I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

498Likes
465Kommentarer
75769Visninger
AA

18. Kapitel 16.

Da jeg endelig kunne smække døren efter mig, og sætte kufferterne i entréen, i Perries lejlighed, åndede jeg lettet op. Hjemturen havde været noget af det underligste, mest fordi jeg hele tiden havde følt Louis’ blik på mig. Jeg havde bare ignoreret ham, fordi jeg ikke ville mindes om noget. et gjorde jo ikke ligefrem hele situationen bedre, at jeg sad sammen med Zayn, der ikke kunne sidde 2 minutter uden enten at skulle kysse mig, eller holde min hånd.

Men lige siden jeg havde været så dum, ikke at dække tatoveringen til, var ferien bare vendt på en tallerken. Man burde tro, at jeg ville få det bedre af at fortælle det til nogen - men tydeligvis ikke. Det gjorde bare det hele værre, og fik min nervøsitet til at stige til det højeste. Men efter hvad han havde fortalt mig, gjorde det bare alting mere forvirrende.

 Jeg rystede tankerne af mig, og gik stille igennem den mørke lejlighed. Klokken var 4 om morgenen, så man kunne godt kalde mig halvdød. Når jeg ikke fik min søvn, kunne det altså virkelig gå galt.

1. jeg lignede altid en der var blevet kørt ned, eller noget.

2. jeg havde ikke lyst til andet, end at sove.

3. jeg var simpelthen bare den værste kælling at være i nærheden af.

Derfor fik jeg hurtigt sat kufferterne fra mig henne ved klædeskabet, og smed mig i sengen med det tøj jeg var rejst i. Det var faktisk en af Zayns t-shirts, og løse joggingbukser, så det gik nok. Det var i hvert fald mere behageligt end skinny jeans og en stram tanktop eller noget. Men jeg fik det næsten dårligt ved at have Zayns t-shirt på, af flere grunde. Mine tanker blev ledt hen på hvad der var sket, lige inden vi steg på flyet.

 

Vi havde slået os ned i ventesalen, fordi vores fly ikke var kommet endnu. Selvom vi skulle flyve med privatfly, kunne det jo stadig være forsinket. Jeg havde bare ingen idé om hvad jeg skulle tage mig til i den næste halve times ventetid. Der var jo ikke andre piger end mig.

Med et suk rejste jeg mig fra sofaen, og fik Zayn til at se spørgende på mig. Han blev næsten trist hver gang jeg bevægede mig væk fra ham. Han var altså virkelig forelsket i Perrie - det var alt for tydeligt.

”Jeg skal bare på toilettet.” forsikrede jeg med et smil, som han med det samme gengældte. Selvom jeg gik mod toiletterne, kunne jeg mærke Louis’ blik i ryggen på mig, og det var altså noget der var begyndt at bekymre mig. Hvorfor var han sådan? Og det var endnu værre når jeg sad sammen med Zayn, hvilket nok også var en af grundene til at jeg rejste mig. Faktisk skulle jeg slet ikke på toilettet - bare væk fra Louis’ ubehagelige stirren.

Jeg åbnede døren ud til toiletterne, og opdagede hurtigt at det faktisk var et ret flot sted. Altså ikke et af de der klamme steder man altid har i sin fantasi, når man forestiller sig offentlige toiletter. Det så ret velbevaret og rengjort ud.

Jeg fandt vej hen til en af vaskene, hvor der hang et spejl. Jeg vidst jo godt at jeg ikke så alt for godt ud, fordi Zayn nærmest måtte bære mig ud i taxaerne tidligere. Ja, så træt var jeg virkelig. Og fordi han havde snakket alt den tid, hvor jeg bare kunne have fået en smule søvn, havde jeg derfor ikke sovet i noget tid.

Forskrækket slog jeg min hånd over munden, for at kvæle et skrig, da Louis pludselig dukkede op bag mig. Hvad fanden var der galt med ham? Og hvad lavede han her inde? Var det ikke.. nej okay, det var ikke delt op i drenge og piger. Øv, nu troede jeg lige, jeg kunne slippe for ham.

”Hvad fanden laver du?!” hvæsede jeg nærmest og vendte mig mod ham. Han smilede ikke flabet som han normalt ville gøre, men så i stedet seriøst på mig. Okay, hvad fejlede han? Jeg vidste da godt han kunne være nervøs, men når det kom til at forskrække mig, var det altid for sjov.

”Hør Zerrah, vi skal lige snakke,” fortalte han, og fangede med det samme mine øjne. Hans blågrå alvorlige øjne, borede sig ind i mine, og gjorde det praktisk talt umuligt for mig at se væk. Hvad kunne være så vigtigt, og hvorfor skulle han snakke med mig om det?

”Ja?”

”Jeg ved ikke om du vil tro på mig, når jeg siger det her; Men Zayn er forelsket i dig.” han havde ret, jeg kunne umuligt tro på det. Zayn kunne ikke være forelsket i mig, for han vidste ikke jeg, som i Zerrah eksisterede. Han var forelsket i Perrie, så hvad fanden var det for noget at stå og sige?

”Hva fanden Louis? Du skal ikke lave sjov nu!” sagde jeg lavt, og så en anelse irriteret på ham. Jeg orkede ikke han pranks, og slet ikke på den her tid af dagen.

”Det gør jeg heller ikke! Hør nu; Lige siden dig og Perrie byttede, har han ikke snakket om andet, end hvor fantastisk Perrie er, og at han er blevet mere og mere forelsket i hende, selvom det praktisk talt er umuligt. Han sagde at hun havde ændret sig, men på en god måde.”

Hvad? Nej, Zayn kunne ikke være forelsket i mig - måske var jeg forelsket i ham, men det var noget andet. Han kunne ikke være forelsket i mig, det kunne han bare ikke! Jeg ville ikke tro på det, selvom Louis’ ord pludselig gav mening. Det hele gav mening, men det kunne bare ikke passe.

”Men..” prøvede jeg, men gik i stå.

”Kan du se problemet?” spurgte han forsigtigt.

Jeg nikkede stift, fordi jeg ikke havde stemmen til at svare. Jeg stolede ikke på den, fordi jeg vidste den kunne knække hvornår det skulle være. Mine følelser var virkelig rod nu - jeg var glad fordi ham jeg var faldet for, faktisk var forelsket i mig. Men jeg var også trist, fordi jeg havde taget Perries kærlighed fra hende. Jeg vidste jo hvor meget hun elskede ham.

”Perrie elsker ham, hun elsker ham mere end noget andet.” hviskede jeg, og fik den dårligste samvittighed. Jeg havde stjålet hendes kæreste i alt den tid, uden at vide det. Jeg havde troet at det var hans følelser for Perrie, men hele vejen igennem dannede han bare følelser for mig.

”Og det gør du også,” jeg så op fra gulvet. Hvad var det lige han sagde? At jeg… at jeg elskede Zayn? Mit blik lyste af forvirring, og jeg forventede helt klart en forklaring fra ham. Hvad vidste han overhovedet om det? ”Hold nu på Zerrah, jeg kan se hvordan du kigger på ham. Du kigger på ham, på den samme måde som han ser på dig.” påpegede han og fik blot endnu flere ting til at gå op for mig.

Den første tåre gled ned af min kind, mens jeg ihærdigt prøvede at holde resten inde. Jegs stod i en lufthavn og græd, foran Louis Tomlinson, som lige havde fortalt mig hvordan alt hang sammen. Hvorfor skulle det her ske for mig? Jeg ville jo ikke ødelægge noget.. men det var så for sent nu.

 

Jeg lukkede hårdt mine øjne i, for ikke at begynde at græde igen. Jeg forstod det bare ikke. Hvorfor skulle Zayn absolut falde for mig, som jeg faldt for ham? Hvorfor skulle jeg stjæle min søsters kærlighed, uden jeg vidste det?

Det her ville knuse Perries hjerte, hvis hun fandt ud af det, det var der ingen tvivl om. Hun ville aldrig kunne tilgive mig for det her, og det var forståeligt. Derfor stod jeg nu i det allerstørste dilemma. Når vi engang byttede tilbage, skulle vi så fortælle alle om vores stunt, eller skulle det forblive hemmeligt?

Begge dele ville lede ud i helvede for mig. Hvis vi ikke sagde noget, så ville jeg gå med dårlig samvittighed omkring min viden om Zayns følelser for mig. Men hvis vi så fortæller alle det, vil sandheden komme ud, men Perrie vil hade mig resten af livet. Også selvom jeg ikke gjorde det med vilje.

 Jeg krummede mig sammen på sengen, og kunne ikke forhindre tårerne i at løbe over mine øjenlåg. Hvorfor var jeg overhovedet gået med til det her fra starten af? Hvis bare jeg havde sagt nej, var jeg gået glip af alt det her.

Jeg ville være gået glip af, at Zayn fik følelser for en anden end Perrie, jeg ville undgå at få Louis til at bekymre sig omkring Zayn, jeg ville undgå den dårlige samvittighed, som sad fast i mig, og ikke ville forlade mig. Men jeg ville også være gået glip af den bedste tid jeg overhovedet har haft. Jeg ville være gået glip af at forelske mig så dybt i en anden person, jeg ville være gået glip af at lære 5 fantastiske drenge at kende.

Mens alle disse tanker krydsede mine tanker, lavede de lette tårer sig om til gråd, som jeg i sidste ende ikke ville kunne stoppe. Jeg var alene med mine tanker, og jeg kunne ligge og græde resten af morgenen, hvis det skulle være.

Derfor rakte jeg ud efter min mobil, som jeg havde lagt på natbordet ved siden af sengen. Hurtigt fik jeg tastet det helt rigtige nummer, på den eneste jeg havde lyst til at snakke med nu. Jeg rystende hænder tog jeg mobilen op til øret, og ventede kun på, at den blev taget.

 

Louis’ synsvinkel.

Måske have det ikke været det klogeste at fortælle Zerrah om Zayns følelser, men på den anden side så fortjente hun at vide det. Hun havde godt nok taget det helt anderledes end hvad jeg havde forventet; hendes tårer var svar nok på det hele. Hun stod med blandede følelser, det var tydeligt at se.

Det var let at se, at hun var forelsket i Zayn, det havde jeg næsten opdaget med det samme. Den måde hun så på ham på, var svar nok. Men alligevel kunne hun ikke være glad, fordi Perrie havde præcis de samme følelser for Zayn.

Det var egentlig ret synd at hun skulle igennem alt det her. Og man kunne jo ikke bebrejde hende for noget, for hun havde jo slet ikke ment det her. Hvis hendes mening havde været at tage Zayn fra Perrie, havde hun ikke stået og grædt som hun gjorde.

Og lige meget hvor meget, hvor meget jeg hadede at indrømme det, gjorde det ondt når hun græd. Lige siden hun havde afsløret det hele for mig, havde det været så underligt omkring hende, også selvom jeg helst ville undgå at danne følelser for hende. Specielt fordi det ville forvirre den stakkels pige endnu mere.

Men jeg kunne bare ikke gøre noget ved det - lige siden jeg snakkede med hende første gang, vidste jeg der var noget anderledes over hende. For sjovt nok, var hun jo ikke Perrie. Der havde været noget specielt over hende, lige siden den dag vi stødte på hende og Jade nede på Oxford Street, lige meget hvor meget jeg hadede at indrømme det. Pigen havde en effekt på mig, som jeg ikke havde oplevet før - og jeg hadede det mere end noget andet.

 Lyden af min mobil der ringede, lød i hele værelset, og rev mig ud af mine tanker. Jeg satte mig halvt op i sofaen som jeg med det samme bare havde smidt mig på, da jeg kom hjem. Træt rakte jeg ud efter mobilen, der lå på sofabordet foran mig. Men da jeg så navnet på skærmen, var det som om jeg var helt vågen.

Perrie

Jeg bed mig i læben, og tog en dyb indånding, inden jeg trykkede besvar og førte den op til øret. ”Hallo?”

 

__________________________________________________________________

Tak for jeres dejlige kommentarer, det har virkelig givet mig en stor del af lysten til at skrive tilbage! Og så nåede jeg 240 likes! Det er helt surrealistisk, for den her movella regnede jeg aldrig nogensinde med, ville blive så populær!

Nå, men hvad tror I der sker noget? Hvad siger I til Louis og hans voksende følelser for Zerrahmusen? Og hvad med Zerrah og hendes følelser for Zayn? Og nu fandt hun endelig ud af at Zayn er forelsket i hende - ikke Perrie.

Og giv også et like på vejen, det vil betyde så meget. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...