I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

498Likes
465Kommentarer
75765Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Zayn insisterede på at vi skulle tage i biografen, på vores date her til aften. Det gjorde mig heller ikke noget, for det var hvad jeg var vant til. Biografdates var altid gode og hyggelige. Plus, man spiste popcorn - hvilket var et plus.

Jeg elsker popcorn.

Så er det sagt.

Det der snurrede rundt i mit hoved var, hvilken film vi skulle se. For Zayn havde været så sød at gøre det til en overraskelse, hvilket faktisk irriterede mig. Jeg håbede inderst inde at det var en actionfilm, eller sådan noget. Ikke fordi jeg havde noget i mod kærlighedsfilm, men det var stadig underligt.

Det passede ikke sammen i mit hoved, at jeg rendte rundt med Perries kæreste, og han troede at jeg var hende. Jeg havde dog ikke snakket med Perrie om det, selvom jeg snart havde været hende i en uge, eller deromkring.

Det betød også, at jeg op til flere gange havde været sammen med Zayn, og lærte ham - sjovt nok - bedre at kende. Perrie havde jo ikke siddet i flere timer og forklaret mig hver enkel detalje omkring ham, ligesom jeg heller ikke havde fortalt hende alt om mine venner.

Udover Zayn, havde jeg også mødt de resterende medlemmer af Little Mix, som begge to var mindst lige så fantastiske som Jade. Dog skulle jeg holde min optimisme inde, og opføre mig som om alt var helt naturligt. For Perrie fortalte dem nok ikke for fantastiske de var, hele tiden.

Eller det ville være underligt..

Det gjorde jeg i hvert fald ikke med mine venner.

I hvert fald var jeg faldet bedre til i London, end jeg først havde troet jeg ville. Mine forventninger havde været, at det hele skulle blive akavet og sådan, men det var det bare langt fra. For alle så mig som Perrie, og de fandt det ikke akavet at snakke med mig - for de kendte jo Perrie godt.

Men nu var der også kun en uge til, vi skulle til Sverige. Jeg glædede mig måske mere end jeg burde, og jeg måtte nok ligge lidt bånd på mig selv, for ikke at virke alt for ivrig, når vi skulle mødes i lufthavnen på søndag.

Vi skulle ret tidligt af sted.. det blev noget af en udfordring for mig, for jeg hader at stå tidligt op. Det har jeg aldrig været god til, og Perrie var heller ikke, dengang hun boede derhjemme. Men om hun var kommet efter det, vidste jeg ikke.

Nu skulle jeg bare komme op til tiden, ellers var jeg virkelig fucked.

Eller noget.

 Mens jeg stod i mine egne tanker, havde jeg slet ikke holdt øje med tiden. Og pludselig var klokken lige pludselig blevet 18:15. Og jeg manglede stadig at lægge makeup og sætte mit hår ordentligt. Heldigvis havde jeg allerede klædt om, og var iført en sort og hvid kjole, med sorte stilletter til.

(Link i kommentaren, til outfit)

Zayn kom 18:30, og efter de andre gange han havde hentet mig, fandt jeg hurtigt ud af, at han tit kom for tidligt, men aldrig for sent. Derfor havde jeg pænt travlt lige nu, for mit hår skulle faktisk krølles lidt.

Hvor jeg dog forbander mine tanker...

Heldigvis fik jeg hurtigt lagt et let lag mascara og en lys lipgloss. Jeg havde virkelig ikke lyst til at bruge læbestift, for det var ikke rigtig mig. I bladene og på internettet havde jeg godt set, at Perrie ofte brugte læbestift, men lige nu var det bare ærgerligt.  Selv Perrie kunne da skifte en gang i mellem. Lige nu, kunne hun i hvert fald - det havde jeg altså bestemt.

Den sidste lok af mit blonde hår, fik jeg krøllet, i det dørklokken lød højt i mine ører. Jeg fik hurtigt slukket for krøllejernet, suppede min taske, og smuttede så ud i gangen, hvor jeg åbnede døren for Zayn.

Et smil kom frem på hans ansigt, da han så mig, som endnu en gang fik tankerne i mit hoved i gang. Bare det, at han troede jeg var Perrie, virkede så underligt - men jeg måtte lukke af for det hele, ellers endte det altså galt det her.

”Er du klar?” spurgte han, og lænede sig på ad dørkarmen. Jeg nikkede, greb min jakke fra knagen og gik ud på gangen til ham. Døren smækkede jeg efter mig, og den låste sig automatisk ved det.

Zayn lagde en arm om livet på mig, og kyssede min kind. Det fik mig til at rødme, og jeg fortsatte med at kigge ned. Det virkede bare underligt at jeg rødmede over det, men ja - jeg er heller ikke normal, kan vi blive enige om det?

Ja, godt så.

 Før jeg sådan rigtig vidste af det, var vi på vej til biografen - og jeg sad selvfølgelig med bankene hjerte, fordi alt indeni mig, var i mod det her. Hvorfor kunne jeg ikke bare være ligeglad med om jeg rendte rundt med Perries kæreste? Hun var jo også sammen med mine venner, så hvad var forskellen?

Flere gange tog jeg mig selv i at skæve til Zayn - heldigvis uden han opdagede det - for derefter at kigge væk med det samme igen. Min ende hånd lå i hans, som var det, det mest naturlige. På et punkt, var det nok også det - altså for ham.

 Endelig standsede han bilen, og vi kunne komme ud herinde fra. Denne her gang lod jeg ham ikke åbne for mig, og var nærmest ude af bilen før ham. Dog stoppede jeg op, og ventede på ham, eftersom han skulle låse bilen, og var på den modsatte side af bilen, som lå længst væk fra fortovet.

Nu skulle jeg bare overleve den her aften, uden mine underlige og tvivlende tanker. Jeg var Perrie, ikke Zerrah.

Bum.

 

*

 

Jeg fik aldrig fat i hvad filmen faktisk hed, og jeg gad ikke spørge Zayn igen. Så ville han sikkert tro at jeg var virkelig uopmærksom, hvilket jeg på en måde også var. Eller mine tanker blev bare ledt forkerte steder hen.

Især fordi jeg efterhånden fandt ud af, at det var en kærlighedsfilm vi skulle se. Og selvfølgelig, for hvad ellers? Biografen var ikke fyldt op, hvilket også var meget dejligt. Dog var næsten alle herinde kærestepar, og stort set ingen enlige.

Vi sad på den bageste række, som de eneste, for de fleste andre sad længere nede. Zayns arm lå om mine skuldre, og mit hoved hvilede på hans skulder. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke nød det, for det gjorde jeg.

Det fik mig også til at savne et rigtigt forhold, og tænke over, hvor heldig Perrie egentlig var. Jeg var sikker på, at han ville gøre alt for hende, til hver en tid, ingen tvivl om det. For efter hvad jeg havde oplevet i den seneste uge, var hans følelser for Perrie tydelige.

Det var bare synd, at han blev holdt for nar på den måde. Hvordan kunne Perrie få sig selv til det? Hvis jeg havde haft en kæreste derhjemme, var jeg aldrig gået med til den her aftale, det var helt sikkert.

Men når Perrie var desperat, kunne hun finde på hvad som helst. Det var en af de ting der adskilte os.. jeg tænkte tingene igennem flere gange, inden jeg besluttede mig for at gøre det. Det her var nok bare en af Perries underlige ideer som hun var kommet på, og med det samme besluttet sig for at føre ud i livet.

 

Perrie’s synsvinkel:

For det meste nød jeg at være tilbage i New Castle. Ingen så ud til at have fået mistanke omkring mit skift med Zerrah, hvilket selvfølgelig var godt. Godt nok var det underligt, at alle hendes venner, var de eneste der kendte til det her med at vi var tvillinger.

Utroligt at det ikke var nået længere ud, men ja.

Hun havde trofaste venner, det må jeg give hende.

Det var dog lidt svært, når jeg skulle snakke om mig selv. Det gik hurtigt op for mig, at de tit snakkede om Zerrahs liv, som Perrie Edwards søster. Jeg vidste slet ikke at hun gik så meget op i det, og at hun faktisk havde det underligt med det, en gang i mellem.

 Om aftenen savnede jeg dog at skrive med Zayn, som jeg plejede. Tanken om at det var Zerrah der skrev med Zayn hver eneste aften, og sikkert også holdt i hånd med ham, havde først strejfet mig for sent.

Da den her idé havde formet sig i mit hoved, havde jeg slet ikke tænkt over det faktum at Zerrah skulle være sammen med Zayn så meget. Jeg havde tjekket op på hende, da de var på den første date, fordi Zerrah selvfølgelig ingenting vidste der.

Og først efter den dag, var det hele gået op for mig.

Men jeg kunne ikke tage mit liv tilbage endnu. Og jeg stolede på Zerrah - jeg stolede på at hun ikke gjorde noget dumt, eller noget der kunne såre mig på nogen måde. Det var hun på alle måder, et alt for godt menneske til.

Og desuden var der kun et par uger tilbage, som jeg skulle bruge på at slappe af, herhjemme. Jeg savnede jo mine forældre til hverdag, så det var dejligt at jeg nu så dem hver eneste dag - også selvom det var som Zerrah.

Men det var ikke noget der talte specielt meget. Jeg så mine forældre, og de fattede ingen mistanke. Det skulle de heller ikke, for hvis de fandt ud af hvad deres døtre havde gang i, så ville vi begge være i store problemer.

Så ville vi begge få talen om, hvor risikabelt sådan noget kan være og bla bla bla. Og så ville Zerrah få stuearrest, mens de ingenting kunne gøre mod mig, fordi jeg boede inde i London. Og det var ikke fair, hvis Zerrah fik alt skylden, nu hvor det hele havde været min idé vel?

Nej, så derfor skulle vi ikke opdages. Og vores forældre skulle derfor fortsat tro at jeg var Zerrah, og vi skulle have vores samtaler, som jeg snart var blevet vant til. De spurgte ind til skolen og vennerne, hvilket jeg ikke havde de store problemer med at svare på.

Kun den første aften, men efter jeg først havde mødt Zerrahs venner, og været i skole på hendes vegne, var det hele meget lettere.

Men jeg spekulerede stadig på hvordan Zerrah klarede det hele i London. Om hun kom godt ud af det med pigerne? Om hun havde problemer med fans - directioners?

 

Zerrah’s synsvinkel:

Da jeg smækkede døren efter mig, samme aften, kunne jeg slå mig selv i hovedet med den havenisse, som ikke befandt sig i lejligheden. Men hallo, det er pointen i at jeg havde gjort noget dumt, der er vigtig her.

Som om det ikke var slemt nok for mit hoved, at jeg gik ud med min søsters kæreste, havde jeg gjort det hele værre. I stedet for at undgå hans kys, havde jeg gjort det stik modsatte. Jeg ved ikke hvor lang tid vi stod med læberne smedet sammen ude foran min lejlighed.

Og det var først da Zayn var smuttet igen, det gik op for mig, hvad fanden jeg lige havde gjort. Et hurtigt kys, havde måske været okay, for ellers ville drengen tro der var noget galt - men ligefrem at bund snave min søsters kæreste, var ikke smart.

Især fordi Perrie stolede på mig. Hun stolede på at jeg ikke gjorde noget dumt. Selvom hun ikke havde fortalt mig noget, med hensyn til Zayn, vidste jeg at det var hvad hun følte. Hun var jo forelsket i ham, og så kunne det ikke hjælpe noget at jeg dummede mig.

 Jeg nåede ikke at give mig selv flere nedladende tanker, da en sms tikkede ind på min mobil. Jeg fik den op af min håndtaske, og gik ind på beskeden.

Fra: Zayn

Tak for en dejlig aften, skat. <3

Ikke at den gjorde det hele bedre.. for den gjorde faktisk det hele værre. At Zayn havde nydt den her aften, gjorde virkelig min dårlige samvittighed overfor Perrie endnu værre. Hvordan skulle jeg tackle det her fremover? Hvis jeg ikke kunne styre mig selv i sidste ende, kunne det hele virkelig ende i noget rod.

Et stort rod.

 

*

Hæhæ, nyt kapitel til jeeeer!

Jeg var til galla i går, og sidder med mega ømme fødder, fordi vi dansede sygt meget. Men det positive her, at jeg er blevet mega god til at danse macarena! woop woop, jeg styrer for vildt, man!

Nå, men hvad synes I? Skal Zerrah have dårlig samvittighed over at kysse Zayn? Og har Perrie taget et dumt valg, ved at bytte liv med Zerrah, nu hvor vi ved hvordan Zerrah klarer den? 

Please comment, then i will love you forever, ok?

Og så lad mig lige fangirle totalt, okay;

130 favoritlister! oml, det er for vildt, okay? 

tusind tak alle sammen! Og i må selvfølgelig meget gerne like den, hvis i ikke allerede har gjort det <3333

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...