I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

498Likes
465Kommentarer
75779Visninger
AA

19. Kapitel 17.

 

Zerrah’s synsvinkel.

”Hallo?” lød hans trætte stemme, og jeg fik med et dårlig samvittighed. Havde jeg nu vækket ham? ”L-Louis,” stammede jeg nervøst, velvidende at det ikke var det mest passende tidspunkt at ringe på. Vi var trods alt næsten lige landet, og vi havde næsten ingen søvn fået, i det seneste døgn. Det overraskede mig måske også en smule, at han tog den så hurtigt.

”Zerrah, hvad sker der?” spurgte han med bekymret mine.

”Jeg ved godt, at det er virkelig tidligt.. men jeg har virkelig brug for en at snakke med. Hvis du har tid, kan du så ikke komme over?” snøftede jeg, og tørrede irriteret de salte tårer væk fra mine kinder. Jeg havde ikke brug for at sidde og tude nu.

Det var lidt stilhed, inden Louis’ stemme igen lød i den anden ende af røret. ”Selvfølgelig, jeg kommer med det samme,” lovede han, og jeg kunne ikke lade være med at føle en indre glæde. Louis var den eneste mulighed jeg havde.

”T-tusind t-tak!” hikstede jeg, mellem mine tårer. Han mumlede et så lidt, inden han lagde på, og jeg fik mig selv løftet fra sengen. Jeg skyndte mig ud på badeværelset, hvor jeg betragtede mig selv i spejlet. Mine øjne var røde, og det var næsten umuligt for mig at skjule det faktum, at jeg havde grædt.

Alligevel plaskede jeg koldt vand i ansigtet, og det fik mig samtidig også til at få min vejrtrækning under kontrol, mens resten af min krop også slappede af ved det kolde vands berøring. Jeg rakte ud efter et af de små håndklæder, som jeg blidt tørrede vandet væk med. Mine øjne var stadig røde, men jeg så bedre ud end før.

 

*

 

Da døren til lejligheden gik op, fik jeg et lille chok, men kom dog hurtigt i tanke om at jeg havde fortalt Louis hvor nøglen lå - så det var bare ham. Jeg vidste ikke rigtig hvorfor, men jeg følte af en eller anden grund, at Louis var den eneste jeg kunne snakke med lige nu. Nu var han så også den eneste der vidste noget omkring hele det her cirkus, udover Perrie og jeg. Men Perrie kendte ikke til mine følelser - og det skulle hun heller ikke.

 Jeg tørrede mine øjne, der blev ved med at fylde sig med tårer, trods jeg prøvede at holde dem tilbage, og trak tæppet jeg sad med, længere op over mig igen. Jeg var rykket ind i stuen, for det virkede mere normalt at snakke med andre i en stue, end i et soveværelse.

Døren ind til stuen blev forsigtigt åbnet, og mine øjne landede straks på Louis, der uden at sige noget, fik lukket sig ind. Jeg smilede svagt, da jeg så hvordan han nervøst bevægede sig hen til sofaen, og satte sig ved siden af mig. Det var ret sødt at han var så nervøs.

Vent hvad?

”Tak fordi du gad komme,” mumlede jeg, og slog uden tøven armene om ham. Det så jeg ikke noget forkert i, eftersom jeg allerede havde krammet ham flere gange - også som Zerrah. Og da hans stærke arme lagde sig om mit liv, gjorde det mig en hel del mere behagelig.

”Altid - jeg ved jo du står i lidt af et problem,” svarede han, og jeg grinede, uden det var et rigtigt grin. Kun fordi han havde helt ret - jeg stod jo i lidt af et problem, faktisk et meget stort problem. Min kæreste, var ikke min kæreste. Og jeg var forelsket i ham alligevel, og han i mig. Det var virkelig store problemer jeg fik opstablet.

Jeg trak mig ud af krammet, og lagde hovedet tungt tilbage mod sofaryggen. Jeg skabte øjenkontakt med Louis, der stadig så ret nervøs ud - og lignede en der var ved at finde noget at snakke om. ”Jeg har brug for at snakke, hvis du ikke har noget i mod det,” sagde jeg, før han kunne nå at finde et emne frem. Louis var den eneste jeg kunne snakke med om alt det her.

”Selvfølgelig.” forsikrede han, og sendte mig et forsigtigt smil, som jeg svagt gengældte. Men med alle mine problemer, som pludselig igen skyllede indover mig, forsvandt smilet hurtigt igen. ”Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre,” mumlede jeg, og måtte allerede der kæmpe for at holde tårerne inde. Hvorfor kunne jeg dog ikke engang gå 5 minutter uden at græde?

”Så snart Perrie og jeg skifter igen, vil Zayn kunne mærke forskel - og Perrie vil vel også kunne mærke det på Zayn.. men hvis jeg så står frem og fortæller alt jeg føler, vil Perrie aldrig snakke til mig igen, hun vil aldrig kunne tilgive mig for det her, hvis hun nogensinde finder ud af det hele..” det hele kom ud i en lang køre, og før jeg vidste af det, havde jeg slået armene om mig selv, mens tårerne trillede ned af mine kinder.

”Hør Zerrah,” Louis lagde igen sine arme om mig, og jeg lod mit hoved hvile mod hans bryst. ”Du ved jeg ikke kan gøre noget, selvom jeg ville ønske jeg kunne. Men den eneste der kan gøre noget er dig; du må mærke efter hvad du synes der er mest rigtigt at gøre.” mumlede han og strøg mig blidt over håret. Det havde en rolig effekt på mig, som snart efter stoppede mine hulk.

 Selvom det var svært for mig at indse, så havde han ret. Han kunne ikke gøre noget, for han havde faktisk ikke noget med det hele at gøre. Det var udelukket Zayn, Perrie og jeg, der var en del af det her problem. Louis kendte bare tilfældigvis til det hele.

Men spørgsmålet var bare om jeg skulle fortælle dem det hele. Det nemmeste ville helt klart være at lyve, og så kunne jeg fortsætte med at have Perrie som min søster. Men alligevel var det ikke fair overfor hende, eller Zayn.

”Men jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre,” snøftede jeg, og greb ubevidst fat om Louis’ t-shirt. Jeg ville ikke have at han forlod mig - ikke på noget tidspunkt. Jeg ville ikke kunne bære at være alene, og slet ikke med de tanker og følelser jeg sad med. ”Shh, du finder ud af det på et tidpunkt, det lover jeg,” mumlede han mod mit hår.

Vi sad i en behagelig stilhed, indtil Louis langsomt begyndte at nynne melodien på en af drengenes sange, men jeg var for træt til at huske titlen. Jeg kunne snart efter mærke mine øjenlåg blive tunge. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at holde mine øjne åbne, og det lykkedes også de første minutter. Men for hvert sekund blev de bare tungere og tungere, og Louis’ stemme havde en beroligende effekt på mig. Før jeg vidste af det, lukkede mine øjne sig sammen, og jeg faldt i en dyb søvn.

 

*

 

Louis’ synsvinkel.

Zerrahs vejrtrækninger blev tungere og tungere, og jeg kunne til sidst konstatere at hun var faldet i søvn. Jeg ville ikke sige, at jeg var helt upåvirket af at sidde med hende i mine arme. Jeg vidste godt, at jeg slet ikke burde bygge følelser op for hende, og slet ikke når hun stod i den her situation.

Hun var stadig Perrie til verden udenfor, og resten af drengene. Derfor var det virkelig dumt af mig at få følelser for hende nu. Ét lille fejltrin, kunne sende Perrie og Zayns forhold på prøve - og så var det ikke engang Perrie der skulle løse det.

 Efter et par minutter, blev jeg enig med mig selv om at jeg hellere måtte få hende ind i seng. Vi havde alle fået meget lidt søvn i det seneste døgn, fordi vi skulle rejse på det mest åndsvage tidspunkt af døgnet.

Jeg rejste mig forsigtigt fra sofaen, og fik så let som ingenting Zerrah op i mine arme. Hun mumlede noget utydeligt, men hendes øjne forblev lukkede - hun son stadig, heldigvis. Jeg havde været hos Perrie en enkelt gang gør, så jeg vidste heldigvis hvor soveværelset lå, og fandt det hurtigt igen.

Forsigtigt lagde jeg den sovende pige fra mig i sengen, og trak dynen henover hende. Langsomt løsnede jeg hendes fingres greb om min t-shirt. Jeg kunne ikke lade være med at smile over hende, da hun i søvne prøvede at kæmpe i mod.

”Louis,” mumlede hun pludselig, men helt utydeligt. Enten snakkede hun i søvne, eller også var hun virkelig langt væk. Jeg valgte at tro på den første, og rejste mig fra sengen. Men før jeg nåede langt væk, greb hun min hånd, og jeg vendte mig forvirret om. Sov hun ikke?

Hendes bedende øjne, var det første der mødte mig, da jeg så tilbage på hende. ”Vil du ikke nok blive?” spurgte hun. Jeg bed mig lidt i læben, og overvejede det lidt. Var det nu smart? Godt nok var vi venner, men det ville ikke se kønt ud, hvis det endte i medierne, at jeg havde tilbragt en nat hos Perrie Edwards.

Og jeg ville få store problemer med Zayn - uden tvivl. Han var så forelsket at man kunne springe en bombe, uden han opdagede det. Det var egentlig ret synd for ham, også selvom Zerrah havde noget lignende de samme følelser for ham. Men Zayn var bare faldet hårdt - det var alt for tydeligt.

 Til sidst endte jeg dog med at nikke, og et lille smil krydsede hendes trætte ansigt. Jeg fik lagt mig ved siden af hende, og der gik ikke lang tid, før hun var krøbet helt hen til mig. Mine arme fik jeg tøvende lagt om hendes liv, og betragtede hvordan hun lagde sit hoved mod mit bryst og hvordan hendes vejrtrækning blev mere regelmæssig igen.

 

Zerrah’s synsvinkel.

Jeg vidste godt at det var risikabelt at bede Louis blive her, men jeg havde bare ikke lyst til at være alene. Og lige meget hvor meget jeg hadede at indrømme det, så gjorde drengen mig rolig, hvilket slet ikke var noget jeg havde bedt om.

Selvom jeg lige var faldet i søvn inde i stuen, var det nærmest umuligt for mig denne gang. Jeg reagerede anderledes på Louis’ nærvær, end jeg før havde gjort. Jeg havde bare skudt tanken væk, de gange det var sket før.

Jeg vidste også at det var forkert at jeg havde det sådan. Jeg burde ikke have det sådan, faktisk burde jeg slet ikke have det sådan med nogle af drengene overhovedet. Jeg burde være totalt kold overfor alt der skete, uden at få følelser indblandet.

Mit hjerte slog hurtigere mod mit bryst, ved alle disse tanker. Jeg løftede let mit hoved, kun for at betragte Louis, der havde let lukkede øjne. Han sov ikke, det kunne man både se og høre på hans vejrtrækning. Det var som om han kæmpede for at holde sin vejrtrækning i ro, selvom det ikke gik så godt.

Mine øjne scannede hver enkel detalje af hans smukke ansigt, selvom min hjerne fortalte mig at jeg ikke skulle rode mig ud i mere, end jeg allerede var rodet ud i.  Men jeg ignorerede det fuldstændigt og lod mine øjne låse sig fast på hans læber.

Jeg fjernede helt min vægt fra ham, og støttede mig i stedet på min albue. Min hånd der før havde ligget på hans bryst, lagde jeg forsigtigt mod hans kind, og der gik ikke same sekunder, før han åbnede øjnene, og så på mig med det mest forvirrede udtryk, han kunne præstere.

Jeg låste mine øjne fast med hans, og lænede mig langsomt tættere på ham. Han fik hurtigt fat i hvad jeg gjorde, og bed sig selv i læben. Jeg kunne ikke lade være med at finde hans usikkerhed omkring mig sød.

 Men der gik ikke lang tid før min pande hvilede mod hans, og jeg kunne mærke hans ånde mod mine læber. Jeg var fuldt bevist om hvad der var ved at ske, og jeg havde ingen intentioner om at stoppe det, selvom det ville være det bedste i sidste ende.

 

_____________________________________________________________

er jeg ond fordi jeg stopper her? det må i afgøre, skriv en kommentar, og giv gerne et like med på vejen!

men... så kyssede de! jeg har ventet på det her moment, siden idéen formede sig i mit hoved, og blev hjulpet med på vej af min skat - amalie, hæhæ. Men hvad synes i om det?

Er i team Lerrah?

Eller team Zayrah? xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...