Dear July... Please Come Back - Love Jenna

Jenna og July var som tvillinger, selv om der var 2 år imellem dem. Men en tragisk ulykke tog Julys liv, og kort efter bliver Jennas far og mor skilt, da faderen ikke kan holde sorgen ud.
Jennas liv er siden da gået ned af bakke; Hendes mor kom ind i en depression, og Jenna er selv knust.
Alt er mørkt i Jennas liv, og hun ser ingen vej ud.

- Men måske er der håb?

3Likes
4Kommentarer
597Visninger
AA

3. En ny start, du ved

Jeg husker det stadig tydeligt. Faktisk alt for tydeligt. Hver en detalje står skræmmende klart…
 July og jeg der sidder i Julys lille Fiat 500, imens vi skråler med på radioens sommersange. Jeg husker at det var en gammel Nik&Jay-sang; Lækker. Siden da har jeg aldrig hørt Nik&Jay.
Jeg husker hvordan vi kørte over for grønt på vej ned mod stranden, og den sorte Range Rover, der kom kørende over for rødt.
Jeg husker, at jeg hørte lyden af kolliderende metal, før jeg mærkede det kolossale ryk i bilen. Jeg kan huske hvordan min krop blev skubbet brutalt tilbage i sædet af airbaggen, imens Julys og mit skrig skar igennem luften. July blev dog stille kort efter sammenstødet.
Jeg kan huske blodet, som var på mine hænder, da jeg rørte ved det dunkende punkt i min pande. Hvor ville jeg dog ønske, jeg havde fokuseret på blodet.
Jeg drejede hovedet, og så min søster. Range Roveren havde torpederet førersiden af den lille Fiat, og gjort min søster til en formstøbning af snuden på Range Roveren.
Hendes ansigt var dækket af blod, og hendes øjne var åbne.
Mit skrig flængede luften igen.

Min søster var død.

Tiden på hospitalet var ikke slem. Jeg var bedøvet næsten konstant, så jeg behøvede kun at sove og spise. Ikke tænkte, og heller ikke snakke, hvis jeg ikke ville.
Der var nu én uge, hvor jeg følte at jeg hadede det sted.
Politiet kom, da lægen havde erklæret mig stabil nok til at kunne fortælle om ulykken. Endda nummerpladen på Range Roveren havde ætset sig ind i min hukommelse; H87 4PE. Politiet spurgte yderligere ind til ulykken, og jeg svarede tomt. Jeg var en zombie på det tidspunkt.
Det blev til gengæld værre, da et af vidnerne til ulykken kom for at se til mig. Hun fortalte mig, at mit skrig var det mest hjerteskærende hun nogensinde havde hørt. For første gang siden ulykken græd jeg. Ikke noget voldsomt. Bare tavse tårer og en smule snøften.
Jeg græd ikke mere på hospitalet. Men mine forældre skændtes uden for stuen. Jeg kunne høre dem, selvom de troede, jeg ikke kunne. Far var knust – både July og jeg var fars piger – og mor var passiv til alt.

Det var da jeg kom hjem det gik galt.

Min mor forblev i sin passive trance, og min far blev mere og mere frustreret. Jeg blev glemt. I en kort overgang gik jeg til psykolog, men han meldte mig klar igen.
Far skred til sidst. Så vidt jeg ved, er han i Las Vegas nu.


Mor har været passiv og kold siden ulykken. Jeg hører hende græde om natten. Det er et år siden nu… Eller rettere, 11 måneder og 25 dage. Vi er flyttet fra Orlando til Palm Beach – en ny start, du ved. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...