I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

498Likes
465Kommentarer
75778Visninger
AA

22. Kapitel 20.

”Louis, du er elendig til at lave mad!” stønnede jeg opgivende og skubbede ham væk fra komfuret, for selv at overtage. Han så fornærmet på mig, og slog sig så ned ved spisebordet, på en af de luksuriøse stole, som Perrie mente hun skulle eje.

Jeg rørte rundt i gryden, for at undgå at de mange pastaer skulle brænde på. Hvis jeg var kommet til bare et sekund senere, havde det været for sent, og det hele ville være ødelagt. Okay, det er måske en overdrivelse, men I ved hvad jeg mener.

Ny opdagelse; Louis William Tomlinson er elendig til at lave mad.

Oh yeah, jeg har lært hans mellemnavn.. bam!

”Jamen, jeg vidste da ikke man skulle røre i det - jeg troede bare det kunne passe sig selv!” forsvarede han sig, og ud af øjekrogen kunne jeg se, at han slog ud med armene. Jeg grinede let af ham, og rystede på hovedet. Han opførte sig virkelig som en teenager, på trods af han faktisk var 21. Han var fuld af overraskelser, det fandt man altså hurtigt ud af.

”Ja, det er godt Louis.” grinede jeg og viftede med hånden, kun for at irritere ham. han rejste sig fra stolen, og var i to lange skridt henne ved mig. han stille sig bag mig, og lagde sine arme om mit liv, og lod sit hoved hvile på min skulder. Jeg elskede virkelig når han gjorde det.

”Hvad laver du?” spurgte jeg undrende, da han altid var ude på et eller andet, når han gjorde det. Han kunne aldrig bare gøre det, fordi jeg ville have det. Han gjorde det altid, fordi han ville noget andet. Typisk ham.

”Hvorfor tror du jeg vil noget? Kunne det ikke bare være fordi jeg har lyst til at være tæt på min pige?” at han kaldte mig sin pige gjorde at mine kinder blussede op i en forfærdelig rød farve. Jeg vidste jeg burde have virkelig dårlig samvittighed, men når Louis var her, ville den slet ikke dukke op. Den kom først bagefter.

”Hmm,” mumlede jeg, og rørte lidt mere i pastaerne. ”Jeg tror ikke på dig.” fastslog jeg og vendte mit ansigt, så jeg kunne se på ham. Han havde lukkede øjne, og så alt for attraktiv ud, som han stod der. Fuck man..

”Og hvorfor så ikke det?” han åbnede øjnene og så spørgende på mig. Jeg svarede ham ikke, men pressede i stedet mine læber mod hans. Jeg kunne ikke modstå ham, og det vidste han alt for godt. Hans bløde læber arbejde i takt med mine, og fik fyrværkerierne i min mave, til at eksplodere for vildt. Jeg vendte mig mod ham og slog armene om hans hals. Han trykkede mig blidt ind til sig, og udviklede kysset.

Hvis det ikke var fordi jeg var i gang med at lave mad, var jeg sikkert blevet ved. Med et smil trak jeg mig fra ham, klappede ham på kinden og vendte mig igen mod komfuret. Han sukkede. Jeg vidste det var fordi jeg havde trukket mig væk.

Louis gik tilbage til den stol han før havde siddet på, og jeg lavede maden færdig. Det tog ikke forfærdeligt lang tid. Det var ikke nogen avanceret ret overhovedet. Derfor gik der heller ikke lang tid før vi sad inde i stuen og spiste vores mad.

”Det smager faktisk godt, selvom du var ved at brænde pastaerne på,” mumlede jeg, da vi sad og spiste vores mad. Louis sukkede bare, og rystede på hovedet. Jeg grinede. Det var ret sjovt at drille ham med det, fordi han blev irriteret.

”Stop nu, det er ikke engang sjovt!” sukkede han og puffede til mig. Jeg grinede bare igen, og fik ham til at sætte et sad face på. Jeg troede egentlig at han til sidst ville bryde ud i grin, men det skete ikke. Han blev ved med at se trist ud. Det var det, der fik mig grin til at dø ud, og mit smil til at falme.

Havde jeg virkelig gjort ham ked af det?

”Louis, det var ikke sådan.. Det var jo bare for sjov,” prøvede jeg, og kunne mærke den dårlige samvittighed stige op i mig. ”Louis, du må ikke være sur..” mumlede jeg, og lagde en hånd på hans arm. Han sagde ikke noget - var det virkelig så slemt?

Han vendte sig mod mig, og studerede mit chokerede ansigtsudtryk. Jeg stirrede ind i hans gråblå øjne, der faktisk så ret triste ud. Det var kun indtil han ud af ingenting brød ud i grin og foldede hænderne henover maven.

Vent, hvad?

”Du skulle have set dit ansigt!” grinede han højt. Nej nej nej… han havde fuppet mig. Urgh, den spasser. Hvorfor skulle han også være sådan en god skuespiller? Han burde faktisk have en multikarriere, og være både sangstjerne, og filmstjerne. Jeg er helt sikker på han ville kunne få en glimrende karriere inden for filmbranchen.

”Fuck. Dig.” sagde jeg og kneb øjnene let sammen. Jeg burde nok lade være med at drille ham så meget, ellers endte det jo bare ud med at det var mig der så dum ud. Han havde helt klart vundet den her, og det irriterede mig.

*

Resten af aftenen sad vi i stuen og lavede ingenting. Det var så perfekt som det kunne blive. Louis. Mig. En sofa. Hvis ikke det var fordi jeg havde været Perries søster, og faktisk skulle forestille at være Perrie, havde jeg foreslået os at tage ud på en rigtig date. Men vi var nødt til at blive hjemme, hvilket selvfølgelig også var fint nok.

Hver gang jeg så op på Louis, fik jeg et stik af dårligt samvittighed. Den stakkels dreng var forelsket, det kunne jeg tydeligt se på ham. Det var bare synd, at det ikke var i en der kun der forelsket i ham. Jeg var forelsket i Louis, ja, men jeg var også forelsket i Zayn. Jeg følte mig som et dårligt menneske, hvilket jeg nok også var. Især fordi både Zayn og Louis var forelsket i mig. Kun mig. Perrie var slet ikke inde i det her mere - på grund af mig, var Zayn forelsket i mig, ikke hende. Han var forelsket i den nye Perrie.

”Hvad tænker du på?” Louis’ spørgsmål rev mig ud af mine tanker. Jeg sukkede. Skulle jeg fortælle ham det? Hvis jeg løj, ville han opdage det, ingen tvivl der. Han kendte mig bedre end jeg troede, havde jeg fundet ud af, selvom der kun var gået meget kort tid.

”Zayn..” mumlede jeg, og vidste at det kom helt forkert ud. Det var nok ikke særlig fedt for Louis, at jeg snakkede om Zayn, mens vi var sammen. ”At han.. at han er forelsket i mig og ikke Perrie.. det vil ikke gå væk, jeg får dårlig samvittighed over det!” fortsatte jeg, og gav et suk fra mig.

Louis rykkede lidt på sig, men tog så fat under min hage, og fik mig til at se op på ham. ”Hør, det skal du ikke tænke på - i hvert fald ikke lige nu. Det skal nok ordne sig Zerrah, du skal nok finde ud af hvad du vil gøre, når tiden er inde.” jeg tabte næsten kæben ved hans ord. Han lød virkelig klog og vis, eller hvad man nu siger.

”Wow Louis.. det var ret klog sagt..” måbede jeg, og stirrede ind i hans flotte øjne. Et skævt smil gled over hans læber, inden han lænede sig frem og placerede et blidt kys på mine læber. Jeg smilede. Han var alt for dejlig.

Jeg puttede mig igen ind til ham, og nød at han lagde sine arme beskyttende om mig. Jeg følte mig altid tryg i hans nærvær. Han kyssede mig blidt i håret, og gav sig derefter til at tegne cirkler på min ryg.  Hans berøring gjorde mig afslappet, og til sidste havde jeg problemer med at holde mine øjne åbne.

Da han stille begyndte at nynne melodien til ’Moments’ kunne jeg ikke holde øjnene åbne længere. Jeg gav op. Lod dem tungt falde i, og føre mig ind i søvnen, selvom jeg slet ikke havde været træt for blot 10 minutter siden.

*

Louis’ synsvinkel.

Jeg vidste ikke engang om det jeg havde fortalt Zerrah var rigtigt. Det var det jeg håbede på var rigtigt. Men jeg havde mest sag det, for at få hende til at tænke på noget andet. Jeg ville ikke have at hun skulle bekymre sig hele tiden, for det vidste jeg hun gjorde. Men der var også sket en masse - en masse der ikke kunne laves om på nu.

Jeg blev hele tiden mere og mere forelsket i hende, selvom jeg gerne ville have det til at stoppe. Hvis Zayn, eller nogen anden for den sags skyld, opdagede noget, ville vi være totalt fucked. Vi havde ingen forklaring, kun utroskab, eller hele historien om Zerrah og Perries lille stunt. Men så skulle vi først have fat i Perrie.

Det irriterede mig grænseløst at jeg ikke bare kunne have Zerrah for mig selv. Det irriterede mig at hun også var forelsket i Zayn, og det irriterede mig i den grad, at Zayn var så pokkers forelsket i hende. Det hele ville nok ende ud i et stort trekantsdrama, hvis vi ikke passede på.

Og det ville være noget medierne ville elske. Noget af det bedste, er drama hos de kendte. Og så hvis det kunne skabe splid, ville det være endnu bedre. Derfor skulle jeg slet ikke ses med Zerrah offentligt nogensinde, uden de andre drenge. Det kunne bare være starten på det hele.

”Louis forhelvede!” jeg skubbede hurtigt tankerne væk, og vendte opmærksomheden mod Harry, der sad foran mig. Han så ret pissed ud, og noget sagde mig, at han havde prøvet at komme i kontakt med mig.

”Hvad?” sagde jeg, og sendte ham et spørgende blik.

”Du er jo helt væk! Hvad fanden sker der? Du plejer ikke at være sådan der.. er det Eleanor? Savner du hende igen?” spurgte han, og lød bekymret. Efter jeg havde slået op med Eleanor, havde Harry været virkelig påpasselig omkring mig, som om jeg var helt vildt sårbar. Det var på en måde ret sødt af ham - men jeg havde ikke brug for det. Jeg havde ingen følelser for Eleanor mere, det var derfor jeg havde gjort det forbi.

Men Harry havde åbenbart ikke troet det, og opførte sig som den storebror jeg aldrig fik. På trods af at han var en del år yngre end mig, klarede han den faktisk meget godt. Det at han var højere, hjalp en del - don’t ask why.

”Nej Harry - jeg har slet ikke tænkt på El i lang tid, jeg har ikke følelser for hende mere,” sukkede jeg, og lænede mig tilbage i stolen. Jeg havde virkelig ikke lyst til at snakke om Eleanor. Hun var et punkt i mit liv jeg var ovre nu - faktisk havde jeg været ovre hende længe, men Harry skulle selvfølgelig bringe det på banen igen.

”Hvad er det så? Du opfører dig næsten ligesom Zayn..” mumlede han, og kastede et blik ud af vinduet. Udsigten fra Starbucks, var ikke særlig speciel. En parkeringsplads, og så regnede det oven i købet. Det kunne bare ikke blive værre vejr.

”Jeg er bare træt, okay?” fortalte jeg og tog en tår af min kaffe. Jeg havde virkelig ikke lyst til at komme ind på det emne, om hvordan Zayn opførte sig. For det var på grund af Perrie - eller Zerrah - og jeg var også helt væk, på grund af hende.

*

Perrie’s synsvinkel.

Jeg sukkede og smed sladderbladet på gulvet endnu en gang. Jeg havde læst det mindst 500 gange nu, og gad ikke samle det op, for at læse det igen. jeg var godt nok ved at være træt at Zerrahs liv, jeg savnede alle derhjemme i London. Pigerne, Zayn, alle.

Jeg følte mig helt klar til at tage hjem, og havde faktisk allerede pakket de få ting jeg havde med mig. Fordi jeg havde gået i Zerrahs tøj i alt min tid her, havde jeg ingen bagage med. Jeg kunne bare skride, når det passede mig.

Jeg rejste mig fra sengen og gik hen til vinduet. Regnen silede ned, og jeg havde ingenting at tage mig til. Jeg ville ønske jeg kunne skrive med Zayn eller Jade lige nu. Men Zerrah havde min mobil og jeg havde hendes, derfor var der ingen mulighed.

Igen sukkede jeg og fandt min mobil frem. Nu gad jeg ikke være stuck her mere, jeg ville hjem, hjem til London. Derfor fik jeg hurtigt skrevet en besked til Zerrah, og sendte den. Jeg håbede virkelig hun tjekkede sin sms, så vi hurtigt kunne aftale en byttedag.

Til: Perrie<3

Okay, I’ve had enough, can we please switch back now? I miss home, I miss the girls and I miss Zayn <3

 

*

Jeg ved godt at det her er et ekstremt kedeligt kapitel, men jeg lover at der sker noget i de næste kapitler. Nu nærmer vi os jo også snart vejens ende :( Jeg har ikke lyst til at slutte den her, men der er heldigvis et par kapitler endnu x

Husk at like og kommentere! <33

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...