The fight for survival

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 8 maj 2013
  • Status: Igang
Et opkald kan ændre alt. Alt hvad man tror på, håber på og alt hvad man kæmper for. At sidde i den anden ende af røret, ramt af tåre og angsten for, at du gør det. Det du har snakket om, det du siger til mig.. Grædende..

1Likes
0Kommentarer
370Visninger

1. The phonecall

Det var tirsdag, jeg havde været i biografen med min papmor. Det havde været en rigtig hyggelig tur, og vi snakkede meget om filmen, da vi kom ud i bilen. Pludselig ringede min mobil, det var Michelle. Jeg tog den, og det eneste jeg kunne høre, var min søster som græd. Jeg blev en smule bange, og spurgte hende hvad der er i vejen. Hun sagde ingenting, hun græd bare. Da hun endelig fik lidt luft sagde hun : " Anne... Jeg skal dø i dag, jeg vil dø i dag. Der er ikke noget at gøre længere, men jeg er bange." Mit hjerte stoppede, og jeg kunne ikke trække vejret. 

Hørte jeg rigtigt? Sagde min 13-årige søster lige, at hun ville dø.. I dag?

Jeg gik i panik, mit hjerte begynde igen at banke og jeg kunne næsten ikke trække vejret hurtigt nok. Jeg spurgte hende hvad der var sket, hvorfor hun sagde som hun gjorde. Hun sagde ikke meget, ikke andet end at det var hendes sidste dag. Nu var hendes tid kommet, til at sige farvel. Jeg spurgte hende, hvad hun snakkede om, og hvad jeg kunne gøre, for at det ikke skulle ske. Men hun sagde bare at hun var bange, hun ville ikke være alene og om jeg ville blive i røret med hende. Jeg skyndte mig at sige ja, jeg græd, men jeg ville ikke lade det påvirke hende. Hun begyndte at fortælle om hendes dag, og de ting hun havde gjort ved sig selv. Hun havde haft en rigtig dårlig dag, og var kommet hjem til hendes institution, med håb om lidt opmuntring. Men hun tog fejl, hun følte sig overset og efterladt, nu hvor hun havde allermest brug for en. En at snakke med, en der ville holde om hende. 

Jeg spurgte forsigtigt ind til, hvad hun havde gjort ved sig selv, for jeg vidste at hun havde skåret i sig selv. Det gør hun tit for tiden. Hun har det meget svært, da hun er alvorlig syg. 13 år, 32 kilo, anoreksi, depression, selvmordstanker og cutting. Jeg vidste, at jeg blev nød til at lytte til hende, for der var ingen andre. Hendes mor havde svigtet hende, og fra hun var 5 år, så hun mig som hendes mor, og jeg så hende som min datter. Hun fortalte mig, at hun havde planlagt det hele, hendes død og hvad der skulle ske efter hun var væk. 

Jeg kunne mærke tårene rende som et vandfald, ned af mine kinder. De var slet ikke til at styre. Mit liv stoppede, fordi tanken om at min datter, som egentlig var min lillesøster, ville tage livet af sig selv, med mig i røret, var forfærdeligt. Jeg bønfaldt hende, om at give livet en chance, for hun var her i verden af en grund. Hun blev ved med at græde, og jeg kunne høre at der var noget der gik i stykker, glas tror jeg. Hun sagde : "Nu er det nu Anne. Det jeg har ventet på de sidste 6 år, hvor jeg ikke har haft en mor, udover dig. Jeg har levet for dig, i 6 år, men smerten og stemmen indeni overtager nu. Jeg elsker dig mor. Selvom du er min søster, så har du altid været som en mor for mig. Du er min engel, og nu vil jeg være din stjerne på himmelen. "

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...