I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

498Likes
464Kommentarer
76216Visninger
AA

16. Kapitel 15.

Da vi næste morgen sad og spiste morgenmad, var der ret stille ved bordet. Niall, Harry og Zayn havde alle tre tømmermænd, det kunne man let se på dem. Plus, de var helt stille, hvilket også var en lille bonus. For de drenge snakkede seriøst all the time.

Dog var der stadig noget anderledes, og jeg vidste selvfølgelig hvad det var. Louis vidste det hele, og det var det, der var anderledes. Flere gange fik jeg øjenkontakt med ham, og jeg følte mig helt blottet, fordi jeg havde siddet og fortalt ham alt om min og Perries ’leg’ aftenen inden. Mest af alt ønskede jeg jo bare, at han ikke havde opdaget min tattoo. Den havde jeg omhyggeligt også dækket til, for jeg skulle ikke risikere at flere opdagede den.

Det var som om han så helt anderledes på mig nu - hvilket jeg selvfølgelig ikke var overrasket over. Jeg var ikke Perrie, derfor kunne han vel se på mig, som var jeg hvilken som helst anden pige. For i virkeligheden var jeg jo ikke kærester med Zayn, selvom jeg ikke håbede det ville have nogen betydning her.

Jeg skulle ikke rodes ind i flere problemer nu. Jeg havde allerede et stort problem - jeg var blevet forelsket i Zayn, og det var på ingen måde hvad jeg havde planlagt. Så at Louis fandt ud af det hele, gjorde bare det hele værre. Hvis han på nogen måde fandt ud af, at jeg var ved at danne følelser for den fyr, min søster datede, kunne det umuligt ende godt det her.

 ”Undskyld mig,” jeg rejste mig hurtigt fra stolen, og skyndte mig ud på det nærmeste badeværelse. De andre ville nok tro, at jeg bare skulle på toilettet, men i virkeligheden, havde jeg bare brug for at komme væk. For første gang i rigtig lang tid, ønskede jeg mig at komme tilbage til mit gamle liv. Jeg ville slet ikke være her mere, det hele blev alt for forvirrende.

Ønsket om at jeg aldrig nogensinde var trådt ind i Perries liv, var større end nogensinde før. Hvorfor havde jeg dog også sagt ja? Jeg skulle have fortalt hende, hvor dårlig en idé det her var. Jeg kunne jo ikke ringe og sige, at vi skulle bytte tilbage nu. Hun ville bare sætte spørgsmålstegn, og jeg kunne på ingen måde fortælle hende, at jeg var blevet forelsket i Zayn. Jeg vidste jo hvor meget hun elskede og holdt af ham, det ville jo ikke være fair af mig.

Jeg måtte bare vente, og bytte tilbage, når vi blev enige om det. Men der kunne da ikke ske noget ved at snakke med Perrie om det. Hun måtte da også snart gerne ville tilbage til Zayn, pigerne og sit eget liv igen. Jeg måtte bare ringe til hende senere, når drengene var optagede.

 Jeg vendte mig om spejlet, og betragtede mig selv. Det blonde hår var efterhånden blevet langt, selvom jeg plejede at have det skulderlangt. Det var i hvert fald blevet en del længere, uden jeg rigtig havde lagt mærke til det. Ikke fordi jeg havde noget i mod det - jeg kunne faktisk rigtig godt lide det.

Det fik mig bare til at ligne Perrie endnu mindre, hvilket jeg troede var umuligt. Vi var jo helt ens, og tit forstod jeg ikke hvordan vores familie kunne kende forskel på os. Men i den seneste tid, havde Perrie også haft mindst 100 forskellige hårfarver.

Det var en overdrivelse, men hallo, pigen farvede sit hår hver måned. Nu var hun så igen gået tilbage til blond, hvilket også var en af de eneste grunde til vi kunne lave det her stunt. Jeg skulle under ingen omstændigheder farve mit hår lilla eller pink.

Efter at have stået i et par minutter, og bare stirret på mit eget spejlbillede, besluttede jeg mig for at gå tilbage til køkkenet. Hvis jeg blev herude meget længere, ville det bare virke underligt, og det var da noget af det sidste der skulle ske. Jeg gad ikke have at de andre også blev mistænksomme. Det var nok som det allerede var nu.

 

Louis’ synsvinkel.

”Undskyld mig.” mumlede Zerrah, for derefter at rejse sig fra bordet, og forsvandt ud på badeværelset. Ud af øjenkrogen, så jeg at Zayn så længselsfuldt efter hende, og det gjorde mig virkelig bekymret. Han var ikke forelsket i Perrie længere - han var forelsket i Zerrah. Men jeg undlod at vise min bekymring foran de andre, ellers var jeg bustet med det samme.

Selvom Zerrah allerede var forsvundet fra vores synsvinkel, så Zayns blik stadig på døren hun var gået ud af. Det var som om han ville være den første til at se hende, så snart hun kom tilbage igen. Han lagde på ingen måde skjul på hans følelser.

”Hey man,” Niall viftede med sin hånd foran Zayn, så han blinkede et par gange, og forvirret rystede på hovedet. Han sendte Niall et spørgende blik, hvilket bare resulterede at Niall slog en hånd for panden. ”Du er helt væk i hende, det er helt vildt.” mumlede han lavt, men vi hørte det vist alle sammen.

”Hun er bare… ubeskrivelig.” jeg skulle virkelig anstrenge mig for ikke at spytte alt den juice jeg havde i munden ud. Det var sjældent at Zayn snakkede sådan om en pige, for han havde aldrig brugt et ord som det, til at beskrive Perrie. Det gjorde også min teori om at han var forelsket i Zerrah og ikke Perrie.

Mit blik gled rundt på de andre drenge, som alle stirrede chokerede på Zayn. De var mindst lige så overraskede som jeg var. Vi havde aldrig hørt snakke sådan em en pige før, så det var en stor begivenhed, hvis vi kan kalde det det. Bare jeg dog kunne være glad - og bare det var Perrie han snakkede om. Hvis jeg ikke havde opdaget at Perrie var Zerrah i går, så sad jeg ikke med de her tanker lige nu. Så ville jeg ganske enkelt være bekymringsfri - men den hemmelighed satte virkelig mine tanker i gang.

”Okay, han er mere end helt væk.” fastslog Harry, inden han rejste sig med sin tallerken i hånden. Jeg fulgte hurtigt hans eksempel, og satte også min tallerken i opvaskeren. Da jeg igen satte mig tilbage ved bordet, var snakken igen bredt sig, og handlede heldigvis ikke om Zayns kærlighedsliv. Jeg deltog dog ikke, fordi jeg ikke kunne slippe for tankerne omkring Zerrah.

 

*

 

Zerrah’s synsvinkel.

Jeg var taget ind til byen, for at være lidt alene. Heldigvis havde drengene intet i mod det, fordi jeg bare fortalte dem, at jeg havde brug for noget ’pigetid’ som jeg kaldte det. Harry var kommet med en latterlig kommentar, som jeg bare havde ignoreret. Efterhånden fandt jeg ud af, at det var noget han tit gjorde.

Jeg sad i hvert fald i en taxa på vej ind til den by, der lå tættest på. Jeg havde ingen anelse om hvad fanden den hed, eller hvor den lå. Drengene havde bare givet mig adressen på huset, så jeg altid kunne komme tilbage igen - så var alt andet lige meget.

Jeg havde også planer om at ringe til Perrie, nu hvor det var en oplagt mulighed. Jeg var helt fri for drengene, og der var derfor ingen til at mistænke mig for noget, hvilket jeg var glad for. Endelig kunne jeg slappe helt af, og bare nyde det. Måske ville jeg blive genkendt, men så ville det blive som Perrie, og jeg tror ikke fans ville mistænke mig for at være en anden.

 Mens vi nærmede os byen, kunne jeg mærke at det allerede var meget mere afslappende. Drengene havde hele morgenen drevet mig til vanvid. De opførte sig barnligt og løb rundt i hele huset, efter hinanden. Det var fuldstændigt som at være sammen med en flok 7-årige drenge - lige til at få hovedpine af.

Alligevel var det nu meget sødt. Jeg forstod stadig ikke at de kun havde kendt hinanden i et par år, for de virkede til at kende alt om hinanden, hvilket også skræmte mig lidt. Det var lidt ligesom Perries og mit forhold - vi kendte også alt til hinanden, og vi havde kendt hinanden hele livet, sjovt nok. Men de havde kun kendt hinanden siden x-factor, og var nået at blive mindst lige så tætte som et par tvillinger - det er godt gået, må jeg sige.

 Da jeg langt om længe sad på en tilfældig café, med min kakao, fiskede jeg min mobil op af lommen. Til min store overraskelse, var der kommet en sms var Zayn. Hvad ville han mon nu? Jeg tjekkede hurtigt, og kunne ikke lade være med at smile over beskeden.

From: Zayn<3

Hey, miss u already baby. <3

Han var så sød, at det var helt vildt. Jeg kunne praktisk talt sætte mig ned og tude over det, fordi Perrie var så heldig, at have en som ham. Og den her besked, var endda ikke noget specielt, i forhold til hvad jeg havde fået andre gange.

Jeg skyndte mig dog at skubbe tankerne omkring Zayn væk, og besluttede mig i stedet for at ringe til Perrie. Jeg savnede at høre fra hende, og vidste jo slet ikke hvordan det gik hende hjemme i New Castle. Jeg håbede virkelig ikke hun var utilfreds med mit liv.

”Hey Zerrah, hvordan går det?!” Perries desperate stemme, var det første jeg hørte i den anden ende. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt over hendes entusiasme. Men igen, det kom ikke bag på mig, for sådan var hun bare som person.

”Jamen hej Perrie - og ja, det går helt fint.. lige nu sidder jeg på en café, et eller andet sted i Sverige.” svarede jeg, og fik kun en fnisen fra den anden ende af røret. ”Det er typisk dig, ikke at vide hvor du befinder dig.” fastslog hun i et meget bedømmende tonefald.

”Som om du er meget bedre.” gav jeg igen, stadig med et grin i stemmen. Det var helt fantastisk hvordan vi klingede så godt med hinanden, selvom vi ikke så hinanden særlig tit. Søskende kærligheden - det måtte være den.

”Nok om det - hvordan går det ellers? Der er ikke nogen der har bustet os, vel?” spurgte hun, og fik mig til at stivne. Skulle jeg fortælle hende det? I flere sekunder sad jeg og overvejede om jeg skulle fortælle hende at Louis havde afsløret mig, og at han vidste det hele.

”Det går strygende, og nej, der er ingen der har bustet os, bare rolig.” løj jeg. Det gjorde næsten ondt, at jeg skulle lyve for Perrie, men lige nu var det nødvendigt. Hun behøvede ikke bekymre sig om det, og Louis havde også lovet ikke at fortælle det til nogen alligevel.

”Åh, det er da godt, same here. Men det undrer mig stadig at mor og far ikke har opdaget noget.” konstaterede hun, og jeg kunne lige forestille mig hendes ansigt. Hun havde sikkert et rigtigt tænksomt ansigtsudtryk og sad sikkert med benene krydset, gned sig på hagen, og havde en pibe i munden….

Okay nej, de to sidste var løgn, for det gjorde hun altså ikke.

”Zerrah, lad være med at tænke højt, det forvirrer mig!” hørte jeg pludselig Perrie grine i den anden ende. Hvad? Tænke højt? Oh god, havde jeg sagt det med piben højt? Oh fuck, det er så typisk mig, altså!

”Undskyld, men ja, det er underligt at mor og far ikke har opdaget det endnu.. de kender os jo så godt.” jeg valgte at skifte emne, fordi hun ikke behøvede at køre mere i det, så ville jeg bare rødme, og det ville være totalt pinligt, eftersom jeg er i et offentligt rum.

”Bare vent, det sker sikkert en dag.” grinede hun.

 Resten af samtalen drejede sig bare om hverdagsting, og den blev nok lit længere end hvad meningen havde været. For pludselig blev klokken mange, og jeg skulle hjem, før drengene spiste. De havde det med at spise tidligt, så de ikke blev for trætte til at rydde det hele op bagefter - endnu en ting jeg ikke fattede ved dem.

 

______________________________________________________________

Please like, det vil betyde så meget! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...