Huset Vida

Myra er mere end forvirret, da hun pludselig vågner i en fremmed seng, i et fremmed rum, i et komplet fremmed hus.
Hun udforsker huset og dets finurligheder, alt imens hun forsøger at løse gåden om hvor hun egentlig er og hvorfor.
Selv da Myra møder pigen Wren, som måske kan give hende svaret, forstår hun ikke hvordan hun er havnet i huset. Og kan hun komme tilbage til det igen?

OBS: Kapitlerne er meget korte, til gengæld vil jeg prøve at få publiceret flere kapitler i løbet af kortere tid :-)

4Likes
7Kommentarer
436Visninger
AA

2. Kapitel 2

Da jeg kiggede over mod åbningen, som førte ud til gangen med billederne, blev en ny idé skudt ind i hovedet på mig. Jeg knappede den øverste knap i frakken, og gik tilbage til gangen. Det føltes som om der var gennemtræk, men frakken varmede dejligt.

Jeg havde besøgt to rum nu. Værelset med den store seng og spejlvæggen, og så hallen med lysekroner og træerne med de uglelignende skabninger. Måske havde jeg taget fejl af at gå mod højre. Jeg satte i løb og skænkede ikke billederne et blik.

Da jeg nåede døren til spejlrummet, begyndte jeg at gå i et stille og roligt tempo. Da jeg kiggede ned på mine bare fødder, kom jeg i tanker om, hvor koldt det egentlig

var. Når de slog mod flisegulvet, forsvandt al varmen fra dem.

 

Endelig begyndte jeg at kunne se, hvor gangen stoppede. Jeg løb det sidste stykke. Gangen endte ud i en trappe. En kort sort stentrappe belagt med lakerede træplanker. Lyden var blevet højere. Jeg tøvede ikke med at gå op ad trappen. Trinene var så glatte, at jeg modstod fristelsen til at stryge hånden hen over dem.

Døren ved enden af trappen var malet vinrød. Jeg lagde øret til døren og lyttede efter den mystiske lyd. Den kom derinde fra, det var helt sikkert. Med et var jeg så spændt, at jeg kom til at bide mig selv i underlæben. Turde jeg? 

”Du skal!” Råbte en modig stemme inden i mig. Den havde ret, jeg skulle lade være med at være sådan en tøs. Dørhåndtaget knirkede let, da jeg skubbede det ned og forsigtigt åbnede døren. Synet, der mødte mig var lidt af en overraskelse. Hele rummet var rødt som døren. I midten af rummet var fire sorte sofaer stillet tæt sammen i en i en firkant. En masse folk sad der, men de sagde slet ingenting. Så lydløst, som jeg kunne, lagde jeg mig ned på maven og møvede mig frem for ikke at blive opdaget. Mens jeg sad med ryggen til en af sofaerne, lyttede jeg til lyden. Nu vidste jeg, hvad det var. Det var musik. Musik spillet fra en grammofonplade. Jeg plejer ikke at lytte til gammel musik, men denne sang gjorde mig helt træt og døsig. Det var nærmest lyden af sød kop kamillete.

Hvis ikke der var sket, hvad der skete næst, ville jeg sikkert være faldet i søvn til den dejlige musik.

Først da lagde jeg mærke til at en pige, som sad i en af sofaerne, havde set mig. Hun sad og stirrede ned på mig. Hendes hår var lange hår var lysebrunt, og det var sat op i en tyk fletning, som gik hende til taljen. I hvert af hendes ører sad en lille bronzefarvet halvkugle, som passede perfekt til hendes øjne. Hun smilede til mig og vinkede som tegn til, at jeg skulle komme op til hende. Jeg kravlede op i sofaen og klemte mig ned ved siden en voksen mand, som sad og så tomt ud i luften. Pigen kiggede indgående på mig, og jeg gengældte hendes blik med et mindre selvsikkert ét.

”Hvem er du?” Hviskede jeg til hende. Øjeblikkeligt slog hun en høj latter op. Hun blev stille et øjeblik, kiggede ned på sine hænder, og sagde så:

”Lad mig spørge dig først: Ved du, hvor du er?” Jeg rystede på hovedet.

”Så skal jeg nok forklare dig det. Men først skal vi ud på gangen.”

Jeg var lige ved at spørge, om det nu også var nødvendigt, for jeg kunne så godt lide dette rum. Men jeg gjorde nok klogt i at føje hende, for hun vidste åbenbart alt det, jeg ikke vidste. Hun tog mig i hånden, og sammen gik vi hurtigt ud af det røde værelse.

Pigen lukkede døren efter os og trak mig ned ad trappen, så jeg næsten snublede.

”Lad os gå den vej,” sagde hun glad, og vi gik lige frem ad den vej jeg var kommet fra. Da vi gik, lagde jeg mærke til, at hun ikke var barfodet, men bar et par blå strømper, som lige dækkede anklerne.

”Så…,” begyndte jeg, ”Du sagde, at du vidste, hvor jeg var?”

Hun nikkede.

”Du er i Huset Vida, og jeg hedder Wren. Jeg bor her. Hvad er dit navn?”

”Jeg hedder Myra,” svarede jeg og blev lidt flov. Jeg havde aldrig brudt mig om mit navn.

”Hvad er der sket med alle de mennesker derinde?” Spurgte jeg og pegede tilbage mod den røde dør.

”Det er de voksne. Mor, far og alle vores gæster. De elsker at sidde derinde og snakke i timevis til de bliver trætte, og musikken får dem til at falde i søvn. Jeg kan ikke lide musikken, så jeg bliver aldrig træt.”

Da vi nåede rummet med spejlvæggen, gik vi derind. Vi satte os på sengen, og jeg fortalte Wren hvordan jeg var kommet. Jeg forklarede hende, at jeg ikke forstod, hvordan det hang sammen, og hun rømmede sig:

”Ser du Myra, du er ligesom på besøg, kan man sige. Du er meget heldig at være gæst her. Der er ikke mange, som kommer ind. Før du ved af det, er du hjemme igen. Ingen af os ved hvornår.” Wrens stemme lød underlig, som om hun ikke var sikker på, om hun skulle ønske mig tillykke eller trøste mig.

”Jeg har ikke lyst til at tage hjem igen,” svarede jeg hurtigt. Wren’s ansigt lyste op.

”Hvis du har lyst, skal jeg vise dig noget spændende, før du tager af sted!”

Jeg forstod det ikke. Hvorfor blev hun ved med at tale om, at jeg skulle væk?

”Hvad er det?” Spurgte jeg, og var oprigtigt nysgerrig. Jeg ville ikke gå glip af noget.

”Kom med!” Råbte hun og tog min hånd, før jeg nåede at rejse mig. 

Vi løb ned ad gangen uden at slippe hinandens hænder. Wren var ikke lige så høj som mig, men hun løb hurtigere end mig.

”Stop!” Råbte hun. Wren var stoppet så brat, at jeg nærmest var blevet hevet tilbage igen, da hun ikke slap min hånd.

Vi stod midt på gangen. Jeg kunne ikke se, hvad hun ville vise mig, for der var intet særligt at få øje på.

Wren satte sig på knæ på gulvet, og lagde sine hænder på en hvid flise.

”Det er en skjult lem, som fører ned til en af kældrene. Du skal bare tage fat dér, og så løfter vi den sammen.” Jeg nikkede, og tog fat om flisen. Da vi løftede, kunne jeg med det samme mærke, at den var meget tungere, end jeg havde forventet. På et splitsekund gled flisen ud af mine svedige hænder og blev slået itu mod gulvet. Der, hvor flisen havde siddet, var et tomt, sort hul. Jeg kiggede på Wren, og var fuldstændig tavs. Hvad havde jeg gjort? Jeg tog mig sammen, og fik fremstammet et hæst: ”Det… Må du virkelig, virkelig undskylde.” Wren så ned på skårene, trak på skuldrene og sagde til min store overraskelse: ”Det skal du ikke være ked af Myra. Men nu kan vi ikke komme derned, det er for farligt, hvis lemmen ikke er der. Lad os gå ned i hallen i stedet for.”

Vi forlod den ødelagte flise, og gik langsomt ned mod hallen. Ingen af os sagde noget på vejen derhen, og jeg håbede inderligt, at Wren ikke var sur på mig eller ked af det. Jeg kunne ikke udstå tavsheden og stillede hende et spørgsmål, som havde plaget mig:

”Wren, hvis jeg tager af sted, kan jeg så komme tilbage hertil igen?” Hun kiggede på mig med et glimt i øjet, og sagde:

 ”Du skal altid være velkommen her, hvis du kan finde vej til vores hus. Men næste gang ville jeg blive glad, hvis du medbragte en… Værtindegave?”

Netop da hun havde sagt det, lød det som om, en sten faldt til jorden inde i mit hoved. Loftet og væggene omkring mig blev tågede, og jeg kunne ikke få øje på Wren. Hele rummet føltes fjernt, og endelig vidste jeg, hvad Wren havde ment med at ”tage af sted”.

 

 

Jeg drømmer næsten aldrig. Og når jeg gør, kan jeg sjældent huske andet end en tåge af udtværede farver. Derfor er jeg stadig dybt forundret, når jeg ser tilbage på min første rejse til Huset Vida.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...