I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

498Likes
464Kommentarer
76476Visninger
AA

8. Kapitel 7.

Så stod jeg her - på mit værelse. Tøjet sad perfekt, håret var sat, skoene var på, og jeg glædede mig faktisk. Jeg havde tit ønsket at se en koncert før, og at jeg så fik lov at se One Direction, var vel bare en stor fordel. De var trodsalt verdens største boyband, lige pt. Right?

Jeg havde også snakket med Perrie i dag - dog havde jeg undladt at fortælle hende alle detaljerne omkring Zayn. Hun skulle ikke tro jeg stjal hendes kæreste komplet, det ville bare få hendes mistillid til mig, til at dukke op.

Men jeg fortalte hende da, at jeg skulle med drengene til koncert. Hun ønskede mig held og lykke, og fortalte at det var noget af det fedeste. Så jeg valgte at tro hende, hun var trodsalt min søster, og hun havde tit forstand på rigtig mange ting.

Hun virkede til at have det okay med at være mig, lige for tiden. Hun slappede i hvert fald mere af, og efter hvad jeg forstod, var det afslappende for hende, at kunne gå ned i gennem gaden, uden at blive genkendt af alle.

 Zayn havde sørget for jeg blev hentet, hvilke jeg fandt ualmindeligt sødt. Han holdt virkelig af Perrie, det var tydeligt, i alt han gjorde. Men jeg skal ikke plage jer mere med det her, for det har I allerede hørt mig sige 100 gange.

Egentlig havde jeg prøvet at slå Zayn helt ud af hovedet hele dagen, fordi jeg vidste det ville ødelægge mit humør, og i sidste ende få mig til at tænke for meget. Jeg skulle bare.. så det ud af hovedet, og lade være med at spekulere over hvordan jeg faktisk havde det i nærheden af ham.

 Jeg snuppede min mobil, der lå på skrivebordet, og puttede den ned i min pung. Derefter smuttede jeg ud i gangen, hvor jeg tog min jakke over skulderen. Min kørsel var her sikkert allerede, og jeg ville ikke risikere at komme for sent til koncerten.

Døren blev smækket efter mig, og så var jeg ellers på vej ned af trappen. En kølig brise kom mig i møde, da jeg trådte ud på gaden, og jeg fik hurtigt trukket jakken over mine skuldre. Jeg var allerede glad for jeg havde taget den med, i stedet for at lade den blive i lejligheden.

Lige på parkelingspladsen foran lejligheden, holdt en sort bil, der så ret dyr ud. Og ud fra mine informationer fra Zayn, var det nok den jeg skulle køre med. Med hurtigt skridt, fandt jeg vej hen til bilen, og fik kastet mig selv ind på bagsædet, på en mindre elegant måde - så var aftenen ligesom i gang.

”Miss Edwards, formoder jeg?” lød det omme fra chaufføren. Jeg nikkede, og fik sat mig ordentligt til rette, for derefter at spænde sikkerhedsselen. ”Hvad skal jeg betale for turen?” spurgte jeg, og fandt min pung frem, for at betale. Jeg kunne jo ligeså godt gøre det nu, så jeg ikke skulle fumle med det, når jeg kom frem.

”Det skal du slet ikke tænke på Miss, det er der allerede sørget for.” forsikrede chaufføren mig om, og kørte ud fra parkeringspladsen. Jeg rynkede forvirret på næsen, indtil det gik op for mig, at Zayn nok havde betalt.

Hvorfor skulle han absolut være så perfekt? Det gjorde det ikke ligefrem meget nemmere for mig, når han var sådan. Urgh, hvordan skulle jeg nogensinde komme igennem det her?

 

*

 

Et par vagter førte mig om backstage, hvor jeg kunne få lov at hilse på drengene, inden jeg skulle ud på min plads. Faktisk glædede jeg mig lidt, eftersom jeg ikke havde mødt nogle af drengene endnu - eller jo, jeg havde mødt Niall og Louis på gaden i går, men det var kun kort, og det talte ikke.

Jeg fandt alle fem drenge, stå sammen med nogle scenearbejdere - eller hvad de nu end var. De var i hvert fald ved at give dem mikrofoner på, som så mere besværligt ud, men man først lige tror det er. Var Perrie virkelig vant til sådan noget?

Jeg rystede tanken af mig, og fortsatte målrettet over mod drengene, som heldigvis hurtigt fik øje på mig. De smilede alle stort til mig, og jeg fik indtryk af, at de alle havde et godt forhold til Perrie. Okay, selvfølgelig havde de det, ellers ville Perrie havde fortalte mig det.

”Så fik du hende alligevel med,” konstaterede Harry, som var den første til at trække mig ind til et kram. Ud af øjenkrogen, så jeg at Zayn rystede på hovedet af ham, og jeg nøjedes med at fnise lydløst.

De andre drenge fik jeg også hilst på, og til sidst nåede jeg over til Zayn, som nok smilede endnu mere end de andre. ”Glæder du dig?” spurgte han forventningsfuldt.

Jeg nikkede bare, og mumlede et ’selvfølgelig’ inden jeg kort lod mine læber strejfe hans. Det var første gang jeg selv havde lagt op til et kys, og jeg havde heller ikke rigtig styr på, hvorfor jeg gjorde det.

”Så, turtelduer, det der har I ikke tid til nu.” lød det fra Louis, som havde et smørret smil placeret på sine læber. Jeg kunne ikke lade være med at rødme, og så derfor ned. Zayn rystede endnu engang på hovedet, og tog i stedet min hånd.

”Du må nok hellere komme ud på din plads.” mumlede han lavt til mig. Jeg nikkede enigt, klemte blidt hans hånd, og begav mig så ned mod udgangen, ud til salen. En af security-vagterne fortalte mig hvor min plads var, eftersom Zayn åbenbart havde bestemt det.

Jeg fandt hurtigt mit sæde, som faktisk var placeret ret godt. Der var i hvert fald en rigtig god udsigt til scenen, og det var jeg tilfreds med. Stedet var allerede godt fyldt op, og den ene plads ved siden af mig var også allerede optaget.

Jeg fik sat mig ordentligt til rette, og fandt min mobil frem fra min pung. Kun for at sætte den på lydløs, da jeg ikke gad distraheres her til aften - nu var jeg endelig til en rigtig koncert, og så ovenikøbet med verdens største boyband.

Kald mig heldig.

 Der gik ikke just mange minutter fra jeg havde fundet min plads, til drengene dukkede op, på scenen. Alle pigerne skreg virkelig, men det var trodsalt også deres idoler, der stod deroppe. Jeg forstod dem, jeg ville have det på samme måde, hvis jeg nu var til koncert med, f.eks. Pink!

Så ville jeg ikke være til at være i nærheden af - just saying.

Men aftenen forløb rigtig godt. Jeg hyggede mig, og fik første gang mulighed for rigtig at lytte til drengenes musik. Flere gange havde jeg øjenkontakt med Zayn, og det kunne ikke holde et smil fra at glide over mine læber hver eneste gang.

Faktisk var det helt fantastisk. Ikke at jeg var fan eller noget nu, jeg kunne bare rigtig godt lide det. Deres stemmer harmonerede rigtig godt med hinanden, og det gjorde det helt dejligt at høre på, i forhold til så mange andre boybands jeg havde hørt.

Og så var de også bare underholdende at se på. De fjollede rundt på scenen, grinede og læste twitterspørgsmål. Det sidste var noget de altid gjorde - så meget vidste jeg dog, hæhæ.

Total stalker agtig.. okay nej.

Introen til ’Back for you’ begyndte, efter en af drengenes yderligere fjollerier, og jeg rettede igen min opmærksomhed mod dem. Jeg måtte indrømme, at jeg var gledet lidt ind i mine egne tanker, mens de jokede med hinanden.

Men, det er jo typisk mig, så døm mig ikke.

Zayn fangede hurtigt min opmærksomhed, da han bevægede sig længere frem på scenen end de andre, da sangen nærmede sig omkvædet. Jeg blev først lidt forvirret, da han skabte øjenkontakt med mig, og holdt den.

Baby, you don’t have to worry

I’ll be coming back for you, back for you, back for you, you

Lately, I’ve been going crazy

I’ll be coming back for you, back for you, back for you, you

Under hele omkvædet holdt han øjenkontakten, løftede armen og pegede på mig, så smilet på mine læber voksede sig større for hvert sekund. Det samme smil strejfede hans læber, inden det næste vers begyndte og han gik tilbage igen. Pigerne overalt i salen havde tydeligvis også lagt mærke til det, for de skreg højere end jeg havde hørt før.

Han havde lige sunget til mig - eller Perrie, men altså - han havde givet mig sin opmærksomhed, under omkvædet, og jeg kunne da ikke andet end at smile som en idiot, under resten af koncerten.

 

*

 

Jeg fik mast mig gennem den store mængde af piger, og begav mig vej ned mod backstage området. Jeg vidste der var virkelig mange der prøvede at komme ind, selvom det faktisk overhovedet ikke var tilladt. På de punkter, forstod jeg det slet ikke. Hvorfor viste de ingen respekt?

Men jeg blev lukket ind af døren, fordi vagterne nok genkendte mig, og jeg kunne derfor uden problemer komme derud. Mine følelser var virkelig et stort rod, for jeg havde haft det underligt, i den sidste halvdel af koncerten. Efter Zayn havde sunget til mig, havde alt vendt sig på hovedet. Jeg kunne ikke lade være med at smile, selvom jeg slet ikke burde være påvirket af det.

Jeg burde være komplet ligeglad, fordi han ikke var min kæreste. Jeg var ikke Perrie, derfor burde jeg slet ikke have det sådan her.. jeg burde blive nødt til at sætte en facade op, og prøve at overbevise Zayn om at jeg var Perrie.

Men jeg behøvede jo nærmest ikke engang prøve - det gik jo fint af sig selv. Jeg fuckede altid op, og jeg hadede det. Hvordan kunne jeg have det sådan her? Det var jo slet ikke meningen.. hvad havde jeg overhovedet gang i? Det var ikke godt det her, og det var slet ikke fair overfor Perrie. Hun vidste ingenting om noget af det her - jeg havde bare bildt hende ind, at alt var helt normalt.

Hvilket det jo langt fra var, alt var vendt på hovedet.

 Da jeg endelig fik øje på Zayn, kom han ud fra omklædningsrummet, og lignede en der lige havde været i bad. Han var i hvert fald klædt i noget helt andet tøj, og hans hår sad heller ikke helt så perfekt som de plejede. Han var besat af sit hår, det vidste hele verden vel snart.

Uden tøven løb jeg hen til ham, og lod ham ligge armene om mig, i en tæt omfavnelse. Mine arme fandt rundt om hans nakke, og jeg knugede mig tæt ind til ham. ”Hvad synes du så?” mumlede han mod min skulder. Han hentydede nok til deres optræden.

”I var helt fantastiske - du var helt fantastisk.” var det eneste jeg svarede, inden vi trak os fra hinanden igen. De andre drenge var ikke til at se nogen steder, men jeg var også lidt ligeglad. Hvis de havde været her, havde jeg nok heller ikke lagt mærke til dem.

Et stort smil spillede over hans læber, inden han lagde en hånd mod min kind. ”Du er helt fantastisk,” hviskede han og pressede sine læber mod mine. Jeg stillede mig på tæer, og gengældte ivrigt kysset. Den underlige kilden i min mave, kom tilbage, og det værste var… at jeg kunne lide det.


***

Jeg undskylder for det korte kapitel, men altså jeg har weekend, yaaay! Og så ville jeg gerne give jer noget allerede nu, fordi jeg faktisk skal ud og bade senere - uh, hvor dejligt.

Og så er jeg mega bange for at skulle til eksamen nu.. selvom der er to år til, men whatever! Jeg kommer til at frygte fysikeksamen, hvilket jeg altid har gjort. Men her i går, så skrev jeg med Mirah, og fortalte hende om min frygt for fysikeksamen, fordi jeg er bange for at springe noget i luften. Guess what, det hele blev bare værre, da hun fortalte det skete for hendes veninde o:

Hvor bange tror I jeg er nu?!

Men altså, husk at like, så bliver jeg rigtig glaaaad. <33

 

Følg mig på twitter: larry_for_real

Følg mig på instagram: kirstine_rasmussen

Ansøg mig på skype: stinnefaerch

Skriv til mig, hæhæ: kirstine1199@gmail.com

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...