A Beautiful Mystery

Når to søstre havner i et helt andet liv end de er vant til og det viser sig, at der er mere mellem himmel og jord. Når det viser sig, at man ikke kan stole på hinanden, og at man er blevet stalket af en mystisk fyr. Hvad gør man for at overleve, når kampen mellem det gode og det onde bliver taget op. Når man ikke ved hvilken side man skal vælge, fordi man ikke ved hvem de gode er? Hvordan kommer man gennem en krig, når det gælder om liv eller død? Og vil det nogensinde få en ende?
- Pierces Synsvinkel: Wondergirl
- Freyas Synsvinke: WonderGirl & Becie
- Tylers synsvinkel: Becie

7Likes
4Kommentarer
539Visninger
AA

4. In the hospital

Freyas synsvinkel

Jeg anede ikke hvad der skete. Jeg nåede ikke engang at skrige. Jeg sad bare i mit eget sæde med kinden på min knyttede hånd mens min albue hvilede mod døren. Ja, jeg var sur, for Pierce fik ALTID sin vilje. Om far holdt med mig eller ej, så gjorde hun som det passede hende alligevel. Altid.
Jeg så først ud ad vinduet, da jeg kunne høre min søster skrige, min far råbe og min mors små hulk mens hun blev ved med at skrige min fars navn. Jeg nåede ikke at få en lyd over mine læber, før vi ramte vandet. Mit hjerte holdt pludselig op med at slå, eller det føltes i hvert fald sådan. Men selvom alt inden i gik i stå, så gik alt andet så hurtigt. Ingen af os nåede at reagere. Jeg nåede ikke engang at trække vejret ind, så jeg havde mere at holde på. Sådan tænker man jo ikke engang, når sådan noget sker. Man ville jo ikke pludselig tænke: ’Vi er ved at ryge i vandet, lad os lige åbne døren eller rulle vinduet ned.’ Man tænker ikke over sine muligheder. Heller ikke mens man er under vandet. Man gør bare det der falder en ind. Man går i panik. Den eneste grund til, at jeg overlevede, var, at Pierces vindue allerede var åbent. Fordi hun efter et stykke tid, fik den idé, at hun lige kunne svømme ud ad vinduet, og trække mig med. Hvem i hele verden kunne få den idé, når man er ved at drukne og har travlt med at gå i panik!? Selv da jeg var kommet op over vandoverfladen var jeg i panik. Jeg hev efter vejret. Prøvede at få vejret, hvilket var svært, da jeg kunne mærke vandet slå bølger nede i mine lunger. Jeg hostede, for det var ubehageligt. Jeg var i panik, vr bange for at jeg skulle dø, og tænkte på, hvor længe man egentlig kunne overleve med vand i lungerne. Jeg vidste det ikke. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg havde svært ved at få luft og at mine forældre stadigvæk sad nede i bilen. De stod ikke til at redde. Det var allerede forsent, og Pierce... Pierce havde kræftedme bare efterladt mig dér! Det tidspunkt i hele mit liv, hvor jeg rent faktisk havde allermest brug for min storesøster, valgte hun at efterlade mig. Men det var jo bare sådan hun var. Hun tænkte aldrig på mig. Eller det var i hvert fald sådan det føltes. Hun prøvede at redde vores forældre, selvom hun vidste, at det var forsent. Hvem troede hun lige hun var? Hvad troede hun, at hun skulle bevise? Hun var ikke en eller anden superhelt. Hun kunne ikke gøre noget. Det vidste vi begge to godt.
Jeg kunne mærke, at jeg næsten ingen kræfter havde tilbage, men jeg ville ikke give op endnu. Pierce var stadigvæk ikke dukket op. Jeg var træt. Panikken, hosten, sprællen med benene, fik mit energiniveau ned på bar bund. Jeg så min storesøster komme op til overfladen igen, tomhændet, selvfølgelig, og jeg tillod mine øjne at glide langsomt i.
Jeg mærkede nogle hænder mod mine arme, derefter så nogle andre hænder med et mere fast greb. Lidt efter hørte jeg sirener, og pludselig kunne jeg mærke flere hænder mod min krop. Jeg var for træt til at registrere, hvad der skete og for træt til at holde mine øjne åbne, så jeg lod dem forblive lukket.

***

Da Jeg åbnede mine øjne igen lå jeg på hospitalet.  I en anden seng, ikke så langt væk fra min, lå min søster. Det så  ud til, at hun stadig sov. Hun havde sådan en dims på armen, jeg havde ingen anelse om hvad det hed. Rent faktisk var det mig egentlig også ligegyldigt.  Jeg så ned ad mig selv og opdagede, at jeg også havde sådan en tingest sat fast til min arm. Jeg havde også sådan en ilt maske på, som hjalp mig med at trække vejret. Jeg tog den af med det samme. Jeg havde i hvert fald ikke brug for hjælp til at trække vejret. Det klarede jeg udmærket selv.
Jeg satte mig op og mærkede en  stikken ved halsen. Sådan en stikken der gjorde en smule ondt. Eller måske lidt mere end bare en smule.
Jeg hev den der tingest af armen og rejste mig op. Da jeg satte mine fødder på det iskolde gulv, opdagede jeg, at jeg ikke havde sko på, men et par hvide bomuldstrømper. Jeg havde også fået nyt tøj på. Mit fine, sorte strutskørte og hvide top var blevet erstattet med en kittel. Du ved, lang, løs, kortærmet, hvid, skjorteagtig ting... Den var så lang, at den gik mig til midt på låret. Jeg fik helt kuldegysninger over, at der var nogle fremmede sygeplejesker, som havde klædt mig af og på, som om jeg var en dukke.
Jeg gik hen til døren, hev langsomt ned i håndtaget og åbnede døren langsomt. Først stak jeg lige hovedet ud, for at se, om der gik nogle sygeplejersker ude på gangen, hvilket jeg var så heldig, at der ikke gjorde. Jeg kunne forestille mig, at hvis de opdagede, at jeg var vågnet, at de ville fare rundt om mig med det samme, og det orkede jeg ærlig talt ikke lige nu. Lige nu var jeg på vej mod toilettet, for der var jeg sikker på, eksisterede et spejl. Jeg havde virkelig brug for, at se hvordan jeg så ud. Jeg skulle også tisse, faktisk en hel del. Først kiggede jeg lidt frem og tilbage på gangen, men kunne ikke få øje på nogle toiletter, så jeg gik i retning af nogle store døre, som nok ville føre ud til en større gang, og da jeg kom derhen, fik jeg det bekræftet.
Ude på den store gang gik der mange sygeplejeskere rundt, så jeg bøjede hovedet og så ned i jorden, og blandede mig med mængden. Jeg fik hurtigt øje på et toilet. Jeg kom der hen og fik lukket mig ind og låst døren. Det første jeg gjorde var at styrre direkte hen mod spejlet og jeg så rent faktisk ikke så slem ud, som jeg kunne have gjort. Jeg var en smule bleg, og der mellem halsen og kragebenet havde jeg et vådt stykke vat tapet fast. Jeg følte mig pludselig lidt dårlig, men det var ikke noget jeg gad tænke på lige nu. Jeg fjernede forsigtigt vattet og ventede at se det værste, men da det var blevet fjernet helt, var det slet ikke så slemt. Jeg var faktisk rimelig overrasket over, hvor lidt skade ulykken havde påført mig. Langs kragebenet gik en flænge, og jeg regnede med, at det nok var selen, som havde skåret flængen. Såret var stadig fugtigt på grund af det våde vat, som gjorde, at der ikke kunne komme skorpe på. Det sveg en lille smule, så jeg satte vattet fast igen.

Da jeg var færdig på toilettet havde jeg fået en smule kvalme, så jeg bestemte mig for, at gå direkte tilbage mod værelset igen. – ikke fordi jeg overhovedet havde andre steder at gå hen – Men jeg nåede aldrig længere end forbi de to store døre, som førte ind til den lille gang igen, før jeg begyndte at hoste voldsomt. Og her taler vi altså ikke bare om en normal hosten, som er lidt kraftigere end normalt... Nej, jeg kunne ikke engang få vejret. Jeg havde det som om jeg skulle kaste op, men det skulle jeg ikke. Jeg hev efter vejret, og jeg blev ved med at hoste. Jeg var begyndt at gå i panik. Ligesom da jeg sad inde i bilen, efter vi var havnet under vandet. Jeg faldt ned på knæ og tog mig til halsen. En sygeplejerske fik øje på mig og kom farende hen i mod mig med det samme.
”Er du okay,” spurgte hun. Altså hvad troede hun selv? Nej, jeg var slet ikke okay! Jeg kunne ikke svare hende, for jeg blev ved med at hoste, og jeg mærkede mine lunger lukke til, så jeg slet ikke kunne få vejret overhovedet. Så kom det. En hel masse vand, som bare blev ved med at fosse ud af munden på mig. Det blev bare ved med at strømme ud, og bagefter kunne jeg mærke, at jeg også skulle kaste op, så efter lungerne sikkert var blevet tømt fra væske, blev den våde pyt på gulvet også blandet med grøn mavesyre. Jeg kunne ikke fatte, at det kunne blive ved, og jeg mit hoved var ved at sprænges. Dels fordi jeg var i panik, og dels fordi det ikke fik ilt. Jeg nåede ikke engang at registrere, at jeg var færdig, før mine øjne lukkede i og jeg drattede om, med hovedet lige ved siden af pytten på gulvet. Så ulækkert!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...