I'm not my Sister - {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 maj 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2017
  • Status: Færdig
Zerrah Edwards er blandt sine venner kendt som Zerrah, Perries usete tvillingesøster. I offentligheden og for pressen, er der ingen der ved hun eksisterer. Før Perrie blev kendt, var de to piger uadskillelige, men gled fra hinanden da Perrie blev en del af gruppen Little Lix. Nu lever Perrie stjernelivet, som sanger i en girlgruppe og kærester med Zayn Malik fra One Direction, mens Zerrah stadig bor i New Castle, skjult for offentligheden. Men da Perrie pludselig beder sin søster om en tjeneste, kan Zerrah umuligt sige nej. Perrie trænger til en pause fra det hele, og får overtalt Zerrah til at bytte plads med hende, i en måneds tid. Men kan Zerrah holde en hemmelighed for 5 drenge? Og kan hun undgå at lave fuldstændig rod i Perries liv? En historie om tårer, sårede følelser og kærlighed.

498Likes
465Kommentarer
75507Visninger
AA

15. Kapitel 14.

Zerrah’s synsvinkel.

Resten af aftenen blev brugt på at forklare Louis hvad der egentlig foregik. Han fik alt at vide - lige fra Perries idé om at bytte liv og til hvor vi så var nu. Dog fortalte jeg ikke noget om mine følelser, det var langt fra nødvendigt. Jeg kunne ikke sidde og fortælle ham, at jeg havde fået følelser for Zayn - det ville jo bare ende galt.

Men underligt nok, så virkede han rigtig forstående. Han flippede ikke ud på mig, eller fortalte hvor dum en idé det her i virkeligheden var. Men jeg klager ikke - hellere en forstående Louis, end en vred og bedrevidende Louis. For han havde været tæt på at flippe ud tidligere, da han opdagede det, derfor vidste jeg godt hvordan det her kunne være endt.

Udover det havde jeg også fået dækket min tattoo til igen, så jeg ikke risikerede at Zayn opdagede den. Hvis det først skete, så var løbet kørt, og hans forhold med Perrie hang i en tynd tråd. Hvor dum må man ikke føle sig, hvis man finder ud af sådan noget? Perrie og jeg, er sikkert ikke de eneste tvillinger der har lavet det her nummer, det er da helt sikkert.

Selvom det var befriende endelig at kunne komme ud med alt det her, og i det mindste have en som kendte til hemmeligheden, ønskede jeg mest af alt, at Louis aldrig havde opdaget tatoveringen. Det havde været så meget lettere. Især hvis det hele begyndte at blive akavet efter det her - det kunne jeg jo aldrig vide.

”Jeg synes alligevel det er vildt,” sagde Louis pludselig, og løftede blikket, så hans øjne mødte mine. ”At I har formået at skjule det hele - jeg mener, der er jo tydeligvis ingen der har nogen mistanke omkring det her.” et svagt smil krydsede hans læber, hvilket også fik det til at trække let i min mundvige.

”Hvad skal jeg sige? Jeg kan være ret overbevisende.” mit smil voksede sig langsomt større, og jeg pres mig virkelig lykkelig for at han tog det sådan her.

”Men,” han fik et undrende udtryk i ansigtet, og de blå øjne han bar, lyste nærmest af forvirring. ”Hvordan har det været muligt for dig, at skjule dig fra verden, når du ligner Perrie så meget som du gør?” spurgte han. Det spørgsmål tænkte jeg nok ville komme på et tidspunkt. Svaret var egentlig enkelt, selvom man ikke skulle tro det.

”Jo ser du,” startede jeg ud, og kunne ikke lade være med at smågrine lidt over Louis’ ansigtsudtryk. ”Det forholder sig bare sådan, at folk aldrig har fået øje på mig. Vores naboer og sådan, de ved hvem jeg er. Men vi har aldrig haft behov for at fortælle hele verden at jeg er Perries tvilling - jeg har ikke haft lyst til at have kameraer efter mig, overalt hvor jeg går, hvis det ikke er nødvendigt.” det var faktisk meget enkelt, og sandt. For jeg havde ikke lyst til at leve et liv som Perrie, med mennesker der observerer alt man gør.

Også selvom det var sjovt at være Perrie for en tid, ville jeg aldrig kunne leve sådan hele tiden. Hvis det kom ud at jeg var Perrie søster, så jo selvfølgelig. Så ville jeg sagtens kunne holde til det, men så længe vi kunne undgå at fortælle hele verden det - så gjorde vi det.

”Jeg forstår dig godt - måske havde jeg bare slet ikke forventet den forklaring,” smilede Louis, og pillede let ved kanten af sin skjorte. Igen, kunne jeg ikke lade være med at betragte ham. Jeg ville da med glæde sige, at det var nemt at se væk fra ham, men der var bare et problem - det var det bare overhovedet ikke. Det var som om hver eneste gang jeg så på ham, fandt jeg en ny ting, som jeg havde overset før.

Let rystede jeg på hovedet, for at få mine tanker hen på noget andet. Hvad fanden lavede jeg? Jeg kunne da ikke sidde og stirre intenst på Louis? Det var både underligt og forkert af mig - for i sidste ende, kunne der ikke komme noget godt ud af det. Ikke nok med at jeg udviklede følelser for Zayn, jeg skulle ikke også begynde at finde hans venner tiltrækkende.

Hvad fanden var der ved at ske med mig?

 

Louis’ synsvinkel.

Alt begyndte langsomt at gå op for mig. Hvorfor jeg havde haft det anderledes med Perrie, lige siden den aften hun havde været med til koncerten. Fordi hun ikke var Perrie, hun var ikke den vi troede hun var. Det var alt sammen derfor - fordi Perries tvillingesøster sad i hendes sted.

Det havde dog også forvirret mig en del, at jeg fra den ene dag til den anden, fik en underlig følelse i nærheden af min bedste vens kæreste. Well ja, nu havde jeg da i hvert fald løsningen. Selvom det ikke var en løsning som sådan - for den førte kun videre til et endnu være problem.

Zayn var faldet pladask for en pige, som han troede var hans kæreste. For han havde aldrig været sådan omkring Perrie før. Så det var tydeligt at han var faldet for Zerrah, hvilket jo på ingen måde var særlig godt. Zerrah selv vidste ingenting om det - hun troede vel sikkert at det bare var Perrie han havde alle de følelser for.

Det troede alle de andre jo i grunden, og fordi jeg var den eneste der kendte hende og Perries lille hemmelighed, var jeg i af med også den eneste der kunne regne det ud. Og det var jo langt fra godt, det der var ved at ske. Hvad ville der ikke ske, når Perrie og Zerrah skiftede tilbage igen? Zayn ville ikke kunne undgå at ligge mærke til forskellen.

 Selvom mit blik lå på mine hænder, kunne jeg se ud af øjenkrogen, at Zerrahs blå øjne hvilede på mig. De øjne jeg kunne være blevet helt fortabt i så mange gange, hvis jeg ikke havde taget mig sammen i sidste øjeblik. Hvi jeg var ved at falde for pigen, der kaldte sig Perries søster, kunne det jo på ingen måde ende godt - og da slet ikke når Zayn tydeligvis allerede var faldet pladask for hende.

Jeg undrede mig stadigvæk over, hvorfor hun så på mig hele tiden. Ikke fordi jeg havde noget i mod det, det undrede mig bare. Hun skulle trods alt være Zayns kæreste, og med den der intense stirren, kunne man godt blive lidt i tvivl om hvad hun egentlig tænkte og følte. Faktisk kendte jeg jo slet ikke til Zerrahs følelser i alt det her. Men jeg tvivlede på at hun overhovedet havde nogen, og hun havde da slet ikke noget tilovers for mig.

”Hvornår tror du de andre kommer hjem?” spurgte hun med sin klokkeklare stemme, mens hendes øjne landede på uret, der hang på væggen over os. Jeg fulgte hendes eksempel, og så hurtigt at klokken faktisk nærmede sig de halv tolv. Måske burde vi egentlig gå i seng, så vi i det mindste var nogen der var friske i morgen.

”Jeg tror der går noget tid endnu - du kender ikke Harry og Zayns… hvad siger man? Ritualer? Det sker næsten hver gang vi er i byen alene.” forklarede jeg med et svagt smil - nu hvor jeg vidste hun ikke var Perrie, kunne jeg også vide at hun ikke vidste særlig meget om Zayn. Kun hvad han selv havde sagt, eller hvad Perrie havde fortalt hende.

”Haha, det kan jeg lige forestille mig.” fnes hun, og tog en hånd op for munden, som om hun ville dække sit smil. Jeg kunne ikke andet end at finde det sødt, hvilket jeg virkelig forbandede mig selv for. Hvorfor skulle alt ved hende være sødt? Jeg skulle ikke syntes hun var sød! Jeg skulle slet ikke tænke på hende - især fordi jeg nok alligevel aldrig så hende igen, så snart Perrie var tilbage i sin rigtige jeg igen.

”Men jeg smutter i hvert fald i seng nu.” fastslog jeg, og rejste mig fra sofaen. Hun fulgte hurtigt mit eksempel, og det første hun gjorde, var at strække armene over hovedet. Hun var ikke specielt høj - lavere end Perrie faktisk. Don’t ask why, men det havde jeg lagt mærke til.

 

*

 

Zerrah’s synsvinkel.

Jeg havde virkelig svært ved at falde i søvn, og lå bare og vendte sig fra den ende side, til den anden. Alle tanker susede gennem mit forvirrede lille hoved - alt fra Zayn og mine følelser, til Louis der nu kendte til hemmeligheden. Og så mine irriterende følelser med hensyn til Louis, som jeg endnu ikke kendte til. Han gjorde bare det hele underligt inden i mig - det var slet ikke sådan med Zayn.

Urgh, det hele var bare så forvirrende, altså! Hvorfor kunne jeg ikke gå igennem det her, totalt blottet for følelser? Hvorfor kunne jeg ikke bare lade Perries kæreste være Perries kæreste, uden at få følelser for ham? Og lade hans venner være, uden at sidde med fucked up tanker omkring den ene af dem?

Døren til værelset blev næsten smækket op, og jeg farede forskrækket sammen. I en hurtig bevægelse, fik jeg sat mig op i sengen, og så over mod døren, hvor en mere eller mindre beruset Zayn stod. Der var ikke specielt mørkt på værelset, fordi det jo var sommer, og jeg kunne derfor tydeligt se, bare på måden han stod på, at han havde indtaget måske lidt for meget alkohol.

”Perrieskat,” snøvlede han, og trådte prøvende et skridt frem. Det var kun med lidt held, at han holdt balancen, men kun fordi han greb fat om dørkarmen. Jeg rystede på hovedet af drengen foran mig, og skyndte mig over til ham.

Jeg lagde en arm om livet på ham, og uden nogen protester, fik jeg lov at føre ham over til sengen. Han satte sig ned, og betragtede mig, med sine flotte brune øjne, mens jeg prøvede at få hans jakke af - det var jo ikke fordi han selv hjalp særlig meget til.

”Jeg har savnet dig,” mumlede han, og lagde en hånd ved min hofte. Jeg smilede og gøs under hans berøring. Hvad den dreng gjorde ved mig, havde jeg stadig ikke fundet ud af. Han gjorde bare noget ved mig, som ikke kunne beskrives med ord.

”Zayn,” advarede jeg, da han løftede lidt op i min t-shirt. Jeg havde virkelig ikke lyst til noget med den Zayn der sad foran mig - både fordi det var sent om natten, og han tydeligvis var virkelig langt væk. ”Men-” prøvede han, men jeg cuttede ham hurtigt af.

”Zayn, nej!” sagde jeg bestemt, men kunne ikke afholde mig selv fra at smile over hans skuffede ansigt. Jeg klappede ham blidt på kinden, og gik om på min egen side af sengen. Bag mig kunne jeg høre, at Zayn var gået i gang med at få sit tøj af, hvilket nok var en god idé. Jeg tvivlede på, at han holdt af at sove fuldt påklædt.

Da han endelig blev færdig, dumpede han ned ved siden af mig. Jeg kunne ikke holde et fnis inde, fordi han praktisk talt smed sig i sengen. Jeg vendte mig mod ham, og så at han allerede betragtede mig, som selvfølgelig fik farven frem i mine kinder.

Jeg nåede ikke at tænke over mine brændende kinder, før jeg kunne mærke hans bløde læber mod mine. Mine hænder fandt hurtigt plads bag hans nakke, og trak ham tættere på mig. Jeg kunne også mærke at jeg faktisk havde savnet ham, i løbet af aftenen. Følelsen af hans bløde læber mod mine, gjorde bare noget ved mig. Det gjorde mig på så mange måder helt fuldendt.

Hans hænder greb blidt fat om mine hofter, inden han rullede os rundt, så jeg endte med at ligge under ham. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt over ham, fordi det nok havde set helt anderledes ud i hans hoved. Det kom til at foregå meget klodset, fordi han trods alt stadig var beruset. Men jeg gjorde ikke mere ud af det, og genoptog glædeligt kysset.

 

_______________________________________________________________________

Aww, et Zayn/Zerrah moment der til sidst! Er der nogen af jer der har en godt shippenavn til dem? For jeg har virkelig intet, suk.Og hvad synes I om Louis og Zerrah? Er det bare totalt no go? Eller hvad?

Giv gerne et like, hvis du ikke allerede har gjort det! Det vil gøre min dag så meget dejligere, haha xx

Hvis I ikke allerede har kigget forbi min nye movella, A for Awful, er I så ikke søde at gøre det? Det vil betyde så meget for mig.

Møs møs xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...