Dear July... Please Come Back - Love Jenna

Jenna og July var som tvillinger, selv om der var 2 år imellem dem. Men en tragisk ulykke tog Julys liv, og kort efter bliver Jennas far og mor skilt, da faderen ikke kan holde sorgen ud.
Jennas liv er siden da gået ned af bakke; Hendes mor kom ind i en depression, og Jenna er selv knust.
Alt er mørkt i Jennas liv, og hun ser ingen vej ud.

- Men måske er der håb?

3Likes
4Kommentarer
556Visninger
AA

4. Fuck beaches...

Californien er lige så varmt som jeg husker det, men varmen er ikke den samme – den er ikke kærlig længere. Men sidst jeg var her, var July med, så…
Mor har ansat flyttemænd, og en professionel indretningsarkitekt, som skal klare det nye hus. Penge mangler vi ikke.. – vi har endda en pool i baghaven.
Jeg har dog selv valgt at indrette mit værelse. Selv om det, der ender inde i det store, lyse rum med altan, er sparsomt.

Det eneste personlige jeg har, er mit tøj, nogle få billeder i ramme og enkelte nipsting. Ikke noget at prale af.
Jeg har nu en enkelt plakat. Det var den, som July altid havde hængende, lige meget hvor meget der blev rykket rundt og skiftet plakater.
En kæmpestor rose i sort-hvid, hvor kun selve blomsten har den dybrøde farven, der nu hører med en rose. Den hænger over mit skrivebord, sammen med alle billederne.

Det nye hus er stort, især for kun to mennesker og en kat.
Jeg går lidt rundt i værelset, sugende hver en detalje til mig.
Kender I det, når man er trist, selvom man har alt? Trist er en underdrivelse her.
Jeg føler det som om, at hver dag bare er en dag tættere på altopslugende mørke. Der er ikke noget jeg sætter pris på længere, bortset fra min mor og min kat. Selvfølgelig også min far, men han er i LA, og vil ikke i kontakt med os.

 

*

 

Sandet giver sig under mine bare tæer og former sig efter fødderne, efterladende et fint størrelse 37 fodaftryk.
Jeg blev træt af huset, og alt summen med at flytte ind, og smuttede i stedet ned til stranden, som ikke ligger mere end fem minutters gang fra mit nye ’hjem’.

Tomt kigger jeg rundt, og ser hvordan folk spiller, leger, bader og soler sig, som man nu gør på en strand. Solen er høj og det samme er varmegraderne. Sådan en rigtig stemningsfuld strand, med perfekt sand og klart vand. I kender smøren.
Okay, Jenna, ikke være så negativ omkring alt.
Jeg tager en dyb indånding, og går ned mod vandet. Man kan lige så godt dyppe tæerne, nu man er her.
Vandet er lunt og behageligt. Jeg går lidt frem og tilbage, mærkende hvordan strømmen bølger blidt om mine knæ, kølende og varmende samtidig.
Et øjeblik slapper jeg af.
Indtil hvor jeg bliver ramt i ryggen af noget stort, og tungt – tungt nok til at få mig til at lande med ansigtet lige ned i vandet, og gennembløde alt. Jeg flyver på ingen tid op af vandet, og vender mig arrigt om.
”Hvad fanden laver du?!” råber jeg vredt, og glor olmt på fyren, der kun lige selv har fået rejst sig op af vandet.
Han glor uforstående på mig et øjeblik, og jeg sætter pris på, at jeg ikke tog makeup på i morges, så der ikke er noget der løber.
”Aj, det er jeg sgu ked af, du,” svarer han så, og giver mig et hurtigt elevatorblik.
Og i dét øjeblik går det op for mig, at jeg har en hvid bluse på, som garanteret er gennemsigtig, til min hvide bh med leopardpletter.
Jeg stikker min højre hånd i min lomme og trækker min mobil frem. Eller, ødelagte mobil.
”Kan du se denne her iPhone?! Den er smadret nu!” udbryder jeg vredt, imens jeg mærker tårerne stige i øjnene. Hvorfor tuder jeg nu?! Heldigvis er jeg allerede våd, så man kan ikke se tårerne, hvis de kommer.
”Jeg beklager virkelig,-”
” – det håber jeg,” afbryder jeg skarpt, og vender mig mod bredden for at gå min vej. Jeg når nogle meter op på sandet, inden idioten kommer op bag mig.
”Seriøst, jeg er ked af det. Jeg ville gerne betale for en ny iPhone til dig, men det kan jeg ikke,” siger han, og rører ved min arm for at få mig til at stoppe.
”Det er lige meget,” svarer jeg bare, og går videre. Pengene mangler vi jo ikke. Jeg køber bare en ny – og jeg magter ikke hans brune hvalpeøjne gloende på mig.
Jeg går videre, på vej hjem, på grænsen til at hyle som et barn, helt gennemblødt, med en gennemsigtig bluse, og med en smadret telefon der bare ikke vil virke, lige meget hvor meget jeg prøver.

Fuck, jeg hader strande…!

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Endelig, det kapitel, dér! UNDSKYLD, jeg var så lang tid om det, men jeg har bare ikke kunne tage mig sammen, og en masse af andre ting har også stået i vejen. Skal nok tage mig sammen fremover! :D

Kom gerne med konstruktiv kritik – jeg vil jo altid gerne blive bedre til at skrive! :D
Skriver nok nogle mumbles om hvornår det næste kapitel vil blive publiceret!

 - ChristinaKruse<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...