I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

498Likes
465Kommentarer
75768Visninger
AA

6. Kapitel 5.

Det var mandag i dag.

Mandag har jeg altid hadet - af den simple grund; weekenden var slut, og jeg skulle op og i skole igen. Derfor havde mandag tit været en pjækkedag for mig, hvis jeg kunne slippe af sted med det. Enten sov jeg over mig, eller også spillede jeg syg.. - meget kreativt, jeg ved det.

Men, nu hvor jeg ikke var hjemme længere - hvilket jo betød jeg ikke gik i skole, wuhuuuuu! - så kunne jeg sove længe, og bare være hjemme hele dagen. Ja, for jeg havde ingen planer i dag. Perrie havde fri for tiden, hvilket var grunden til hun havde turdet sætte mig ind som hende. Hvis der var koncerter eller lignende, så var vi busted med det samme! - tro det eller lad være, jeg er en tonedøv and, sådan er det bare.

Så jeg skulle hverken bekymre mig om arbejde eller skole, hvilket var totalt luksus. Lige nu ønskede Perrie sig nok, at hun var tilbage i sit eget liv. Hun skulle trækkes med mine røvsyge gymnasielærere og random venner, der slet ikke var som hende.

På nogle punkter, ville det nok være ret synd for den søde Perrie. Men hun klarede den nok.. det her var jo hendes egen idé, derfor skulle hun heller ikke vove på at ringe og klage. Hvis der var nogen der skulle klage, så var det mig. Men jeg havde ikke noget at klage over. Kun at jeg var irriteret over at hun faktisk havde en kæreste, der var så head over heals på hende, at det gik udover mig.

Plus - hun kunne godt have fortalt mig, at hende og Zayn ikke havde været sammen i noget tid. For hallo, jeg var slet ikke forberedt på at han nærmest sprang i armene på mig, da jeg lukkede op den aften, hvor jeg var på date med ham første gang.

 Men altså, tilbage til hvad det her virkelig handler om; mig der kan sove længe, yaaaay!...

Okay nej, faktisk sov jeg ikke særlig længe. Jeg vågnede klokken 8, og kunne ikke falde i søvn igen. Så meget for den mulighed man har for at sove længe, og så kan man ikke engang benytte sig af den! Det synes jeg fandeme er strengt - puha Zerrah, du burde lære at gøre hvad der er bedst for dig selv.

 Med et suk rejste jeg mig fra dobbeltsengen, og bevægede mig med det samme ud mod badeværelset. Jeg trængte virkelig til et bad, og så tænkt alt igennem. De eneste tidspunkter jeg havde fred for de irriterende tanker omkring Zayn, var når jeg sov.

Kan I nu forstå hvorfor jeg så gerne vil sove længe?

Godt.

Jeg tændte for det varme vand, og begyndte at klæde mig af. Det gik ret hurtigt, eftersom jeg ikke sov i pyjamas, eller sådan noget. Okay, hvem gør også det? I min alder altså! Jeg kan forstå hvis små børn gør, men hallo, 19-årige der sover i pyjamas, er altså ikke det fedeste.

Da vandet blev varmt, trådte jeg ind under bruseren, og lod de varme stråler ramme min kolde hud. Jeg gøs lidt ved det varme vand, men vænnede mig hurtigt til det. Et bad fik mig altid til at slappe af, og de stressende tanker forsvandt automatisk. Derfor brugte jeg nogle gange flere minutter i badet, selvom min mor altid bad mig gøre det hurtigt.

 Men lige meget, hvor meget jeg prøvede at være fri for de irriterende tanker, virkede det ikke denne her gang. Det var som om de var ætset fast i min hukommelse, hvilket gav mig lyst til at skrige så højt, at folk ville glo mærkeligt. Hvorfor kunne jeg ikke bare glemme det? Bare i 5 minutter ville være en lille befrielse!

Efter 15 minutter under det varme vand, besluttede jeg mig for at det var nok. Jeg slukkede for vandet, trådte ud på den lilla bademåtte, viklede et af de hvide håndklæder om mit blonde hår, og tørrede mig med et af de sorte.

Tilfældigt fangede jeg mit spejlbillede i spejlet der hang på væggen. Mascaraen fra i går sad nu under mine øjne, fordi jeg havde været for oprevet til at fjerne den i går aftes. Med et suk tog jeg en af renseservietterne fra hylden og gnubbede under mine øjne. Hvor var det altså typisk, at det skulle ske for mig.

Da jeg endelig fik det væk, viklede jeg håndklædet stramt om mig, og gik tilbage på værelset. I klædeskabet fandt jeg hurtigt noget behageligt, som ikke sad alt for stramt, og fik det hurtigt på.(Link i kommentar)

Jeg slæbte min dovne krop ud i køkkenet, hvor jeg begyndte på min morgenmad. Eftersom jeg var helt vildt træt af alt lige for tiden, begav jeg mig ikke ud i noget stort. Det blev bare til en toast med nutella, - og som I jo allerede ved: jeg elsker nutella, hæhæ.

 

*

 

Hele formiddagen gik med at se film, spise popcorn, efterfulgt af flere popcorn og flere igen. Okay ja, jeg elsker popcorn, derfor spiste jeg ret mange, uden på noget tidspunkt at blive træt af dem. Måske fordi jeg var blevet totalt optaget af en serie kaldet Pretty Little Liars. Okay, jeg vidste selvfølgelig godt den eksisterede, men jeg havde aldrig taget mig sammen til at se den.

Og nu havde de åbenbart maraton, hvilket gav mig den perfekte mulighed for at se det. G jeg kan godt sige det; den serie er fangene, så pas på, okay? Det er slemt! Flere gange var jeg ved at tude, hvis der skete noget sørgeligt, eller også havde jeg bare lyst til at hoppe ind i serien, for at finde ud af hvem A var.

Det fandt jeg dog hurtigt ud af alligevel, men ja.. hov undskyld. Der er sikkert ingen af jer der har set den serie alligevel, så hvorfor pladrer jeg videre om den? Nok fordi jeg er Zerrah.. ja, det må være derfor, jeg kan ikke finde en bedre grund.

 Da jeg var godt inde i serien, hørte jeg pludselig det ringede på døren. Hvem fanden var det nu? Hvem forstyrrede mig, Perrie Edwards - Okay Zerrah, men alle troede jeg var Perrie - lige nu, hvor jeg så Pretty Little Liars?

Jeg rejste mig dovent fra sofaen, og vadede ud i entréen uden at tænke over hvordan jeg så ud. Mit hår var ikke blevet redt efter jeg havde været i bad, og jeg havde ikke set mig i spejlet siden, så jeg var lidt på bar bund.

Jeg låste døren op, åbnede den, og det første mine øjne mødte var Zayn - hvorfor hader du mig Gud? Hvorfor?!

”Zaaayn.” sagde jeg langtrukkent, og fik et smil frem. Han gengældte det, med et smil der var langt mere overbevisende end mit. Bare han nu ikke bustede mig, eller noget..

”Er det et dårligt tidspunkt?” spurgte han, og lød pludselig helt som om han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Jeg kunne ikke bede ham gå nu, kunne jeg? Nej, det ville være ondt, især fordi jeg var hans kæreste - eller Perrie var.

”Nej nej, kom ind.” skyndte jeg mig at sige, og åbnede døren helt for ham.

Han fik et lettet udtryk i ansigtet og trådte ind i lejligheden, mens jeg lukkede døren efter ham. Jeg følte mig pludselig helt forvirret og akavet, fordi jeg stod i noget der mest af alt mindede om nattøj, mens han lignede en der var blevet dresset af en stylist.

Mens han fik sine sko af, hængte jeg hans jakke på knagen, ved siden af døren - eller jeg prøvede.. for den der knage hang lidt længere oppe end jeg lige troede, så jeg måtte stille mig på tæer, hvilket ikke hjalp just meget.

”Skal du have hjælp?” lød Zayns stemme lavt, lige ud for mit øre. Nervøst bed jeg mig i læben, og nikkede svagt. Han tog jakken ud af mine hænder, og fik let hængt den op på knagen, inden han drejede mig rundt, så vi kunne se på hinanden i stedet for.

Blidt kærtegnede han min kind, og trak mig tættere på. ”Jeg har savnet dig.” mumlede han, og lod sin pande hvile mod min. Jeg fnes af ham, og lagde mine hænder på hans bryst. ”Vi så hinanden for mindre end 24 timer siden.” forklarede jeg og grinede igen.

Han rystede bare på hovedet, trak sig helt væk fra mig og tog i stedet min hånd. Vi gik ind i stuen, hvor Pretty Little Liars stadig tonede frem på skærmen. På sofaen lå de tæpper jeg havde været pakket ind i det meste af dagen, og på bordet stod der en skål, der var kvart fyldt med popcorn.

”Der er en der har slappet af hva’?”

Jeg så forlegent væk, fordi han begyndte at grine for sig selv. Hvorfor reagerede jeg sådan her? Altså, det plejede jeg ikke.. det var jo bare en kommentar. Normalt ville jeg bare have grinet, eller kommet med en modkommentar, eller sådan noget.

Men det kunne jeg ikke i dag - spørg ikke hvorfor, ok?

”Tjoo, jeg har jo fri.” nøjedes jeg bare med at sige, uden at se på ham. Det varede dog ikke just lang tid, for Zayn lagde to fingre under min hage og løftede mig ansigt op. ”Perrie, er det et dårligt tidspunkt?” spurgte han, og så bekymret på mig.

Jeg rystede ivrigt på hovedet, og smilede overbevisende til ham. ”Jeg er bare lidt træt.” løj jeg, og klemte blidt hans hånd der stadig lå i min. Han godtog den vist, for det bekymrede ansigtsudtryk forsvandt og blev erstattet af et smil.

 Vi endte med at sidde og se Pretty Little Liars begge to, selvom jeg ikke var helt sikker på om Zayn rent faktisk fulgte med. Jeg gjorde, for jeg elskede den serie. Eller jeg prøvede at følge med, men det var ret svært med Zayn i nærheden.

Mit hoved hvilede mod hans skulder, og hans arme lå om mit liv. Det var egentlig hverken ubehageligt eller noget. Bare distraherende. Virkelig meget. For af og til fik jeg et kys på enten kinden eller halsen, og det fik min krop til at reagere underligt.

Hvad fanden var der galt med mig?

 

Zayn’s synsvinkel:

Det var så underligt. Det var som om der var sket et eller andet i dens sidste uge. Perrie var.. anderledes? Lyder det helt forkert? Det gør det sikkert, men det var bare som om hendes personlighed havde ændret sig gevaldigt på den seneste uge.

Ikke på en dårlig måde, faktisk kunne jeg godt lide det. Og det lyder måske dumt men.. det var virkelig som om jeg var blevet endnu mere forelsket i hende, end jeg var før. Er det overhovedet muligt? Jeg troede virkelig at jeg elskede Perrie så meget som overhovedet var muligt - men jeg tog åbenbart fejl.

Men hun havde også virket lidt mere nervøs og genert de sidste 2 dage. Om det var fordi vi snart skulle til Sverige, vidste jeg ikke. Men jeg tog mig heller ikke af det. Jeg vidste Perrie opførte sig mærkeligt af og til, så det var ikke noget jeg bekymrede mig om.

 Lige nu sad vi i hendes stue og så en eller anden serie, som hun åbenbart havde gang i. Egentlig var jeg kommet for at invitere hende med til vores koncert om 2 dage, men alligevel var jeg lidt bange for hun ville afvise. Efter hun havde været så nervøs de sidste par dage, var det nok det der lå i baghovedet.

Men jeg ville rigtig gerne have hende med. Det var den sidste koncert inden vi tog på ferie, og fordi Eleanor skulle med, ville det være federe hvis Perrie også var med. Hun og Eleanor klingede godt sammen i forvejen, hvilket var meget heldigt.

”Perrie?” sagde jeg stille, og fangede hendes opmærksomhed. Hun drejede sit hoved, så hun kunne se mig, i stedet for at sidde med ryggen til. ”Mhm?” mumlede hun, og så nysgerrigt på mig, med sine store blå øjne, som jeg sikkert kunne sidde og kigge ind i hele dagen.

Tag dig sammen, Zayn!

”Jeg tænkte på,” startede jeg ud, og kløede mig akavet i håret. Hvorfor var jeg så nervøs omkring det? Det var da ikke værre - hvad skete der hvis hun sagde nej? Det var jo ikke fordi vi aldrig skulle se hinanden igen, eller noget. ”Om du vil med til koncert her på onsdag?” spurgte jeg, måske med lidt for meget forventning i stemmen, men det lagde hun forhåbentlig ikke mærke til.

”Til koncert?” hun løftede et øjenbryn, og så et øjeblik helt skeptisk ud.

Sagde hun nu nej? Oh fuck, jeg vidste bare det her var en virkelig dårlig idé og jeg skulle aldr-

”Ja selvfølgelig!” afbrød hun mine tanker, og smilede stort til mig. Et lettet smil gled over mine læber, og jeg kunne ikke afholde mig selv fra at presse mine læber mod hendes. Der gik ikke mange sekunder før det blev gengældt fra hendes side.

Og igen, var det anderledes. Hvordan var det muligt for mig at blive mere forelsket i Perrie, end jeg var i forvejen? Jeg forstod det virkelig ikke.

*

Wooooah 155 favoritlister og 69 likes! Hvad sker der liiiiige?

Okay, er jeg den eneste med totalt mange Zarrah feels? Det håber jeg ikke, fordi jeg shipper Zarrah totalt meget! Oml, jeg elsker Zerrah som person, fordi jeg har opfundet hende - ej det lyder selvoptaget, men okay.

Please giv mig et like, det vil betyde meget! <33333

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...