A Beautiful Mystery

Når to søstre havner i et helt andet liv end de er vant til og det viser sig, at der er mere mellem himmel og jord. Når det viser sig, at man ikke kan stole på hinanden, og at man er blevet stalket af en mystisk fyr. Hvad gør man for at overleve, når kampen mellem det gode og det onde bliver taget op. Når man ikke ved hvilken side man skal vælge, fordi man ikke ved hvem de gode er? Hvordan kommer man gennem en krig, når det gælder om liv eller død? Og vil det nogensinde få en ende?
- Pierces Synsvinkel: Wondergirl
- Freyas Synsvinke: WonderGirl & Becie
- Tylers synsvinkel: Becie

7Likes
4Kommentarer
542Visninger
AA

2. Sometimes it can be though

Pierces Synsvinkel

Mit vindue stod på hvidt gab, mens vi kørte. Vejret var så dejligt varmt, at bilen simpelthen var for varm at sidde i uden et åbent vindue. Men det var selvfølgelig kun mig der var så sart. Resten af min familie, min mor, min far og min lillesøster Freya, var alle henrykte over det længe ventede varme vejr.

Men jeg var nok bare ikke lige den største "Solpige," hvis man kan sige det sådan. Jeg var mere til regn. Det kunne man nyde med et stort glas varmt kakao med flødeskum, og måske samtidig dovne den på sofaen med en bunke af film. Så byen vi boede i var perfekt til min yndlingsbeskæftigelse, film og varm kakao. Der regnede eller var overskyet stortset året rundt, og når der ikke var, var jeg også den eneste der sad og muggede henne i et hjørne, mens resten af byen nød det varme vejr.

Marker og træer blev ved med at suse forbi mit vindue i høj fart. Byen var smuk, alle kendte hinanden og lige meget hvor man gik hen, kunne man altid finde hjem.  Jeg holdt ikke rigtig øje med nogle af de skønne omgivelser. Jeg sad mere i min egen verden og prøvede så godt jeg nu end kunne på at holde varmen ud. Vinduet gjorde sit arbejde så godt det kunne, men det var bare ikke godt nok. Varmen var uudholdelig, tænk at de virkelig kunne holde den ud.

Jeg kiggede hen på Freya, som tydeligvis havde siddet og kigget på mig. For lige så snart at jeg kiggede på hende, vendte hun hovedet den anden vej, hvilket resulterede i at hendes lange lyse hår svingede, og efterlod hendes velkendte parfume, som et spor der hurtigt forsvandt. Hendes lyse hår havde hun arvet fra vores mor, mens jeg havde arvet mit mørke hår fra vores far. 

Jeg drejede hovedet endnu halvfems grader, og kiggede nu ud af forruden. Mere landevej lå foran os, og lige meget hvor langt, og hvor hurtigt vi kørte, havde det aldrig en ende. Snart havde vi været i denne varme bil i omkring en time, og jeg var ved at blive sindsyg. Men vidste at det ikke kunne nytte noget at få et flip, for snart ville landevejen slutte, og så ventede der kun broen, før at vi endelig var hjemme.

"Hvad så tøser? Er i der?" min fars stemme lød lavt i mit øre, og jeg kiggede op for at se hans store brune øjne i bakspejlet. Jeg svarede ham med et nik, før jeg igen kiggede ud af vinduet. Ikke for at holde øje med landskabet, der stadig fløj forbi, men fordi at jeg var træt og orkede virkelig ikke at snakke, for jeg vidste at det ville påvirke mit humør for meget.

"Ja, men her er altså lidt koldt!!" sagde Freya uskyldigt, og lod som om at hendes tænder klaprede. Jeg kiggede kort over på hende, og hun holdt sig om sine bare arme, for at prøve på at holde varmen. Jeg rystede på hovedet af hende og kiggede igen ud af mit vidt åbne vindue. 

Jeg lod mine tanker få frit løb. Jeg var lidt af det man kalder en "Nørd" i skolen, og det gjorde at jeg ikke rigtig havde nogle venner. I hvert fald ikke nogle tætte venner. Jeg var nok lidt af en loner. Men det havde jeg det også fint med. Jeg var tryg ved at være m... 

Freya afbrød mine tanker, med hendes lige nu irriterende stemme, som rungede i mit hoved: "Pierce, gider du ikke godt at lukke dit vindue?" spurgte hun, og jeg drejede mit hoved og kiggede på hende, som om at hun var helt igennem fuldstændig sindsyg.

Jeg rystede endnu engang på hovedet af hende, og vendte mig væk fra hende med en irriteret mine.

Men længe gik der ikke før at hendes stemme lød igen. Denne gang svarede jeg hende bare: "Hvorfor må det ikke være åbent?" spurgte jeg med en irriteret klang i stemmen. Hun skulle overhovedt ikke tænke på at få sin vilje, ikke denne gang. Jeg kiggede surt på hende.

"Fordi jeg fryser," sagde hun, og prøvede at lyde så uskyldigt som muligt. Jeg fnes lidt af hende og svarede endnu engang med en flabet undertone: "Og jeg har det varmt!" Jeg prøvede at lyde så sur som overhovedt muligt. Men helt inderst inde elskede jeg hende selvfølgelig. Der her var bare optakten til endnu en af vores søskende skænderier. Som vi var rigtig gode til.

"Men..." hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. Det kunne godt havde set ud som om at mine ord havde dræbt hendes, men det varede ikke særlig længe før flere spydige ord forlod hendes mund: "Og hvorfor skal du så have din vilje?" spurgte hun og løftede det ene øjenbryn.

"Mærkeligt nok fordi jeg er ældst," sagde jeg og hævede min stemme. Jeg kiggede skarpt på hende, og hun sendte mig sit sygeste dræberblik tilbage. Vi stikkede hver i sær til hinanden med tusindevis af knive, og vi vidste begge at vi sårede hinanden, men stoppede vi? Du kan tro nej, vi blev skam ved.

"Og så skal du have din vilje eller hvad?" spurgte hun og hendes kinder blev ildrøde. Jeg vidste at hun var træt af at være den mindste, så derfor drillede jeg hende tit med det, fordi jeg vidste at det pissede hende af.

"Øøhh ja," svarede jeg hende som om at svaret var indlysende. Vi pissede virkelig hinanden af, og jeg kunne ikke rigtig forstå at vores forældre ikke havde afbrudt os endnu. De hadede altid når vi skændtes. De ville have at vi skulle være "One big happy family". Selvfølgelig ville mig og Freya også gerne have at vi skulle være det, jeg ville i hvert fald. Jeg tror bare at vores skænderier er vores måde at sige til hinanden "Jeg elsker dig" på.

"Øøøhh nej," svarede hun igen. Og imens vores lille skænderi blev ved nærmede broen sig i høj fart.

Vi var begge to nået op i et tonefald, som vi havde svært ved at komme ned fra igen. Og flere og flere bandeord blev indblandet i vores skænderi, om et skide vindue.

"Kan du ikke bare lukke det FUCKING vindue?" råbte hun højt, og vi var begge i det røde felt nu. Jeg hadede når folk råbte af mig, men lige nu var vi vidst lige gode til det.

"Hvorfor fanden skal jeg gøre hvad du siger? Gi' mig en god grund?" råbte jeg. Jeg vidste godt at jeg var flabet og at jeg burde være stoppet for længst, men alle de ord vi sagde til hinanden, holdte den anden i gang.

Broen dukkede op i mit syn, og jeg kiggede hurtigt frem og så det store hvide skilt, hvorpå der stod "Seward Anchorage Hwy".

Derefter at vendte jeg mit blik imod Freya igen. Hun sagde ikke noget men sad bare og stirrede på mig. Jeg stirrede igen, og mens vi begge to gav hinanden det sygeste dræberblik brød vores far ind: "Nu stopper i! Begge to!" sagde han skrapt, og kiggede på os i bakspejlet. Hans brune øjne var ikke rolige og afslappet mere. De var skuffede, og jeg vidste godt hvem han var skuffet over, det viste hans blik tydeligt. Han var skuffet over mig, jeg skulle ligne at være den ældste, men i stedet opførte jeg mig som en på syv år.

Det var altid mig han var skuffet over, og jeg følte mig altid forrådt indeni. Han havde en tendens til altid at holde med Freya, og denne her gang vile nok ikke bliver anderledes.

"Hvorfor?" spurgte jeg surt og fortsatte: "Du holder jo alligevel altid med hende!" jeg kunne ikke stoppe mit raseri, det burde slet ikk have gået ud over min far. Men jeg skulle bare ud med det, og lige nu var han i skudlinjen.

"Nej, jeg gør da ej! Og du stopper nu frøken!" sagde han og kiggede skuffet på mig i bakspejlet.

"Hvorfor? Så hun kan få sin vilje igen? Aldrig," mit raseri blev være mens vi kørte ud på broen. Tonsvis af biler kørte frem og tilbage hen over broen, og vi var nu en af dem.

"Gid at du kører bilen i vandet og i alle dør!" sagde jeg overrasket over mit eget ordvalg.

Men det jeg var allermest overrasket over, var at min far mistede styringen over bilen. Vi begyndte alle at skrige, og vi panikkede.

Min far prøvede at få styr over bilen, men det så ikke ud til at kunne lade sig gøre.

Bilen var ude af kontrol og nu kørte den ud over kanten på broen. I samme sekund var det som om alting blev sat på pause, råbene, panikken hver evig eneste lyd og bevægelse. Vores bange ansigter skreg "hjælp".

Vi var så godt som døde, ingen ville kunne redde os nu. Det var alt sammen min skyld, hvis bare jeg ikke havde sagt og ønsket det så inderligt, så ville det aldrig have været sket. Hvis vi dør er det min skyld. Jeg var virkelig gået over stregen denne gang, og det var jeg ikke bange for at indrømme.

Vi ramte vandet med et plask. Råbene blev til bobler der langsomt forsvandt, jo længere bilen sank ned i dybet. 

Bilen var hurtigt fyldt med vand, og luften i mine lunger var ude af stand til at hjælpe med min overlevelse. 

Men det var ikke mig der skulle overleve. Det var min mor, min far og Freya. Min fejl var at jeg havde vist for meget had, og nu hvor døden kalder på os, er det eneste jeg fortryder, at jeg ikke fik sagt til dem at jeg elskede dem.

Jeg havde ikke mere luft tilbage, og langsomt begyndte jeg at svinde hen. Flash Backs fra hele mit liv kørte som en film af billeder i mit hoved. De sjove, de mærkelige minder. Skænderierne, de hyggelige minder. Alt sammen samlet i mit hoved på en gang.

Jeg så ingen anden udvej end at lade være med at kæmpe. I stedet brugte jeg de sidste sekunder af mit liv på at få et sidste glimt af min elskede familie.

Panikken var ovre, alt var stille, og ingen lyde forstyrrede. Min mor og far kiggede begge et sidste sekund bagud, før at de løb tør for ilt og blev helt hvide i hovedet. Min mors blå øjne var det sidste jeg kiggede ind i inden de begge lukkede øjnene i. De havde været gift i snart 13 år, men jeg havde dræbt dem, det var min skyld alt sammen. Det hele! 

Jeg prøvede at skrige og græde, men jeg kunne intet uden at få vand indenbords. 

Jeg kiggede over på Freya, hun var så småt ved at blive svag og hvid i hovedet. 

Lige så snart jeg kiggede hende i øjnene vidste jeg at jeg måtte gøre noget. Jeg blev nødt til at hjælpe hende. Min forældre ville ikke have mig til at give op. De ville have mig til at kæmpe til det sidste.

Jeg kiggede mig panisk rundt. Mit blik faldt hurtigt på mit åbne vindue. Jeg tøvede hurtigt inden jeg fik taget Freya i armen, fik kigget en sidste gang på mine forældre, og fik bakset os begge ud af vinduet.

Vandet var koldt, og bilen var snart så langt nede i mørket at det var umuligt at se himlen. 

Jeg trak Freya med opad mod himlen. Jeg havde snart ingen kræfter tilbage men jeg kæmpede til det sidste. Jeg lagde et blik på Freya, som lukkede øjnene, inden jeg nåede op, op til solen som jeg for engangs skyld var glad for at se.

Lige da jeg nåede overfladen og havde fået luft igen, måtte jeg give Freya en svag lussing, for at få hende til at åbne øjnene igen. Da hun åbnede øjnene, bedte jeg hende om at blive ved overfladen, før jeg dykkede igen.

De eneste tanker der fyldte mit hoved da jeg dykkede igen, var at jeg blev nød til at prøve, nød til at kæmpe, og jeg måtte ikke give op.

Jeg dykkede så langt jeg kunne, men det blev hårdere og hårdere jo længere ned jeg kom. Min luft ville snart slippe op, men alligevel dykkede jeg videre, i håb om at de stadig ville være i live.

Men håbet var simpelthen for lille, og min luft slap op. Jeg prøvede at dykke videre, men måtte til sidst give op. Jeg kunne ikke kæmpe mere, selvom jeg inderligt ønskede at jeg kunne.

Hurtigt svømmede jeg, mod mine tanker, mod mit hjerte, op til overfladen. 

Da jeg nåede overfladen og Freya igen, gik der kun et par få sekunder med at træde vande, før at mine kræfter slap op, og jeg kunne derfor ikke holde mig selv oppe over vandet længere.

Men i sidste øjeblik som jeg tænkte "Nu er det forbi," var der en der tog et fast greb i min arm...

__________________________________________________________________________

Hvad så? Så er første kapitel i hus...

Hvad synes i om historien so far?

Skriv endelig jeres mening, både ris og ros!

XOXO Wondergirl

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...