I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

498Likes
465Kommentarer
75771Visninger
AA

7. Kapitel 6.

 

Zerrah’s synsvinkel:

At sige ja tak til at tage med til koncert, var nok det dårligste træk, rent personlighedsmæssigt, lige nu. Men hvis jeg skulle overleve det her, med at være Perrie, uden nogen opdagede mig, så var det virkelig nødvendigt at jeg ikke virkede afvisende. Og hvis jeg havde sagt nej, så ville Zayn sikkert have stillet stort spørgsmålstegn, hvilket jeg ikke havde lyst til at nyde noget af.

Og så ville jeg inderst inde gerne med til den koncert - jeg havde bare slet ikke lyst til at indrømme det overfor mig selv. Jeg havde ikke lyst til at indrømme, at jeg gerne ville ses med Zayn, jeg havde ikke lyst til at indrømme at jeg faktisk godt kunne lide hans selskab - lidt for meget måske.

Jeg kunne bare ikke forstå det.

 Men Zayn var åbenbart blevet virkelig glad for at jeg ville med, for han fejrede det i hvert fald med et kys, som jeg ikke kunne andet end at gengælde. Og jeg nød det måske lidt for meget - igen. Men denne gang tænkte jeg ikke så meget over det, og prøvede at få ind i hovedet, at jeg var Perrie - derfor skulle jeg gøre det her.

”Jeg må også hellere se at komme hjem.” mumlede Zayn, da vi havde trukket os fra hinanden. Jeg nikkede bare, og rejste mig fra sofaen, og han var hurtig til at følge efter. I stilhed gik vi ud i entréen, hvor jeg lænede mig op ad dørkarmen, mens jeg betragtede ham. Hver enkel lille bevægelse registrerede jeg nøje, mens han omhyggeligt bandt snørebåndene i sine sko.

Pludselig så han op, og jeg så hurtigt væk, så han ikke skulle opdage at jeg havde stirret på ham. Selvom det nok kun stadig var mig, der fandt det mærkeligt. Men hvis han kendte sandheden, ville han også synes det var mærkeligt - helt afgjort.

”Vi ses.” sagde jeg, og gik hen for at åbne døren for ham. Hans læber ramte blidt min kind, inden han trådte ud på opgangen. ”Vi ses.” istemte han, og vendte sig så mod trappen. Hvorfor jeg blev stående u flere minutter efter, og bare stirrede efter ham, vidste jeg altså ikke. Jeg var nok bare lidt forvirret.. eller noget.

 Med et lille suk lukkede jeg døren, og gik tilbage til stuen, hvor de stadig sendte Pretty Little Liars. Egentlig burde jeg nok snart smutte i seng, for jeg skulle i byen med Jesy i morgen. Det var en aftale Perrie havde haft med hende længe, så det gjorde mig ikke så meget. Og Jesy var en sød pige, det kunne jeg ikke modsige.

Jeg tog den tomme skål, der tidligere havde indeholdt popcorn, og bar den ud i køkkenet, hvor den blev stillet i vasken. Jeg orkede virkelig ikke at vaske op, så det måtte jeg klare i morgen. Mine fødder ledte mig tilbage til stuen, hvor jeg puttede mig under tæpperne, og rettede opmærksomheden mod fjernsynet.

Tankerne om koncerten kørte allerede rundt i mit hoved. Der var både fans der ville genkende mig, der ville være fans der direkte hadede mig, som ville genkende mig. Eller, hadede Perrie, men det tager vi på et andet tidspunkt. Hader man Perrie, hader man også mig.

Til sidst blev mine spekulationer for meget, og jeg slukkede derfor fjernsynet. Jeg ville ikke kunne koncentrere mig om at se det alligevel, hvis jeg bare bombaderede mig selv med bekymringer. Jeg smuttede ud på badeværelset, hvor jeg fandt min tandbørste frem, og begyndte at børste mine tænder.

Det var egentlig ret dejligt at komme af med den salte, tørre smag fra popcornene, og sådan. Jeg har vist nævnt at jeg er vild med frisk ånde, ikke? Jo, godt så, for det er rigtigt. Dårlig ånde er bare noget af det værste, især om morgenen.

Ad

 Efter at have børstet dem grundigt, redte jeg mit hår igennem, så det ikke ville ligne en høstak i morgen. Det var lidt uglet, eftersom jeg havde ligget på sofaen hele dagen, og hvis jeg så lagde mig til at sove med det, blev det da kun endnu mere uglet, når jeg vågnede i morgen.

Efter at have ordnet hvad jeg ellers skulle på badeværelset, slukkede jeg lyset, lukkede døren og gik ind på værelset. Eftersom jeg havde rendt rundt i joggingtøj hele dagen, gav det ingen mening at klæde om, så jeg lagde mig under dynen som det første.

Nu hvor jeg først lå her, kunne jeg godt mærke, hvor træt jeg var. Selvom jeg ikke havde brugt dagen på noget som helst, udover at se fjernsyn og snakke med Zayn, var jeg alligevel træt. Jeg måtte seriøst se at få mig en ordentlig rytme.

 

*

 

Efter jeg havde spist morgenmad, den efterfølgende morgen, var jeg helt klar til at shoppe med Jesy. Og nu hvor jeg skulle med til den koncert, kunne jeg nok alligevel finde noget nyt jeg kunne tage på. Ikke fordi jeg ikke brød mig om Perries tøj, men jeg fortrækker at vælge mit tøj selv.

Bare denne ene gang, kunne det altså være meget befriende.

 Jeg havde aftalt med Jesy, at vi skulle mødes nede ved Oxford Street, her om 10 minutter, så jeg havde faktisk lidt travlt. Derfor blev lejligheden hurtigt låst af, og jeg skyndte ned af trapperne og til sidst ud af bygningen.

Jeg havde et af Perries par sko på, som var et par støvler med mellemhøj hæl. Jeg skulle dog lige vænne mig til det, da jeg plejede at gå i flade sko til hverdag, hvor Perrie sikkert var mere øvet med det her.

Der var flere der genkendte mig på gaden, det kunne jeg se på de blikke de sendte efter mig. Men ingen henvendte sig til mig, og det var jeg på nogle punkter meget glad for. Jeg havde hverken lyst til at høre på hate, eller besvare spørgsmål fra glade fans.

Jeg smilede bare til dem jeg fik øjekontakt med, og fortsatte så hurtigt jeg kunne, for at nå frem til tiden. Jeg ville jo helst ikke komme for sent til min første aftale med Jesy. Jeg havde jo ingen anelse om Perrie tit kom for sent, eller om hun var typen der altid kom til tiden, når det gjaldt hendes veninder.

 Da jeg endelig nåede frem, stod Jesy der allerede, og smilede stort, da hun fik øje på mig. ”Perriemus!” hvinede hun nærmest, og trak mig ind i en stor omfavnelse. Jeg grinede lavt mod hendes skulder og gengældte den tætte omfavnelse. ”Hey Jesy.” nøjedes jeg bare med at sige, dog med den mest entusiastiske stemme jeg kunne finde frem.

 ”Så, hvor starter vi?” spurgte hun, og så spørgende på mig.

Jeg overvejede det lidt, inden jeg valgte at svare. Jeg kunne vel lige så godt fortælle hende at jeg gerne ville købe noget til koncerten, det skete der vel ikke noget vel.

”Jo, jeg skal til drengenes koncert i morgen, så jeg tænkte på at købe noget nyt.” svarede jeg, og så afventende på hende. Jeg var ikke specielt kendt i London, og vidste ikke hvordan man kom fra det ene sted til det andet. Dog havde jeg fundet ud af det med Oxford Street på forhånd, ellers ville Jesy jo tro jeg havde fået hukommelsestab, eller noget.

”Ej hvor dejligt! Så lad os finde noget der passer dig.” fastslog hun, tog min hånd og begyndte at trække mig med ned ad gaden. Jeg fulgte bare med, selvom jeg måtte småløbe for at følge med i hendes tempo.

 

*

 

”Okay, hvad så med det her?” jeg holdt en hvid t-shirt, med en sjov tekst frem, samt en par sorte skinny jeans. Jesy var svær at stille tilfreds, og vi havde snart været igennem tre tøjbutikker, bare for at finde et enkelt sæt tøj.

Lige nu var vi i Top Shop, og jeg håbede virkelig jeg kunne få lov til at købe det her sæt, for jeg elskede det virkelig. Isæt fordi jeg havde et par converse derhjemme - jeg havde fået sneget dem med til London uden Perrie så det, hæhæ - som ville passe perfekt til det her.

(Link i kommentar)

”Ja, det er faktisk godt!” endelig sagde hun de længe ventede ord, og jeg kunne ånde lettet op. Hvis hun ikke havde godkendt det her, ved jeg slet ikke hvad jeg ville have gjort. Måske rakt tunge, og så bare købt det alligevel..

Okay nej, så barnlig er jeg ikke.

”Endelig!” sukkede jeg tilfreds, og sendte hende et taknemmeligt smil. Hun daskede bare blidt til mig, for derefter at ligge en arm om mine skuldre. ”Min Perrie skal være perfekt til hendes kærestes koncert.” hviskede hun i mit øre.

Nå ja - det havde jeg næsten glemt alt om.

Faktisk havde jeg de sidste par timer, lykkeligt glemt alt om Zayn og koncerten - selvom jeg ledte efter tøj jeg skulle have på til koncerten. Underligt? Ja, det tænkte jeg nok.

 Vi gik op til kassen, hvor jeg hurtigt fik betalt mit nye tøj. Damen lagde det i en fin pose, som jeg fik i hånden. Så kunne jeg rende rundt i London, og ligne en glad smiley - okay nej, men jeg var glad!

Jeg fik det tøj jeg ville have, yay!

Da vi kom ud på gaden igen, var det varmere end da vi gik ind. Solen var brudt frem fra skyerne, og skinnede nu meget kraftigt. Tænk at jeg havde taget den tykke jakke på, til ingen verdens nytte.. Okay, det havde det været tidligere, men hvad hjalp det nu?

”Ejj!” stønnede jeg på en mærkelig måde, og kastede nakken tilbage. Jesy grinede bare af mig, greb min hånd og trak mig videre ned gennem gaden, der efterhånden var godt proppet med mennesker. Lige nu frygtede jeg allermest at der kom fans eller noget - det var jeg ikke så trænet i at håndtere endnu.

”Kom nu bare, din dovne ged.” grinede hun, da jeg blev ved med at stoppe op. Jeg kom med en utilfreds lyd, og stoppede helt brat op, uden at se mig for. Det resulterede så i at jeg ramlede sammen med en eller anden.

Forhelved, Zerrah!

Mine øjne der havde været limet på jorden, bevægede sig langsomt op, og endte med at møde et par blå øjne. Fuck man, det var altså en fed start.

Not..

”Perrie, what a surprise!” jeg blev hurtigt trukket ind til et kram, og jeg skyndte mig at gengælde det. Det virkede underligt at stå midt i Londons gader, og kramme Louis Tomlinson, men det måtte han jo selv om. Det var ham der lagde op til det, såå.

”Hey, min tur!” lød en stemme, som jeg med det samme kunne genkende. Niall var den eneste der havde irsk accent, derfor var det nemt. Hæhæ, jeg er klog.

Okay, bare glem det der.

Louis gav slip på mig, og jeg landede i stedet i Nialls favn. Alle snakkede om det der ’Horan-hug’ eller hvad fanden det nu var det blev kaldt. Men altså, det skulle være så godt, ikke? Ja, det kan jeg godt bekræfte, selvom det lyder underligt.

For et kram er vel bare et kram ikke?

Okay, Nialls var over standarten, jeg siger det bare.

”Vi hører du skal med til koncert?” sagde Niall som det første, da vi trak os fra hinanden. Jeg nikkede bare smilene, og lod mit blik flakke over til Jesy, som bare så smilene på os. Det var da altid noget hun ikke var typen der blev jaloux eller irriteret.

”Hallo, hvad har du gjort ved Zayn? Han er helt oppe i skyerne for tiden?” lød det pludselig fra Louis. Jeg så forlegent ned, og kunne mærke farven stige op i mine kinder. Sådan noget der kunne jeg slet ikke holde ud at snakke om.

”Okay, jeg tror vi smutter nu.” blandede Jesy sig, og sendte begge drenge et smil. ”Ja, det gør vi også. Jeg er sulten!” bekendtgjorde Niall, og tog Louis under armen. De to drenge forsvandt hurtigt i den modsatte retning, mens Jesy og jeg fortsatte i stilhed.

Hvorfor var det lige når jeg var Perrie, at Zayn skulle være sådan der? Hvorfor?! Det ville have været meget nemmere, hvis han var helt oppe i skyerne når det faktisk var hans kæreste der var sammen med ham.

”Okay, jeg vil vide det! Hvad har du gjort ved ham?” spurgte Jesy pludselig, og fik mig til at se overrasket på hende. Ville hun seriøst vide det? Altså, det var ven normalt at en dreng blev glad ved at være sammen med sin kæreste, ikke?

Jeg trak bare på skuldrene og lod være med at sige noget. For hvad skulle jeg sige? Der var ingen forklaring.. jeg gjorde vel bare, hvad Perrie gjorde? Eller, det håber jeg da, ellers var det virkelig slemt.

”Hemmelighedsfuld..” mumlede Jesy for sig selv, og havde et drillende smil på læberne. ”Hold nu op!” stønnede jeg, og skubbede blidt til hende. Hun grinede bare, men kørte heldigvis ikke videre på den - det var da altid noget.

 

**

Oml, jeg elsker jer guys!

og jeg elsker at de elsker den her, for det er derfor jeg skriver. men jeg vil dog sige, at jeg er ked af at høre, når jeg for at vide, at jeg kopierer andre. for det gør jeg bestemt ikke! selvfølgelig er der andre historier med tvillinger der bytter liv, det kan ikke undgås. men jeg har aldrig selv læst nogle af dem der er skrevet herinde, og det her bliver heller ikke den typiske historie tror jeg. jeg har tilføjet twists længere inde, fordi jeg ikke vil gøre den for meget lignende andres, som i tydeligvis synes den er.

jeg håber altså i vil give den en chance, før i bedømmer mig og min historie.

og og og, hvis i kan lide den, så giv gerne et like, hæhæ så bliver jeg glaaaad. xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...