I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

498Likes
465Kommentarer
75779Visninger
AA

9. Kapitel 8.

 

Måske var det virkelig dumt af mig, at tage med drengene i byen, efter koncerten. Men på den anden side, kunne jeg heller ikke sige nej. Selvom jeg var sur og indebrændt på mig selv, så kunne jeg ikke sige nej til Zayn - jeg var stadigvæk Perrie, suk.

Hvordan det gik til, når Perrie var i byen, det var jeg ikke helt sikker på, men jeg håbede da inderligt, at hun var den samme slags som mig - nemlig, typen der meget let kan drikke sig i hegnet. Det er mig, Zerrah Edwards, bare døm mig, jeg kan tage det.

Zayn havde ikke forladt min side en eneste gang, og jeg kunne ikke andet, end at finde det sødt. Han var stolt af at have Perrie som sin kæreste, og jeg blev introduceret for en masse mennesker, og smilet var ikke til at fjerne fra hans ansigt.

Hvorfor var det lige mig, der skulle opleve det her? Kunne han ikke være super glad for Perrie, mens det faktisk var Perrie som var her? Hvorfor lige mig? Hvorfor var det mig det skulle gå udover? - det gav mig jo den dårligste samvittighed.

 Gennem hele aftenen, så han på mig, med det der blik, som jeg efterhånden kendte alt for godt. Og i takt med jeg fik mere at drikke, jo mindre bekymrede jeg mig om det hele. Om Zayns blikke, berøringer, alt. Det var ikke forkert længere, det begyndte faktisk at føles rigtigt.

Okay, jeg havde måske indtaget en del mere alkohol, end hvad nødvendigt faktisk lige var. Men jeg havde brug for det, det havde jeg virkelig! Jeg havde brug for at få mit sind fri fra bekymringer, og faktisk leve livet, som jeg plejede at gøre derhjemme.

Jeg var lige nu på vej ned til hvor vi sad, efter en tur på toilettet. Overraskende nok, sad min make-up og mit hår, stadig helt fint. Heldigvis havde jeg ikke taget stiletter på i dag, hvilket jeg takkede mig selv for, 100 gange i løbet af aftenen.

Mig og stilletter, til fest = ged på skøjter.

Eller, hvordan ser en ged på skøjter egentlig ud? Nå, fuck det, vi antager at det ser sært og mærkeligt ud, og det ikke er noget man har lyst til at se igen - nogensinde.

Mens jeg fandt vej ned til bordet, så jeg mig ikke helt for - hvilket set i bakspejlet nok var en virkelig dårlig ting, men helt ærligt: jeg var fuld, hvad kan jeg mere sige - og faldt derfor over mine egne ben - spasser agtigt, i know.

Jeg forberedte mig på at støde sammen med gulvet under mig, som til gengæld ikke var silkebløde tæpper, ligesom hjemme i stuen. Okay, hvor kom den fra? Nej, okay, vi antager bare at jeg måske var lidt for fuld, okay?

Fedt.

I hvert fald ramte jeg aldrig gulvet, for et par arme lagde sig hurtigt om mig. Først blev jeg overrasket over at nogen havde kunnet gribe en pige der mest af alt, nok lignede en spasser, med den måde hun faldt på.

”Er du okay, babe?” lød Zayns velkendte stemme, tæt på mit øre, og sendte en form for elektrisk stød gennem hele min krop. Jeg nikkede bare, og fik genvundet balancen, ved hjælp fra ham. Han så ikke ud til at være særlig beruset - i hvert fald ikke hvis man sammenlignede med mig.

”Skal vi tage hjem?” foreslog han, og igen nikkede jeg, og lod ham ligge en arm om livet på mig. Vi nåede tilbage til hvor de andre sad, og Zayn fik hurtigt annonceret, at vi tog hjem. Hvad hjem helt præcist mente, var jeg ikke så sikker på, men whatever.

Der gik ikke mange minutter, før vi begge stod foran diskoteket, mens Zayn ihærdigt prøvede at preje en taxa. Det lykkedes ikke de første par gange, hvilket jeg ikke kunne lade være med at fnise lidt af.

Til sidst fik han dog fat i en, og lod mig komme ind først. Han var hurtig til at følge efter, og snart kørte taxaen videre, uden jeg egentlig vidste hvorhen. Men jeg var også ligeglad, det kunne være komplet lige meget.

Zayn havde stadig en arm om livet på mig, og tydeligvis ingen intentioner om at fjerne den. Det var ikke fordi jeg havde noget i mod det, faktisk fandt jeg det mere behageligt, end jeg burde. Men som sagt, så tænkte jeg ikke helt klart.

Jeg lagde mit hoved ved hans skulder, og lukkede øjnene. Jeg kunne ikke modsige, at jeg var lidt træt - for det var jeg. ”Er du træt?” spurgte Zayn, og tog min hånd i sin. Jeg nikkede, og mumlede et ’mhm’, mens jeg stadig holdt mine øjne lukkede. Et hæst grin fulgte hurtigt fra Zayn, inden hans læber efterlod et brandmærke i min pande. Et lille smil spillede over mine læber, og jeg flettede langsomt mine fingre ind i hans.

 Da taxaen langt om længe stoppede, anede jeg ikke hvor vi var. Det var helt mørkt udenfor, og gaden var kun oplyst af et par gadelamper. Zayn gik først ud, og hjalp derefter mig ud, eftersom jeg ville gøre det mindre elegant, alene.

Hurtigt nåede vi op, til hvad jeg regnede med var Zayns lejlighed, og han fik hurtigt låst døren op. Han lod mig gå ind først, og var ikke langsom til at følge efter. Jeg stødte på lidt af et problem her - jeg havde aldrig været her før.

Fuck.

Shit.

Hvad fanden gjorde jeg?!

”Se nu ikke så forvirret ud, du har da været her før.” mumlede Zayn, og begyndte langsomt at føre mig længere ind i lejligheden. Okay, der skulle handles hurtigt her? Kunne jeg bruge undskyldningen, at jeg var beruset? Eller var den alt for plat?

 Jeg blev bare ved med a se forvirret ud, indtil Zayn til sidst grinede af mig, og i stedet tog min hånd. ”Okay, hvis du er så langt væk, så må jeg hellere vise dig hvor soveværelset er.” grinede han, og førte mig ned af gangen. Han åbnede en dør, til hvad jeg regnede med, var hans værelse.

Det var svært at skjule min overraskelse, for der så virkelig luksuriøst ud. Det her var jo endnu federe end Perries lejlighed - hvor heldig var jeg lige?

Jeg blev revet ud af mine tanker, ved et par arme blev lagt om mit liv og et kys blev placeret på min kind. Jeg smilede let, og lænede mig tilbage mod Zayn.

Han vendte mig om, og tog i stedet mit ansigt i sine hænder. Hans øjne borede sig ind i mine, og det blev så godt som umuligt for mig at se væk. ”Jeg elsker dig.” mumlede han, inden han lod vores læber mødes i et kys.

 

*

 

Da jeg slog øjnene op den næste morgen, mødte mine øjne et helt ukendt sted. Hvor var jeg? Med et ryk, satte jeg mig op i sengen, hvilket faktisk var en rigtig dårlig idé. En forfærdelig smerte skød igennem mit hoved, og med et irriteret støn, lagde jeg mig tilbage på puden.

”Godmorgen,” lød en hæs stemme, som fik mig til at fare sammen. Forskrækket så jeg til venstre, hvor Zayn lå og så på mig, med et smørret smil. Jeg daskede til hans skulder, og lagde mig om på siden, så jeg bedre kunne se på ham.

Men den stilling orkede jeg ikke at ligge i, i andet end et par sekunder, før hovedpinden blev endnu værre. ”Zayn,” sukkede jeg, og faldt igen tilbage på puden. ”Perrie,” efterlignede han min stemme, og fik mig til at sende ham onde øjne.

Hvorfor var han pludselig så drillesyg? Lige nu, hvor jeg havde den værste hovedpine.. seriøst Zayn? Det var virkelig den værste timing jeg længe havde oplevet - urgh, altså!

”Lad være, jeg har hovedpine.” mumlede jeg, og trak puden henover hovedet. Dog fjernede Zayn den hurtigt, og lænede sig indover mig. ”Det kan vi ikke have,” var alt han sagde, inden han drillende kyssede mig på halsen.

”Zayn!” sagde jeg irriteret, og fik med lidt besvær skubbet ham væk. Dog virkede han ikke fornærmet over det, men grinede bare og kyssede mig på kinden, inden han praktisk talt hoppede ud af sengen.

”Bare rolig, jeg skal nok hente en pille til dig.” forsikrede han, og lidt efter hørtes lyden af en dør der smækkede. Puden som Zayn havde fjernet, lagde jeg igen henover mit hoved.

Langsomt begyndte det at gå op for mig, at jeg ikke kunne huske særlig meget fra i går. Jeg havde været til drengenes koncert, og bagefter var vi taget på diskotek. Resten var lidt sløret, men at jeg var taget med Zayn hjem, stod altså endnu mere sløret end alt det andet.

Bare jeg ikke havde gjort noget dumt…

Hvad nu hvis jeg havde.. nej, det havde jeg nok ikke - så ville jeg i hvert fald hade mig selv, resten af mit liv. Det ville heller ikke være fair overfor Perrie, nu hvor Zayn var hendes kæreste, ikke min.

Der gik ikke mange minutter, før Zayn kom tilbage med et glas vand, og en pille i den anden hånd. Jeg fik overrakt begge dele, mens han satte sig på kanten af sengen. Hurtigt fik jeg slugt pillen og drukket vandet. Der ville gå lidt før den virkede, derfor gjorde mit hoved stadig ondt som helvede.

”Argh!” stønnede jeg, og tog mig til hovedet. Aldrig havde jeg haft sådan en slem hovedpine, og det irriterede mig grænseløst. Jeg havde svært ved at huske den forgående aften i forvejen, så det var jo ikke fordi hovedpinen hjalp synderligt meget.

”Bare slap af, det hjælper.” forsikrede Zayn, og skubbede mig ned og ligge igen. Han lagde sig ved siden af mig, og lod sine arme lukke sig om mit liv. Jeg tog det som en mulighed for at ligge behageligt, og lod derfor mit hoved hvile mos hans bryst.

 

*

 

”Zaaaaaayn!” skreg jeg af grin, og prøvede ihærdigt at fjerne hans hænder fra mig, hvilket ikke rigtig lykkedes. Han sad med et ben på hver side af mig, og det var praktisk talt umuligt for mig, at komme væk - så hvorfor jeg kæmpede i mod, vidste jeg altså ikke rigtig.

”Ja?” svarede han, eftersom jeg lige havde sagt hans navn. Et flabet smil fandt plads på hans læber, og fik mig til at sende ham dræberblikket.

”Please, lad nu være! D-det k-kild- Stop Zayyn!” jeg afbrød mig selv, da han endnu engang besluttede sig for at kilde mig. Han grinede bare af mig, men stoppede så endelig, og jeg kunne ånde lettet op.

I stedet lænede han sig frem, og lod sine læber møde mine. Det sædvanlige stød, gik igennem min krop, og jeg måtte snart vænne mig til det. Selvom jeg blev ved med at hegle ned på mig selv, måtte jeg bare acceptere det - det kunne ikke nytte noget, at være så led overfor mig selv.

Vi byttede jo alligevel snart tilbage, og ingen ville opdage.. så hvad forskel gjorde det? Jeg så nok aldrig Zayn igen, når jeg tog hjem, og fik mit eget liv tilbage.

Jeg snoede mine arme om hans nakke og trak ham tættere på mig. Hans fingre kærtegnede let min kind, og fik kuldegysningerne til at brede sig over hele min krop. Jeg prøvede så godt at ignorere det, men det var næsten umuligt.

Hans læber bevægede sig fra mine læber, nedover min kæbe og ned af min hals. Jeg kunne ikke lade være med at lade et støn glide over mine læber, da hans hænder løftede op i min t-shirt og lagde sig mod mit maveskind.

Han trak sig væk fra mig, men kun for at trække t-shirten over hovedet på mig. Jeg var helt bevidst om hvor det her førte hen, og alligevel lod jeg det ske. Så snart t-shirten landede på gulvet, smeltede jeg vores læber sammen endnu engang, og trak ham helt ned til mig.

Mine hænder fandt hurtigt kanten af hans t-shirt, og snart lå den også på gulvet. Jeg kunne ikke undgå at stirre på hans mave - for hallo, jeg er en pige, det sker engang i mellem.

Han smilede og bustede mig praktisk talt i at kigge på ham, hvilket fik mig til at se forlegent væk fra ham. Heldigvis gjorde han ikke mere ud af det, for hans læber lå snart igen mod mine.

 

***

Okay, jeg vil gerne lige påpege noget: JEG FREAKING FANGIRLER, AAAAH! JEG ER NUMMER 3, MEST POPULÆRE MOVELLA! DET ER FREAKING VILDT, JEG ELSKER JER, OK?

Men nu får I så det næste kapitel, så hvad synes I? Er Zerrah ved at få følelser for Zayn, ohhhh? Jeg lover jer, at den her ikke bliver kedelig og går død i det her, med Zayn og Zerrah. Jeg har valgt at bruge Amalies unikke idé, så please giv den en chance, selvom den nu, måske lyder kliché, suk.

Men tak fordi I har liket og sat den på favoritlisten! Det betyder så meget. Og lig gerne en kommentar og et like, så bliverjeg glad. <333

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...