hvordan min krop begyndte at ryste "overlever du" spurgte hun, kunne ikke lade være med
at smile af det "altid" sagde jeg.
det endte med at hun grinte af det, "tak for hjælpen" det var svært at sige det. men jeg var nu meget taknemlig over det!
jeg listede ind på mit værelse, lige nu er jeg taknemlig for at mit værelse er det første, når man kommer op ad tappen..
dørene stod på klem, skubber til døren så den åbnet sig, her er stille, meget stille. Tingene står som det plejer.
det eneste som var nyt var, at min seng er kommet nyt sengetøj på og den er redt,
kæft hvor har jeg savnet at være hjemme, med usikker skridt, gik jeg hen mod vinduret, hvor aften solen var begyndte at
vise sig, nå det var det der bad, jeg skulle have!

 

fandt vejen hen til mit tøj skab, og fandt noget rent undertøj, listede ud på mit badeværelse, tændte for vandet så det
kunne blive varmt. med besvær fik jeg mit over lækker hospitals tøj af og smidt i vasketøjskurven!


At mærke det varme vand ned over min nøgen krop er dejligt, man bliver en hel ny person. men prøver på at vaske oplevelsen 
ud af kroppen, det er ikke nemt!
lidt efter fandt jeg schampoo og masserede det i håret og skyllet det ud, det sammen gjorde jeg med balsam. men jeg lod
det virke i håret, så i stedet begyndte jeg at barbede min ben, følger mig næsten som en tandbørste med alle de hår?

færdig med at fjerne hår på de forskellige steder og færdig med at være i bad. raget ud efter et håndklæde og vikler
det rundt om min krop og steg ud af badet.
fandt min vej ud til min seng, det er nu en meget dejligt følelse at man ingen hår de steder men også på benene!
"alli, har du brug for hjælp" kom stille for Lydia. "jeg ved ikke hvad jeg skal tage på, så det må du gerne hjælpe med"
svarede jeg, jeg viste virkelig ikke, hvad jeg skulle tage på. men den sætning har jeg aldrig brug før,
fulgte hende  bevægelse hen mod mit klæde skab, hurtig fandt hun et par hullet  jeans. og en tæt sidende sort top.


jeg ved at hvis jeg sagde noget om det, så vil vi have en meget stor diskussion om det. men nu hvor hun fandt bukser, så
gør det ikke så meget1
jeg hoppede i tøjet ud at sige noget. og Lydia smilte som en glad gris. "nu er det min tur til at komme i tøjet" sagde hun.
og væk var hun.

tiden gik stærk og midt i et hele blev der banket på, "jeg åbner" råbte hun og løbe ned af trappende. det så nu meget
sjovt ud. nok fordi at hun var ved at falde ned af den?
jeg valgt at gå i på værelset igen, lidt efter kunne man høre stemmer, de var for mærke til at tilhører en pige, så kan
de kun tilhører drengene. nervøs det er ikke ordet. "hun er der oppe" blev der sagt, mere lage jeg ikke i det. stemmerne
forsvandt. men der var en på vej op ad trappen, kunne man høre, det sikker Lydia, som vil sige at de er ankommet.


lige nu stod jeg og beundrer solen nedgangen. det er et syns for guderne, et svag bank lød på døren, døren blev åbnet
og der stod han, Louis med røde øjne, "hej" sagde jeg stille og sat mig i vindurets kammen. "hej" kom det fra ham.
med lagt somme skridt hen mod vinduret.

"jeg ved virkelig ikke , hvad jeg skal sige" sagde han. jeg sendte ham et smil. for at vise at det er okay, "jeg har det
fint Louis" savrede jeg, hvorfor jeg gjorde det, det viste jeg ikke. han løftede sin hånd og aede min kind, varmen steg!
kunne se på ham at han ikke helt købte den, men der var jo helle ikke så meget at sige til det. "det du som du sagde den
dag i bilen, da det hele skete. mener du det?" spurgte jeg nervøs. min krop begyndt at ryste, jeg har ingen ide om.
hvad jeg kan finde på at tænke. og det værste er at han ikke siger noget, han kigger ikke på mig. lige der er det som om
man kunne høre mit hjerte gå i stykker. men det var vel mit stik ord. jeg har ikke brug for det her! jeg har brug for
at komme væk, "nå" var det eneste som kom ud af min mund, da jeg gik forbi ham. jeg skal ud og det er nu.


hvis jeg kunne løbe så ville jeg der hen, hvor jeg plejer at befinde mig. lige nu, var mit største problem bare at komme
ned af den forbandet trappe. 1, 2, 3 tog en dyb indåndingen!

så nu er der bare et skridt af gang. da jeg ENDELIG var kommet ned, fandt jeg hurtig min vej ud til haven..
hvorfor er det altid at det skal regne når jeg er ked af det!!
uden at tage sko eller jakke på. gik jeg ud i haven, hvor min blod lå!
mor hvis du kan hører mig, så har jeg brug for hjælp. jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre, og så hjælper det ikke at jeg
er faldet for Louis. mor jeg ville ønske at du var her, så du kunne fortælle mig, hvad jeg skal gøre.
mens tankerne flyver omkring, var jeg valgt at lig mig i det våde græs mens det regner!

det er det eneste sted, hvor jeg kan få lov til at tænke i fred!

Liams's synsvinkel

 

"Lou har du set et spøgelse" spurgte jeg, han var helt bleg i fjæset, "n nej" sagde han, da hans blik røg op, fik kunne
jeg ikke lade vær med at lig mærke til at hans øjne var knald rød. "hvor er alli" røg ud af munde på mig, måske lidt for
hårdt.. jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op med den dreng, "det ved jeg ikke" var det eneste han sagde.
"for helvede Louis. nu fortæller du mig, hvad du har gjort" denne her gang med en hård tone. den var ikke for højt,


så de andre kunne ikke høre det! han sukkede engang "hun spurgte om jeg mente det jeg sagde, den dag jeg sad i bilen med
hende bevidstløs, hun kunne høre det hele" for at være ærlig så har jeg ingen ide om hvad fanden han snakker om?
"hvad snakker du om?" spurgte jeg. "jeg sagde. du må ikke forlade mig, og være sød at kom tilbage til mig. og at jeg"
"du sagde at du elskede hende ikke" spurgte jeg. han nikkede stille. "hun spurgte mig om jeg mente det hele, men jeg
stivnede helt, je - jeg kunne ikke få et ord ud af munden" jeg kunne se på ham at han var oprevet. det vil jeg jo også
være hvis jeg var ham.

 

jeg klemte hans skulder blidt, for at vise at det hele nok skal gå.

"du hårdt ramt var" sagde jeg
stille til ham, han lyste op i et smil. og det var mere end et smil.  "men har du nogle idéer om, hvor hun kan være" kom
det fra ham, jeg rystede på hovedet, for jeg har ingen idéer og hvor hun kan være, gik ud i køkkenet for at tage det
sidste ind på bordet, da jeg som altid gør kigger ud af vinduet. "Louis" råber jeg, der går ikke længe før han kom.
"hvad er der" spurgte han, "leder du stadig efter Alli" sagde jeg, jeg viste godt hvad han ville svare, så jeg valget bare
at pege på vinduet.

"du fandt hende" svarede han lettede, "tag en paraply med dig" sagde jeg hurtig enden han var væk.

 

Louis's synsvinkel

 

Liam sagde et eller andet, hørt ikke lige efter, jeg har Alli på hjerne, jeg bliver nød til at få rettede op på det, jeg
gjorde, eller det som jeg ikke fik sagt. nåde lige at få sko på, og løb ud til hende.
"Alli" sagde jeg stille, da jeg var noget hen til hende, hun rejste sig op "hvad laver du her ud Louis" sagde hun.
jeg kunne se på hende at hun var ked af det, "der er noget som jeg skal fortælle dig Alli" tog et skrid tætter på hende.


lage mine hænder på hendes hofte, kunne mærke hvordan hun spændte i kroppen, men med det gled et smil hen over mine læber.
"Alli Jeg er forelsket i dig" sagde jeg stille. mine læber ramte hendes, hendes læber er bløde, som om at de er skabt
kun til mig. trak mig lidt fra hende "jeg mener alt det som jeg sagde til dig den dag bebe" kom stille fra mig.
"Lou jeg er forelsket i dig" med den sætning læner hun sig frem og vores læber mødets i det perfekte kys,
”It’s kind of like do re mi, about as easy as a b c . beautiful like a symphony. I’m talking about you and me.. I love you Allison Ramone

 

 

 

Undskyld for vente tiden!. jeg har haft meget at se til, hospitaler og så er jeg flyttede, så nu vil jeg gerne i gang med den igen, og det kan godt være at det lyder mærkelig men jeg er 19 år og har været til koncert d. 17/6-14. Hvor det var One Direction der spillede. det var nok noget af det fedeste jeg nogen sinde har oplevet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...