I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

498Likes
465Kommentarer
75773Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Da jeg næste morgen slog øjnene op, strømmede minderne fra aftenen før, tilbage i min hukommelse. Jeg ville helst glemme det, og jeg ville ønske jeg kunne gøre det om. Jeg stoppede ikke mig selv, og det var dumt.

Jeg nød faktisk da Zayn kyssede mig, hvilket jeg ikke burde. Jeg havde for pokker da kun kendt ham i den ene aften, så hvad der gik af mig, var jeg stadig ved at finde ud af. Hvorfor havde jeg nydt at kysse ham.

Og hvorfor udviklede jeg det?

Meningen med det her var, at Perrie skulle have en pause, og jeg skulle komme væk fra det kedelige liv hjemme i New Castle. Det var ikke meningen at jeg skulle leve mig så meget ind i Perries liv, var det?

Nej, det tror jeg ikke!

 Men så måtte jeg vel bare prøve at komme videre, og lade være med at leve mig så meget ind i det. Det kunne jo ende galt, for Zayn er en flot fyr og.. ja, jeg siger ikke mere. Der skulle ikke ske noget mellem Zayn og jeg, længere er den ikke.

Jeg væltede nærmest ud af sengen, fordi jeg slet ikke følte mig frisk til i dag. Men op måtte jeg, eftersom jeg havde en aftale med Jade. Jeg havde taget mig tid til at læse de noter som Perrie havde skrevet. Efter hvad der stod her, var de bedste veninder, og derfor skulle jeg virkelig ikke fucke det hele op her.

Mine fødder ledte mig ud på badeværelset, hvor jeg langsomt begyndte at rede mit hår igennem. Det var ret uglet. Egentlig havde jeg ikke nogen idé om hvorfor det var så uglet, men ja.. typisk mig, det var jo ikke noget nyt.

Heldigvis tog det ikke specielt lang tid at få redt det ud, og jeg kunne fortsætte til at børste mine tænder. Jeg hadede at gå rundt med gule tænder og dårlig ånde. Derfor børster jeg dem omhyggeligt hver eneste morgen, og de fleste aftener. Medmindre jeg er helt vildt træt, så orker jeg det ikke.

Da jeg endelig blev tilfreds med mit smil, vadede jeg ud i køkkenet, fandt toastbrød og nutella frem. Min sædvanlige morgenmad, så er det sagt. Derfor var det et rent held, at Perrie faktisk havde nutella i sit hjem, ellers havde jeg været på den. Så skulle jeg jo have spist ost, eller noget andet kedeligt.

Ad ost.

Det lugter.

 Jeg fik spist min nutella mad - som jeg ville ønske havde varet lidt længere, men ja - færdig, og smuttede ud på badeværelset, for at tage et bad. Ifølge mig selv, lugtede jeg nok mega meget af sved, men det var nok ikke sandt. Jeg har det med at have underlige fordomme om mig selv...

Ja okay, ligegyldig viden..

Tøjet smed jeg i vasketøjskurven, og stillede mig så ind under det varme vand. Tankerne omkring det hele vendte tilbage, og det irriterede mig lidt. Hvorfor skulle jeg spekulere på det? Det var bare et kys, og hvis jeg havde undveget, så var Zayn blevet mistænksom, ikke?

Jo, det siger vi.

Så behøver jeg ikke tænke mere over det her. Så skulle det ikke fylde mit forvirrede lille hoved mere end højest nødvendigt. Jeg skulle alligevel koncentrere mig om Jade lige nu, og ikke om hvorvidt jeg kyssede Zayn eller ej.

Men alligevel… han kyssede ret godt.

Nej Zerrah, ikke den slags tanker.

Slem pige.

Okay nej.

Da jeg langt om længe syntes jeg var færdig med at tage bad, steg jeg sjovt nok ud - den havde I ikke regnet med, hva’?

Jeg greb et af Perries lyserøde håndklæder, og begyndte omhyggeligt at tørre min krop. I mens studerede jeg badeværelset, som mest bestod af farven hvid.. Det hele var hvidt. Væggene, håndvasken, halvdelen af håndklæderne, ja selv badeforhænget.

Perrie altså.

Hvordan kunne hun dog holde det her ud? Hjemme hos mig, eller rettere sagt; mine forældre, var der mange flere farver. Men til gengæld var der meget mindre plads, og intet badekar.

Øv.

Hvilket minder mig om; hvorfor tog jeg ikke bad, i badekarret? Altså, jeg havde stadig masser af tid, inden jeg skulle mødes med Jade. Hvor er jeg dum.

 

*

 

”Perriemus!” hvinede pigen som jeg hurtigt genkendte som Jade. Jeg lod hende omfavne mig, og lagde også mine arme om hende. Efter hendes begejstring for at se mig, og det ivrige kram, gik jeg ud fra at hun havde savnet Perrie.

Eller mig.

Eller ja.

Okay, Perrie - som var mig, lige nu.

Forvirrende.

”Jaaaaaaade!” hilste jeg grinene, uden at det lød det mindste falsk. Ja, bare kald mig god skuespiller, men det ved I jo allerede, så jaaaaa.

Okay, det gav ingen mening.

”Hvordan går det så?” spurgte hun, da vi slog os ned ved et af bordene på Starbucks. Jeg trak let på skuldrene, og krængede min jakke nedover mine skuldre. Måske et lidt nedern svar, men hallo, jeg er stadig ikke Perrie.

Jade forsvandt hurtigt op og bestilte, og jeg gik ud fra at hun så også bestilte til mig. Derfor håbede jeg bare at Perrie havde nogenlunde samme smag som mig, eller noget. Hvis hun nu kom med noget, som jeg slet ikke brød mig om?

God man.

Der gik ikke andet end et par minutter, før Jade dukkede op med to krus. Og selvfølgelig kunne jeg ikke se hvad der var i. Hvad gjorde jeg nu?

Måske skulle du drikke det, Zerrah?

Ja, det lyder faktisk-

Vent lige!

Hvornår er jeg begyndt at snakke med mig selv? Det har jeg ikke gjort siden 1.g, så hvorfor nu? Hvorfor lige nu, hvor jeg har mindst brug for det? Hvorfor hader du mig, Gud?

”Perrie!” jeg rystede forvirret på hovedet, og rettede opmærksomheden mod Jade, der så spørgende på mig. ”Hvad?” sagde jeg forvirret.

”Jeg har sagt dit navn omkring 3 gange! Er der noget galt, søde?” forklarede hun, og så nu bekymret på mig.

Hvad?

Var jeg virkelig så meget i mine egne tanker? Wow, jeg måtte se at komme tilbage til nutiden, og ikke lade mennesker tro at jeg var totalt sindssyg.

Men det jeg jo.

Okay, det var bare for sjov, selvfølgelig er jeg ikke sindssyg. Jeg er Zerrah, og jeg er gangske normal - sådan da, men det siger vi ikke til nogen.

Shh.

”Nej nej, jeg er bare lidt træt.” løj jeg, og sendte hende et forsikrende smil.

Selvfølgelig var jeg ikke træt, ikke efter det bad jeg tog, i hvert fald. Så blev jeg frisk, ligesom en fisk.

Nej ad, fisk er klamme. Især dem der er helt kuglerunde.. eller dem der har pigge. Okay, fisk generelt er bare klamt. Jeg spiser jo heller ikke specielt meget fisk, kun det der laks… Men ikke for meget, så får jeg kvalme.

”Okay så.” hun virkede ikke helt overbevist, men valgte ikke at spørge mere ind til det. Heldigt for mig, for jeg kunne jo ikke sidde og forklare Jade om hvorfor jeg havde en samtale med mig selv, inde i mit hoved.

Så ville hele hemmeligheden slippe ud, og det kunne vi ikke have. Så ville Perrie blive mega skuffet over mig, og det ville nok også ødelægge alt.

 

*

 

Resten af formiddagen, tilbragte jeg også med Jade. Vi gik en tur i den nærmeste park, købte is i en random iskiosk, og snakkede og grinede. Jade var generelt bare fantastisk. Jeg forstod godt hvorfor Perrie altid snakkede om hende, når hun var hjemme.

Og, så holdt det mine tanker omkring Zayn væk, hvilket var godt. Hvorfor jeg overhovedet ville tænke på ham, vidste jeg ikke. Han var min søsters kæreste, hvilket så gjorde det forkert, at jeg tænkte på ham.

Eller hvad?

Jo, det måtte det altså helt bestemt være. Hvordan ville jeg mon have det, hvis hun nu gik og tænkte på min kæreste - hvis jeg altså havde en, suk - hele dagen, uden jeg vidste det?

Dårlig, ja.

Derfor var det også forkert af mig, at tænke på Zayn. Og især det kys vi udvekslede, for jeg burde jo bare glemme det. Altså, i hans øjne var jeg jo Perrie, så det var langt fra anderledes for ham. Det var helt normalt.

 Da jeg havde sagt farvel til Jade, begav jeg mig tilbage mod min - Perries - lejlighed, mens jeg begyndte at spekulere over alt andet end Zayn - eller jeg prøvede.

Måske skulle jeg tage ind på Madame Tussauds? Jeg havde aldrig været der, og efter hvad alle sagde, var det et virkelig fedt sted. Eller London Eye, det store pariserhjul, som jeg inderst inde var lidt bange for, men alligevel ikke ville kunne holde mig fra i sidste ende.

Big Ben gad jeg ikke tage hen til, for det er bare et stort ur. Og så kunne jeg se det tydeligt fra lejligheden, hvilket nok var en stor bonus. God udsigt, gør prisen højere - noget har jeg da lært i skolen, ahah.

Før jeg vidste af det, var jeg igen foran døren ind til lejligheden, og jeg fik den hurtigt låst op. Det var begyndt at regne det sidste stykke, så et let lag af regndråber lå i mit hår, og på min jakke. Jeg hader regn, så er det sagt. Solskin er meget bedre, for hallo, det er varmt.. og ja.. det er varmt!

 Jeg havde dårligt sat mig i sofaen, før min mobil selvfølgelig ringede. Uden at se på hvem det var, tog jeg den op til øret. ”Hallo?” mumlede jeg træt ind i røret, og lænede mig ordentligt tilbage i sofaen.

Ahh, den var rigtig dejlig blød.

”Zerrah, hvordan går det?” jeg udstødte et lydløst suk, da jeg fandt ud af, at det var Perrie. Hendes lyse stemme var ikke til at tage fejl af, og så var hun den eneste der kaldte mig Zerrah - for jeg havde hendes mobil, derfor ville alle andre kalde mig Perrie.

Forvirrende, i know.

”Perrie! Det går helt fint, jeg har lige været ude med Jade - skøn tøs forresten.” svarede jeg, og tog mig forfærdet til munden. Havde jeg lige kaldt Perries bedsteveninde en skøn tøs? Oh my god!

”Haha, hvor er du sød! Men ja, Jade er skøn, det har du ret i.” medgav hun, leende, og jeg tror farven steg op i mine kinder. Denne gang, fordi det var så pokkers pinligt..

”Okay, men er der andet du vil?” spurgte jeg, da Perrie var færdig med at grine. ”For jeg er altså lige i gang med at dovne den på sofaen.” forklarede jeg og rakte ud efter zapperen - ja, det er en fjernbetjening i min verden, hæhæ.

”Nej, hvis alt går godt, så behøver jeg vel ikke vide mere?” konstaterede hun, og fik mig til at ryste på hovedet. Først bagefter fandt jeg ud af, at hun slet ikke kunne se at jeg gjorde det.

Pokkers til pis altså!

”Vi ses Perrie.” endte jeg med at sige. Og med et ’farvel’ fra hendes side også, lagde jeg på, og lagde mobilen på min mave, mens jeg rettede opmærksomheden mod tv’et. De sendte et afsnit af Vampire Diaries, som jeg ikke havde set - så det kunne jeg jo lige så godt.

Til gengæld var jeg en af dem, der var totalt kold i røven overfor alt der skete. Hverken Damon eller Stefan var sådan rigtig min type, og helt ærligt; så så jeg det bare fordi jeg godt kunne lide handlingen.

Mine øjenlåg blev langsomt tungere, mens jeg blev ved med at åbne dem igen. Hvorfor jeg ikke bare lod mig selv glide ind i en let søvn, havde jeg ingen anelse om. Måske var det frygten for at sove på sofaen, og vågne klokken chok i nat.

Okay nej.

Det var fordi jeg gerne ville se afsnittet færdigt, men jeg havde nu alligevel misset omkring 10 minutter af den, tillod jeg mig til sidst at lukkede øjnene helt, og glide ind i en døsig søvn. Helt uden underlige drømme, eller mareridt - den søvn alle drømmer om, mindst en gang i deres liv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...