Every rose has its thorn -- 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 12 jul. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om Allison, Lydia og Allisons familie.
Allison og Lydia er bedste veninder de har kendt hindanden siden grundskolen.
Allisons far går meget op i sit arbejde og snakker meget i telefon!
Lydia bliver en del af familie efter moren dør, Allisons mor og Lydia havde et tæt bånd, som hun ikke havde med sin egen mor. da moren dør ligger der en stor sorg over familien, og ender med at flytte til England.
Man bearbejder sorg på forskellige måder?
vil Allison og Lydia komme over det? og hvem hjælper?

1Likes
1Kommentarer
540Visninger
AA

2. If you could see me now

Tilbage blik.

"Allison kommer du" lyden af min mor stemme var ikke til at tage fejl af, der var noget galt. gik langs gangen som ført ud til køkkenet!

jeg var nåede halv vejs da jeg hørt et bump! stoppede op "MOR" råbte så højt at jeg fik ondt i brystede, da jeg ikke fik et svar tilbage, begyndte min ben lidt efter lidt at nemmer sig køkkenet.

men ingen mor at se?

gik hen til køleskabet, men fik øje på noget som lå på gulvet, jeg samlede viskestykket op med den ene hånd, mine øjnene gled igen ned på gulvet og fik øje på mor!  "mor vågn op" suskede i hende men det hjalp ikke. sat mig på gulvet med ryggen mod køkkenet skabet og fandt min mobil frem og tastede 114. "det er min mor, hun bevæger sig ikke og hun trækker heller ikke været vejret". der blev stille i den anden ende "vi har fundet din adresse, og der er nogen på vej han til jer!" jeg lukkede øjnene hurtig i og fjerne mobilen fra øret. da jeg åbnede mine øjne igen, var det som om at de var ved at trille ud af hovedet på mig! kunne mærke tårerne men de vil ikke ned at kinderne?

Efter noget tid blev døren smækket op, min far og andre mænd kom ind, "Alli hvor er du og hvad er der sket" man kunne høre på hans stemme at han var bekymret! der gik nogen sekunder før jeg svarede, jeg kunne ikke åben munden, "i køkkenet" råbte jeg, yes der kom noget ud af munden, stolt, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg har mest lyst til at skrig men så mister jeg stemmen. men det ville ikke hjælpe!

Lyden af skridt som kom tætter med køkkenet, rav mig ud af min lille verden som jeg sad i, jeg fik øje på min far og han havde tåre i øjnene. rejste mig op får at gå hen til ham, for at føre ham væk.

det var for sent han fik øje på mor som lå livløs på gulvet som de andre mænd fumlede rundt med og prøvede på at få hende op på borne.

Tanken om at mor ikke er blandt os mere gjorde ondt at tænke på, men livet havde sin gang. en ting viste jeg og det er at min far vil arbejde mere end han gør i forvejen! 
"Allison, jeg tror at du skal ringe til Lydia og fortælle det" lyden af hans kolde stemme, gjorde bare at jeg ikke ville sige noget men bare nikke som svar. jeg fandt mobilen frem og løb op på min værelse, smed mig i min seng, kiggede på loftet. Kunne ikke får mig selv til at finde Lydias nummer frem og så fortælle hende det! jeg lukkede øjnene i og talte til 20, og begyndte at taste Lydias nummer ind.

"Lydia" jeg kunne ikke sige mere, jeg ved, hvor ked af hun vil blive. "Alli, hvad er der galt" jeg kunne høre på hendes stemme at hun var bekymret, "Allison" blev ravet ud af mine tanker!           "Lydia min mor er død" nåede at puste ud, "HVVAAD" råbte hun jeg kunne godt forstå hende "jeg er på vej" hun nåede at ligge på, ende jeg kunne sige noget.

Fjerede mobilen fra mig øre og smed den ned i neden af sengen, rejste mig op med kursen med min bærbar for at finde noget musik, gik ind i min play liste og startede den, den første sang der blev spillet var The Scrip - If you could see me now.

 

gik tilbage til min seng og satte mig. kiggede hen på døren som Lydia stod i men tåre i øjnene, jeg bankede to gange på sengen, som en hentydning til at hun skulle sætte sig ned. jeg skulle ikke sige det to gange, for ende jeg viste af det så lå Lydia op ad mig!

viste godt at det ville tage meget hårdt på hende, min mor var næsten som en plejemor for hende. hun var der mere end hendes rigtig mor. mit blik endte på Lydias hænder, de var våde efter at hun har grædt.

Lydia og hendes mor har ikke så godt bånd mellem dem, de var tit uvenner og endte med at råbe af hinanden. jeg kan huske at en dag gik det så galt at hun havde pakket to tasker med tøj og løbet hjemmefra, men hun fandt vejen hjem til mig. min mor har altid sagt til hende at hun er velkomme i familie lige meget hvad. ved at tænke på det fik smilet frem på mine læber. Lydia boede hos min i en måned, det var virkelig hyggeligt.

"hvorfor græder du ikke" lyden af hendes stemme gjorde ondt at høre på. "jeg kan ikke græde" med et skævt smil, jeg viste godt at hun ikke købte den

 

 

Nogle dage efter!!

Nu er dagen kommet hvor hun skal begraves, og jeg skulle holde tale, det kan jeg ikke. så vil jeg heller stikke af fra det hele!
det bankede på min værelsesdør "kom ind" det var sikker bare min far som vi se om jeg var klar,
et snøft kom, min blik blev rettede mod min dør, til syne kom Lydia "Alli er du klar" hendes stemme var stadig uklar, men smilte af det og nikkede, tog fat i hendes hånd og gik ned af trappen.
kunne høre at min far snakkede, da jeg fik øje på ham snakkede han i telefon, sukket bare af det og gik ud og satte mig i bilen sammen med Lydia og ventede på at vi skulle køre!

ventetiden var over og far var kommet.. endelig var vi noget hen til kirken, der var mange mennesker og ingen frie parkeringspladser. så Lydia og mig hoppede ud. der var mange mennesker som jeg aldrig har set før, det må sikker være nogen venner far min fars siden!


Der er alt for mange mennesker, jeg kan ikke. Jeg skal væk..
jeg må finde Lydia, gik rundt på den stor plads for at finde hende, da jeg fik øje på hende stod hun og snakkede med nogle fyre, de var nu meget pæne. men hvem er de!! de virker da unge, hvis de skulle være venner men min far!!

Lydia fik øje på mig, jeg vinkede med hånden så hun skulle komme over til mig, men hun ville ikke. det kan jeg godt forstå, de fyre hun nu snakke med var nu meget pæne.
bliver nød til at fortælle hende at jeg ikke kan gennemføre det her!

#Mig
-Bebe, jeg kan ikke gennemføre det her. håber du kan forstå
love you♥

Nu ved hun det. jeg vendte mig om for at se om jeg kunne få øje på min far men han var optaget af de drenge som Lydia også snakkede med. der var min mulighed har at stikke af, jeg bevægede mig baglænds mod den sorte port. da jeg var ved den, var der ingen da lagde mærke til at jeg ikke var der.

kiggede igen på den 5 drenge som både min far og veninden skakkende med, det fik smilet frem på mine læber.

 

  
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Første kapitel og første Movellas
håber på at i kan lide det :)
   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...