Huset Vida

Myra er mere end forvirret, da hun pludselig vågner i en fremmed seng, i et fremmed rum, i et komplet fremmed hus.
Hun udforsker huset og dets finurligheder, alt imens hun forsøger at løse gåden om hvor hun egentlig er og hvorfor.
Selv da Myra møder pigen Wren, som måske kan give hende svaret, forstår hun ikke hvordan hun er havnet i huset. Og kan hun komme tilbage til det igen?

OBS: Kapitlerne er meget korte, til gengæld vil jeg prøve at få publiceret flere kapitler i løbet af kortere tid :-)

4Likes
7Kommentarer
467Visninger
AA

1. Kapitel 1

                                            Huset Vida

Jeg hoppede ned fra sengen og kiggede nysgerrigt på rummet, jeg befandt mig i. Gulvet var belagt med skakternede fliser, og hele væggen foran mig var dækket af spejle. Jeg trådte et skridt nærmere væggen og nærstuderede mit spejlbillede. En mørkegrå kjole uden ærmer, bare tæer og lyst skulderlangt hår. Var det mig? Med ét var jeg helt i tvivl. Da gik det op for mig, at jeg måtte have mistet en betydelig del af min hukommelse. Uden at vide hvorfor, gjorde jeg noget uventet. Med al den kraft, som jeg nu kunne samle sammen, sendte jeg et slag mod spejlet med min højre hånd. Spejlbilledet var der stadig og så ikke spor forvirret ud, det havde trods alt kopieret mine bevægelser med slående nøjagtighed.

”Myra?” Hvislede jeg, henvendt til pigen i spejlet, altså mig. Jo, selvfølgelig var det bare mig. Det var også mig der stod foran spejlet. Jeg smilte over mine underlige tanker, og rystede så på hovedet for at minde mig selv om, at jeg ville ende i en komplet isoleret og låst sindstilstand, hvis jeg blev ved med at diskutere med mig selv.

Da jeg stod der helt stille, kunne jeg høre en lyd et sted udefra. Jeg drejede hovedet, og mit blik blev fanget af en mørk trædør i væggen, som stod på klem. Med et blidt skub gik den op, og jeg gik med korte skridt ud af rummet. På begge sider af mig løb en lang smal gang med blå vægge. Den fremmede lyd kunne stadig høres, og jeg lyttede opmærksomt for at være sikker på, hvilken vej jeg skulle gå. Højre eller venstre? Højre.

Mens jeg gik hen ad gangen, som bare syntes at blive længere og længere, passerede jeg en masse lærredsbilleder, sat i rammer og hængt op tilfældigt rundt på væggen. Hver gang et var ude af syne, dukkede et andet op med et nyt motiv, dog var de alle meget lig hinanden. De var næsten sorte, med et lille farvespil i midten. Nogle af dem virkede bekendt. Jeg havde det som om, jeg havde set dem før, men jeg gad ikke stoppe op for at kigge nærmere på dem. Det havde jeg gjort med spejlet, og disse billeder så ikke ud som om, de kunne holde til at blive slået på.

Jeg blev træt af at se på de provokerende billeder, og kiggede i stedet på mine fødder som taktfast bevægede sig frem og tilbage.

Luften var blevet varmere. Jeg standsede, og indså med glæde at gangen førte ind i et helt andet rum. Ved første øjekast lignede det en gammeldags hall. To store lysekroner smykket med ferskvandsperler prydede loftet og oplyste rummet i et hvidt lys. De måtte brænde hele tiden, for der var ingen vinduer, hvorfor jeg heller ikke kunne bestemme, om det var dag eller nat. De skakternede fliser gik igen over hele gulvet, og var efterhånden ikke længere til at holde ud at se på.

Jeg aftalte med mig selv, at jeg ville finde ud af, hvor jeg skulle hen, så jeg ikke gik hvileløst rundt uden en idé om hvor jeg var. Et oplagt mål var at finde kilden til den evindelige lyd, som havde fået mig på afveje, og meget gerne væk fra de ternede fliser.

Der, hvor man ville have forventet en stor dør med gæster strømmende ind ad, stod fire unge træer i urtepotter på rad og række. På spidsen af nogle af grenene sad små, brune klumper med fjer og røde næb. Jeg listede lydløst frem mod dem, indtil jeg stod så tæt på, at de ville have kunnet mærke min ånde. Forsigtigt prikkede jeg til en af dem, og som en kædereaktion slog de alle som en deres øjne op. Jeg prøvede at skubbe en af dem ned i min hånd, så jeg kunne holde den, hvorefter den bed mig i fingeren, så blodet piblede frem. Jeg tørrede min finger af for blod og satte skabningen tilbage i træet. Man skulle tro at det var ugler, men der var alligevel noget ved deres øjne. Lidt for små til at være ugleøjne.

”Hvilken vej skal jeg gå?” Mumlede jeg, i det tilfælde at de måske kunne hjælpe. Der skete ingenting. Jeg måtte huske mig selv på, at det ikke var Alice’s Eventyrland, og dyrene kunne ikke tale.

Jeg begyndte at dreje rundt om mig selv, og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre nu. Da jeg stoppede og holdt mig til hovedet af svimmelhed, lagde jeg mærke til noget underligt ved træet længst til venstre. Det var slet ikke et træ. Et grin undslap mine læber, da jeg kunne se det. Det var en stumtjener. Den var lavet af mørkt glat træ, og var lige så høj som træerne. Der hang en lang sort frakke af tweed. Stoffet føltes blødt og varmt, da jeg rørte ved det. Mest for sjov tog jeg den af stumtjenerens arm og prøvede at tage den på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...