I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

498Likes
465Kommentarer
75771Visninger
AA

24. Kapitel 22.

 

Zayn’s synsvinkel

Da drengene var taget hjem, efter en lang forklaring fra Perrie om, hvorfor hun havde valgt at sætte Zerrah i hendes sted, sad jeg alene i Perries stue, mens hun var ude i køkkenet. Det var hurtigt gået op for mig, da jeg så begge tvillinger, at jeg havde begået en stor fejl. Jeg havde forelsket mig i Zerrah uden at vide det. Men alligevel var jeg for meget kylling til at stå frem og sige det. Selvfølgelig havde jeg stadig følelser for Perrie et sted, men det var bare ikke det samme, som jeg havde for Zerrah.

Det var helt underligt at kalde hende det. Jeg havde jo kun set hende som Perrie, så det gav jo ikke meget mening i mit hoved. Men jeg vidste dog, at hun nok også havde fået følelser for mig - det kunne jeg se på hende. Hendes øjne afslørede det hele.

Men jeg vidste nu, at jeg ikke kunne gøre noget. Jeg havde ikke fortalt sandheden, da jeg kunne, og nu var hun taget hjem. Om det så skulle forblive en hemmelighed for Perrie i lang tid, så var det den eneste mulighed jeg havde lige nu. Perries og mit forhold var på det højeste, inden hun byttede med Zerrah, og vi kunne da sikkert også få det tilbage igen, som vi havde før.

”Hvordan er det så gået?” Perrie dukkede op i døren, med et nervøst smil på læberne. Hun var godt klar over at jeg stadig var overrasket over at hun kunne finde på at sætte hendes søster i hendes sted. ”Altså med Zerrah.” uddybede hun, og satte sig ved siden af mig.

Jeg bed mig i læben. Hvad skulle jeg dog fortælle hende? Jeg havde jo troet at Zerrah var Perrie. Jeg havde endda haft sex med hende, i den tro at det var Perrie. Lidt dum følte jeg mig altså, og så med alle de ting jeg havde sagt til hende.

Men jeg kunne da heller ikke fortælle Perrie, alt det Zerrah og jeg havde foretaget os. Hun ville sikkert blive stiktosset, selvom det faktisk var hendes egen skyld i bund og grund. I dette øjeblik ønskede jeg virkelig bare, at hun aldrig nogensinde havde valgt at bytte liv med Zerrah. Så var jeg sluppet for at falde for hende, og sidde helt forvirret tilbage nu.

”Altså, der skete ikke noget specielt,” svarede jeg undvigende og slog blikket ned. Jeg havde virkelig brug for at tænke alt det her igennem, før jeg kunne snakke videre med Perrie. Ellers endte jeg med at afsløre mig selv, det vidste jeg bare.

”Men jeg bliver altså nødt til at smutte.. Kan vi ikke snakke i morgen?” jeg så spørgende op på Perrie, der bare nikkede og smilede svagt til mig. Anstrengt fik jeg gengældt smilet, og lod mine læber berøre hendes. Følelsen var rar, men jeg kunne ikke lade være med at sammenligne det med utallige af de kys jeg havde delt med Zerrah, henover den sidste periode.

 Jeg rejste mig fra sofaen, og gik hurtigt ud i entréen. Før Perrie nåede at dukke op med flere spørgsmål, havde jeg allerede fået sko og jakke på, og var ude af døren. Jeg løb ned af trapperne, ud på fortovet, og over til min bil. Alt var bare forvirrende for mig, og jeg vidste ærligtalt ikke hvad jeg skulle stille op.

 

Louis’ synsvinkel

Harry sad med åben mund, og stirrede chokeret på mig. Måske fordi jeg lige havde fortalt ham det hele. Og med det hele, mener jeg det hele - alt fra dengang i sommerhuset, hvor jeg afslørede Zerrah og Perrie, det første kys Zerrah og jeg delte, den aften hun var helt ude af den, og helt til nu. Hvordan jeg ikke kunne få hende ud af hovedet, og havde lyst til at snakke med hende, igen.

”Så du er helt aldeles forelsket i Perries tvillingesøster? Den pige, som du siger, at Zayn også er forelsket i, inderst inde? Men han vil bare ikke indrømme det?” Harry lød forvirret, og satte et tænkende ansigtsudtryk på.

Jeg havde også fortalt ham om det med Zayn. Det var tydeligt for enhver der kendte til tvillingernes byt, at han var faldet pladask for den forkerte pige. Han ville bare ikke indrømme det selv, og det irriterede mig på en måde virkelig meget, fordi jeg vidste hvor ondt det gjorde på Zerrah. Jeg vidste at hun havde følelser for både Zayn og jeg.

”Ja, det er korrekt,” mumlede jeg, og lænede mig tilbage i stolen. Opgivende, lod jeg mine hænder glide igennem mit hår, adskillige gange. Jeg savnede Zerrah, og havde virkelig lyst til bare at snakke med hende, se hende, sørge for at hun ikke græd sig selv i søvn hver eneste aften, hvilket hun sandsynligvis gjorde.

Selvom der kun var gået 2 dage, var jeg nærmest desperat, og ville gøre hvad som helst for at se hende igen. Sandsynligheden for at hun kom tilbage, var ikke stor. Så den eneste løsning måtte være at tage hjem til hende. Hvis jeg ikke gjorde noget, ville der ikke ske noget, og så ville jeg være fanget her, med ærgrelsen over at jeg ikke gjorde noget for at få hende tilbage.

”Jeg skal snakke med Perrie.” Harry sendte mig et forvirret blik, men jeg ignorerede det. Jeg skulle snakke med Perrie - hun var virkelig den eneste der kunne hjælpe mig nu. Jeg kendte ikke Zerrahs adresse, og jeg havde ikke lyst til at køre hele England rundt for at finde hende.

 

*

 

”Så du.. du og Zerrah havde noget?” spurgte Perrie, med chokerede øjne. Det var sådan ca. tredje gang hun spurgte mig om det, bare på en anden måde denne gang. Igen nikkede jeg bare, og bad om hendes adresse - jeg skulle virkelig finde hende og snakke med hende.

”Perrie, jeg bliver nødt til at snakke med hende, kom nu!” bad jeg, og foldede hænderne. Mine øjne stirrede desperat ind i hendes. Kunne hun virkelig ikke se hvor vigtigt det her var? Efter alt det der var sket, burde hun virkelig hjælpe mig nu. Hun havde trodsalt løjet for os alle sammen.

”Okay, endte hun med at sige.

Hun greb den blok papir, der lå på bordet ved siden af hende, samt en kuglepen, og skriblede noget ned. Hun rev det øverste stykke papir, som hun havde skrevet på, af og rakte det til mig. ”Men du gør ikke noget dumt!” advarede hun.

Jeg nikkede, og sendte hende et taknemmeligt smil. Så var jeg ellers ude af hendes lejlighed igen, og sad på under et minut, nede i min bil igen. Jeg indstillede min GPS til adressen, og skyndte mig så ellers ad sted. Uden at tage højde for, hvor lang tid det ville tage, kørte jeg bare af sted, med kun én ting i hovedet.

Zerrah

 

*

 

Zerrah’s synsvinkel.

Der var kun gået 2 dage, og jeg savnede London forfærdelig meget. Eller, London var måske bare en metafor, for det jeg egentlig længtes mest efter. Eller skulle jeg sige dem? Jeg savnede Zayn og Louis forfærdelig meget, og kunne slet ikke slippe dem. Og efter Zayn ikke havde turdet indrømmet sine følelser, var det som om min verden bare styrtede sammen.

Selvom jeg stadig havde følelser for ham, var det som om jeg samtidig havde mistet alt for ham. han vidste jo godt, at det var mig han var forelsket i. Det så jeg den dag, hjemme ved Perrie, hvor vi fortalte dem det hele. Bare den måde han kiggede på mig - det var ligesom alle de andre gange.

Men nej, han valgte Perrie frem for mig. Det så sikkert også meget bedre ud for hans karriere, at han var sammen med Perrie, end hendes nul af en tvilling. Jeg ville jo aldrig blive til noget, og jeg var heller ikke noget, i nogens øjne.

 ”Zerrah minskat, der er mad.” fortalte min mor forsigtigt fra døren.

Jeg rystede bare på hovedet og lænede mig tilbage i sofaen. Jeg havde ikke lyst til at spise noget, det havde jeg ikke haft siden den dag jeg kom hjem. Det var virkelig som om hele min verden bare var styrtet sammen om mig - alt sammen på grund af Perries åndsvage idé om at vi skulle bytte liv. Hvis det aldrig var sket, havde jeg aldrig mødt hverken Zayn eller Louis. Jeg var ikke endt ud i at blive forelsket i to, og jeg var ikke endt ud med et knust hjerte.

 Så snart jeg var kommet hjem, var jeg brudt hulkende sammen. Min mor havde været forfærdelig bekymret, fordi der gik en time, før jeg holdt op med at græde hysterisk. Men det var også sådan jeg endte med at fortælle dem historien om Perries og mit stunt. Udover det, fortalte jeg også om alt der var sket i London. Hvor meget jeg havde rodet mig ud i, hvor stor en fejl det hele bare havde været.

Heldigvis var de ikke sure på mig over det, og det var jeg virkelig glad for. Derimod var de forstående, og havde ikke presset mig til at gøre noget. De havde ladet mig sidde i stuen og lave ingenting - bare græde og se tv. Og så havde jeg også spist is. Det var alt jeg foretog mig, og hvor lang tid det ville blive ved, var jeg ikke klar over.

”Skat, du bliver nødt til at spise noget. Jeg er virkelig bekymret for dig,” min mor kom hen og satte sig ved siden af mig. Jeg sagde ingenting, men rystede bare på hovedet igen. Små tårer gled ned af mine kinder, da hun lagde armen om mig.

”Jeg er ikke sulten,” fik jeg ud, og tørrede mine øjne, med ærmet af min sweatshirt. ”Jeg gemmer noget til dig, og så siger du bare til, hvis du bliver sulten, ikke?” foreslog min mor. Jeg nikkede, og sendte hende et svagt smil. Hun var virkelig den bedste mor man kunne ønske sig.

 

*

 

Fordi mine forældre altid spiste tidligt, var klokken derfor kun halv seks, da jeg selv besluttede mig for at spise min mad. De var selv blevet siddende ude i køkkenet, fordi de vidste jeg gerne ville være alene. Måske lyder jeg som en krævende teenager, når jeg bare sådan får stuen for mig selv, men det var dem selv der havde foreslået det. Udover det, havde de både tv i køkkenet, og i deres soveværelse. Det i stuen var bare lidt større, ellers var der ikke så meget forskel.

Jeg var ikke vildt sulten, men jeg blev nødt til at spis noget, bare lidt.

 Langt væk, hørte jeg dørklokken, men ignorerede den. Det var sikkert alligevel bare en af mine forældres venner, eller sådan noget. Der var næsten nogen hver aften, der kom forbi, så det overraskede mig ikke, hvis det var naboen, eller sådan noget.

Jeg hørte snak ude fra gangen, men kunne ikke høre hvad de var de sagde. Det holdt dog hurtigt op, og lidt efter kunne jeg høre fodtrin komme hen mod stuen. Endnu engang dukkede min mor op i døren, og et lille smil prydede hendes læber.

”Zerrah, der er en der gerne vil snakke med dig.” fortalte hun, og nikkede i retningen af gangen. Med mig? Der var en der gerne ville snakke med mig? Mest af alt havde jeg lyst til, at bede min mor, bede personen om at gå. Men på den anden side, så ville det være uhøfligt.

 Med et suk rejste jeg mig fra sofaen, og begav mig ud af stuen. Jeg lignede sikkert noget katten havde slæbt med ind, fordi jeg havde grædt så meget, og ikke havde redt mit hår siden i går. Det sad bare i en rodet knold på toppen af mit hoved.

Min mor smuttede ud i køkkenet igen, hvor hun lukkede døren efter sig. Jeg droppede bare at undre mig over det, og åbnede i stedet for døren ud til gangen. Mit blik var fæstnet til gulvet, men det var der jeg med det samme kunne genkende personen foran mig.

Toms

Jeg kendte kun én person der gik med dem. Det var også det der nervøst fik mig til at løfte blikket fra gulvet. Jeg mødte de blågrå øjne som jeg havde savnet så meget. De tilhørte den eneste person jeg rent faktisk havde lyst til at se lige nu. Den eneste person der havde prøvet at stoppe mig fra at tage hjem.

Louis.

”Louis?” hviskede jeg, og trådte vaklende hen mod ham, samtidig som han trådte hen mod mig. Jeg kunne se, at han var ved at planlægge den store forklaring om hvorfor han var her. Men jeg kom ham i forkøbet ved at ligge mine arme om hans hals, og presse mine læber mod hans. Det sædvanlige stød, var tilbage, følelsen var bare helt ubeskrivelig.

”Jeg er så glad for du er her,” mumlede jeg, da vi trak os fra hinanden igen. Vores pander hvilede mod hinanden, mens vi så hinanden i øjnene. Jeg kunne virkelig blive ved med at stirre ind i hans for evigt, hvis det stod til det.

”Jeg blev nødt til at fortælle dig noget,” mumlede han og kærtegnede blidt min kind. Jeg så spørgende på ham, og ventede bare på det. Jeg havde ingen ide om hvad det var han ville fortælle mig, så derfor gjorde det mig virkelig nysgerrig.

”Zerrah jeg..” han slog blikket ned et par sekunder, men løftede det så igen, og mødte mine øjne. ”Jeg elsker dig.” hviskede han. Tårer formede sig igen, og gled ned af mine kinder, en efter en. Glæden bredte sig i hele min krop, og jeg kunne ikke holde et smil tilbage. Jeg pressede mine læber mod hans, og trykkede mig ind til ham.

”Jeg elsker også dig,” mumlede jeg mellem kyssene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...