I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

498Likes
464Kommentarer
76571Visninger
AA

23. Kapitel 21.

Zerrah's synsvinkel

Endnu en gang stirrede jeg på sms’en fra Perrie. Hvor mange gange jeg havde gjort det, siden den tikkede ind, havde jeg ikke tal på. Jeg vidste bare, at jeg fik en klump i halsen, hver gang jeg læste den. Hun ville gerne hjem, selvfølgelig ville hun det. Det her var hendes liv, og hun savnede det jo nok i bund og grund, ligesom hun skrev.

Men hun savnede Zayn. Hun savnede ham, jeg var blevet forelsket i, i løbet af den tid jeg havde boet her. Hun savnede ham, der var forelsket i mig. Hun savnede ham hun elskede, men måske slet ikke elskede hende, ligeså meget som han troede.

 Et var en dag siden sms’en var dukket op på min mobil, og jeg havde talt med Perrie siden. Hun var faktisk på vej, og det var nu jeg skulle sige farvel til alt jeg havde haft, i min tid som Perrie. Men jeg var bare ikke klar. Jeg var ikke klar til at sige farvel til Louis eller Zayn. Mine følelser gjorde det svært for mig, bare at tænke på det. Jeg ville jo ikke forlade dem.

Perrie havde foreslået at vi skulle fortælle drengene det, fordi hun ikke ville kunne leve på løgnen om at have haft sin søster i hendes sted, når det kom til Zayn - og jeg forstod hende da. Problemet var bare, at hun ville hade mig bagefter. For jeg var jo nødt til at være ærlig. Jeg blev nødt til at fortælle hende alt der var sket, på den ene eller den anden måde. Jeg krydsede bare fingre for, at hun måske ville kunne forstå mig. Sandsynligheden var ikke stor, det vidste jeg. Men jeg kunne da altid håbe, optimisme var altid godt.

Dørklokken signalerede at der nu stod nogen udenfor døren. Jeg sank den klump jeg havde i halsen og gik med hurtige skridt ud i entréen. Jeg åbnede døren, og synet af min tvillingesøster fik mit hjerte til at banke hurtigere. Det var nu det hele skulle ske - det i dag mit eventyr sluttede.

 ”Zerrah!” Perrie faldt mig hvinende om halsen. Glæden i hendes stemme var ikke til at tage fejl af - hun var virkelig glad for at se mig. Det gjorde bare min dårlige samvittighed endnu værre. Tænk at jeg i bund og grund, kunne gøre alt det mod hende - det var slet ikke til at tro på.

”Hey sis!” smilede jeg, og knugede hende ind til mig.

Hun duftede af den parfume jeg altid gik med derhjemme, og mindede mig alt for meget om hjem, og hvad jeg skulle sige farvel til. Jeg havde ikke lyst til at tage herfra - men jeg havde heller ikke lyst til at leve på en løgn. Louis var den eneste der vidste hvem jeg var, og det ville pine mig, at skulle sige farvel til ham. Men sådan måtte det være.

”Har du husket at invitere drengene?” spurgte hun, da vi trak os fra hinanden. Jeg nikkede, og trådte et skridt tilbage, mens jeg betragtede min søsters elegante bevægelser. Egentlig tog hun bare sine sko og jakke af - men det udførte hun elegant, endnu en ting vi ikke havde til fælles.

”De skulle gerne være her om lidt.” mumlede jeg, og bed mig i læben.

 

*

 

Det var med bankende hjerte og rystende hænder, jeg forlod Perrie i stuen, for at gå ud og åbne døren for drengene. Jeg havde ikke lyst til det her - alt det drama der ville følge med, det ville jeg slet ikke kunne håndtere. Jeg kunne jo dårligt nok håndtere, at være forelsket i to på en gang.

Zayn var den første inde af døren, og trak mig med det samme ind til sig. Normalt ville jeg have hilst ham med glæde, men i dag kunne jeg bare ikke. Jeg fik så dårlig samvittighed, nu hvor Perrie sad inde i stuen.

”Er der noget galt?” spurgte han bekymret, mens de andre fandt sig vej ind af døren. Jeg bed mig nervøst i læben. Hvad skulle jeg sige? Jeg blev jo nødt til at tage dem med ind i stuen, ellers ville jeg ikke kunne forklare noget. Så ville jeg bare stå og stamme, og mumle usammenhængende ord.

”Der er noget I skal vide - alle sammen,” mumlede jeg, og så rundt på de fem drenge, der nu alle så spørgende på mig. Louis så dog mere tænksom ud end de andre, og der gik dog heller ikke lang tid før han fangede hvad der var galt. Hans blik viste det hele.

”Hvad er det?” kom det fra Zayn.

”Kom,” jeg lavede tegn til de skulle følge efter mig, hvilket de heldigvis også gjorde uden nogen form for klager. Jeg vandrede ned ad gangen, og åbnede med rystende hænder døren ind til stuen. Perrie havde rejst sig fra sofaen, og jeg skyndte mig over ved siden af hende.

Vi stod der, ved siden af hinanden, da drengene kom ind i stuen. Der blev helt stille, og alles blikke lå på os. De fire drenge så virkelig chokerede ud, mens Louis bare prøvede at fake det, fordi han jo intet havde at være overrasket over. Det var han allerede kommet sig over.

”Jamen...” Zayns blik gled mellem Perrie og jeg, som om han virkelig prøvede at regne ud hvad der foregik. De andre forholdt sig bare helt stille, mens mit blik langsomt søgte gulvet. Det her var virkelig ikke godt - det her ville ende som en katastrofe.

”Før du siger noget, vil jeg gerne sige noget,” afbrød Perrie. ”Undskyld, fordi jeg har holdt jer for nar, især dig Zayn, men jeg trængte bare til en pause fra det hele, og så fik jeg bare denne her idé med at jeg kunne overtale min søster til at bytte liv med mig for en tid.”

Der var igen stilhed, indtil Zayns stemme igen lød. ”Men hvis du er Perrie, og ikke har været her i alt den tid,” mumlede han, og så direkte på sin kæreste, der ikke havde været her i den sidste måned. ”Hvem er det så?” han nikkede i retningen af mig. Det gav et stik i hjertet, fordi han omtalte mig som en vidt fremmed. Men jeg burde jo ikke være overrasket, jeg var jo fremmed.

”Zerrah, min tvilling - hun har været mig den sidste måned.” forklarede Perrie, som også så lidt nervøs ud nu. Vi ventede begge på Zayns reaktion, som vi ikke vidste hvordan ville være. Han så virkelig fortabt ud. Men jeg forstod ham. I alt den tid, havde han været holdt for nar. Det var aldrig hans kæreste han kyssede med, det var aldrig hende han krammede med, det var aldrig hende han holdt i hånden, det havde alt sammen været mig - en person han slet ikke kendte til.

 Men pludselig var der noget der ændrede sig i Zayns øjne. Det var som om det hele gik op for ham. Det var som om han endelig så, hvad der var sket. Alt det som Louis allerede kendte til - han var ikke forelsket i Perrie, han var forelsket i pigen han troede var Perrie; mig.

Men han sagde ikke noget, han forblev fortsat stille.

”Undskyld Zayn, det var slet ikke meningen at det skulle vare så lang tid. Jeg er virkelig ked af det, hvis du føler jeg har snydt dig, men mine følelser for dig, er jo slet ikke ændret. Jeg elsker dig stadig, lige så meget som før.” fortalte Perrie, og rakte ud efter Zayns hånd.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. Måske at Zayn ville ryste på hovedet, og fortælle sandheden - det var i hvert fald hvad jeg ønskede han ville gøre. Men det skete bare ikke. Han smilede til Perrie, og flettede deres fingre sammen.

”Jeg elsker også dig.” sagde han, og placerede et let kys på hendes læber.

Det var som om mit hjerte bare blev revet itu. Hvorfor havde jeg ikke forudset det her? Selvfølgelig ville han ikke fortælle Perrie, at han var blevet forelsket i mig. Han ville da helt klart hellere være sammen med Perrie, end hendes kedelige, ukendte tvillingesøster. Og hvem ved, måske havde han stadig lidt følelser tilbage for hende, inderst inde.

Jeg gjorde mig bedste for at holde tårerne inde, og det lykkedes mig da også. Der var ingen chance for, at jeg skulle begynde og græde foran Perrie og Zayn, eller resten af drengene for den sags skyld. Nu var Zayn og Perrie endelig blevet genforenet, det skulle jeg ikke ødelægge. Og nu stod det endda også klart for mig, at Zayn foretrak Perrie frem for mig, derfor var der intet at komme efter der. Den var helt død, ingen chance.

”Jeg skal også til at smutte hjemad nu,” fik jeg ud, med lille stemme. Alles blikke lå på mig, og de så alle på mig, som var jeg en fremmed. Undtagen Louis. Han gav mig et bekymret blik, som jeg på en måde var taknemmelig for. Det viste bare, at han virkelig bekymrede sig for mig.

”Har du ikke lyst til at blive lidt?” spurgte Perrie, og sendte mig et opmuntrende smil, mens hun rykkede tættere på Zayn. Jeg rystede kort på hovedet, og lod et falskt smil glide over mine læber. ”Jeg vil faktisk gerne hjem nu.” sagde jeg fast, og smuttede forbi de andre, ud af stuen.

Min håndtaske, som indeholdt de få ting jeg havde medbragt, stod klar på bordet, som jeg smuttede forbi. Jeg greb den, og skyndte mig ud i entréen, hvor jeg fik mine sko og jakke på - det overtøj som Perrie var kommet i, og var så ellers på vej ud af døren. Der var tydeligvis ingen af de andre der havde lyst til at sige farvel, men hvorfor skulle de også det? De kendte mig ikke.

”Zerrah!” den velkendte stemme der tilhørte Louis, lød alt for tæt på. Han greb om mit håndled, og forhindrede mig i at åbne døren. Jeg vendte mig mod ham, og så ind i hans blå, bekymrede øjne. ”Louis, det er lige meget. Jeg vil bare gerne hjem, og slippe for at se på Perrie og Zayn.. det gør for ondt lige nu, jeg har stadig følelser for ham.” fortalte jeg lavt, så der ikke var nogen som helst chance for, at de kunne gøre mig inde i stuen.

”Men-”

”Nej, lad det nu ligge Louis!” afbrød jeg hårdt og rev mig fri af hans greb. Jeg var hurtigt ude af døren, som jeg smækkede hårdt i efter mig. Jeg løb ned af trapperne, og ud på gaden. Det var begyndt at regne, hvilket gav mig lyst til at sparke til noget. Jeg blev alt for hurtigt gennemblødt.

I regnen gav jeg mig til at praje en taxi, som efter et par minutter lykkedes. Jeg satte mig drivvåd, ind på bagsædet, og fortalte chaufføren adressen på mig hus. Han nikkede, og kørte så af sted i den rigtige retning.

Jeg lod hovedet hvile mod ruden, og kunne efter et par minutter mærke de salte tårer, der begav sig vej ned af mine kinder. Det hele var slut nu. Zayn var fuldstændig ligeglad med mig, og jeg havde brutalt afvist Louis, som nok mest af alt havde prøvet at fortælle mig noget. Men hvad hjalp det dog? Jeg havde følelser for både Zayn og Louis, derfor ville det nok bare være bedst, hvis jeg holdt mig helt væk fra dem alle sammen - bare blev derhjemme, hvor jeg hørte til.

 

Louis’ synsvinkel

Jeg betragtede døren som Zerrah for få sekunder siden havde smækket efter sig, inden jeg vendte mig om, og traskede tilbage mod stuen. Det var tydeligt at hun var blevet virkelig såret over det der var sket, men i hendes situation forstod jeg hende godt. Hun havde nok forventet, at Zayn ville fortælle Perrie, at han var forelsket i Zerrah. Det havde jeg faktisk også - men man kan aldrig bide sig sikker når det kommer til Zayn, og tydeligvis heller ikke denne her gang.

 ”Hvad gik det ud på?” kom det forsigtigt fra Niall, da vi alle sad i stuen igen. han hentydede sikkert til det med Zerrah, men der var ingen der kunne svaret på det spørgsmål. Jo, jeg kunne, måske godt. Og Zayn. Jeg kunne se det hele i hans øjne - han var bare bange for at fortælle Perrie, at han var forelsket i hendes tvillingesøster.

”Zerrah har sikkert bare savnet at være hjemme - lad os ikke tænke mere på det!” fastslog Perrie, og slog et smil op. ”Jeg vil gerne vide hvad jeg er gået glip af!”

Samtalen gik straks i gang igen, men jeg deltog ikke. Mine tanker kredsede konstant om Zerrah. Jeg kunne ikke få hende ud af hovedet. Jeg var faldet hårdt for hende, det kunne man roligt sige. Men det var ikke kun det, jeg kunne ikke lide at se hende ked af det, og jeg kunne ikke lide at hun forlod London, helt trist og alene.

Jeg kunne ikke bare give slip på hende. Jeg var forelsket i hende, og vores forhold var gået ret stærkt, på den korte tid vi havde haft. Men det var ægte, det vidste jeg. Ellers ville hun ikke have brugt sin tid på mig. Hun havde følelser for mig, på den ene eller den anden måde, og jeg måtte have bekræftet det. Hun kunne ikke bare forlade London, uden at fortælle mig om hendes følelser for mig.

 

*

DRAMA, ELLER NOGET

NU SLUTTER I'M NOT MY SISTER SNART! :'( ER SÅ KED AF DET, FORDI DER KUN ER ET KAPITEL OG EN EPILOG TILBAGE NU, OML. GRÆDER NÆSTEN, FORDI DEN HER BETYDER SÅ MEGET FOR MIG, OML.

Hvad synes i om kapitlet? Og, like hvis du ikke allerede har gjort det, så bliver jeg glad xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...