A Beautiful Mystery

Når to søstre havner i et helt andet liv end de er vant til og det viser sig, at der er mere mellem himmel og jord. Når det viser sig, at man ikke kan stole på hinanden, og at man er blevet stalket af en mystisk fyr. Hvad gør man for at overleve, når kampen mellem det gode og det onde bliver taget op. Når man ikke ved hvilken side man skal vælge, fordi man ikke ved hvem de gode er? Hvordan kommer man gennem en krig, når det gælder om liv eller død? Og vil det nogensinde få en ende?
- Pierces Synsvinkel: Wondergirl
- Freyas Synsvinke: WonderGirl & Becie
- Tylers synsvinkel: Becie

7Likes
4Kommentarer
605Visninger
AA

3. Out of control

Tylers synsvinkel

Jeg sad lænet op af klippevæggen. Klippen, som gik ud til den store vej.

Jeg kedede mig egentlig ikke. Sad bare i mine egne tanker. Mine egne tanker om hende. Mine tanker kunne ikke få ro, for alt handlede om hende. Hendes røde hår, røde læber. Den måde hun altid kunne sno mig om sin lillefinger. Den måde hun kunne få mig til at føle mig speciel. Det var nu to uger siden, jeg mistede hende. Men stadigvæk følte jeg mig tom indeni. Jeg savnede hende.

Noget ramte mig i siden af hovedet, og blev efterfuldt af lyden af hult plastik.

”Tyler, Tyler, ååh min skønne Tyler,” kunne jeg høre Jack sige, selvom han var så langt væk, at jeg ikke engang kunne se ham endnu.

”Lad mig nu bare være,” sagde jeg irriteret, og så ham komme frem mellem træerne. Han gik hen og samlede den gule bold op, som han havde brugt som skud mod min skydeskive af et hoved.

Jack havde lysebrunt hår og en hud, som havde et skær af olivenbrun farve og den var i det hele taget mørkere end min. Når et menneske blev omdannet til vampyr, så blev huden blegere, håret blev blegere, hjørnetænderne blev skarpere og alle ens sandser blev forstærket. Jack var oprindeligt fra Italien, og det var derfor, han var lidt brun i huden. Han ville se normal ud mellem menneskene, mens jeg ville ligne en, som aldrig nogensinde har været ude i solen. Jeg er bleg og lyshåret. Jacks hårfarve var nok kastanjebrunt, da han var menneske, så det var jo ikke fordi, der ikke var sket den store forskel i hans udseende fra at gå fra menneske til vampyr, men der var ligesom også begrænset, hvor bleg man kunne blive. 

”Tænker du nu på hende igen?” spurgte han og lavede et fjæs, som skulle have sendt en masse bekymringer og triste vibrationer mod mig, men det lykkedes ikke rigtig for ham, for han mente det ikke. Han syntes ærligtalt, at jeg var morsom. Hele min situation var morsom.

”Skrid Jack!” sagde jeg hårdt og rejste mig op. Han nikkede bare forstående og var væk igen i samme sekund. Utroligt, at der ikke skulle mere til, men han var nok ved at forstå, at jeg ikke rigtig orkede noget som helst mere. Jeg var knust. Knust, fordi hun bare forlod mig. Forlod mig i forhold til en af de andre. En meget mere velhavende og smuk vampyr. En som kunne give hende alt og behagede hende mere. En, som kunne give hende modstand. Det kunne jeg ikke.
Hver gang jeg så hende blev jeg blød i knæende, jeg kunne ikke finde egne ord, og jeg gjorde alt, hvad hun bad mig om. Det var bare en evne, hun var født med. Det var sådan hun virkede på andre. Bortset fra ham, som hun mødte for nyelig. På ham virkede intet, af det hun gjorde, for at få ham til at bukke under for hendes styrke, og det var det, hun faldt for. Derfor hun forlod mig.

Jeg gik hen mod det sted, hvor klippeblokken ikke længere dækkede for udsynet ud til vejen. Det sted hvor klippeblokken blev afløst af træer og Seward Highway snart ikke længere havde vand så langt øjet rakte til den ene side, men begyndte at sno sig ind i byen.
Jeg stod bag et par træer og så ud på vejen. Vejen var rolig, og man kunne høre vandet bevæge på sig. Men jeg kunne også høre lyden af en bil, som var på vej rundt om klippeblokken.
Jeg tunede ind på lyden og hørte i alt to mennesker i en højrystet og latterlig diskussion  Jeg lo lidt for mig selv. Mennesker var ikke altid de klogeste. På gode dage elskede jeg også at sidde med Jack og de andre og gøre nar af dem.
Vi havde ikke noget imod menneskene, overhovedet ikke. De var bare en smule komiske, og selvfølgelig var de til, for at fodre min slags. Jeg så nu bilen, den var lige kommet rundt om klippeblokken og kørt ud på broen. Broen, som egentlig ikke var en rigtig bro, for der var kun vand på den ene side af den, men de fleste kaldte det for en bro alligevel. Ligeglad med de korrekte regler, for hvorfor man kaldte de forskellige ting, for det man nu gjorde. Broen, det sted på Seward Highway, hvor der ikke længere var træer på begge sider, men vandet nu lå helt op til vejen, med den eneste sikkerhed fra vandet, at vejen lå lidt højere, og et autoværn af metal, sørgede for at holde de fleste biler oppe på vejen og ikke nede i vandet. Det kom dog an på hvor hurtigt man kørte, når man ramlede ind i dem, og på denne ensomme vej, kørte folk tit rimelig hurtigt, så der skulle ikke så meget til, før autoværnet ikke kunne holde længere.

En tredje person blandede sig nu i samtalen. Jeg gad ikke lytte længere, altså, hvad skulle jeg også lytte for? Det var jo ikke fordi, jeg kunne blande mig eller noget.

Jeg vendte mig væk fra vejen, og skulle til at gå ind i skoven igen, da jeg automatisk kom til at tune ind på én eneste sætning. "Gid at du kører bilen i vandet og i alle dør." En sætning, der fik mig til at vende mig om, så jeg lige akkurat så, hvad der skete. Bilen var ude af kontrol og kørte ind i autoværnet med fuld hammer på speederen. Autoværnet brækkede og styrtede, sammen med bilen, ud over skrænten og ned i vandet.
Noget sagde mig, at dette ikke var en tilfældighed. Det havde været den unge kvinde på bagsædets vilje.

Jeg stod bare og stirrede ud mod vandet. Inde fra skoven kunne jeg stadig høre vandet røre uroligt på sig. Jeg stod sådan længe. Det syntes jeg i hvert fald selv. Syvogtyve sekunder var i hvert fald lang tid at bruge på, bare at stå og glo. Næsten et halvt minut. Menneskerne var sikkert allerede druknet, og jeg havde bare stået der og intet gjort.
Så kunne jeg høre vandet røre på sig igen og lidt efter et gisp efter luft. Jeg betragtede to hoveder skyde op gennem vandet og op til overfladen. De to på bagsædet. Jeg så hende, som sikkert var den ældste, dykke ned igen. Håbløst. Det vidste jeg at det var. De andre kunne ikke redes, den kvinde, som nu lå i overfladen og svagt prøvede at holde sig oppe, var nærmest allerede svundet hen.

En metallisk duft trængte op i min næse. duften af blod. Frisk blod. Jeg så hen på kvinden, som stadig lå i overfladen, og så en stor rift på hendes arm. Duften bredte sig, og jeg kunne næsten smage det. Mine vejrtrækninger blev tungere. Jeg kunne ikke få mig selv i kontrol. Mine tanker var så meget fokuseret på blodet, at jeg ikke hørte endnu en bil komme kørende rundt om klippevæggen. Den standsede henne ved broen, samtidig med, at den anden kvinde kom op til overfladen igen. Afkræftet og snart tømt for liv. Jeg tog et skridt ud mod vejen. Skridtet der skilte mig fra skoven og skyggen. Jeg mærkede en svag varme mod min hud, men jeg bed ikke mærke i den. Blodet styrede mine tanker.
En mand var allerede ude af bilen, og havde i farten slet ikke opdaget mig.
”Tyler,” hørte jeg en stemme vrisse bekymret. En hånd tog fat om min arm, men den var hurtigt væk, og jeg kunne høre en banden.
”Tyler.” stemmen var nu trængt ind til mit hoved og endnu en gang tog en hånd fat om mit håndled og trak mig ind i skoven igen.

Jeg så manden hive pigerne i land, hvorefter jeg vendte mig om og så ind i et par strenge røde øjne. 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Whats up guys? <3

Dette var så andet kapitel, hvad syntes i om det? Hvad syntes i om historien ind til videre?

Skriv gerne en kommentar, og tak fordi, i gider læse vores Movella

Knus fra Becie ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...