A Beautiful Mystery

Når to søstre havner i et helt andet liv end de er vant til og det viser sig, at der er mere mellem himmel og jord. Når det viser sig, at man ikke kan stole på hinanden, og at man er blevet stalket af en mystisk fyr. Hvad gør man for at overleve, når kampen mellem det gode og det onde bliver taget op. Når man ikke ved hvilken side man skal vælge, fordi man ikke ved hvem de gode er? Hvordan kommer man gennem en krig, når det gælder om liv eller død? Og vil det nogensinde få en ende?
- Pierces Synsvinkel: Wondergirl
- Freyas Synsvinke: WonderGirl & Becie
- Tylers synsvinkel: Becie

7Likes
4Kommentarer
539Visninger
AA

5. Can't believe this.

Pierce synsvinkel

 

Jeg vågnede ved lyden af nogle sygeplejersker, som rente rundt på værelset. Jeg satte mig hurtigt op, da jeg så en af dem komme ind med min lillesøster i armene.
"Hvad er der sket?" udbrød jeg og skulle til at rejse mig op og storme hen imod Freya. En sygeplejerske kom hen til mig og lagde en hånd mod min højre arm, hvor jeg opdagede et bånd, som sad stramt fast, for at måle min puls.
"Vi fandt din søster ude på gangen i færd med et tømme lungerne for vand. Det har taget hårdt på hende. Du derimod har klaret det meget bedre." Hun sendte mig et forsigtigt smil, men jeg gengældte det ikke. Det hele havde været min skyld. Jeg ved ikke hvordan, men på en eller anden måde skete det bare helt unaturligt, efter at jeg havde sagt, det jeg nu havde sagt.

Jeg mærkede en tårer forlade min øjenkrog. Det føltes som den første dråbe vand efter en tørke. Det grundede mine tørrer kinder, som efter tidligere gråd, var tørret ud, og havde sat sig fast.
Egentligt havde jeg været overbevist om, at flere tårer var umuligt, men intet var åbenbart umuligt i en situation som denne. Følelser blandet med selvbebrejdelse var den værste kombination, og sammen med følelsen af tab, blev den kun forstærket.
Da ordet selvbebrejdelse gled gennem mine tanker, faldt mit blik langsomt hen på Freya. Det var min skyld, hun ingen familie havde mere, at hun ikke havde nogle til at lære hende forskellen på rigtig og forkert. Jeg vidste inderst inde, at jeg blev nød til at være denne person. Men det var for dybt inde, for langt væk begravet i et hav af smerte og sorg. Jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at blande mig i hendes liv. Dog blev hun nød til at have en eller anden. Denne beslutning var en jeg ville lade hende om at tage.

Alt var vendt på hovedet, alt var for forvirrende til, at jeg var klar til flere svære og store beslutninger. En beslutning som denne burde være Freyas. Hvis hun så valgte, at hun aldrig nogensinde ville se mig igen, så ville jeg være hundred procent forstående og acceptere det. Hendes liv, hendes valg. Det havde trods alt været min skyld det hele, så hvis hun var sur på mig, ville jeg lade hende være det.

”Kan vi bede om dit og din søsters navn?” spurgte sygeplejersken og hev et stykke papir og en kuglepen op fra sin brystlomme.
”Pierce Rosé og  min lillesøster hedder Freya Rosé,” sagde jeg og så ned.
Sygeplejersken skriblede ned og sendte mig et opmuntrende smil. ”Pierce? Jeg ved godt, at der lige nu sker en hel masse men, der er kommet en, som gerne vil tale med dig. Så hvis du lige vil være sød at følge med.” Hun stoppede papiret og kuglepennen ned i brystlommen igen og rejste sig, inden jeg overhovedet kunne nå at svare.
”Hvem?”
”En der vil høre lidt om, hvad der er sket og sådan noget.”
”Det er i hvert fald det sidste, der skal ske lige nu.” Freyas stemme skar klart gennem lokalet. Jeg så hen mod hende. Hun var vågnet og sad op i sengen. Hun rejste sig fra sengen og var hurtigt henne ved siden af mig.
”Vi er begge lige vågnet op på et hospital efter en ulykke, vi begge to var meget heldige at overleve. Vi har ikke brug for, at en eller anden journalistisk sladderbladstøs skal til at snakke med os!” sagde hun meget bestemt og tog fat om min hånd.
”Hun er sagsbehandler, og hun skal finde ud af, hvad der skal ske med jer.” Sygeplejersken rakte sin hånd ud mod os for at fortælle, at vi bare skulle følge med og få det overstået. Jeg skulle til at tage det første skridt hen mod hende, men Freya stoppede med mig.
”Jeg er ligeglad. Bed hende komme tilbage en anden gang. Vi har ikke brug for at få det hele hældt i hovedet lige nu. Vi er begge to meget hårdt ramt og vi har brug for at forstå det hele, for vi ved knap nok selv, hvad der er sket. Jeg kan stadig ikke fatte, at næste gang, jeg ser mine forældre, er til deres begravelse.”
Mit hjerte sprang et slag over. Jeg fattede ikke, at hun lige havde sagt det der. Det gjorde hun nok heller ikke selv, for hun så ud som om, nogen lige havde slået hende rigtig hårdt. Ordene var bare røget ud af munden på hende inden, hun nåede at tænke over det. Ordene havde ramt os begge hårdt, og vi kæmpede begge for ikke at begynde at stortude lige nu. Vi skulle aldrig se vores forældre igen, og det var min skyld.

_______________________________________________________________

Hey alle sammen. Så blev kapitel 4 endelig skrevet. I må undskylde at det tog så lang tid, men sommerferien vare jo ikke evigt.

Jeg (Becie) vil meget gerne love (kan ikke love på Wondergirls vejne, men tror hun siger det samme) at de næste kapitler kommer med nogenlunde jævne og ikke så lange mellemrum...

Tak fordi i følger med.

 

Xoxo Becie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...