De kalder os tænkere.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2013
  • Opdateret: 8 maj 2013
  • Status: Igang
Es Solo er en pige i landet Sorel. Hun er en "tænker"

0Likes
4Kommentarer
267Visninger
AA

2. Kapitel 1

Mit navn er Es Solo. Jeg var lille pige i landet Sorel. En lille pige, ligeså naiv som alle andre. Indtil den dag jeg så noget, eller rettere sagt ”det”.

Jeg var ikke mere end 6 år, da jeg første gang tog på tur med mor. Vi skulle ind til byen og handle nogle strømper hun havde strikket. Det var en brændende varm dag, og blandet med folkemængden, var det ikke til at holde ud. Vi gik og kiggede lidt i de forskellige boder. Mor var i gang med at handle sig frem til nogle søm og skruer. Dem manglede vi altid. Far var nemlig tømmer, og byggede alt selv. Han havde endda bygget mit legehus. Gennem den flydende masse af mennesker, spottede mine klare grønne øjne en isbod. Jeg slap diskret mors hånd, og gik med faste og desperate skridt hen mod boden. Jeg kørte min hånd ned i det lille forklæde jeg havde på, og fandt 2 tikers. Det var lige nok til én jordbærkugle. Manden bag disken havde et langt snoet skæg, og nogle tunge rynker under de trætte øjne. Jeg pegede med en dirrende dog selvsikker hånd på det lyserøde box. Noget menneskerne her i byen egentlig ikke rigtig var, selvsikre altså. Jeg kunne ikke se det da jeg var lille, men jo ældre jeg blev begyndte det at gå op for mig.

Isen kølede mig med det samme ned, og gjorde min hjerne klar igen. Nu skulle jeg bare finde mor. Jeg begyndte at mase mig igennem mængden, så godt jeg nu kunne med isen på slæb. Der, i det slidte forklæde med de fine broderinger, som jeg altid havde beundret. Jeg skyndte mig hurtigt over til hende. Mor drejede hovedet og smilte. Det var ikke mor. Jeg gik hurtigt den anden vej, en lille smule skræmt. Jeg kaldte med en svag stemme på hende. Kaldte igen og igen. Min stemme blev højere og mere panisk. Folk begyndte at kigge undrende på mig. Ingen hjalp mig. Til sidst græd jeg. Jeg satte mig på kantstenen og græd. Indtil jeg hørte hende. Et skingert kvindeskrig, der ikke nåede igennem folket. Kun til mig. Jeg prøvede at følge den vej lyden kom fra, men det var svært i al larmen. Mine fingre fuldte den ujævne mur, ned af en sidegade. Her lugtede surt, men lydene var mere rolige. Igen. Og så igen. Jeg kunne hører de smertefulde skrig. De fyldte mit hoved, og var ved at sprænge det. Mit hoved der ikke var mere end 6 år gammelt. Jeg skulle finde mor. Jeg blev ved med at sige det for mig selv så jeg havde noget at gå efter. Det var svært at fokusere med lyden i baghovedet, men så så jeg hende. Hulkende og grædende lå hun på jorden, med fodaftryk i hendes smukke ansigt. To mænd stod bøjet over hende, de havde ens tøj på. Uniformer tror jeg min far havde kaldt dem. Jeg gemte mig bag en kasse fuld af rådne æbler. Jeg så til mens de bankede min mor sønder og sammen. Jeg sad der bare. De gennemsigtige glimtende tårer kildede på min kind, og forsatte ned over hagen. Selvom jeg græd, græd som jeg aldrig havde grædt før, sagde jeg ikke en lyd. Jeg var fuldstændig stille. Mine øjenlåg gled langsomt i. Det var svært at rumme det hele, for ikke at sige umuligt. Endelig gik de. De uniformklædte mænd. Jeg ventede nogle minutter før jeg gik over til hende. Bare for at sikre mig de var helt væk. Jeg satte mig ved siden af hende. Sad ved hende indtil jeg ikke havde flere tårer inden i mig. Mor sagde altid at man skulle gemme sine tårer til dem man elskede. Det var derfor jeg aldrig græd. Når jeg slog mig, eller en sagde noget grimt til mig, lukkede jeg mig inde. Jeg græd ikke. Nu gjorde jeg. Jeg græd alle de tårer jeg havde sparet op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...