I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

498Likes
465Kommentarer
75767Visninger
AA

20. Kapitel 18.

Det var som om tiden stod stille, for jeg havde absolut ingen idé om hvor lang tid jeg bare stirrede ind i de smukke blågrå øjne. Al fornuft jeg havde opbygget i løbet af mit liv forsvandt, i det jeg lænede mig de sidste centimeter frem og lod mine læber ramme hans.

Jeg havde absolut ingen anelse om hvad det var jeg havde gang i, for min hjerne råbte til mig at jeg skulle skynde mig væk. Men jeg lyttede ikke, selvom jeg vidste hvor store problemer det var jeg satte mig ind i. Det føltes bare rigtigt, selvom det langt fra var.

Følelsen var helt ubeskrivelig, og var helt anderledes end hvordan jeg havde det med Zayn. Ikke at mine følelser for Zayn blev mindre, men det her var noget anderledes. Mine følelser for Louis kendte jeg stadig ikke.

”Zerrah,” mumlede han, og trak sig ud af kysset, men kun for at lade sin pande hvile mod min. Han fangede mine øjne, og gav mig ingen mulighed for at slippe. ”Det her-”

Jeg ville ikke have at han afsluttede sætningen, så jeg rystede kort på hovedet, og pressede endnu engang mine læber mod hans, denne gang mere krævende end før. Han kæmpede lidt i mod de første sekunder, men gav snart efter op og gengældte kysset.

Gårddagens hændelser blev ved med at genspille i mit hoved, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg rørte let ved mine læber, og det var som om den snurrende følelse stadig sad der, efter mit kys med Louis. Egentlig burde jeg jo slet ikke være glad - jeg burde have den dårligste samvittighed.

Især fordi Zayn ville være her om mindre end 10 minutter, og jeg skulle se ham i øjnene. Jeg var forelsket i Zayn, ingen tvivl om det, det kunne jeg ikke benægte lige meget hvor meget jeg prøvede. Men om jeg var forelsket i Louis? Det vidste jeg altså ikke helt endnu.

På den ene side var det hele bare så pokkers frustrerende, og så alligevel følte jeg en glæde jeg ikke bare kunne ignorere uden videre. Selvom jeg ikke burde være glad så kunne jeg bare ikke lade være - ikke efter hvad der skete i går aftes.

 Dørklokken rev mig ud af mine tanker, og jeg rejste mig sukkende fra sofaen. Det tog mig ikke andet end et par sekunder at komme ud i entréen og åbne for Zayn, som stod smilene uden for døren. Hans smil smittede, så det trak selvfølgelig op i mine mundvige igen.

”Hey babe,” hilste han og lænede sig frem for at presse sine læber mod mine. Da vi trak os væk igen, fik jeg mumlet et hej og lukkede ham derefter indenfor. Vi fandt vej ind i stuen hvor vi begge satte os i sofaen, uden rigtig at sige noget.

”Jeg har sådan savnet dig,” mumlede han, efter en akavet stilhed.

Igen kunne jeg ikke forhindre et smil at komme frem på mine læber. Zayn var så sød, med alt han sagde og gjorde. Perrie var så heldig, og nu også mig. Louis havde forklaret mig, hvor forelsket Zayn var i mig. Da tanken igen spredte sig i mit hoved, gjorde det kun min dårlige samvittighed, som jeg ellers havde skudt væk, endnu værre.

”Zayn, du så mig for mindre end 12 timer siden,” fnes jeg, og lod ham ligge armene om mig i en tæt omfavnelse. Jeg kunne ikke andet end at nyde hans nærvær, også selvom mine tanker var ét stort rod.

”Det ved jeg, men..” han gik i stå, og vidste tydeligvis ikke hvad han skulle sige. Men jeg lod bare emnet ligge, og rykkede mig tættere ind til ham, hvis det da altså var muligt. Jeg havde bare en ide om at jeg skulle være så tæt på ham som muligt, uden at vide hvorfor.

 

*

 

Zayn brugte det meste af eftermiddagen hos mig, mens vi ikke rigtig lavede andet end at ligge på sofaen, snakke og se tv. Jeg gjorde mit bedste for at gøre mig fri for mine oprevne tanker, og det lykkedes også efter et stykke tid. Derfor kunne jeg rent faktisk nyde min tid med Zayn, og bare slappe helt af.

Hen på aftenen, var jeg igen efterladt alene, fordi Zayn skulle noget med de andre drenge. Det havde jeg selvfølgelig heller ikke noget i mod - det var kun det, at være alene som jeg havde noget i mod. Jeg havde virkelig ikke lyst til at være alene med mine tanker, men det blev jeg jo nødt til.

Jeg sad flere gange med mobilen i hånden, og overvejede om jeg skulle ringe til Perrie. Jeg havde snart lavet så meget rod at jeg gerne ville have mit gamle liv tilbage. Også selvom det sikkert betød at jeg aldrig skulle se hverken Louis eller Zayn igen. Men måske var det også for det bedste, hvis vi aldrig så hinanden igen.

Zayn kunne forblive sammen med Perrie, og Louis ville med garanti kunne komme videre uden mig. Det var ikke fordi jeg ikke havde følelser for ham, men de havde ikke udviklet sig så meget endnu. Det hele var bare så forvirrende.

 Mine tanker blev hurtigt afledt, da en ny sms tikkede ind på min mobil. Sukkende låste jeg den op, og så at det var fra Zayn. Automatisk formede der sig et smil på mine læber, da jeg så hans navn, efterfulgt af et hjerte på skærmen. Det ville uden tvivl blive svært for mig at komme tilbage til mit gamle liv igen. Jeg var virkelig faldet pladask for ham.

Fra: Zayn<3

Kommer du ikke med i byen i aften? Jeg henter dig klokken 8, babe<3

Det var så typisk Zayn. Han gav mig intet valg, men jeg havde heller ikke noget i mod at tage i byen i aften. Det kunne ikke skade med lidt alkohol og sådan. Så kunne jeg måske få mine tanker fri for alt det her rod, jeg havde rodet mig ud i.

Til: Zayn<3

I’ll be ready<3

Mit svar var enkelt, da jeg fandt ud af at jeg havde under t time til at gøre mig klar i. Jeg fløj nærmest op fra sofaen, og ud på badeværelset, hvor jeg fik tændt for vandet. Mens jeg klædte mig af, kunne vandet blive varmet op, hvilket var noget jeg altid havde gjort. Kender I det, når vandet altid er koldt i starten, og man står der og venter?

Det gør jeg i hvert fald, og har hadet det siden jeg var helt lille. Derfor var det blevet vane at gøre det her, hver eneste gang jeg gik i bad. Smart right?

 Badet var hurtigt overstået, og jeg fik et håndklæde om mit hår, og liv, og skyndte mig derefter ind på værelset. Da jeg så på uret, fandt jeg ud af at badet ikke var gået så hurtigt som jeg troede, og havde brugt næsten en halv time ude på badeværelset.

Fuck.

Men heldigvis havde jeg ikke specielt svært ved at finde mit tøj, og jeg var hurtigt iklædt en sort, stram kjole og matchende stiletter. Perries klædeskab var til tider bare himmelen, fordi hun havde præcis det jeg ledte efter. Mit hår fik jeg tørret med hårtørreren, og lod det ellers bare hænge løst ned over mine skuldre. Tilfreds med mit tøj og hår, fik jeg lagt et let lag makeup, samtidig med at dørklokken lød.

Jeg snuppede min clutch og begav mig ud i entréen, hvor jeg åbnede døren for Zayn. Det var anden gang han stod der i dag, men var klædt helt anderledes. Hans tøj var lidt mere festagtigt hvis man kan sige det - men ja, han så godt ud i alt, så jeg kunne være ligeglad.

”Er du klar?” spurgte han og sendte mig sit mest charmerende smil.

Jeg nikkede smilene, og greb min læderjakke fra knagen og fulgte efter Zayn ned til hans bil efter at have låst døren. Zayn åbnede døren for mig, og mit smil voksede sig kun større af det. Han kunne bare ikke gøre noget galt - det var derfor den dårlige samvittighed igen sneg sig ind på mig.

Jeg rystede det hurtigt af mig, og fokuserede i stedet på London der nu susede forbi uden for vinduerne. Zayn tog min hånd i sin, og gav den et blidt klem. Jeg sendte ham et smil, og så derefter ud af ruden igen.

 Endelig standsede vi foran et sted, der så ud til at være fyldt med mennesker. I hvert fald kunne man tydeligt høre musikken og bassen fra bilen. Zayn fik os uden problemer ind, og førte os hen til resten af drengene, som sad i et område for sig selv.

”Perrie!” jublede Niall og faldt mig uden tøven om halsen.

Grinende fik jeg gengældt omfavnelsen, men trak mig hurtigt væk igen, for at hilse på de andre drenge. Indtil videre så det ud til at Niall var den der var hårdest ramt af alkohollen, hvilket kun gjorde ham endnu sjovere end han i forvejen var.

Jeg snakkede ikke med Louis en eneste gang i løbet af den første time vi var der. Jeg havde absolut ingen idé om hvad jeg skulle sige til ham. Ikke efter hvad der var sket den foregående aften, og så slet ikke når alle de andre var her.

Så jeg gjorde det mest åbenlyse - lod som om ingenting var sket mellem os overhovedet, og alt var som før. Nu var det ikke fordi jeg snakkede vildt meget med Louis i forvejen, så jeg tror ikke de andre fattede mistanke.

Heldigvis.

 

***

Jeg undskylder virkelig meget for det her lamme, korte og kedelige kapitel!

Men jeg har bare ikke rigtig haft tid til at skrive, og jeg syntes I skulle have lidt inden jeg tager på ferie. Jeg får nok ikke udgivet noget den næste uge, fordi jeg skal på ferie, og sætter movellas helt til siden i den uge.

Jeg kommer nok til at skrive lidt på hver enkel movella, men det bliver også det - jeg udgiver ingenting, fordi jeg skal nyde min ferie.

Håber virkelig ikke I er alt for skuffede over kapitlet - men jeg lover at der kommer mere action i det næste, hvis man kan sige det sådan x

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...